Strøtanker om bæredygtighed

16. august afholdt WorldWatch Institutes nyetablerede Europa-afdeling her i København et seminar om forbrugerisme og bæredygtighed. Ved den lejlighed holdt Erik Assadourain, som var hovedredaktør på Worldwatch Institutes årlige publikation State of the World 2010 med temaet Transforming Cultures: From Consumerism to Sustainability.¹

Der var mange guldkorn i Assadourains præsentation, som blev efterfulgt af en paneldiskussion med deltagelse af politikere, erhvervsfolk og forskere. Og jeg havde alle intentioner om at få et godt blog-indlæg ud af flere siders notater. Men nu foreligger der dels en lille 3 min. præsentationsvideo fra dagen, som søger at opsummere eventen og diskussionen bagefter. Dels findes der en YouTube video, hvor Assadourain ved en tidligere lejlighed ved Allegheny College giver stort set samme præsentation som i København. Jeg har kopieret begge ind nedenfor.

Hans udgangspunkt for overhovedet at tale forbrug og bæredygtighed er, at vores forbrugsmønstre er stærkt kulturbundne. Assadourain bruger i sin indledning blandt andet de to billeder herover,  som en (vistnok) japansk fotograf har lavet af børn sammen med deres legetøj. Er der noget at sige til, at vi ender som små forbruger-piger og forbruger-drenge, med en stor del af vores identitet bundet i de ting, vi omgiver os med? Det vil kræve en livslang proces at blive reprogrammeret, at få en chance for at blive afklaret omkring, hvad vi rent faktisk har brug for og glæde af, og hvornår det mest er andre, som har glæde af, at vi konsumerer. Men selv når viljen og indsigten er til stede – og forståelsen af, at vi med de nuværende forbrugsmønstre løber tør for stort set alt vi tager for givet i løbet af det 21. århundrede – er vi oppe mod meget store kræfter, som fastholder os i et stadigt forbrug.

Der er da heller ikke megen hjælp at hente omkring os. De fremherskende strategier for at komme ud af den nuværende økonomiske krise både på nationalt plan og på internationalt fortrænger stort set sine virkemidlers kortsigtethed og den hele den bæredygtighedsmæssige dimension af krisen. Og på virksomhedsplan er det ikke meget bedre. Implementeringen af allehånde grønne strategier sker først og fremmest som del af at overleve og vokse i et stærkt kompetitivt marked.

Men nyd Assadourains præsentation herunder. Han var begavet selskab i København, og det er yderst glædeligt, at WorldWatch Institute har slået sig ned i København.
.

Læs mere »

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »