Indlæg tagged med Genkai-værket

Japan skruer igen op for A-kraften VI – Genkai-værket

27. januar 2017

Herover ses Genkai-værket, hvor Kyushu Electric nu har opnået godkendelse af genstart af de to nyeste af værkets fire reaktorer fra den japanske sikkerhedsinstans NRA. Der mangler endnu godkendelse fra lokalpolitisk side, men Kyushu Electric håber på at kunne få de to reaktorer i gang i løbet af andet halvår 2017.

Den japanske atomsikkerhedsinstans NRA godkendte i sidste uge genstarten af to reaktorer ved Genkai-værket, det andet af Kyushu Electrics’ to atomkraftværker. Kyushu Electric forventer, at de to reaktorer kan blive klar til genstart i løbet af andet halvår i år. Men de lokale godkendelser er endnu ikke faldet på plads, og som man har set det med andre genstartsprocesser, må man forvente, at NRAs afgørelse udløser en vifte af protester og forsøg på at få bremset genstarterne via domstolene.

Godkendelsen kommer ikke som en overraskelse, da NRA i november godkendte en foreløbig udgave. Men siden da har sagen været i høring. Og NRA har ikke i de 4.200 indsigelser, som er indgivet, hvoraf en stor del må formodes at være bekymrede ønsker om, at de aldrig måtte bliver genstartet, fundet basis for at ændre afgørelsen.

Med godkendelsen af de to reaktorer ved Genkai-værket har NRA givet grønt lys for genstart af i alt 10 reaktorer. Men endda er der pt. kun to reaktorer, som er i drift. En tredje er midlertidigt standset, og vil komme i gang igen i løbet af få uger. Men flere af tilladelserne kræver så omfattende forbedringer, at de først forventes klar til igangsætning i 2020 (se indlæg om levetidsforlængelser), mens andre er bremset af afgørelser ved de japanske domstole (se indlæg om Takahama-værket). Før Fukushima-katastrofen i 2011 havde Japan 54 aktive atomreaktorer. Så reaktiveringen af de japanske atomreaktorer skrider forbløffende langsomt frem.

Forud for Fukushima-katastrofen i 2011 havde Genkai-værket fire reaktorer i gang. Men Kyushu Electric har kun søgt genstart for de to nyeste reaktorer, som er hhv. 18 og 22 år gamle, og dermed har en regulær driftsperiode foran sig (den normerede driftsperiode er 40 år). Kyushu Electric har allerede besluttet, at Reaktor 1 aldrig mere kommer i gang, og Reaktor 2, som blev taget i brug for 35 år siden, vil sandsynligvis heller ikke nogensinde mere komme til at producere strøm. Så det er kun et spørgsmål om tid, før den også bliver sendt til dekommissionering.

Kyushu har fornemme forhold for solenergi, og Fukushima-katastrofen udløste ikke mindst på Kyushu et veritabelt boom i etableringen af solcelleanlæg. Det gik så hurtigt med etableringen af nye solcelleanlæg, at Kyushu Electric allerede efter godt et år måtte slå bremsen i, for ikke at de da endnu ikke genstartede reaktorer ved Sendai-værket og Genkai-værket skulle fremstå som værende fuldstændig overflødige. Og det er i dag kun muligt at tilslutte små husstandsanlæg på Kyushu.

Læs mere »

Share

Japan skruer igen op for A-kraften I – Sendai-værket

11. august 2015

I tiden efter Fukushima-katastrofen samlede de store ugentlige demonstrationer mod A-kraft i Tokyo langt over 100.000 demonstranter. Herover protesterede nogle få hundrede mennesker i dag i Satsumasendai mod genstarten af den første reaktor siden Fukushima-katastrofen i 2011 efter de nye sikkerhedsregler

Så skete det. 4½ år efter Fukushima-katastrofen er den første japanske reaktor genstartet. Der er tale om den ene af to reaktorer ved Sendai-værket, som ligger på det sydvestligste Kyushu, hvor kernekræfterne nu er sat i gang. Fra starten af september vil der således igen være elektricitet fra A-kraft i de japanske stikkontakter. Den anden reaktor ved Sendai-værket, som ligeledes har opnået den japanske sikkerhedsinstans NRAs godkendelse, forventes at blive gjort klar til opstart i oktober. De blev begge lukket ned i september 2011 for et årligt sikkerhedscheck og genpåfyldning med brændselslegemer. Men som det skete over hele Japan, var der efterfølgende ingen som turde lægge navn til godkendelsen af genstarten, så i tiden efter Fukushima-katastrofens begyndelse blev samtlige reaktorer gradvist taget ud af drift.

Forud for genstarten er gået et langt politisk slagsmål, tre store undersøgelseskommissioner, store offentlige høringer om Japans fremtidige energiforsyning, som endte med en beslutning om at udfase Japans atomkraft inden 2030erne. Så det lignede i løbet af 2012, at Fukushima-katastrofen i det mindste havde formået at blive katalysator for en ny kurs, hvor Japan blev et bæredygtigt ligevægtssamfund baseret på vedvarende energi. Men så kom et regeringsskifte, som gjorde, at man på trods af det stærke ønske i den japanske befolkning om at udfase A-kraften alligevel er på vej tilbage i det gamle spor med en massiv udbygning af A-kraften – så vidt muligt som om intet var hændt. Dog er NISA, den gamle sikkerheds- og kontrolinstans, som med sin pinagtigt sløsede måde at forvalte sin opgave på var stærkt medvirkende til, at en Fukushima-katastrofe overhovedet kunne ske, skrottet, og en helt ny instans, NRA, er bygget op fra bunden. Eller rettere er ledelsen ny, men mere eller mindre samtlige ansatte i NISA er fortsat i NRA.

Endda synes NRA under ledelse af Shunichi Tanaka at have formået at tilføje sikkerhedsarbejdet en ny klarhed og præcision, selv i en situation, hvor der har været et voldsomt politisk pres for at få reaktor-godkendelserne kørt hurtigt igennem. Mange havde da også forestillet sig, at godkendelser og genstarter efter at NRAs nye sæt af sikkerhedsregler lå klar i juli 2013 ville komme på stribe. Men Tanaka synes at have formået at stå fast på, at godkendelserne ikke bare skulle jappes igennem som en skueproces, men at man rent faktisk brugte situationen til at søge at skabe den optimale sikkerhed.

Hvis det nogensinde lykkes at genskabe den japanske befolknings tillid til A-kraften, er det således i høj grad hans fortjeneste, for TEPCO, som drev Fukushima Daiichi-værket, har ikke på samme måde formået at sadle om, men har gang på gang siden 2011 vist sig at fortie vigtig information, som den japanske befolkning havde al ret til at være informeret om. For eksempel undlod man behændigt at informere om, at der dagligt siver 400 ton radioaktivt forurenet grundvand ud i Stillehavet, indtil en uge efter det valg, som sikrede en pro atomkraft-regering.

Men tilbage Sendai-værket, er de to første reaktorer efter Fukushima-katastrofen endelig klar til at kunne genstartes efter de nye sikkerhedsregler. De kommende par år vil så vise, hvor mange af de 54 reaktorer, som Japan havde inden Fukushima-katastrofen, som kommer i gang, og hvor hurtigt det kan gå. Lige nu har NRA modtaget ansøgninger om genstart af 25 reaktorer – heriblandt dem, som man må formode har er størst chance for at få genstartet. Hvor mange flere, de store regionale forsyningsselskaber, som driver reaktorerne, vil forsøge at få i gang, er endnu uvist – det synes som om, alle holder vejret og vil se, hvordan det går med de første opstarter og hvor store opgraderinger af det sikkerhedsmæssige, som der skal til, før der bliver taget endelig beslutning om de sidste. For mange af de ældre reaktorers vedkommende vil de nødvendige opgraderinger sandsynligvis blive så bekostelige, at det ikke vil kunne betale sig at søge om genstart med den forventede restlevetid.

Foreløbig står det klart, at de 6 reaktorer ved Fukushima Daiichi ikke kommer i gang, samt (uformaliseret) at de fire reaktorer ved det nærliggende Fukushima Daini heller ikke skal regne med genstart, da man har lovet Fukushima Amt fremover at kunne basere sin eksistens på en 100% vedvarende energiforsyning. Yderligere er der ved de øvrige værker foreløbig truffet beslutninger om, at 5 reaktorer ikke vil blive søgt genstartet. Så bruttogruppen er nede på 39, hvoraf 12 er over 30 år, yderligere 18 er over 20 år, og blot 9 af disse reaktorer er under 20 år. Det blev efter Fukushima-katastrofen foreslået at gøre 30 år til den maksimale alder, men NRA har foreløbig fastslået, at 40 år er den maksimale løbetid.

Til gengæld var tre nye reaktorer under opførelse i 2011, hvoraf man har videreført byggeriet af den ene, Oma-værket på det nordligste Tohuku.

Selv blandt de 25 reaktorer, som der nu er indgivet ansøgninger for, er der adskillige, som af forskellige årsager sandsynligvis ikke kommer i gang. Nogle af disse årsager er korrigerbare, men 10 af disse reaktorer er af samme ‘boiling water’-type som de tre nedsmeltede, hvor man må formode, at sikringsarbejdet vil være særligt bekosteligt. For andre er der ikke noget at stille op. For eksempel blev Japans første atomkraftværk, Tokai-værket, i sin tid placeret uden for Tokyo. Men byen har siden da bredt sig ud over alle grænser, så værket i dag ligger ganske uhensigtsmæssigt placeret i bymæssige omgivelser med over 1 mio. mennesker i evakueringszonen, hvor man omkring Fukushima-værket ‘kun’ måtte evakuere 170.000. Den mest radikale grund til ikke at kunne tillade genstart, er, hvis en reaktor er placeret umiddelbart over geologiske foldelinjer, som det vurderes har bevæget sig inden for de seneste 120-130.000 år. Her vil jordskælv kunne blive særligt voldsomme, hvorfor det ifølge japansk lovgivning ikke er tilladt at drive et anlæg som et atomkraftværk. Foreløbig er kun en enkelt reaktor dømt ude på den konto, men der er en række andre sager, hvor det endnu ikke er endeligt afklaret.

Læs mere »

Share

Japan igen på A-kraft XIV – optegnelser juli 2013

1. juli 2013

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

I juli vil der udfolde sig to meget forskellige kampscener omkring atomkraftens fremtid i Japan. Den ene er valget til overhuset 21. juli, hvor LDP sammen med koalitionspartneren New Komeito står til at få et stort flertal og dermed at kunne sikre sig en meget stærk politisk position i de kommende år. Man har således det klare paradoks, at en japansk befolkning, som ønsker A-kraften afviklet, synes at vælge en stærkt pronuclear politisk ledelse. Samtidig vil den nye sikkerhedsinstans NRAs nye regelsæt træde i kraft 8. juli, og de langsommelige processer med én for én at få de mange nu standsede reaktorer sikkerhedsgodkendt kan endelig gå i gang. Der er kolossale summer på spil, og med den iver, permierminister Abe på det seneste har vist for at promovere den japanske A-kraft-industri på den internationale scene og få genstartet reaktorerne hurtigst muligt, må man formode, at denne proces vil komme under pres for ikke bare for enhver pris at søge den ultimative sikkerhed, men hurtigst muligt at få genstartet Japans halvt hundrede nu standsede reaktorer.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser juli 2013

1. juli – Tid for setsuden – sommerens energi-sparekampagnerne
2. juli – Ikke råd til at lukke reaktorerne
3. juli – TEPCO søger om igangsættelse af Kashiwazaki-Kariwa
4. juli – Interview med arbejdere ved Fukushima Daiichi
4. juli – Valgkampen til overhuset skudt i gang

5. juli – Fukushima-katastrofen en invitation til terror
6. juli – TEPCO trækker ansøgning om genstart af Kashiwazaki-Kariwa tilbage
6. juli – Ingen planer om at opgive reaktorer
7. juli – Det vedvarende energiboom allerede i vanskeligheder
8. juli – Protester mod genstart af reaktorer

8. juli – NRAs nye regler træder i kraft
9. juli – NRA må forholde sig til risikoen for mange reaktorer på ét sted
9. juli – Store udsivninger fra Fukushima Daiichi-værket
9. juli – Sommervarmen tager til
10. juli – Masao Yoshida død

11. juli – De politiske partier om A-kraftens rolle
12. juli – Mindre A-kraft på verdensplan
12. juli – JAPC tager til genmæle om Tsuruga-værkets reaktor 2
13. juli – Ansøgning om genstart af yderligere to reaktorer
14. juli – Sandsynligvis stadige radioaktive udsivninger fra Fukushima Daiichi

16. juli – Kan lægger sag an mod Abe
16. juli – NRA indleder godkendelsesprocesserne
17. juli – Muterede grøntsager
18. juli – NRA checker undergrunden ved Monju-reaktoren
18. juli – Damp fra reaktor 3 ved Fukushima Daiichi

18. juli – Tilliden til A-kraften kan ligge på et lille sted
18. juli – Amerikanske reaktorer svært ved at klare konkurrencen
19. juli – Asahi leder: JAPC bør lukke alle sine tre reaktorer
19. juli – Retssag på vej mod Mitsubishi
19. juli – TEPCO øger antallet af arbejdere med forhøjet kræftrisiko 11 gange

20. juli – Valg til overhuset i morgen
21. juli – Valgsejr til … Abenomics
22. juli – Energipolitikken efter 21. juli
22. juli – TEPCO vedgår, at Fukushima-værket lækker radioaktivitet i havet
23. juli – Kun 25% af de valgte finder A-kraften nødvendig på langt sigt

24. juli – Naoto Kan ekskluderet fra DPJ
24. juli – NRA afviser ansøgning om genstart for seks reaktorer
24. juli – Pris: op til 350 mia. kr. for at rydde op efter Fukushima-værket
25. juli – Mere damp og forøget stråling fra reaktor 3
26. juli – NRA har formodning om aktiv foldelinje ved Higashidori-værket

26. juli – NHK om ét år efter Kurokawa-rapporten
27. juli – Voldsomme reaktioner på TEPCOs fortielser
27. juli – Time to take over Fukushima Daiichi?
28. juli – Nye undersøgelser ved Oi-værket
30. juli  – Tysk reduktion af A-kraft (kun) 80% kompenseret af vedvarende energi

30. juli – Izumida blokerer for ansøgning om genstart for Kashiwazaki-Kariwa
31. juli – TEPCO should never be allowed to handle nuclear energy

Se Fukushima links for juli 2013.

Læs mere »

Share