Strøtanker om bæredygtighed

Visualisering af en planlagt udvidelse af det britiske atomkraftværk ved Hinkley Point med to EDF-reaktorer med en samlet kapacitet på 3,4 GW. Værket har været planlagt i en årrække, men EDF har nu meddelt, at det ikke kan være klar til 2023, samtidig med, at Østrig har anlagt sag overfor EU mod de enorme subsidier for at få de to reaktorer bygget. 

Mange steder i den industrialiserede verden står man i den situation, at de først opførte atomreaktorer har nået skelsår og må udskiftes, hvis ikke A-kraftens andel i energiforsyningen langsomt men sikkert glider ud igen. Men opførelsen af nye reaktorer i de “gamle” atomkraftlande har været gået næsten i stå, så den samlede mængde af produceret A-kraft været faldende i de senere år. De få steder i Europa hvor man rent faktisk har nye reaktorer under opførelse, som Olkiluoto i Finland og Flamanville Frankrig, står som dybt skræmmende eksempler, fordi byggetiden er massivt overskredet (de påbegyndt i henholdsvis 2005 og 2007 med planlagt afslutning i 2009 og 2012, men forventes nu færdige til ibrugtagning i 2018, dog sandsynligvis med yderligere forsinkelser ved Flamanville, hvor man har fundet alvorlige problemer med revnedannelser i reaktorkappen) samtidig med, at regningen allerede på nuværende tidspunkt er mere end tre gange højere end budgetteret.

Hvis man vender blikket mod USA, som har omkring 100 reaktorer kørende, er konkurrencen fra skifergassen og de vedvarende energikilder i dag så hård, at der overhovedet ikke er økonomisk basis for at opføre nye. Tværtimod er en række reaktorer i de senere år blevet taget ud af drift før skelsår, fordi de ikke var rentable. Og I Japan, hvor man forud for Fukushima-katastrofen var på vej til en betydelig udbygning af A-kraften, så den ville nå fra 30 til 50% af den samlede elforsyning, har man her 4½ år efter Fukushima stadig kun fået en enkelt reaktor i gang, og ingen ved, hvor mange eller nok nærmere få af de omkring 50 standsede reaktorer, som nogensinde kommer i gang igen. I den japanske klimaplan sigter man mod i 2030 at have 20-22% A-kraft, men det virker lige nu helt usandsynligt, og flere vurderinger peger på, at det nærmere bliver under 10%.

Den udvikling kan man begræde ud fra klimaperspektiver, for A-kraften leverer en stabil energi med en relativt lille klimabelastning. Men nøgternt set vil man i dag for færre midler, end det koster at opføre et atomkraftværk, kunne etablere en tilsvarende mængde vedvarende energi fra sol og vind samt den lagring og distribution, som skal til, for at energien kan forbruges når der er brug for det – og det kan ske meget hurtigere. Samtidig må vi indse – og tage konsekvensen af – at vi stadig efter mere end et halvt århundrede med A-kraften ikke blevet trygge ved den, også fordi den i praksis har vist sig mindre ufejlbarlig, end man kunne håbe, med kernenedsmeltninger i foreløbig 3 ud af hver 100 reaktorer. Yderligere er prisen for at bygge nye reaktorer selv efter mere end et halvt århundrede med A-kraft stigende, hvilket gør A-kraften til en uforholdsmæssigt dyr energikilde i en tid, hvor de vedvarende energikilder fortsætter med at falde i pris. I de 6 år mellem COP15 i København og COP21 i Paris er solceller faldet med 80%. I den samme periode har vi set reaktorer blive foreløbigt mere end tre gange dyrere end planlagt. Så IEAs prognoser om 45% mere A-kraft ved midten af det 21. århundrede synes helt ude af trit med virkeligheden.

Efter Fukushima-katastrofen i 2011 kunne man se en række lande beslutte sig for at udfase deres atomkraftværk – ikke fra dag til dag, men efterhånden som de var tjenlige til udskiftning. Og de fleste lande har efter Fukushima skærpet sikkerhedskravene yderligere, hvilket har gjort A-kraften endnu dyrere. Den meget omtalte nuclear renaissance synes således at lade vente på sig, det er i den nuværende situation kun udviklingsøkonomier som Kina, Tyrkiet og de arabiske lande, at A-kraften har appel. Og det er nok ikke fordi den er billig, men fordi der ligger et mål af magt og præstation i at været nået dertil i ‘udviklingen’ at have råd til atomkraft.

Læs mere »

I de varme julidage, som allerede nu synes langt borte, gik jeg en del langs havnen og kanalerne for at prøve mit nye kamera af i forhold til at fotografere vand – en gammel skade, som , så da jeg pludselig så, at lokaludvalgene for Indre By og Christianshavn efterlyste ideer til havnens udvikling, tog jeg hul på en af de mest oplagte svipsere på Indre By-siden, at der ikke er nogen samlet passage til fods langs vandet. Det går fint fra Langebro til Sydhavn og fra Kvæsthusbroen til Langelinje, men på midterstykket, uden om Slotsholmen, er der ikke meget promenade over situationen, og et enkelt sted kommer man simpelthen bare til et vejskilt med fodgængere forbudt. Yderligere er Realdania ved at opføre sit nye domicil på bryghusgrunden, hvor man har fået lov at bygge helt ud til vandkanten. Så i det bidrag, jeg endte med at lave til idékonkurrencen, Langs vandet …, har jeg i udgangspunktet foreslået at anlægge to lave flydebroer, så man samtidig med, at man kommer helt tæt på vandet, får mulighed for at passere de to nu mest ufremkommelige steder.

Problemet er opstået, fordi man i bilismens hellige navn har haft en firesporet vej ført igennem langs vandet – det bliver vistnok ikke mere kaldt Ring 2, men ikke desto mindre er det Ring 2, som man stadig søger at presse igennem mellem bykernen og havnen, og som ved Børsen og Knippelsbro klemmer så meget, at der ikke er blevet plads til fodgængerne langs vandet. I mellemtiden har man nedlagt de to spor foran Chr. IVs Bryghus og forbi Den Sorte Diamant, og under Knippelsbro har man blot gjort den ene af de to vognbaner til cykelsti. Men der er ikke brug for en 4 m bred cykelsti på stedet, så hvis man blot omfordelte den eksisterende plads, er der plads nok til at føre fodgængerne forbi på dette sted.

Når det ikke er sket for længst, er det også fordi København aldrig har fået etableret nogen egentlig fodgængerstrategi, som har kunnet identificere de største hindringer for fodgængerstrømmene og etablere nogle samlede målsætninger som fuld passage langs vandet og et sammenhængende system af gågader fra Vesterbro Torv til Langelinje og fra Dronning Louises Bro til Amagerbro. Selv de planer om en trafikal fredeliggørelse af Middelalderbyen, som for 10 år siden var fremme, er lige så stille blevet presset tilbage. Det er en stor skam, for hvis vi skal etablere et attraktivt alternativ til privatbilismen, så er det ikke nok at fremme cyklismen og den kollektive trafik. Så må man også styrke mobiliteten til fods og sikre, at det er forbundet med en god oplevelse at bevæge sig rundt i byen til fods. Hver gang man har gjort det natulrigt at gå 100 m længere uden at længes efter en bus, en bil eller bare en cykel, så har man taget noget af presset af trafikken.

Læs mere »

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og Storbritannien, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

I sidste uge bragte George Monbiot med artiklen Putting a price on the rivers and rain diminishes us all en klassisk bredside mod det stadig mere omsiggribende fænomen at sætte pris på naturen – ikke bare i forståelsen at man holder af naturen og synes den er smuk, men det at man konkret sætter en pris i kroner og øre, dollars og euro på naturen.

For hermed gør vi naturen til “vores natur”, til en vare, til noget vi kan eje, købe og sælge – og forbruge. Hele denne værdisættelse vil uomgængeligt blive antropocentrisk, fastsat ud fra hvad vi mennesker finder værdifuldt. Hvad frøer, salamandre, katte osv. måtte værdsætte – som retten til at leve uforstyrret af mennesket – vil til enhver tid være sekundært i forhold til den værdi (for os), vi kan finde ud af at projicere ud i naturens enkelte dele.

Måske udviklingen er lidt mere fremskreden i England, hvor den forrige regering bad en forskningsvirksomhed at få prissat hele den engelske natur, eller måske rettere værdien af den engelske naturs værdiskabelse. Monbiot skriver, at selvom denne forskningsenhed påtog sig opgaven, så udtrykte den i sin afrapportering tvivl om hele forehavendets natur, at: “this exercise was ‘theoretically challenging to complete, and considered by some not to be a theoretically sound endeavour’. Some of the services provided by England’s ecosystems, it pointed out, ‘may in fact be infinite in value’.”¹

Jeg må indse, at jeg hører til dem, som finder værdisættelsen af naturen og vores indgreb i den meget uhyggelig, som en tankegang vi ikke skal begive os ind på. Det er ikke fordi prisen på en olieindsmurt fugl altid vil være for lav, når den bliver holdt op mod de interesser, som førte til, at olien blev pumpet op, transporteret og spildt på havet. Det er det basale forhold, at vi overhovedet sætter en kontant pris på naturen.

Princippet har været brugt i det små i mange år. Hvis man skulle anlægge en motorvej over Fyn, så kunne man ved at værdisætte de forskellige arealer, man måtte inddrage for forskellige vejføringer, og tildele dem en pris, ligesom man kunne konstruere en pris for alle de besvær og problemer, motorvejen medførte. På den måde kunne man økonomi-optimere linjeføringen. Men hvem sætter prisen på en golfbane overfor prisen på en kornmark overfor en fredskov, overfor en udsigt, overfor en fragmentering af den vilde natur? Og kunne dette regnestykke nogensinde føre til, at det var bedre for helheden ikke at lave motorvejen?

Læs mere »

George Monbiot beretter i dag i The Guardian om, hvordan vandmændene fuldstændig har overtaget magten i den bugt, hvor han gennem årene har hentet sine makrel.¹ Jeg har en tilsvarende erfaret, hvordan den overflødighed af fisk jeg husker fra min barndom, hvor morfar store dele af året fangede alle de rødspætter, skrubber, isinger og ål, vi kunne spise, har været så godt som forsvundet.

Det kan være svært at slutte fra sådanne lokale observationer. Men i kommentarerne til Monbiots indlæg var der en reference til et studie af udviklingen af Nordatlantens bestand af spisefisk fra 1900-2000,² som gav et voldsomt billede af den stadig mere gennemgribende støvsugning af verdens fiskebestande i løbet af det 20. århundrede.

På kortet til venstre ser man de rige fiskevande ud for New Foundland, omkring Azorerne, Grønland og Island, Lofoten, Nordsøen og farvandene omkring De Britiske Øer samt langs de franske, spanske og portugisiske kyster i år 1900, hvor de farvede felter angiver koncentrationer af spisefisk fra 3 ton pr. km² til +11 ton pr. m². På kortet til højre ser man den tilsvarende situation 100 år senere. I studiet kan man side 14 se tilsvarende kort med 25-års intervaller. Fiskebestandene på alle de store fiskefarvande er decimeret, og undersøgelsen vurderer, at den samlede mængde af spisefisk i Nordatlanten i løbet af det 20. århundrede er reduceret til en niendedel.²

Samtidig er vores fiskeflåde større end nogensinde og vores fangstredskaber mere avancerede end nogensinde.  Når vi i dag fanger færre fisk end tidligere – fiskeriet i Nordatlanten toppede sidst i 1960erne med 4,7 mio. ton pr. år, hvor det mod århundredets slutning var faldet til under 2 mio. ton pr. år – er det således ikke på grund af tilbageholdenhed, men fordi der snart ikke er flere fisk at fange.

Når man som barn har oplevet havets overflødighed, er det næsten ufatteligt, at det ikke blot er delikatesser som pighvar og rødtunge, som er sjældne, men at det efterhånden er de fleste af de fiskearter, vi spiser, som er alvorligt overfiskede. Viljen til at holde tilbage med fiskeriet – endsige erkende, at der i dag er tale om et overfiskeri – kan ligge på et meget lille sted blandt erhvervsfiskerne. Og reguleringen af fiskeriet har trange kår. Så vi nærmer os hastigt den situation, hvor vi i en Ny Nordisk Hverdagsmad må udforske det kulinariske potentiale i søstjerner, tangål og søpølser, vandmænd og blågrønalger.

George Monbiot: Have jellyfish come to rule the waves? The Guardian 08.07.2011.¹

Villy Christensen et al.: Hundred-year decline of North Atlantic predatory fishes, Fish and Fisheries 4 (1) 2003, pp. 1-24 (pdf).²

Information is Beautiful: Plenty More Fish In The Sea? The Gaurdian Data Blog 03.06.2011.

George Monbiot skriver i dag på The Guardian om fremtidens bæredygtige by, at den må være “compact and high-density”.¹

Dette er rigtigt, når man ser på det endeløse “urban sprawl”, som i store dele af verden breder sig som en tyktflydende grød omkring bycentrene. Det giver byer med store afstande, afhængighed af privatbilisme og et kolossalt spild af arealer, det giver store afstande til butikker, institutioner og det meste af det, som gør livet værd at leve, og set med klimabriller, så fører det typisk til livsstile med langt støre klimabelastning, end hvis vi boede tæt stablet i bycentrene, hvor vi kan cykle, gå eller tage metroen til det meste.

Men det er vigtigt ikke at bruge fortætningstanken ukritisk. For eksempel i København er der allerede et massivt pres for mere, større og højere i de centrale bydele. Hvis man giver efter for det, vil der være flere biler, mere trafikstøj, flere højhuse og mindre plads til grønt og til livet mellem husene. Hvis man i stedet flyttede fortætningsbestræbelserne blot nogle få kilometer udenfor, lad os sige i et bælge uden for brokvartererne, så ville man få en langt sundere byudvikling. Frem for yderligere centralisering må målet være en fortætning af forstæderne.

Byerne vokser over hele verden, mange steder i stor udstrækning i uorganiserede slumkvarterer. Så det er godt at gøre sig klart, hvordan byerne i de kommende årtier mest hensigtsmæssigt kan skabe plads til et par milliarder nye byboer. Man kan også spørge, om det var mere bæredygtigt, om flere blev boende på landet – om vi kunne finde en meningsfuld måde at blive boende på landet på, som ikke var nødvendiggjort af arbejdet i landbruget? Hvorfor flytter vi til byerne?

Monbiot citerer i den forbindelse en etnograf, som har arbejdet blandt bondesamfund i Amazon-området, hvor han fandt, at “many of the people he met were obsessed by the idea of moving to the cities. In view of the hellish nature of many Brazilian favelas – especially in the booming Amazonian towns – he wanted to know why. ‘You have a wonderful life here: the rivers are teeming with fish, your gardens are crammed with food, you work an hour or two a day to meet your needs. You can’t read or write: if you move to the city, you’ll have to beg or steal or sell your body to survive,’ he pointed out. ‘What you say is probably true,’ they answered, ‘but in the city you can dream.'”¹

Man kender mulighederne på landet, de er til at overskue og alt for lette at vælge fra. Byen derimod funkler af rigdom og muligheder. Byen er en drømmegenerator, bylivet en drøm.

Kan vi etablere nye livsformer på landet, som giver mening, som giver udviklingsmuligheder, som giver afløb for ambitioner, som giver næring for drømme, og som giver landområderne nyt liv som andet end sommerhusområde og slagmark for de sidste industrielle landbrug?

Kan vi etablere en anden by-land-akse?

George Monbiot: Sustainable cities must be compact and high-density, The Guardian 30.06.2011.¹

Jørgen Steen Nielsen havde 15. februar en fin leder i Information, Sneboldeffekten, hvor han opruller den fornyede kraft, hvormed klimaskeptikerne markerer sig i anledning af, at vi endelig for en gangs skyld har fået sne på den nordlige halvkugle – og det paradoksale i, at klimafornægterne på den baggrund frimodigt proklamerer, at den globale opvarmning nu er afblæst, selvom januar i år globalt set hører til de varmeste måneder nogensinde.¹

Det er ikke mindst den nylige afsløring af, at der i den seneste klimarapport fra IPCC har indsneget sig to småfejl, som har ført til den fornyede offensiv. Den ene er lidt graverende – en reference til en undersøgelse af afsmeltningen af Himalayas gletsjere, som ikke har hold i virkeligheden, og som burde være stoppet i den peer review-mekanik, som i den ideelle verden sikrer, at videnskabelige arbejder nu også er videnskabeligt korrekte. Den anden er en fejlreference til en simpel information om, hvor meget af Hollands areal, som vil blive oversvømmet, hvis og hvis – kort sagt to meget små detaljer, som intet rokker ved det samlede billede af en klode under accelererende opvarmning i den informationsmættede 3.000 sider lange grundlagsrapport fra IPCC. Men også to rigtig dumme småfejl, som begge var blevet påpeget forud, og som derfor meget enkelt kunne være rettet op inden udgivelsen.

I det hele taget har der været stigende kritik af hele IPCCs arbejdsform, som med sin meget tunge konsensus-søgende af forskere fra hele verden skrider frem med sneglefart. Hvor de to småfejl helt fejlagtigt har været brugt som ‘bevis’ for, at global opvarmning er et menneskeligt påhit – eller i hvert fald ikke menneskeskabt eller noget vi kan gøre noget ved – så kunne man med langt større ret indvende, at IPCCs rapporter underdriver konsekvensen af drivhusgassernes indvirkning på klimaet, fordi de seneste års resultater kun alt for langsomt bliver integreret i IPCCs arbejde på grund af den langsommelige arbejdsform.

Læs mere »

Det fremgår af en række artikler i The Guardian på det seneste, at England på få år har halveret sit forbrug af plasticposer.

Det er umiddelbart lidt af en bedrift. Det startede i al uskyldighed med, at filmproducenten Rebecca Hosking i 2007 overtalte butikker i den lille by Modbury til at nægte at uddele gratis plasticposer, og fik for alvor momentum, da syv store supermarkedskæder satte sig for at halvere deres forbrug af plasticposer og den engelske regering gjorde det til en mærkesag. Således har England på blot godt to år så godt som halveret sit forbrug. Hvor der i maj 2006 blev uddelt 870 mio. engangsplasticposer i engelske butikker, var det i maj 2009 blot 450 mio. engangsplasticposer – eller et fald fra 17½ til 9 engangsplasticposer pr. englænder pr. måned.

George Monbiot er straks på pletten med skarpe modsynspunkter på sin blog på The Guardian: “Krigen mod plasticposen er spild af tid”, harcelerer han efter i april sammesteds at have kaldt englændernes besathed af plasticposerne en form for miljømæssig ignorans. Brugte vi samme ildhu på at halvere vores forbrug af flyrejser og transport, ville det virkelig batte noget, og i det store perspektiv har han ikke helt uret. Hvis vi vil gøre os håb om at håndtere klimaudfordringen, er vi nødt til at skelne mellem store og små problemer og i hvert fald forholde os til nogen af de store problemer. Vi er nødt til at udvikle en form for proportionssans i vores miljøindsats, så plasticposen ikke bare bliver et uskyldigt dække for fortsættelsen af en på alle de afgørende områder klimamæssigt graverende livsstil, og vores ene hånd solder væk, hvad vi møjsommeligt sparede os til med den anden.

Men de stigende plasticmængder er et reelt problem. Danmark har netop måttet opskrive sine nationale CO₂-udledninger betragteligt, fordi man kunne konstatere, at der var langt mere plastic i vores affald end hidtil antaget – og dermed, at vores affaldsafbrænding gav anledning til markant større CO₂-udledninger end hidtil indregnet. Det er små mængder, men samlet drejer det sig for Danmark om en merudledning, som kræver indtil flere store havvindmølleparker à 100 møller at kompensere. I stedet var det måske smartere at tage rygsækken med i Irma næste gang eller bruge en pose, som kan genbruges mange gange.

Se tidligere blog-indlæg: Organiske plasticposer og Kina forbyder gratis plasticposer.

John Vidal: Plastic bag revolt halves nationwide use to 450m, The Guardian 17.07.2009.

George Monbiot: War on plastic bags is a waste of time, The Guardian 15.07.2009.

George Monbiot: Plastic bag obsession is carrier for environmental ignorance, 07.04.2009.

Rebecca Smithers: UK retailers criticised over plastic bags, The Guardian 06.07.2009.

George Monbiot har i dag et indlæg på sin blog på The Guardian, Price of doing nothing costs the earth, hvor han med sin sædvanlige hvasse pen skriver om prisen for ikke at gøre noget. Den er kort sagt ubetalelig – den koster de levevilkår vi kender i dag.

Hvor vurderingerne fra MITs klimaforskere for blot 6 år siden var en temperaturstigning på 2,4º i år 2100, så når samme klimaforskere i dag frem til, at temperaturstigningen i 2100 nærmere vil være 5,2º, hvis ikke vi griber markant ind overfor udledningerne af drivhusgasser. Det er ikke ændringer i fremskrivningerne af udledninger, som ligger bag denne fordoblede temperaturstigning, men en række forskellige faktorer, som har ændret sig markant, heriblandt at nylige resultater viser, at klimaet er langt mere følsomt overfor ændringer af koncentrationen af drivhusgasser end hidtil antaget.

Desværre når disse erkendelser ikke at komme fuldt ud med i grundlaget for den kommende klimaaftale. IPCC, som leverer det videnskabelige grundlag for forhandlingerne, er så langsom i sin konsensusproces, at man stadig har en målsætning om en CO₂-koncentration på 450 ppm, hvor den med den i dag kendte viden snarere burde ligge på 350 ppm for at sikre samme mål.

Man vil således frem mod december arbejde på at skrue en aftale sammen, som vi allerede nu ved ikke vil være tilstrækkelige til at langtidsstabilisere klimaet. Se tidligere blog-indlæg: Gambling med vores fælles fremtid og En temperaturstigning på 2-3º betyder at ….

George Monbiot: Price of doing nothing costs the earth, The Guardian 20.05.2009.

David Chandler: Climate change odds much worse than thought, MIT News Office 19.05.2009.

George Monbiot er en af de skarpere klimaskribenter, og han forstår som få at spidde fænomener udspændt i feltet mellem menneske, miljø og magt. I den senere tid har han for eksempel lavet en række skarpe video-interviews til The Guardian, hvor han i udsøgt satirisk stil hudfletter klimabagstoppere og greenwashing-magnater. Men i gårsdagens udgave af The Guardian rettede han med artiklen: Woodchips with everything. It’s the Atkins plan of the low-carbon world, skytset mod egne rækker. Han var kort sagt træt af den seneste hype inden for klimaløsninger, bio-char, og sammenlignede det med Atkins-kuren, en slankekur, som med højdosis protein måske på kort sigt formår at få folk til at tabe et par kilo, men som ernæringsmæssigt og sundhedsmæssigt set må betragtes som en katastrofe.¹

I den britiske debat bliver den sproglige retorik ofte hvæsset med stor omhu. For blot fjorten dage siden sammenlignede Sir Nicholas Stern klimaskeptikere med ‘flat-earthers’.² Og hvor har han ret – kunne vi blot én gang for alle komme dertil i det danske forståelsesrum. Det er kun fordi det er så svært at oversætte til dansk – fladpander er noget lidt andet – at ‘flat-earthers’ ikke straks er gledet ind i mit klima-vokabularium.

Men tilbage til Monbiots udfald: Han var kort sagt træt af, at alle klimaentusiaster nu kun havde trækul på hjernen og tilsyneladende så verdens frelse i denne gammelkendte teknik. Og under vejs får han langet alvorligt ud efter klimanotabiliteter som James Hansen, Chriss Goddall og James Lovelock, som i hans øjne helt har mistet orienteringen. De er bundnaive, fnyser han, og er nærmest ved at splitte jorden af for at redde den.¹

Allerede samme dag bringer The Guardian da også en artikel af Chriss Goodall, at der ikke er nogen grund til at afskrive trækullene.³ Og få timer efter er Gaia-teoriens ophavsmand James Lovelock på banen med en indrømmelse, at hvor han normalt er enig med Monbiot i det meste, må han i denne situation indse, at Monbiot ikke helt har fanget perspektivet i at lade naturen absorbere den overskydende CO₂.¹º

Læs mere »