Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.
Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.
Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.
I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.
.
I denne lille video fortæller David Turnbull fra Oil Change International om et et emne, som indtil nu har været foruroligende lidt bragt ind i forhandlingerne i Doha: de fossile subsidier.
Det drejer sig ifølge IEA om i alt mere end 500 mia. $ om året – hvilket er helt absurd i en situation, hvor vi tværtimod er nødt til at beskatte de fossile brændstoffer for at få mindsket CO2-udledningerne. I de rige lande gives subsidierne ofte til udvinding, mens det i udviklingslandene ofte er en støtte til fattige for at kompensere for høje energipriser. Men begge dele er principielt problematiske, og disse midler burde systematisk omdirigeres til den vedvarende sektor og være med til at sikre en tilførsel af en billig vedvarende energi.
Allerede i 2009 vedtog G20, verdens 20 største økonomier, at arbejde for at komme de fossile subsidier til livs. Men det er endnu ikke rigtigt blevet til noget. Ifølge IEAs seneste opgørelser var den samlede støtte til vedvarende energi i 2011 88 mia. $, mens den fossile industri modtog 523 mia. $, eller 6 gange mere. Ydermere steg støtten til den fossile produktion i 2011 med 30% i forhold til året inden, hvor den for den vedvarende energi steg med kun 24% (se IEA: Verdens CO2-udledninger steg 2,5% i 2011).