Strøtanker om bæredygtighed

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »

.
Ved åbningen af COP18 har Australien annonceret sin intention om at medvirke i en anden runde af Kyoto-aftalen. Som man kan høre Will McGoldrick fra WWF Australien fortælle i den knapt 4 min. videosekvens herover, har det på ingen måde været givet, og beslutningen er først truffet få uger inden COP18. Men Australien synes endelig at have fået gang i sin klimaindsats. I juli i år kunne igangsætte et kvotemarked efter en lang og drabelig proces, og nu arbejder man på at få det integreret med det europæiske kvotemarked.

Den australske målsætning for anden runde af Kyoto-aftalen om at nå 5% under 2010-niveauet inden 2020 lyder ikke umiddelbart af meget – og set i forhold til 1990 er der blot tale om en halv procent. Men udledningerne i Australien har været stigende indtil nu, så 5%-målet skulle svare til 22% over business as usual.

Australien har samtidig meddelt, at man er indstillet på at hæve målsætningen til 10% eller 15%, hvis andre lande stiller sig tilsvarende ambitiøse reduktionsmål. Og så begynder det så småt at nærme sig den nødvendige klimaindsats.

Hvis det kunne får EU til at hæve sin forkølede udmelding på 20% (hvoraf man allerede har nået de 18%) til 30% eller 40%, begynder det at ligne noget. I de seneste år er EUs udledninger faldet med omkring 2½% om året. Det svarer på 8 år til 20%

Australien havde i 2011 CO₂-udledninger på 17,3 ton pr. person pr. år, eller rundt regnet det dobbelte af EU. Australien står for 1,2% afverdens samlede udledninger, hvor EUs 27 lande tilsammen tegner sig for 11%.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Australia puts Kyoto Protocol II target on the table, RTCC 26.12.2012.

Ed King: Australia opens door to future Kyoto ambition, RTCC 04.12.2012.

Nation in top three for carbon emissions, (AAP) The Australian 03.12.2012.

Will McGoldrick: Doha: How does Australia’s Kyoto 2 target measure up? REnew economy 27.11.2012.

Chris Wright: Australia pledges 0.5% reduction, Adopt a Negotiator 26.11.2012.

Clancy Moore: Australia outshines New Zealand on Kyoto, Adopt a Negotiator Project 16.11.2012.

Tierney Smith: Australia announces Kyoto II commitment, New Zealand opts out of second phase, RTCC 12.11.2012.

Mike Anderson & James Paton: Australia Joins Europe in Kyoto Extension; New Zealand Opts Out, Bloomberg 09.11.2012.

Tierney Smith: Pressure grows on Australia to sign Kyoto Protocol II, RTCC 29.10.2012.

Chris Wright: Australia’s needs to commit to KP2, The Adopt a Negotiator Project 08.09.2012.

Ed King: LDC chief confident Australia will sign up to Kyoto Protocol extension, RTCC 04.09.2012.

.
I denne 3:39 min. video fortæller Kitty Ehn fra Nature Youth Sweden om, hvordan det borgerligt regerede Sverige hastigt er ved at løbe fra landets klima- og bæredygtighedsforpligtigelser. På få år er landets klima- og miljøindsats faldet fra en 10.-plads til en 24.-plads i EU og til en 45.-plads internationalt. Ifølge Ehn er det her ungdommens og NGO-organisationernes opgave at søge at holde landet på sporet og løfte sin del af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring.

Det kan synes nyttelyst som ung aktivist at være så tæt på i Doha og så alligevel ikke få lov at sidde med, hvor beslutningerne tages. Men omvendt er det klart for enhver, at NGOerne er med til at lægge en stemning – den nødvendige stemning af urgency – og at denne stemning rent faktisk påvirker forhandlingerne. Ellers er det alt for let i forhandlingerne blot at blive enige om etellerandet – vores politiske forhandlingskultur har det med at lave kompromisser.

Men klimaet – og hele den klimaudvikling, vi har igangsat med industrialiseringen – står ikke til forhandling. Det er ikke nok at blive enige om noget – eller som USA prale med at man endelig er kommet i gang med at lave biler, som er mere brændstof-effektive, når der er brug for en omfattende, hurtig og velintegreret indsats på alle områder.

Det er klart for alle, at regningen bliver jo dyrere, jo længere vi nøler, og at hvis vi gør det ret meget længere, bliver regningen ubetalelig – på den kedelige måde, at penge ikke mere kan standse udviklingen. Og det er de kommende generationer, som kommer til at betale prisen for den nuværende smølen. Så ungdomsrepræsentanterne skulle have en meget større stemme direkte ved forhandlingerne – ikke bare fordi unge udgør en meget stor del af verdens befolkning, men fordi det er dem, som kommer til at stå med resultatet – om så vi lykkedes med at finde en 2ºC-løsning, eller vi endte med at brænde vores livsgrundlag af.

Se også blog-indlægget Youth Profiles: Verden rundt blandt klimaaktivister.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

COP18: Sweden must live up to its climate reputation, RTCC 26.11.2012.

EUs kvotesystem har nu i efterhånden en årrække fungeret alt andet end tilfredsstillende. Håbet ville være, at prisen for at udlede 1 ton CO₂ fra europæiske kraftværker og fabrikker ville ligge på 30 euro – allerede på det niveau ville det gøre energieffektiviseringer og omstilling til bæredygtig energi økonomisk rentabel i en lang række situationer. Men prisen for at udlede 1 ton CO₂ er nu nede under 10 euro. Og det er langt fra nok til at virke som incitament for noget som helst – tværtimod afholder det i den nuværende situation en lang række firmaer fra at investere energimæssigt rigtigt.

Det er et næsten udiskuterbart dogme, at styringen skal være markedsbaseret, og det er nok ikke tidspunktet at drøfte, om der var bedre måder at gøre det på. Men for eksempel med EUs landbrugs- og fiskeriordninger så man i mange år, at EU gik ind og købte op, når priserne truede med at falde for meget, for at sikre, at (illusionen om) markedet blev opretholdt. Så EU har en tradition for ikke bare at lade markedet styre helt ureguleret. Derfor er der heller ikke noget mærkeligt i, at EU nu søger at gennemføre en redningsplan for EUs kvotesystem, så det kommer til at virke efter hensigten. Connie Hedegaard har således i dag fremlagt en rapport om, hvordan man kan genoplive kvotesystemet og gengive det den centrale rolle i EUs omstilling til vedvarende energi, som det var tiltænkt.¹

Ifølge Ingeniøren² kommer det blandt andet til at indebære disse seks løsningsforslag:

• EU’s samlede reduktionskrav øges fra 20 til 30 procent i 2020
• Et antal kvoter fjernes permanent i fase tre
• Den gradvise reduktion af kvoter skal øges 1,74 procent årligt
• Nye sektorer skal ind under ETS herunder brændstofforbrug i transportsektoren
• Man skal fjerne eller reducere internationale kreditter fra projekter uden for EU (CDM)
• Endelig bør der introduceres en mekanisme, der løbende kan justere kvoteprisen.

Vedr. nye sektorer peger Hedegaard konkret på muligheden for at lægge transportsektoren ind under kvotesystemet.³ Den stadigt eskalerende transport i EU ville have godt af at blive afgiftsbelagt, så det blev en reel omkostning at transportere over store afstande – og minimering af afstand og transportforbrug igen blev centrael overvejelser både i tilrettelæggelser af produktionssystemer og i vores dagligdag.

Kurven herunder viser udviklingen i kvoteprisen siden kvoteordningens igangsættelse i 2008. I den første tid så kvoteprisen ud til at holde sig, men allerede efter godt et år nåede den første gang under 10 euro. Herefter lå den et par år omkring 15 euro pr. ton, men i år har den rodet under 10 euro pr. ton. Grundproblemet er, at der fra starten af blev uddelt alt for mange gratis kvoter. Den efterfølgende økonomiske afmatning har medvirket til, at udbuddet har været alt for stort. Så i starten af året satte kvoteprisen ny bundrekord med kun 6 euro pr. ton udledt CO₂.

Det er ikke kun vigtigt for den europæiske udvikling, at kvoteordningen fungerer optimalt. I lande som Australien, Kina og Japan er man ved at etablere tilsvarende kvotemarkeder, og præcis i dag åbner Californien et kvotemarked. Så der bliver skelet kraftigt til, hvordan kvotemarkedet fungerer i EU. Kvotesystemet er tiltænkt en central rolle i den globale klimaaftale, som med COP18 i Qatar står overfor en ny runde om blot to uger. Så det er vigtigt, at dette kvotesystem får den fulde chance for at fungere.

Se tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem, Den fulde pris for CO₂-udledninger, Mindstepris på CO₂-kvoter, Kvotesystem med børnesygdomme, Vismænd på afveje, Moderne afladshandel, CO₂-regnskaber for viderekommende, Misbrug af CO₂-kvotemidler? og Ny bundrekord for den europæiske kvotepris.

Connie Hedegaard: “We want an even more robust European carbon market”, European Commisssion 14.11.2012.

The state of the European carbon market in 2012, EU 14.11.2012 (pdf).¹

Erik Holm: Kul eller gas i Europa: Udspil fra Hedegaard vil afgøre sagen, Ingeniøren 14.11.2012.²

Erik Holm: Hedegaard: Oversvømmet kvotesystem skal reddes inden nytår, Ingeniøren 14.11.2012.

Erik Holm: Polen kræver CO2-kvoter til spøgelses-kraftværker, Ingeniøren 13.07.2012.

Erik Holm: CO2-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Marc Prosser: CO2-kvotesystemets skaber: »Systemet fungerer ikke«, Ingeniøren 18.08.2011.

Marc Prosser: Ekspert: Lavpris på CO2-kvoter er katastrofal for grøn energi, Ingeniøren 16.08.2011.

Flyvning er en af de måder, hvor vi kan præstere den største klimapåvirkning på den korteste tid. Blot en smuttur til New Zealand t/r medfører lige så megen drivhuseffekt som vi producerer på et helt år. Men i de første forsøg på at etablere en global klimaindsats med Kyoto-aftalen i 1997 fik man hverken den internationale skibsfart eller luftfart med ind i beregningsgrundlaget – en stor fejl, da disse sektorer begge er stærkt voksende og repræsenterer en markant klimabelastning.

I årevis har de internationale luftfartsorganisiationer fumlet med mere eller mindre halvhjertede forsøg på at lave en klimaaftale for luftfarten – men det er aldrig rigtigt blevet til noget. Derfor indførte EU fra starten af 2012 en CO₂-afgift for alle fly, som benyttede EUs lufthavne. Dette er et indlysende skridt – og et godt billede på, hvordan EU på en lang række områder søger at sætte klimadagsordenen også uden for FNs forhandlingsspor. Men EUs tiltag har vakt voldsom modstand fra en række lande, først og fremmest Indien, Kina og USA, som har kritiseret EU for med tiltaget at snigløbe den internationale proces og har procederet for at få kendt EUs tiltag ugyldige.

Fredag meddelte ICAO, International Civil Aviation Organisation, at man var indstillet på at forsøge at opstille en form for markedsbaseret kvoteordning på området uden på nogen måde at være præcis med detaljerne. Derfor meddelte Connie Hedegaard i dag, at EU af respekt herfor i det kommende år vil nøjes med opkræve CO₂-afgiften inden for EUs område, men holder pause med opkrævningen for fly ind og ud af EU.

Connie Hedegaard sagde til gengæld i meget bestemte vendinger, at hvis ikke der til den tid var kommet en tilfredsstillende aftale på banen fra ICAOs side, så ville EUs nuværende CO₂-afgift for alle fly, som bruger EUs lufthavne, automatisk blive genoptaget: “But let me be very clear: if this exercise does not deliver – and I hope it does – then needless to say we are back to where we are today with the EU ETS. Automatically.”

Læs mere »

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Læs mere »

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

EU nåede her sidst i september en milepæl med 100 GW vindmøllekapacitet installeret. Det kan måske være en svær størrelse at forholde sig til. Men Middelgrundens 20 møller er hver 2 MW, så der går 25 gange hele Middelgrundens 20 møller blot på en enkelt GW, og dermed 2.500 Middelgrunde på de 100 GW – eller 50.000 møller af samme størrelse som møllerne på middelgrunden.

Hvor det tog 20 år at nå de første 10 GW, så har det kun taget 13 år at nå de næste 90 GW, og alene i 2011 blev der installeret 9,6 GW, så det er et område i voldsom udvikling, selvom tingene herhjemme blev sat næsten i stå i ganske mange år under VK-regeringen.

PÅ EU-plan er vindkraftsektoren vokset med 15% om året siden 1995, og siden 2009 er det på EU-basis den energiform, som står for den største tilvækst/fornyelse af energiproduktionen, mere end kul, olie og A-kraft.

De 100 GW vindmøller producerer på årsplan energi svarende til produktionen fra ~40 A-kraft-værker eller ~60 kulkraftværker, så vindkraften fylder efterhånden godt i det samlede regnskab. Stadig stod vindkraften i 2011 kun for 6,3% af EUs elektricitetsforsyning, så der er endnu plads til markant mere vind i den europæiske energipalet.

I Danmark har vi en markant højere andel af vind og et mål om at vindkraften i 2020 skal står for 50% af vores elektricitetsforsyning. Allerede i dag, producerer vi mere elektricitet, end vi kan bruge, når det virkelig blæser. Så hvis vindkraften skal ende med at blive den primære energikilde – hvilket der er mange gode grunde til – er det vigtigt, at vi får udviklet gode billige måder at lagre energien på.

Batterier ville være nærliggende, men i praksis skal der kolossalt mange til. Måske man kunne forestille sig hydrolyse, hvor man spalter vand i ilt og brint, som så kan brændes (rent), når møllerne står stille, eller man kan pumpe vandet ud af et stort kar og lade det løbe tilbage (og drive generatorer), når vinden stilner af. Der findes faktisk en stor palet af muligheder for at lagre energi, men de har alle det tilfælles, at der sker et energitab, så de økonomisk set ikke er rentable, og dermed i den markedsvirkelighed, vi lever i, ikke bliver udviklet, fordi det stadig er billigere (og legalt) at brænde kul og olie af. Og i den markedsvirkelighed, vi lever i, bliver optimeringen af distributionen gennem udbygningen af el-nettet og udviklingen af smart grids vigtigere.

Men år for år bliver møllerne større og større. Hvor Middelgrundens 2 GW møller i 1998 var store møller, så er en stor mølle i dag 6 GW, og udviklingen synes at gå imod endnu større møller, ikke mindst til havs. I høringsmaterialet omkring afklaringen af opstillingen af kystnære vindmøller er der lavet undersøgelser af den visuelle påvirkning af landskaberne ved opstilling af vindmøller på op til 7-8 MW, hvor øverste vingespids når 180 m over havet. Den dag man finder det rigtige princip, så en vindmølle kan lagre energien fra et flere dages stormvejr i sit skaft og så efterfølgende afgive den over en uges tid, ville vindkraften kunne vokse til at dække størstedelen af EUs energibehov. Måske endda lagringen skete i den enkelte mølle – alene mølleskaftet er i dag et kæmpe hus.

Indtil da må vi høre folk genere sig over, at prisen på vindstrøm falder, når det virkelig blæser. Nogle få gange om året går den nærmest i nul. Men så er det godt at huske på, at en gratis kWh klimamæssigt fortrænger lige så meget CO₂ som en højt betalt.

Se tidligere blog-indlæg: Høring om kystnære havvindmøller, Østerild på vingerne, DONG rejser verdens største havmøllepark på rekordtid og DONG på bedre veje.

EU reaches 100 GW wind power milestone, European Wind Energy Association 27.09.2012.

Barbara Lewis: EU wind capacity hits 100 gigawatt mark: industry, (Reuters) Planet Ark 28.09.2012.

Som en del af sin klimaindsats har EU gradvist indfaset en vis procentdel biobrændstof i benzinen for ad den vej at spare på de fossile brændstoffer – og dermed mindske CO₂-udledningerne.

Men programmet har været udsat for massiv kritik for ikke i praksis at levere de ønskede klimaeffekter, samtidig med at det øger verdens fødevarepriser og hungersnød samt øger presset på fældningen af verdens regnskove.

Senest har tyske forskere fra Friedrich Schiller-universitetet i Jena kigget nærmere på biobrændstof fremstillet fra raps. Vi kender alle de knaldgule rapsmarker, som på bestemte årstider totalt løber med billedet i det produktive landskab. og det viser sig, at otte ud af de ti rapsmarker, som de lavede klimaberegninger på, ikke gav den besparelse på mindst 35%, som EU kræver. I de fleste tilfælde lå besparelsen på under 30%, samtidig med, at EUs krav til biobrændstofs “effektivitet” inden for 5 år vil stige til 50%.¹

EU har i sin energipolitik sigtet på, at biobrændstofferne udgør halvdelen af målsætningen for vedvarende energikilder i 2020. Det er der ikke i sig selv noget forkert i, men i en tid med lurende fødevaremangel og pres på verdens skovarealer, burde ikke indregne såkaldt 1.-generations biobrændstof af afgrøder dyrket på arealer, som fuldt ud kunne bruges til primær madproduktion, men kun 2.-generations biobrændstof som for eksempel algeproduktion i solrige ørkenlandskaber. Eller det kunne være råvarer, som er restprodukter fra en primær produktion, eller som er produceret på arealer, hvor de ikke fortrænger madproduktionen.

Se tidligere indlæg: Flyver på alger, Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise, Sultne motorer, Diesel-træer? og Biobrændstof en økologisk katastrofe.

Terry McAllister: Biofuel fails EU sustainability test, German researchers claim, The Guardian 19.08.2012.¹

Lars Attrup: Bilister tvunget til at forurene og betale mere, epn.dk 13.09.2012.

Charlie Dunmore: Exclusive: EU to limit use of crop-based biofuels – draft law, (Reuters) Planet Ark 11.09.2012.

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »