Strøtanker om bæredygtighed

Den 23. juni var der folkeafstemning i Storbritannien om briternes videre tilknytningsforhold til EU. Resultatet blev, at 51,9% af de vælgerne, som stemte, satte kryds ved Brexit, som det i løbet af valgkampen kom til at hedde: At Storbritannien skulle forlade EU.

På valgdagen stemte 17,4 mio. briter for Brexit, mens 16,1 mio. briter markerede, at de ønskede at forblive i EU. Men stemmeprocenten var historisk lav, kun 72% af vælgerne stemte. Dermed var det kun 37,4% af de stemmeberettigede, som stemte for Brexit. Umiddelbart er dette et meget lille flertal, når det gælder afgørelsen noget så centralt som et 40-årigt ægteskab med det europæiske fællesskab, og i mange andre situationer kræver sådanne konstitutionelle afgørelser to tredjedeles flertal i to på hinanden følgende afstemninger.

Mange synes da også at være vågnet med alvorlige tømmermænd oven på en nærmest bizar valgkamp. Allerede morgenen efter stod det klart, at meget lidt af det, som Brexit-kampagnen havde stillet i udsigt, kunne lade sig gøre. Og hvis der havde eksisteret en fortrydelsespille for uoverlagt stemmeafgivning, tyder meget på, at afgørelsen ville være blevet en helt anden. For en underskriftsindsamling med det mål at få en ny afstemning, hvori der skal et flertal på mindst 60% af stemmerne, hvis valgdeltagelsen er under 75%, har efterfølgende fået en kolossal tilslutning.

Blot fem døgn efter Brexit-afgørelsen var en realitet, rundede kampagnen mere end 4 mio. underskrifter, og tallet er stadig stigende. (link) Disse underskrifter må først og fremmest formodes at komme fra mennesker, som enten ikke fik stemt eller har stemt Brexit, selvom de ‘kun’ ønskede at markere en utilfredshed, men på ingen måde ønskede, at Storbritannien forlod EU, eller havde forestillet sig, at det kunne blive konsekvensen.

Talløse læserbreve synes at bekræfte dette mønster, og i det første døgn efter afstemningen kunne man se en voldsom stigning i Google-søgninger på “What is EU” og “What is Brexit”. Lidt sent kunne man mene, men måske er vi kun næsten modne til den slags afstemninger. Og måske skulle man have formuleret afstemningen om det meget komplekse spørgsmål helt anderledes, så politikerne havde haft noget konkret at gå videre med og opbygge deres kampagner omkring. Ikke mindst synes det i en moderne medievirkelighed nødvendigt at holde mediedækningen og politikernes kampagner i kortere snor, for valgkampen har ikke gjort det lettere for den almindelige brite at gennemskue det komplekse spørgsmål. Tværtimod har der ikke mindst fra Brexit-side været luftet mange usandheder, og der har været talt til alle mulige former for had og indestængte følelser, selvom det måske havde meget lidt med EU at gøre, når det kom til stykket. Måske var det i virkeligheden mere et nej til den ekstreme ulighed i det britiske samfund, som kun er er uddybet efter årtiers neoliberalisme, end det var et nej til at være med i det europæiske fællesskab.

Læs mere »

Der er nu blot halvanden måned til, at verdens lande samles til COP21 i Paris for at vedtage en global klimaaftale. Som forberedelse hertil er der i den kommende uge er der sidste officielle samling inden – hvis ikke der viser sig behov for yderligere møder. Dette blog-indlæg rummer et første rids af udfordringerne for den kommende uges forhandlinger og nederst en link-samling, som i løbet af ugen vil blive løbende opdateret. Samtidig er det planen under vejs at lave flere kommentarer og updates. Forhandlingerne vil kunne følges fra UNFCCCs hjemmeside, hvor de centrale sessions både kan ses live og on demand.

Selvom der har været stor anerkendelse af den forkortede tekst, som forelå tidligere på måneden (se blog-indlægget Konturerne af den endelige Paris-aftale), ikke mindst at den havde opnået en nødvendig entydig struktur, så er der også fra mange sider rejst alvorlige spørgsmål til tekstens indhold – herunder ikke mindst hvad der nu mangler i teksten. EUs klimakommissær Miguel Arias Canete har klart meldt ud, at teksten er dårligt afbalanceret og at ambitionsniveauet er for lavt – han efterlyser en aftale, som kan holde hele århundredet – og dermed at aftalen overordnet rummer et rids af den nødvendige udvikling videre fra det fossile samfund.

Indien har været blandt de mest markante kritikere, og der er en vis sandsynlighed for, at vi i den kommende uge vil se Indien ‘larme’ på vegne af udviklingslandene, i hvert fald er der fra indisk side rejst en massiv kritik ikke bare af af den nu foreliggende tekst, men af de rige landes ‘ferie’ fra klimaindsatsen, og der er formuleret minimumskrav for at aftalen overhovedet kan vedgås. Ed King sammenfatter på Climate Home 16.10. fem indiske hovedkritikpunkter:

– Finance: no predictability or adequacy
– Loss and damage: just notes the problem
– Long term goal: no mention of decarbonisation
– Mitigation cycles: when will these happen?
– How binding will the national commitments be?

Fra indisk side vil det givet også blive påpeget, at referencerne til equity og en common but differentiated indsats så godt som er forsvundet fra teksten. Indien synes ikke at tale alene – tværtimod fornemmes det fra hele G77-blokken, som omfatter 134 lande, at aftaleteksten med den nu foreliggende formulering har fået en katastrofal slagside, så der er lagt op til en hektisk uge i Bonn.

Her forud for den (måske) sidste forberedelsesrunde i Bonn er der gjort adskillige forsøg på at sammenfatte de vigtigste punkter. Lad mig herunder bruge fem punkter fra WRIs intro 15.10. og supplere efter behov.

Læs mere »

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO₂ that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

I Warszawa er tingene ved at spidse til, størstedelen af de to uger er allerede gået, og der er alt for meget at skulle nå. De sædvanlige modsætninger er denne gang primært kommet til udbrud omkring forslaget om etableringen af en loss and damage-instans. Og når det gælder denne rundes hovedformål, at få præciseret det videre arbejde med den aftale, som skal ligge klar til COP21 i Paris om bare to år, så er der ikke megen ambition at spore, og der er rygter i omløb om, at Polen (der som vært har til opgave at søge at sammenfatte, hvad man er nået/kan nå til enighed om) i højere grad søger at varetage sine interesser som kulland end den fælles globale interesse i at få en tilstrækkelig retfærdig og bindende aftale på benene i allerallernærmeste fremtid.

Ifølge RTCC er det også lande som Kina, Indien, Brasílien og Venezuela, som søger at blokere forhandlingerne. De tre første sandsynligvis ud fra en næsten reflektorisk modvilje mod at binde sig til noget som helst, Venezuela mere ud fra principielle indvendinger overfor, at verdens fælles klimaløsning i så høj grad, som der er lagt op til, bliver en kapitalistisk legeplads med kvotekurser, kvotespekulanter kvoteauktioner osv. Igen ifølge RTCC er seneste udkast til den videre køreplan af Christiana Figueres blevet kaldt “terrible”, mens Connie Hedegaard har fordømt den som “weak”. Ifølge en talsmand fra EU så søger EU lige nu i samarbejde med lande som Columbia, Chile, Mexico og Marshalløerne at få skærpet teksten, så den har i hvert fald et mindstemål af ambition.

Hvis man ser på udkastet (link her), så er der stadig tale om “emission pathways consistent with having a likely chance of holding the increase in global average temperature below 2°C or 1½°C above pre-industrial levels”. Så målsætningen er i behold. Men problemet er i al sin enkelhed, at man ikke tager de fornødne skridt til at leve op til målsætningen. For så godt som ingen lande lever lige nu op til deres del af, at en sådan målsætning holdes åben.

EU har nu meldt ud, at man vil offentliggøre sin målsætning for 2030 allerede 22. januar 2030 og har insisteret på at de øvrige lande følger trop. Men mange siger at de tidligst kan have det klar i 2016, og det bliver lidt underligt at lave en stor bindende aftale i Paris i 2015, hvis man ikke har nogle konkrete reduktionsmål på bordet. Det synes lige nu som om at rigtig mange raden rundt dukker sig, og det tegner overhovedet ikke godt for muligheden for at få stabiliseret klimaet under 2°C for ikke at tale om 1½°C.

Efter at 132 lande i går udvandrede – hvilket flere har udlagt som værende nærmere en lidt opgivende, nu har vi siddet oppe den halve nat, og vi kommer ikke videre før i morgen-agtigt, så var der i dag en stribe NGOer, som tog konsekvensen af den manglende evne og vilje til at skabe resultater og er rejst hjem. Det drejser sig om Aksyon Klima Pilipinas, ActionAid, Bolivian Platform on Climate Change, Construyendo Puentes (Latin America), Friends of the Earth (Europe), Greenpeace, Ibon International, International Trade Union Confederation, LDC Watch, Oxfam International, Pan African Climate Justice Alliance, Peoples’ Movement on Climate Change (Philippines) samt WWF.

WWF skriver under overskriften Enough is enough, at:

“The Warsaw Climate Conference, which should have been an important step in the just transition to a sustainable future, is on track to deliver virtually nothing. In fact, the actions of many rich countries here in Warsaw are directly undermining the UNFCCC itself, which is an important multilateral process that must succeed if we are to fix the global climate crisis.

Læs mere »

Den første uge i Warszawa har været en prøvelse for håbene om at få lagt fundamentet for en bindende global klimaaftale. Dels har man måttet gå rundt i konference-faciliteter, hvor alt er sponsoreret af den polske kulindustri – ikke fordi de og den polske regering endelig vil være klimavenlige, tværtimod står det klart, at Polen også fremover vil være den store bremsklods i EUs klimapolitik, og man regner med at kul helt frem til 2060 vil være vigtigste energikilde i Polen. Dels har signalerne fra den nye australske regering, som åbenlyst er i færd med at demontere den begyndende australske klimaindsats, været hård kost i en situation, som i forvejen er skrøbelig.

Så da Japan i går til morgen kundgjorde, at man i konsekvens af Fukushima-katastrofen ville frafalde sit hidtidige klimamål: at reducere sine CO₂-udledninger i 2020 med 25% i forhold til 1990, og i stedet søge at reducere 3,8% i forhold til 2005, var det et regulært chok for forhandlingsmiljøet. For der var lagt op til, at der om noget skulle mere ambition på bordet ved denne COP, ikke mindst fra de rige lande. Reduktionen på 3,8% er endda et forsøg på at få det til at se mindre grotesk ud end det i virkeligheden er, for hvis man regner det nye mål i forhold til 1990, som det er almindelig praksis, så repræsenterer det reviderede klimamål en stigning på 3,1% i forhold til 1990.

Reaktionerne var da også i første omgang, at der måtte være tale om en joke, efterfulgt af ganske stærke fordømmelser fra alle dele af verden – pakket mere eller mindre høfligt ind.

Sammenslutningen af verdens øriger, AOSIS, siger, at det er et attentat på bestræbelserne på at holde udviklingen under 1½-2ºC – en målsætning som Japan også officielt støtter. Engelske Ed Davey kalder det i sin fordømmelse “deeply disappointing”, lederen af den kinesiske klimadelegation Su Wei kalder det et kæmpe svigt: “I don’t have any words to describe my dismay at that announcement,” og NGOer på stribe har fordømt det japanske træk. Kompasset rundt er der absolut ingen forståelse for, at man bare løber fra én gang afgivne løfter.

I hele denne proces med at få etableret en global klimaaftale, som formår at vende udviklingen i tide, er den japanske udmelding et ødelæggende attentat. Og selvom Japans økonomiske rolle i disse år er svindende, så er Japan stadig en af verdens helt store udledere, så der ligger et kolossalt medansvar for at tage sin del af de nødvendige skridt for at bringe verden  ud af sin fossile afhængighed. Samtidig står Japan for resten af verden som et land, som har det teknologiske stade og den teknologiske snilde, som skulle til, at man i den udstrækning man tog klimaudfordringen alvorligt, ville kunne være en lysende leder på området og basere en ny velfærd på at tage aktivt del i at forme den nye postfossile virkelighed.

Læs mere »

Dagen i dag har over en bred front været arbejdsdag i Warszawa. Tilsyneladende har der ikke denne gang været kørt procedure-terror som i Bonn i juni, hvor russerne holdt forhandlingerne som gidsel igennem to uger, men man er gået ret direkte til arbejdet – så direkte som man kan, når der er 194 lande, som skal give deres besyv med.

IISDs video-reportage for i dag (dag 3) er nu lagt op. Den giver et fint indblik i de mange aktiviteter, som kører parallelt i mange både hoved- og sidespor. Fornemmer allerede, at disse videoer i år bliver den rituelle start på disse små optegnelser. Denne fase af hovedforhandlingerne bringer sædvanligvis ikke meget nyt, så dagens video-reportage følger primært to sidespor i forhold til hovedforhandlingerne. Dels en konference, som ser på mulighederne for at involvere virksomhederne i klimaindsatsen – den bolivianske repræsentant løfter her berettiget øjenbrynene og mener ikke, at dette kan være det primære mål med klimaindsatsen. Dels en konference afholdt af de oprindelige folkeslag om REDD+ problematikken, med fokus på community based monitoring and information systems.

Warsaw Climate Change Conference Day 3, (5 min. video) IISD 13.11.2013.

Samtidig har IISD, International Institute for Sustainable Development, i dag lagt to små video-reportager op fra andre side events. Den ene er fra en konference i formiddags, som skulle evaluere det fast-start finance-program, som har kørt siden 2010. Et gennemgående tema synes at være, at den har fungeret bedst, når der ikke bare er en stor fond, som donerer med spredehagl, men at der tværtimod er både en veldefineret afsender, en vel defineret modtager og en vel defineret opgave. Og man ville på baggrund af de fire år, programmet har kørt søge at komme med anbefalinger både til at fortsætte en tilsvarende indsats, og i forhold til en mere langsigtet indsats.

Fast-start Finance – lessons learned from 2010 to 2012, (6:43 min. video) IISD 13.11.2013.

Den anden video opsummerer endnu en side event, The mitigation potential of agriculture, afholdt af World Agroforestry Centre om udviklingen af bæredygtigt climate smart landbrug, og hvordan nye dyrkningsmetoder kan øge både fødevareproduktion og fødevaresikkerhed samtidig med, at det bidrager til klimaindsatsen. Det er ikke nærmere specificeret i videoen, hvad climate smart indebærer, men det er størrelser som CO₂-lagring i muldlag gennem bedre dyrkningsmetoder, skovbrug, brug af biochar, erosionssikring og bedre rutiner omkring husdyr, græsning, overrislede rismarker osv. Kapitel 4 (pp.23-28) i den seneste UNEP Emission Gap Report belyser mulighederne for klimaindsats gennem ændret landbrugspraksis.

ENBOTS, (5:40 min video) IISD 13.11.2013.

Hvor man med rette kan være fortvivlet, når det gælder langsommeligheden i etableringen af den store globale klimaaftale, så er det virkelig befordrende at erfare, at der i sådanne sidespor allerede i dag sker store og vigtige indsatser, og at der løbende samles erfaringer sammen, som over tid gør det muligt at lave en bredere indsats.

Læs mere »

De polske værter for det snart forestående COP19 i klimatopmøde i Warszawa lagde i går et blog-indlæg ud på den officielle COP19 hjemmeside, som frydede sig over, hvordan afsmeltningen af Arktis ville give hurtigere og billigere transport mellem Europa, Asien og Nordamerika. Hermed har man endnu en gang udstillet sin manglende forståelse for klimaudfordringen og dens konsekvenser, hvis ikke den mødes hurtigt og konsekvent.

De polske arrangører har valgt den lette løsning og fjernet ikke bare blog-indlægget, men har lukket bloggen midlertidigt ned (link). Hvis man klikker ind nu, så står der blot “Dear readers” og så en forklaring, at man for øjeblikket har valgt ikke at bruge tid på bloggen. Der står så efterfølgende, at man ikke havde forudset, at nogle læsere kunne få den opfattelse, at det man kunne læse på bloggen ordret repræsenterer den officielle polske holdning, at man beklager, hvis nogen har fundet teksten anstødende, og at det på ingen måde var hensigten at støde nogen.

En schweizisk borger skriver ganske rammende: “Your webpage is currently hosting climate denier views. This is simply outrageous coming from the presidency of the COP. Does your presidency really have so little commitment to ensuring the success of the conference that it is ready to provide a platform for counterfactual statements undermining everything the UNFCCC is about?  Dear COP19, would you please get your acts together?” Det afspejler blandt andet, at der tidligere på den officielle COP19 side stod, at klimaforandringer var en naturlig ting, som var sket mange gange før.

Men den arktiske genvej har igen rejst spørgsmålet om det passende/upassende i valget af Polen som værtsland.

Det har vakt anstød, at den polske kulindustri er blandt hovedsponsorerne for COP19, og at man (måske af samme grund) har signaleret ganske utvetydigt, at Polen ikke har til hensigt at spare på kullene. Hvis der skal reduceres i udledningerne, så må det ske ved tekniske løsninger, bedre forbrænding og CCS-teknologi. Det kunne måske også være løsninger, hvis vi havde 100 år til at afvikle de fossile samfund. Men ikke mindst i lyset af IPCCs senest fremlagte carbon budget, så er en sådan gradvis forbedring af CO₂-udledningerne fra kulafbrænding ikke nogen løsning, men tværtimod en opskrift på store problemer. For CCS-teknologierne lader vente på sig, og selv den dag, vi bliver i stand til at kunne fjerne størsteparten af CO₂-udledningerne direkte fra kulafbrændingen, så vil det i det teknologiske felt, som nu undersøges, blive så dyrt, at en CCS-renset kulkraft ikke er konkurrence-dygtig. Så det er under alle omstændigheder et blindspor.

Det er problematisk, hvis den polske kulindustri får lov at sætte sig på perspektivet for COP19, men det er der en hel verden til at undgå. Og et dårlig turneret blog-indlæg er ikke i sig selv noget uløseligt problem, det peger blot på den meget lille forståelse af problemernes alvor og manglende vilje til en fælles klimaindsats. Nøgleproblemet er således Polens erklærede uvillighed overfor den fælles klimaindsats i EU, hvor landet efterhånden har udvidet sig til kronisk bremseklods.

Jeg ser to løsninger: Enten ‘tvinges’ Polen til at gå med i aftaler, som afspejler det nødvendige ambitionsniveau for at EU kan fortsætte som motor i den globale klimaindsats, som for eksempel at EUs klimamålsætning for 2020 øges fra 20% til 30 eller 35% og for 2030 øges fra 30-40% til 55% – og så får den fornødne hjælp til at gennemføre disse forandringer. Eller også er EU nødt til at fravige det princip, at alle medlemslande skal reducere lige meget lige hurtigt og opstille et system, hvor alle lande er reelt udfordret.

Hvor Danmark måske fik sat overlæggeren op til 70% i 2030, så kunne Polen ‘nøjes med’ 35% – og man med forskellig omstillingstakt stadig kunne holde en fælles EU-målsætning på 55%, som det har været beregnet er nødvendigt for 2030, hvis man skal nå 95% i 2050. Hvis man vil stadig fastholde princippet, at EU bevæger sig lige hurtigt – hvilket reguleringsmæssigt osv. har en række fordele – så må EU til gengæld være indstillet på at yde en massiv støtte til omstillingen i et land som Polen, helt tilsvarende den måde EU gennem årene har ydet enorme midler på opbygning af ny infrastruktur i en række regioner. For ellers vil kulkraftværkerne blot blive ved med at pulse.

Polen får i dag mere end 90% af sin elektricitet fra kulafbrænding – alene Elektrownia Belchatow-værket, som er Europas største enkelte CO₂-kilde (billedet herover), udleder mere end 30 mio. ton CO₂ om året – så bare udsigten til, at EU løfter sin klimamålsætning for 2030 fra 30 til 40%, som lige nu ser ud til at være det felt, der drøftes, får alle polske alarmklokker til at ringe, og Polen har truet med at bruge sin vetoret ad infinitum for at modvirke, at EU overhovedet får flere klimamålsætninger.

Således er Polen lige nu EUs klimaindsats’ ligtorn – for nu ikke at sige kræftsvulst. I mit perspektiv er det derfor ikke en dårlig idé, at Polen i slutningen af næste måned står som vært for COP19. Tværtimod er vi nødt til at fokusere på de svageste led i kæden og målrettet styrke dem. Men det er vigtigt, at det ikke lykkes Polen at forestille sig, at business as usual er en mulighed, at man qua omtalen op til, under og efter COP19 bliver klar over, at det ikke er nogen mulighed, at Polen brænder alle sine kullagre af inden man omstiller til vedvarende energi, at tingene må forandre sig, og at det er ikke bare i Polens, men i alles interesse, at denne omstilling sker så hurtigt som muligt.

Derfor er det vigtigt at give de polske arrangører røde ører, når de danser tango med kulindustrien, og derfor er det vigtigt, som det skete i går, at markere, at man ikke bare kan lege med fremtidsudsigterne. For den dag Arktis er isfri året rundt, er der ikke meget i de polske livsvilkår, som minder om det Polen, vi kender i dag.

I blog-indlægget Tilløb til COP19 samler jeg løbende links omkring processen forud for COP19. Se samtlige blog-indlæg tagged COP19.

Forhandlerne har været samlet flere gange siden COP18 i Qatar, se blog-indlæg fra juni-samlingen i Bonn: Klimaforhandlinger i Bonn 3.-14. juni, Daglige video-rapporter fra klimaforhandlingerne i Bonn og Bonn: To uger nærmere den nødvendige klimaaftale? med artikler op til og reaktioner på juni-mødet i Bonn.

Update 25.10. – Hvor mange med undren har set de polske værter for COP19 klynge sig til kullene, så er en gruppe NGOer og forskningsinstitutioner – Institute for Renewable Energy, DLR, European Renewable Energy Council, Global Wind Energy Council og Greenpeace – gået sammen om at lave en rapport, som viser, at Polen ville kunne halvere sit kulforbrug til elektricitet, som for 90% vedkommende bliver til i kulkraftværker – og dermed skære en betydelig del af sine CO₂-udledninger. med i købet ville en sådan omlægning til sol, vind og biomasse skabe 100.000 jobs. Det vil kræve en betydelig investering – omkring 264 mia. $ mod 132 mia. $ ved business as usual – men på sigt vil det tjene sig ind igen, da den vedvarende energi er gratis, når først den er etableret.

Så det er bare om at komme i gang – EU burde kunne hjælpe med finanseringen på favorable vilkår mod at Polen gik med til at standse sin udbygning af kulkraften. Og man må håbe, at de mange tilrejsende til Warszawa i næste måned tager sin opgave alvorligt at lægge pres på de polske værter om at tage sin del af klimaudfordringen alvorligt og ikke bare vente på, at en CCS-teknologi gør kullene grønne. For det kommer vi til at vente endog meget længe på, og det bliver aldrig nogen god løsning.

Rapporten kan ses her: Energy [r]evolution. A Sustainable Poland Energy Outlook, oktober 2013 (pdf).

6 af EUs 10 mest forurenede byer er polske, først og fremmest på grund af den omfattende kulafbrænding, så en afvikling af kulkraften vil samtidig kunne lægge adskillige år til den polske gennemsnitsalder.

Nilima Choudhury: Greenpeace stages Poland coal protest on eve of UN climate talks, RTCC 11.11.2013.

Michalina Golinczak: Warsaw UN climate talks: Welcome to Coaland, The Guardian 11.11.2013.

Greenpeace protests at six coal plants across Poland, (pressemeddelelse) 09.11.2013.

Lindsay Abrams: Poland double-books climate conference with coal summit, Salon 08.11.2013.

Monica Scislowska: Poland To Host Both UN Climate Change Conference And International Coal Summit, Huffington Post 08.11.2013.

Marcin Korolec: trust is key to achieving an effective climate deal, RTCC 08.11.2013.

Ed King: Is Poland’s coal and climate summit outrageous or irrelevant? RTCC 08.11.2013.

UN climate talks: Poland gives coal a voice, (AP) The Guardian 08.11.2011.

Danny Hakim & Mateusz Zurawik: Poland, Wedded to Coal, Spurns Europe on Clean Energy Targets, New York Times 31.10.2013.

Sophie Yeo: Polish environmental groups urge Prime Minister to reject coal plant, RTCC 29.10.2013.

Alister Doyle: Poland could halve demand for coal by 2030, study says, (Reuters) Global Post 25.10.2013.

Katie Valentine: UN Climate Forum Host: Melting Arctic Ice Will Make Chasing Pirates Easier, Climate Progress 10.10.2013.

Ed King: Arctic ice melt means more pirate and terrorist chases say UN climate hosts, RTCC 10.10.2013.

Adam Vaughan: Arctic melt means more pirate chases, say Polish climate hosts, The Guardian 10.10.2013.

Matthew L. Wald: Despite Climate Concern, Global Study Finds Fewer Carbon Capture Projects, New York Times 10.10.2013.

Jacub Muller: Oops … Poland did it again aka standing in the way of climate progress, Bankwatch 09.10.2013.

Will the climate change in Warsaw? IRIN 07.10.2013.

Ed King: What effect will the IPCC report have on UN climate negotiations? RTCC 01.10.2013.

Sophie McNabb: 50 days til the UN Climate Talks: Poland and their Polluters, UKYCC 30.09.2013.

Will Nichols: EU carbon markets set ‘to be oversupplied until 2027’, Business Green 20.09.2013.

Barbara Lewis: Europe weighing 40 percent 2030 carbon-cutting goal: EU sources, Reuters 19.09.2013.

Caroline Selle: Poland Partners with Coal and Oil Corporate Sponsors for COP19 Climate Conference, Desmogblog 18.09.2013.

Challenges ahead before COP19 summit in Warsaw, Polskie Radio 17.09.2013.

Korolec: business must be included in climate negotiations, PAP 16.09.2013.

Nilima Chodhury: COP will not change Poland’s appetite for coal, says MEP, RTCC 10.09.2013.

Poland anchors energy strategy in coal, shale gas: PM, phys.org 10.09.2013.

Agnieszka Barteczko: Poland to lower emissions with technology, not coal cuts: PM, Reuters 10.09.2013.

Poland outlines ambitions for 2013 UN climate summit, RTCC 09.09.2013.

Poland on collision course with Brussels over ‘illegal’ coal plant, EurActiv 22.08.2013.

Agnieszka Barteczko & Henning Gloystein: Analysis: Poland to get dirtier as it leans towards lignite coal, Reuters 29.08.2013.

Terry Macalister: Meet Belcha – Europe’s biggest carbon polluter (and it’s about to get even bigger), The Guardian 22.07.2013.

Europe must cut emissions 55% by 2030 – Ecofys report, RTCC 12.06.2013.

John Parnell: Korolec: Poland needs time to ditch coal addiction, RTCC 05.06.2013.

Siden 24. september har det internationale luftfartsagentur ICAO været samlet i Montreal, og efter et massivt pres fra EU, som sidste år indførte en kvoteordning for alle fly i, til og fra EU, for efterfølgende at sætte ordningen i bero i et år, for at fremtvinge en global aftale for luftfarten, er der nu lagt op til, at der ved næste ICAO-samling i 2016 skal vedtages en global klimaordning for luftfarten fra 2020. Men EUs ønske om at genoptage sin regionale ordning frem til 2020 og ideelt set etablere flere sådanne ordninger for eksempel omkring det nordamerikanske og østasiatiske luftrum har været i strid modvind. Og ved en afstemning i går blev EUs ønske om at kunne fortsætte sin kvoteordning nedstemt, først og fremmest af udviklingslandene, som finder det urimeligt at de skal hæmmes det mindste i deres udvikling, når de industrialiserede lande har haft (klimabeskatnings)fri benzin til at udvikle sig.

Man må således indse, at perspektivet kloden rundt er bedrøveligt kortfristet – at man ikke i klimaets navn kan acceptere en afgift på 2 euro på en langdistancebillet til flere tusinde kroner, som er det beløb EU indledende har opereret med. EU accepterede under vejs, at videreførelsen kun ville omfatte eget luftrum, og dermed at fly til og fra EU kun betalte klimaafgift for den del, hvor de fløj over europæisk luftrum. Men selv dette blev ved en afstemning i går afvist. Paradoksalt er mange af de lande, som har afvist EUs forslag, lande, som allerede nu er hårdt ramt af klimaforandringer. Retfærdighedsargumentet får således mere og mere karakter af at skyde sig selv i skoen.

Nogen egentlig detaljeret aftale er det ikke blevet til, men det er lykkedes at få vedtaget et roadmap – en rammeplan for etableringen af en globalt dækkende markedsbaseret kvoteordning, som skal være klar til endelig vedtagelse ved ICAOs næste samling i 2016 med ikrafttrædelse i 2020. Blot fremgår der meget lidt om ambitionsniveauet, og der har været kæmpet til det sidste for at få luget ud i undtagelser, som vil friholde op til 160 lande fra overhovedet at være berørt af aftalen.

Det har ikke været rent skænderi, faktisk skriver Valerie Volcovici fra Reuters, at “many delegates will look back fondly on their time in [Montreal]. Talks were brightened by an average of three cocktail parties per night hosted by different countries, some of whom were angling to win a coveted seat on ICAO’s 36-member governing council.”¹

Connie Hedegaard, som har været en drivende kraft bag EUs udspil overfor ICAO, sagde tidligere i dag, at aftalen har vist, at “EU’s hard work is paying off: with this deal on the table, ICAO agrees for the first time to a global way to address aviation emissions: a global market-based measure. We will now look at how to proceed up to 2020 with our EU ETS.”

Satu Hassi, klimatalsperson for De Grønne i EU, var mindre tilfreds: “Today’s outcome confirms the flaws with the EU’s strategy in freezing the implementation of emissions trading scheme for non-intra EU flights. The international aviation organisation (ICAO) is both seeking to block EU action and once more stalling on urgently-needed international measures to address the growing impact of airline emissions on climate change. The EU must now stand firm and stick by its original plans on aviation emissions. We should not dismantle effective climate policy instruments in exchange for a vague promise on a global scheme in the distant future without guarantees of environmental integrity or ambition.”

Spørgsmålet er herefter, om EU i en situation, hvor russerne truer med at forbyde passagen af europæiske fly over russisk luftrum og kineserne fastholder deres suspendering af ordrer på europæiske fly, er rede til at åbne for udsigten til en handelskrig ved at genindføre den ordning, som man midlertidigt stillede i bero sidste efterår? Det vil kunne føre til masser af ravage, men endda kunne man ønske sig, at det skete, for det ville udstille de svigtende ambitionsniveauer verden rundt.

Læs mere »

I dag var et råd under FNs internationale luftfartsorganisation ICAO samlet for at forberede et forslag til en international aftale for en CO₂-afgift for luftfarten forud for ICAOs treårige samling i Montreal sidst i denne måned.

Som del af Kyoto-aftalens vedtagelse, fik ICAO i 1997 til opgave at etablere en global løsning for luftfartens klimabelastning, men stadig her 17 år senere er der ikke rigtigt sket noget, hvilket er dybt problematisk, da luftfarten tegner sig for en stadig større del af verdens samlede udledninger. ICAOs eksperter vurderer således, at luftfartens udledninger, hvis ikke der gribes ind, vil stige med 70% i de næste 7 år og med 300-500% frem mod 2050.¹ Dette i en situation, hvor vi tværtimod behøver at reducere udledningerne med 80-95% i 2050.

Endda er man gennem snart to årtier krøbet udenom. Tilbage i 2004 endte ICAO opgivende med at anbefale at lave lokale løsninger, selvom det indlysende ville være bedst at lave en global aftale, og sidste år gennemførte EU i protest over de manglende fremskridt i forhandlingerne en klimabeskatning af samtlige fly, som landede og lettede i EU.

Der var tale om en næsten symbolsk lav afgift på blot 2 euro pr. passager for en langdistance-flyvning (som skulle dække 15% af udledningerne). Alligevel vakte det voldsomme protester: Kineserne truede med handelsboykot og indefrøs en række flyordrer, russerne truede med at dømme det ulovligt for russiske fly at betale afgiften, og amerikanerne var voldsomt imod ud fra nogle juridiske betragtninger, som siden har vist sig ikke at holde.

Kort tid efter indførelsen endte EU derfor med at trække sin klimaafgift tilbage i et år, hvis til gengæld ICAO i mellemtiden barslede med en international løsning (se blog-indlægget: EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale).

Det år er meget tæt på at være gået.

I den mellemliggende tid har man da også drøftet forskellige modeller for en sådan global klimaafgift. Men efter dagens møde i ICAO, er det så godt som utænkeligt, at ICAOs samling i Montreal i slutningen af måneden er i stand til at vedtage nogen klimaaftale for luftfarten. Udmeldingerne efter i dag er, at en klimaafgift for luftfarten tidligst bliver klar i 2016, hvilket ikke bare er for sent i det hele taget, men også dybt problematisk i forhold til at få en global klimaaftale klar til vedtagelse ved COP 21 i Paris i slutningen af 2015.

Brad Schallert fra WWF siger herom: “This is yet another missed opportunity to cut carbon emissions from aviation. Despite new research showing the financial and environmental benefits of reducing emissions sooner rather than later, ICAO has once again grounded hopes for a market-based solution – in the face of pleas from both industry and environmentalists.

“While the Council’s inaction makes it even more difficult for international leaders to find an emissions reduction solution before year’s end, the need could not be greater. Without a firm commitment to a global, market-based solution from delegates at the full ICAO Assembly later this month, another three years of delays and inaction are bound to follow.”²

Læs mere »