Strøtanker om bæredygtighed

Ofte støder man på artikler og holdninger, at frygten for genmanipulerede organismer GMO bliver ubegrundede og bunder i uvidenhed – og at det er sådan lidt bagstræberisk frygt for udviklingen-agtigt, næsten maskinstormeragtigt. Og jeg må da helt ærligt indrømme, at jeg har en god portion skepsis både principielt overfor fænomenet og for den måde, en række store virksomheder i praksis efterfølger GMO-organismernes forretningspotentiale, samtidig med at de griber problematisk (manipulatorisk) ind i den frie videns- og meningsdannelse omkring fænomenet og støtter op om et utidssvarende og stærkt ubæredygtigt landbrugsparadigme.

For hvor menneskeheden indtil nu i sin forældning af planteverdenen gennem podninger, krydsformeringer og målrettet fremelsken af særlige egenskaber har arbejdet inden for naturens eget regelsæt –  vi har så at sige arbejdet med naturen i naturen på naturens præmisser – så ligger der i gensplejsningen, hvor man krydsklipper genetiske stumper fra én organisme ind i en anden, en radikal overtrædelse af naturens spilleregler, en træden uden for naturens orden, som jeg grundlæggende mener, vi skal holde os langt væk fra. For vi kommer meget let til at gøre noget, vi ikke har fuldt overblik over, og selvom det umiddelbart løse et problem eller et kompleks af problemer, vi har sat os for at løse, så vil det næsten uundgåeligt føre til uventede, uforudsigelige bivirkninger, hvoraf nogle i værste fald ville kunne have skæbnesvangre konsekvenser for klodens levende økosystemer.

Som jeg for nogen tid siden i forbindelse med introduktionen af artiklen Scotland Announces Total Ban on GM Crops skrev på Facebook: “Indtil vi lærer at tage bivirkningerne af det vi gør fuldt i betragtning, er GMO en rigtig dårlig idé. Og den dag vi lærer det, vil det nok vise sig stadig at være en rigtig dårlig idé.” Hvis man nøgternt iagttager, i hvor høj grad de seneste århundreders udvikling er et resultat af en stadig forsøg på at dæmme op for bivirkninger ved tidligere beslutninger og nye teknologier, så er det alt andet end betryggende at åbne for genteknologiens klippe-klistren i naturens genetiske koder på en måde, som naturen ikke gør det, og ikke igennem sine 3,8 mia. år har haft nogen chance for – eller brug for – at udvikle modtræk eller feed back-mekanismer overfor.

Derfor vækker det øjeblikkelig genklang, når Nathanael Johnson i artiklen Dealing with the rational fear about GMOs and global catastrophe i Grist i sidste uge fastslår, at: “The fear of GMOs leading to global ruin isn’t crazy. It is a rational fear.”

Artiklen er en præsentation af et paper, The Precautionary Principle (with Application to the Genetic Modification of Organisms) (2014), som Johnson har skrevet sammen med fire andre fra  School of Engineering ved New York University.

“The idea is that natural reproduction and evolution is safe because, if something goes wrong, it will go wrong only locally and nature will stamp it out. They argue that the co-evolutionary process – the give and take between species in a local ecosystem – insures that disasters happen early, and at a small scale. The authors are saying that naturally occurring monsters with the potential to catastrophically destabilize the environment will wipe themselves out before they have the potential to cause global catastrophe”, skriver Johnson i sin artikel: “People (myself included) tend to have a powerful intuition that nature is balanced and nurturing. And in a sense that’s true: Every fiber of my being was shaped to fit into this beautiful ecosystem that we know and love. But if you look back into deep time, my beloved ecosystem looks like a momentary blip.”

Læs mere »

.
ʻĀINA: That Which Feeds Us, 22:55 min. dokumentar af Josh Thome (2015).

ʻĀina er et hawaiiansk ord for That Which Feeds Us. Det er en betagende dokumentarfilm om forholdet mellem vi mennesker og vores Jord – om forholdet mellem på den ene side en traditionel livsvisdom og dyrkning af jorden, som bygger på den fundamentale forestilling, at man må give noget for at kunne tage noget, og på den anden side det moderne industrielle landbrug, som i sin manglende visdom tager og tager og tager uden at give noget tilbage.

ʻĀINA: That Which Feeds Us er optaget på Kauai, som med 1.456,4 km² er Hawaiis fjerdestørste ø. Kauai er Hawaiis naturparadis. Mere end halvdelen af øen er uberørt natur, kun en tredjedel er beboet og opdyrket, så landskaberne er eksotisk anderledes end vores hjemlige danske, men hele modsætningen mellem en oprindelig forståelse af, hvordan man må og kan og bør være til stede på kloden i et stadigt – ærbødigt og bæredygtigt – giv-og-tag-forhold, har et stærkt dialogbudskab overfor situationen i Danmark, hvor det danske landbrug er i fuld gang med at ruinere vores landskaber, vores muld og vores omgivende natur, netop fordi man tager og tager og tager uden blik for, hvad man må give, for at ikke bare markerne, men også den omgivende natur, bliver givet godt videre til kommende tider og generationer.

Kauai County udgør den den nordlige del af staten Hawaii og består af øerne Kauai, Niihau, Lehua og Kaula. I 2010 havde Kauai County ~67.000 indbyggere. Kauai bliver brugt af fire af verdens største GMO-virksomheder som udviklings- og eksperimentalsted for nye GMO-afgrøder og ikke mindst brugen af forskellige ‘matchende’ pesticider. Kontrasten mellem dette højindustrielle landbrug, som bedst kan beskrives som kemisk krigsførsel, og en oprindelig viden om, hvordan vi lever ikke bare med – men som en del af – vores levende omgivelser, gør ʻĀINA: That Which Feeds Us til en vigtig, smuk og billedmættet fortælling.

Så jeg kan varmt anbefale at se den, lade dens fortælling sive ind og give den plads til overvejelse.

Læs mere »

.
Et video-hold har fulgt den netop fremlagte undersøgelse igennem to år.

(Et stadig helt ufærdigt indlæg) Normalt laver man kun rotteforsøg over tre måneder. Men franske forskere har nu lavet forsøg, hvor man har fulgt et kuld rotter, som man i forskellige doseringer har fodret med GMO-modificeret majs og Roundup-forurenet vand over et helt livsforløb – 2 år. Og her tegner sig et noget andet billede. Forskerne fandt, at 50% af hannerne og 70% af hunnerne døde for tidligt, sammenlignet med kun 30% og 20% i kontrolgruppen.

Og den koncentration af Roundup-forurening, som er brugt, 1 ppb, er så lav, at den er regnet som uskadelig – under grænseværdien for rent vand. Samtidig kunne man for nylig konstatere, at Roundup finder vej i stadig flere af vores drikkevandsboringer.

Undersøgelsens abstract lyder:

“The health effects of a Roundup-tolerant genetically modified maize (from 11% in the diet), cultivated with or without Roundup, and Roundup alone (from 0.1 ppb in water), were studied 2 years in rats. In females, all treated groups died 2–3 times more than controls, and more rapidly. This difference was visible in 3 male groups fed GMOs. All results were hormone and sex dependent, and the pathological profiles were comparable. Females developed large mammary tumors almost always more often than and before controls, the pituitary was the second most disabled organ; the sex hormonal balance was modified by GMO and Roundup treatments. In treated males, liver congestions and necrosis were 2.5–5.5 times higher. This pathology was confirmed by optic and transmission electron microscopy. Marked and severe kidney nephropathies were also generally 1.3–2.3 greater. Males presented 4 times more large palpable tumors than controls which occurred up to 600 days earlier. Biochemistry data confirmed very significant kidney chronic deficiencies; for all treatments and both sexes, 76% of the altered parameters were kidney related. These results can be explained by the non linear endocrine-disrupting effects of Roundup, but also by the overexpression of the transgene in the GMO and its metabolic consequences.”

Læs mere »

I videoen Contaminated fra Guerilla News Networks (se nedenfor) fortæller tre økologiske tænkere, Fritjof Capra, Paul Hawken and Vandana Shiva om genmodificerede afgrøder, og de kolossale ændringer, det medfører. Én ting er risikoen overfor vores sundhed, som disse afgrøder måtte medføre, og risikoen for at søsætte organismer, som naturen ikke har nogen feedbackmekanismer overfor.

En anden ting er, at bonden bliver endnu mere afhængig af industrien. Han m/k har ikke mere ret til at gemme sæd fra året inden, da det nu er patenterede afgrøder. Han er derfor afhængig af at købe al sin sæd, og i og med at disse afgrøder er designet til at kunne modstå særlige plantegifte, bliver han også bundet til ‘behov for’ bestemte plantegifte og en industriel dyrkningsform med meget store energiinput. Paul Hawken sammmenligner det i videoen med, at man har gjort bonden afhængig som en junkie af narkotika. Samtidig er udviklingsarbejdet bag disse afgrøder og deres tilhørende bekæmpelsesmidler så hemmeligholdt, at samfundet ikke har mulighed for at følge med … men, hånden på hjertet, hvem kan også vide, hvad langtidsvirkningerne bliver af at klippe genetiske egenskaber fra dyreriget ind i vores afgrøder?

Læs mere »