Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=152]

[nggallery id=153]
Ovenstående plakater stammer alle fra hjemmesiden www.nonukeart.org. Den rummer i hundredevis at plakater, som er kommet til verden efter Fukushima-ulykken. De giver i deres ekstremt forenklede sprog et godt billede af, hvad der rører sig i Japan – eller i hvert fald i en del af det japanske samfund. Fukushima-ulykken har fået mennesker på gaden i Japan i et antal, man aldrig før har set – ved en demonstration i Tokyo i foråret var der omkring 60.000 deltagere, hvilket er helt uhørt i Japan. Og med www.nonukeart.org kan man finde præcis den rette plakat til den rette anledning.

No Nukes Art Project indkalder plakatforslag inden for tre temaer:

1) The depiction of the possibility of natural energy,
2) A system that enables a choice of [source of] electricity, og
3) Any other appeal for a Post-Nukes society.

Der er tale om en form for konkurrence, men den store gevinst er at fastholde Japan på en kurs, hvor A-kraften opgives og der sættes målrettet ind på en energiforsyning udelukkende med vedvarende energi. Faktisk har siden for få dage siden rundet 1.000 forslag, og nogle af dem er virkelig godt skåret.

Jeg har herover lavet et lille udvalg af nogle af dem, jeg umiddelbart stoppede op ved – og turde håbe ville overleve de små pixel-formater her på Strøtanker. Og på det efterfølgende blog-indlæg Fukushima – links er der som margin-illustratiner endnu flere eksempler fra No Nuke Art.

Nogle prøver heroisk at få en hel omstillingsplan for Japans energiforsyning ind på en enkelt plakat. Det lykkes nogle gange næsten, men de er svære at få med på 450×600 pixel og er måske ikke helt klart tænkte som plakater. Andre bygger i deres budskab så meget på rent kalligrafiske midler, at de for ikke-japanere er svære at afkode som andet end ren æstetik. Men alt i alt er der ganske mange gode ideer, som er grafisk godt håndteret. Og jeg kan kun anbefale at besøge www.nonukeart.org.

Ud over traverne fra den politiske mainstream-plakat er der parafraser over omslaget til Abbey Road, Yoko Onos “War Is Over”, talrige referencer til tegneseriefigurer og TEPCOs logo, spædbørnsuskyldighed og dyrevelfærd, mange fine glimt af det store i det små … kort sagt masser af inspiration at hente også til danske demonstrationsplakater og -bannere, som sjældent er noget at råbe hurra for.

I 70erne var jeg med til at drive et lille plakattrykkeri, hvor vi til de sammenhænge, vi sympatiserede med, trykte for materialeprisen mod at være med til at udvikle designet. Men det var en indimellem umulig kamp at abstrahere fra agitpop-klicheer og forstørrede løbesedler med knyttede næver, hammer og segl.

Her demonstrerer No Nukes Art Project med al tydelighed, at der findes et stort og spændende felt mellem det politiske budskab og det kunstneriske udtryk.

200 af plakaterne er publiceret i 200 Ways to Tackle Nuclear Power and Radiation Pollution ~ “No Nukes Art Project” Poster Collection og kan anskaffes via den japanske afdeling af Amazon.

Sotaru Hata: Internet adds variety to anti-nuke placards, Asahi Shimbun 15.09.2011.

Sit-down protesters demand scrapping of nuclear power policy, Asahi Shimbun 03.11.2011.

No Nukes Art Project på Facebook.

Her er det udsigten fra Nordhavn Station på en krystalklar oktoberdag, hvor udsigten til en af Middelgrundens folkeejede møller lunede (de laver min elektricitet :-), mens Barsebäcks silhuet fik det til at isne til marv og ben.

Måske ikke nogen velvalgt illustration til en lille Fukushima update, men det er mig stadig en gåde, at et land som Sverige med sine kæmpestore tyndt befolkede områder kunne ende med at vælge at placere et A-kraftværk med Øresundsudsigt, midt i hvad der må være Skandinaviens største befolkningskoncentration. Endnu mere uforståeligt er det, at man ikke er blevet tvunget til at lukke værket ned for længst.

For ulykker sker, og de sker selv for de bedste i situationer, hvor man havde regnet ud, at det stort set ikke kunne forekomme.

Nu er det mere end et halvt år siden at Fukushima Daiichi-værket forulykkede efter en gigantisk tsunami. Det har fyldt meget i det internationale nyhedsbillede, omend det som alt andet for længst var veget for andre brændpunkter. Men i de japanske medier har det fyldt nyhedsdækningen hver dag lige siden. Så da jeg i går aftes klikkede ind på Japan Times og ikke så noget nyt om hverken kernenedsmeltninger, strålingsproblemer eller personlige vinkler på eftervirkningerne af jordskælv, stråling og tsunami, var det et lettelsens tegn – et land, som for et øjeblik er i stand til at kigge op fra katastrofen og give sig lov til at dvæle ved noget andet, omend det andet så i høj grad var andres ulykke: oversvømmelser i Thailand, ufred i den arabiske verden, trusler om nedsmeltninger i Euro-zonen.

Til morgen var der så telegram fra Planet Ark (Reuters’ miljønyheder), at strålingen fra Fukushima-værkets tre nedsmeltede reaktorer inden for den seneste måned var halveret.¹ Glædeligt, omend der stadig er lang vej igen til dagligdagen er genoprettet for flere hundredetusinde mennesker, hvis liv 11. marts blev rykket op med rode. Men det er ikke publiceret et eneste sted i danske medier og kun ganske få steder verden rundt. Der sker glædelige ting hver dag i hele verden, men gode nyheder fylder uendeligt lidt i vores nyhedsstrøm. Her er den typiske gode nyhed faktisk dårligt nyt, om svindel og bedrag, mord og lemlæstelse, krig og katastrofer. Det er faktisk hovedgrunden til at jeg har levet uden fjernsyn i 40 år. I en avis kan man selv styre doseringen, men i TV-mediet er der ingen vej udenom at skulle gennem en verden af uhyrligheder for at finde ud af, om solen skinner i morgen.

Er vi mennesker, som dårligt kan tage vare på problemerne umiddelbart omkring os, skabt til på den måde at have hel verdens fortrædeligheder serveret i stuealteret?

Jeg kommer til stadighed i tvivl derom. Efter det forfejlede COP15 klimatopmøde har der været en voksende erkendelse af, at mediernes akopalyptiske dækning af klima-udfordringen er en stærkt medvirkende faktor i udviklingen af en ‘klimalede’. Vi får problemerne serveret på en måde, så vi ikke har nogen jordisk chance for at gribe ind, og det ,vi gør eller ikke gør, ikke har nogen som helst sammenhæng med tingenes tilstand globalt set.

Hermed dagens overvejelser.

Der er flere refleksioner i skyggen af Fukushima-Dai-ichi-ulykken i tidligere blog-indlæg: We Are All Fukushima, Fukushima – nye grænseværdier, Fukushima – What are you doing?, Fukushima – en lærestreg for menneskeheden og Fukushima – stress tests.

Shinichi Saoshiro: Tepco: Radiation From Fukushima Plant Declines Further, Reuters 18.10.2011.¹

T. Morsing: A-kraft: Barsebäck skal næppe væk, Ingeniøren 03.07.1998.

Fra midt i juli til midt i september er den japanske sommer bogstaveligt talt dampende varm, og fugtighedsprocenten nærmer sig ofte de 100%. Så selv når kroppen for at køle sig lader sveden drive af kroppen, sker der ikke ret meget andet, end at man føler sig som sardiner i olie. Derfor kører de japanske airconditioning-anlæg om sommeren på højtryk i butikker, kontorer og boliger for at gøre tilværelsen tålelig.

Men denne sommer har været anderledes. En stor del af den japanske elforsyning kommer fra atomkraft, og efter at det store jordskælv i marts satte en række atomreaktorer ud af kraft i det nordøstlige Japan, så har man mange andre steder standset reaktorer af frygt for, at noget tilsvarende kunne ske. Som det fremgår af kortet herover (et screen dump fra japansk nyhedsudsendelse her til aften), så er der i dag kun 10 reaktorer, som kører, mens 42 reaktorer er stoppet. Så den japanske elproduktion har været radikalt lavere denne sommer end de forudgående år.

Alle større elforbrugere har været tvunget til at skære mindst 15% i deres forbrug, og alle har været indtrængende opfordret til at vise samfundssind og spare, hvor det var muligt. Truslen har været til at føle på: Hvis ikke man kollektivt kunne spare det fornødne, så ville der uden varsel blive indført rolling blackout, hvor der lukkes helt af for strømmen i hele bydele ad gangen efter et ikke på forhånd kendt mønster.

Så alle har haft den store opfindsomhed fremme. Virksomhederne har ud over den tvungne reduktion på mindst 15% i stor udstrækning søgt at brede arbejdstiden ud over alle ugens dage, mange private har anskaffet sig små vifter, som bruger langt mindre el end airconditioning (som det kan ses af grafen til højre, så går rundt regnet tre fjerdedele af de japanske husholdningers elforbrug i eftermiddagstimerne til køling i sommertiden). De japanske bycentre, som normalt er badet i neon, har været grænseskumle, kontorsiloerne har taget hvert andet lysstofrør ud osv., mens medierne har haft striber af programmer om bebyggelser, hvor man lavede mad sammen og havde det rart samtidig med at man sparede halvdelen af energien ved at lave aftensmad. Kort sagt har opfindsomheden og den kollektive vilje til at gøre sit til, at det kan lykkes at bringe Japan igennem en sådan sommer uden strømsvigt været kolossal.

Nogle af disse besparelser har givet været ukomfortable, men andre har været så lige for, at man ikke bare sætter det hele tilbage i stikkontakten igen. Så lidt på afstand vil der være meget at lære af den japanske Fukushima-sommer.

Læs mere »

To gange om året er nat og dag præcist lige lange over hele verden, og i dag er det efterårs-equinox – eller efterårsjævndøgn. I den japanske buddhisme har disse dage traditionelt haft stærk symbolsk betydning, og for eksempel i Daitoku-ji, det zen-tempel i Kyoto, hvor jeg boede i forbindelse med udarbejdelsen af et case-studium til min phd, var der ved forårs- og efterårsjævndøgn store ceremonier, hvor processioner fra alle 23 subtempler tidligt om morgenen samledes ved den store centrale akse, for i denne temporære balancetilstand at åbne tempelporten. Som i parentes bemærket er en rent symbolsk bygning – en port til universet. På alle årets øvrige dage går man udenom.

Tankerne i dag går til Japan, til de mange, som stadig lever i sorg og uvished efter tsunamien 11. marts og i frygt og usikkerhed efter A-kraft-ulykken ved Fukushima Daiichi-værket, hvor det efterhånden står klart, at der har været tale om hele tre reaktornedsmeltninger. Jeg vil derfor gerne markere denne dag ved at give ordet til den japanske forfatter Haruki Murakami, som ved modtagelsen af den catalanske bogpris i juni i år holdt en meget indsigtsfuld tale om tingenes tilstand i Japan, hvorefter han dedikerede prisen til ofrene for tsunamien og Fukushima-ulykken. Murakamis tale er efterfølgende blevet oversat af et team af oversættere.

Murakamis tale kulminerer med ønsket om at bygge “a house of ‘unrealistic dreamers’ and forge a ‘community of spirit’ that would transcend both country and culture.”

As an Unrealistic Dreamer

Haruki Murakami’s acceptance speech on receiving the Catalunya International Prize 2011

The last time I visited Barcelona was in spring two years ago. I took part in a book-signing event, and was surprised at how many readers queued up for my autograph. It took more than one and a half hours to sign for all of them, because many of my female readers wanted to kiss me. It all took quite some time.

I’ve taken part in book-signing events in many other cities throughout the world, but only in Barcelona were there women who wanted to kiss me. If only for this reason, it struck me that Barcelona was a quite extraordinary place. I’m very glad to be back here in this beautiful city, which has such a rich history and wonderful culture.

But I’m sorry to say that today, I must talk about something more serious than kisses.

As you surely know, at 2:46 pm on March 11, a massive earthquake struck the northeast area of Japan. The force of this quake was so great that the earth spun faster on its axis, and the day was shortened by 1.8 millionth of a second.

Læs mere »

Kvart over fire i går lokal tid var det 66 år siden, at amerikanerne som en del af 2. verdenskrigs slutspil i Østasien sprængte en atombombe over Hiroshima. Efter endnu en bombe over Nagasaki få dage efter gav Japan op. Disse bomber har stærkt præget det moderne Japan, som blev et af de få lande i verden, som ville have haft råd til et militær, men aldrig fik det.

6. august markeres hvert år en med stor ceremoni i fredsmindeparken i Hiroshima, hvor en liste med navnene på ofrene for atombomben indgår. Listen er nu oppe på +275.000 navne, og siden sidste år er den blevet 5.800 navne længere. Det er det uhyggelige ved strålingen – ødelæggelsen er ikke kun den øjeblikkelige, årtier efter bliver der ved med at være mennesker, som bukker under, og mange generationer frem vil genetiske skader kunne blive ved med at dukke op.

Ceremonien i år blev anderledes. Japan har siden 60erne taget A-kraften til sig, ved begyndelsen af året havde landet 54 reaktorer, som dækkede omkring 30% af landets el-forsyning, og der var planer om at udbygge A-kraften, så den leverede 50% af el-forsyningen for på én gang at nå klimamål og en mere ‘sikker’ energiforsyning.

Men med jordskælvet i det nordlige Japan 11. marts i år udløste en tsunami, som sine steder nåede 40 m højde. Og vandmuren udløste en katastrofe ved Fukushima-værket, hvor samtlige sikkerhedssystemer omkring fire reaktorer satte ud.

I starten blev omfanget markant undervurderet (læs: underrapporteret), men efterhånden blev omfanget vurderet til værste kategori A-kraft-ulykke, på linje med Chernobyl. Og gradvist står det klart, at tre af værkets fire reaktorer inden for de første døgn havde kerne-nedsmeltninger.

Prof. Kadoma fra Tokyo University vurderede ved en nylig høring, at der var sluppet op imod 30 gange mere radioaktivt materiale ud end ved A-bomben over Hiroshima (se blog-indlægget: Fukushima – What are you doing?).

Læs mere »

Videoen herunder stammer fra en høring i det japanske underhus 27. juli i år, hvor professor Tatsuhiko Kodama, som er leder af strålingscenteret ved Tokyo University, fortæller om sine erfaringer med strålingsproblemerne efter A-kraft-uheldet ved Fukushima Daiichi-værket 11. marts, hvor 3 reaktorer blev beskadiget dertil, at der inden for de første døgn var tale om kernenedsmeltninger.

Professor Kodama, som til dagligt er et venligt og langmodigt menneske, er tydeligt oprevet over den slendrian, som de japanske myndigheder udviser – faktisk er det sjældent at opleve en japaner så vred. Ifølge Kodama har Fukushima Daiichi-ulykken udløst 29,6 gange mere radioaktiv stråling end atombomben over Hiroshima.

Videoen giver et glimrende indblik ikke bare i oprydningsarbejdet i marken, men fuldt så meget i, hvilke dæmoniske kræfter der er på spil omkring kernekraften og A-kraft-industrien. Kodamas beretning lyser af desperation over den uforberedthed, den slendrian og den mangel på lederskab og beredskab, som politikerne og har udvist: Hvad laver I? What are you doing? – spørger han.

Og det understreger med al tydelighed, at A-kraft kun er billig energi i et uhyggeligt snævert perspektiv, hvor man ikke indregner prisen på oprydnings-arbejdet, hverken fra katastrofer som nu eller fra planmæssig afvikling af resterne tusinder af år ind i fremtiden. For ingen kender endnu prisen for at rydde op, selv når det ikke går så galt, som det er gået i Fukushima.

Se tidligere blog-indlæg: Fukushima – nye grænseværdier og We Are All Fukushima.

Folkene bag EX-SKF-bloggen har lavet en transskription af professor Kodamas tale i underhuset – se links dertil nederst.

x

Læs mere »

I oprydningsarbejdet på Fukushima Daiichi-værket har man for at sikre mod yderligere katastrofer fra den stadig meget labile situation i reaktorkernerne og kølebassinerne for de brugte brændselsstave måttet hæve grænseværdien for de arbejdere, som heroisk sætter deres liv og helbred på spil fra 100 millisievert til 250 millisievert. Og man er i disse dage ved at udvide arbejdsstyrken fra de nuværende 1.000 mand til omkring 3.000 for at sikre den nødvendige bemanding.

Men som den australske læge Helen Caldicott påpeger i et yderst læsværdigt indlæg i New York Times, Unsafe at Any Dose, så findes der ingen nedre grænse. A-kraft er potentielt skadeligt selv ved helt lave doser.¹ Og som Caldicott påpeger, kender vi her 25 år efter Chernobyl stadig ikke det fulde omfang af følgerne – sygdom, dødsfald og misdannelser kan optræde flere generationer frem.

Et andet eksempel på pragmatiske op- og nedjusteringer af grænseværdier er den maksimalt tilladelige dosis af stråling fra skolernes udearealer. Den har man lige sat op fra 1 til 20 millisievert pr. år – eller samme grænse som gælder for tyske A-kraft-arbejdere. Det har sat sindene i kog, og en gruppe forældre har overrakt regeringsrepræsentanter en sæk med jord fra en legeplads, som på geigertælleren gav et udslag på 38 millisievert.²

Det anslås, at 75% af alle skoler i Fukushima-amtet ligger over 1 millisievert, så ændringen er lavet for overhovedet at kunne tillade, at børnene kommer i skole og får luft i frikvartererne. Men den stadige fiflen med grænseværdier og sikkerhedsafstande har bragt tilliden til myndighederne ned på et lavpunkt. Over NHKs nyhedstjeneste forlød det til aften, at premierminister Kan var nede på en tilslutning blandt vælgerne på 1,3%.

Fukushima-ulykken har sat borgere, virksomheder, institutioner og embedsmænd i en endeløs række af yderst ubehagelige pest eller kolera-situationer, hvor der selv med den bedste vilje ikke findes nogen rigtig løsning. Og selvom Japan har et akut behov for energi, som i de kommende måneder vil stige i takt med, at sommervarmen øger behovet for airconditioning, ser man ved stadig flere af de japanske forsyningsselskaber krav fra aktionærerne om at få lukket deres reaktorer ned i tide.

Helen Caldicott: Unsafe at Any Dose, New York Times 01.05.2011.¹

Jonathan Watts: Fukushima parents dish the dirt in protest over radiation levels, The Guardian 02.05.2011.²

11. marts blev det nordlige Japan gennemrystet af et af de største jordskælv, man nogensinde har målt. Det rejste en tsunami, som sine steder skyllede alt væk flere kilomenter ind fra kysten. Med titusindvis af døde og savnede og hundredtusindvis af hjemløse, en tragedie, som med al tydelighed understreger, hvor sårbare vi er i vores moderne komfort.

Tsunamien væltede fuldstændig et af Japans mange A-kraft værker, Fukushima Daiichi-værket, over ende. Stort set alle nødløsningerne brød ned samtidig, og i ugerne efter har hele verden med hjertet i halsen fulgt de på én gang heroiske og absurde forsøg på at redde situationen. For det er en situation, som aldrig burde være opstået, som set i bakspejlet meget let kunne være undgået. Ulykken er gradvist blevet opgraderet til kategori 7 – den alvorligste kategori. Ingen ved endnu, om der i generationer fremover ligesom omkring Chernobyl-værket vil være en ‘død’ zone, hvor strålingsniveauet er for højt til, at området kan dyrkes og bebos. I skrivende stund vil man i bedste fald i løbet af 6-9 måneder kunne stabilisere situationen dertil, at det egentlige oprydnings- og indkapslingsarbejde kan begynde. Ingen taler åbent om, hvad der vil ske, hvis efterskælv rejser tilsvarende tsunami-bølger.

Fukushima Daiichi-ulykken rejser spørgsmål på mange niveauer, og adskillige steder i verden har man da også reageret ved at genoverveje udbygningen med A-kraft eller ligefrem standse tilsvarende typer af ældre værker. Fukushima rammer rent ind i solar plexus af hele det moderne projekt – hvad er det for et livs- og verdenssyn, som overhovedet kan finde på at slippe sådanne kræfter løs? – som bevidst kalkulerer med risikoen for at ødelægge mennesker, afgrøder og landskaber blot for kortfristede gevinster?

På et lidt mere jordnært plan giver det også anleding til at genoverveje det indlysende i at have to reaktorer placeret i Barsebäck, umiddelbart overfor København.

Siden 11. marts har jeg samlet artikler, billeder og links fra den tredobbelte katastrofe, fulgt med japansk fjernsyn osv. – med det håb, at krisen på Fukushima Daiichi-værket kan vække så megen eftertanke, at vi får en seriøs genovervejelse af A-kraftens rolle på verdensplan. Men i går tikkede der via et nyhedsbrev fra naturalanews.com et tankevækkende essay ind af David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster,¹ som med udgangspunkt i Ken Wilbers integral-filosofi tager prisen som den til dato mest tankevækkende perspektivering af Fukushima-ulykken.

Frem for at bidrage til den tekniske løsning af Fukushima-værket, hvor tre af reaktorerne stadig er foruroligende tæt på reaktornedsmeltninger, åbner Rainoshek med at spørge: Where does the Problem of Fukushima Exist? I den udstrækning, vi kan besvare dette spørgsmål fuldt ud, har vi ifølge Rainoshek mulighed for at løse såvel Fukushima-situationen såvel som truslen fra fremtidige industrielle akopalypser (p. 7).

Efterfølgende spejler han Fukushima-ulykken i en matrix, hvor Fukushima forstås: 1) som konkret eksisterende i miljøet, 2) som en ydre krise for kroppen, 3) som en indre krise for kulturen, samt 4) som en krise for den menneskelige bevidsthed. I en midterdel følger et uddrag fra Ken Wilbers A Theory of Everything (1996), hvorefter Rainoshek frem mod afslutningen primært diskuterer Fukushima-ulykkens bevidsthedsdimension. Som del af konklusionen skriver han (pp. 39-40):

“As Zen Master Thich Nhat Hanh has said, ‘To heal the environment, you must first heal the environmentalist.’ Therefore, it is time to evolve beyond rationality (read: pure scientific materialism) to a post-rational global culture of greater care and concern, integrating all levels of The Great Chain of Being in one’s self, our culture, and nature. Fukushima is a clarion call to a Culture of Integration, healing the dissociations we have created in our evolutionary process past and present, individually and collectively.”

Den vil jeg tygge på i her i påskedagene.

David Rainoshek: We Are All Fukushima. An Integral Perspective on the Meanings and Promises of Disaster, www.naturalnews.com 21.04.2011 (pdf).¹