Indlæg tagged med Global Footprint Network

Ikke flere ressourcer til i år

27. september 2011

I den netop overståede valgkamp har der været talt meget om, at vi bruger flere penge, end vi har, og stort set alle løsningerne bygger på, at vi skal tjene endnu flere, arbejde lidt længere hver dag, lidt længere i tilværelsen, lidt mere effektivt, alt sammen for at vi stadig hvert år alle sammen kan blive lidt rigere. Men … det er dømt til at fejle. For ressourcerne til denne strategi er der simpelthen ikke. Vi er på verdensplan blevet så mange med så stort et forbrug, at vi forbruger flere ressourcer end Jorden kan regenerere.

Således er vi i dag nået til den dag i året, hvor vi har opbrugt ressourcerne for 2011, hvis kloden skal kunne følge med.¹ Ikke mere mad, ikke mere tømmer, ikke mere tøj og brænde før næste år ville således være alle ansvarlige politikeres bud, hvis det var lige så vigtigt ikke at leve over evne økologisk som økonomisk.

Ifølge Global Footprint Network overskred verden omkring 1970 den tærskel, hvor vi forbrugte mere end kloden kan forny. Og dagen hvor årets ressourcer er brugt, falder år for år tidligere og tidligere. Således regner man med, at verden som helhed omkring 2030 vil være oppe på at bruge to kloder om året.

Det betyder, at træerne bliver færre og mindre, at fiskene bliver færre og mindre, og at økosystemerne udhules over alt. Vi tærer i disse år alvorligt på fremtidige generationers livsmuligheder.

Faktisk forbruger vi danskere i dag, som havde vi 4½ klode til rådighed. Hvis vi skulle dele ligeligt med resten af verden (og med fremtiden), ville vi derfor med vores nuværende forbrugsmønster have opbrugt årets kvote allerede sidst i marts.

Set i det perspektiv er projektet således ikke at få os alle til hver dag at arbejde 12 minutter mere, men at få kreativiteten og opfindsomheden i spil for at udvikle meningsfulde livsvilkår, hvor vi trives med et materielt forbrug på under en fjerdedel af det nuværende. Det er overhovedet ikke umuligt. Det vil blot indebære nogle radikalt anderledes prioriteringer end i dag og et frontalt opgør med konsumsamfundets forestillinger om det lykkelige liv.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Earth Overshoot Day is coming! Global Footprint Network 2011.

Matthis Wackernagel: What is Ecological Overshoot? (video) Pachamama Alliance 23.09.2011.

Humanity falls deeper into ecological debt: study, (AFP) The Independent 22.09.2011.

Share

Dansk forbrug af naturressourcer blandt verdens højeste

29. oktober 2008

En ny opgørelse over ressourceforbruget i verdens lande placerer Danmark helt top, som et af de lande i verden, som bruger flest ressourcer. Hvis alle brugte lige så meget af jordens naturressourcer, som vi gør, skulle vi have fire kloder.

I et nyhedsbrev fra WWF hedder det: “Alt for meget kød og alt for meget CO2 er med til at placere Danmark på en fjerdeplads på listen over, hvilke lande der forbruger flest af Jordens ressourcer. Tallene taler deres tydelige sprog: Hvis alle mennesker i verden levede som os, så havde vi behov for tre ekstra jordkloder.

Den tvivlsomme placering offentliggøres i rapporten ’Living Planet Report 2008’, som udkommer i dag. Danmark er her placeret som det land i verden, der har det fjerdestørste forbrug af naturressourcer pr. indbygger. Kun overgået af De Forenede Arabiske Emirater, USA og Kuwait.

‘Rapporten bør give anledning til dyb selvransagelse herhjemme, for det er selvfølgelig helt uacceptabelt at vores forbrug i den grad lægger pres på planeten. Trods vores tradition for at være et miljøvenligt land og vore mange muligheder for rent faktisk at være det, er vi nu endt i selskab med lande, der notorisk er kendt for at ødsle med ressourcerne. Pinligt,’ siger Jacob A. Sterling, som er miljøfaglig chef i WWF Verdensnaturfonden.”

Rapporten er velillustreret og interessant læsning. Blandt andet har man etableret et ‘water footprint’ (p. 18. ff.), som tegner konturerne af et andet problem vi vil møde med langt større kraft i de kommende år.

Den centrale konklusion i rapporten er, at verden i dag bruger 30% flere naturressourcer, end kloden kan regenerere. Dette kan selvklart kun lade sig gøre på meget kort sigt, og det er et alarmerende billede af, hvordan verdens naturkapital i disse år hastigt devalueres.

Se også tidligere blog-indlæg: Det globale fodaftryk for verdens lande, Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint og One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Chris Hails et al.: Living Planet Report 2008, WWF oktober 2008 (pdf).

Vi mangler tre kloder! WWF 29.10.2008.

Vores økologiske fodaftryk er kæmpestort, (Ritzau) Berlingske 29.10.2008.

Laura MacInnis: WWF Says Reckless Consumption Threatens The Planet, (Reuters) PlanetArk 29.10.2008.

Share

Det globale fodaftryk for verdens lande

17. maj 2008

Denne kurve over det globale fodaftryk for alle verdens lande giver et tankvækkende billede af tingenes tilstand. Den vandrette røde linje repræsenterer de 1,8 gh (globale hektarer), som vi i alt har til rådighed pr. person i gennemsnit. Verden bruger i dag i gennemsnit 2,2 gh pr. person. Men hvor en kineser blot bruger omkring 1,6 gh, bruger vi danskere 5,8 gh pr. person eller godt tre gange så mange ressourcer, som kloden har. Amerikanerne topper listen med 9,6 gh eller et forbrug på fem gange det, som kloden kan bære.

Man kan høste mere end de biologiske systemer regenererer i en kortere tidsperiode, hvorved der gradvist bliver mindre tømmer at fælde og færre fisk at fange. Men overforbruget har nu stået på siden 1980erne, og vi kan ifølge rapporten ikke fortsætte overforbruget meget længere uden at nedslide de biologiske ressourcer og forstyrre regenerationsevnen.

Kurven, som findes i større størrelse nedenfor, stammer fra WWFs seneste rapport om klodens biodiversitet (se ovenstående blog-indlæg: WWF: Rising to the Biodiversity Challenge).

Læs mere »

Share

Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint

4. marts 2008

Global Footprint Network arbejder med et enkelt og dog meget sigende mål for klodens bæredygtighed, det økologiske fodspor eller aftryk. Man har beregnet, at hvis alle mennesker på kloden skulle deles lige om det areal, vi har til rådighed, som kan opdyrkes eller på anden måde er biologisk produktivt, så ville der være omkring 1,8 gha (globale hektarer) til hvert menneske, hvilket svarer til 18.000 m² eller godt og vel en fodboldbane til hver.

På dette areal skal der så være plads til alle vores fornødenheder, dyrkningen af den mad, vi spiser, tilvejebringelse af det tøj vi har på, græsning og foder til husdyr, skov til brænde, tømmer til huse, møbler osv. – alt sammen inden for samme 1,8 hektar. Problemet er blot, at vi i de rige lande tillader os at bruge langt mere end 1,8 gha per person.

Når vi importerer råvarer fra hele verden, ‘låner’ vi areal fra andre lande, og Global Footprint Network har i en nylig rapport, Europe 2007. Gross Domestic Product and Ecological Footprint, beregnet, at Europas økologiske fodspor i 2003 var på hele 4,7 gha, mens vi i Europa kun havde 2,2 gha til hver. Vi lægger således beslag på mere produktivt areal udenfor Europa end vi selv har i Europa.

Og hvis hele verdens befolkning forbrugte med lige så stort et økologisk fodspor som europæerne, ville vi have brug for 2½ planet for at kunne følge med.

Danskernes økologiske fodspor er på 5,75 gha, og altså markant højere end det europæiske gennemsnit. Hvis hele verdens befolkning forbrugte med lige så stort økologisk fodspor som vi danskere, ville vi have brug for mere end 3 planeter for at kunne følge med.

Læs mere »

Share

One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint

4. marts 2008

I videoen One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint (se nedenfor) fortæller Mathis Wackernagel, som igennem 15 år har arbejdet på udviklingen af Global Ecological Footprint, om baggrunden for det økologiske fodaftryk og den analyse af verdens globale økologiske råderum, som fodaftrykket åbner for.

Siden midt i 1980erne er verdens samlede forbrug af fornyelige ressourcer oversteget verdens biokapacitet. Der er således i de sidste to årtier sket en stadig udhuling af klodens naturkapital i takt med at ikke mindst de industrialiserede landes overforbrug af økologisk produktive arealer over alt på kloden har ført til stadig større overskridelser af det globale økologiske råderum.

Stigende befolkningstal er en del af problemet, den voksende urbanisering ligeså, omend det med det globale fodaftryk står klart, at det først og fremmest er de industrialiserede landes fundamentalt ubæredygtige forbrugsmønstre, som forbruger løs af klodens globale ressourcer uden bekymring for, om økosystemerne i længden kan bære udbytningen.

Wackernagels præsentation stammer fra en serie af Google Tech Talks, og man får via videoen en god indføring i det globale økologiske fodspor og det perspektiv på klodens problemer, som det åbner for.

Læs mere »

Share