Indlæg tagged med Energinet.dk

Plads til 50% vindkraft i dansk el-produktion

1. december 2008

Det blæser i Danmark, og mens solen står bedrøveligt lavt om vinteren, når vi har mest brug for lys og varme, så blæser det i store dele af vinterhalvåret. Det har derfor været oplagt at udbygge den danske energiforsyning med vindkraft. Man er dog stødt på det problem, at vindmøllerne rent ud sagt producerer som vinden blæser. Det har derfor været lidt besværligt at integrere møllerne fuldt ud i det nuværende net, og man har af samme grund hævdet, at det ville være svært at få vindkraften til at levere mere end omkring 20% af den samlede energiforsyning.

Men nu har et dansk projekt skabt et nyt styringssystem, som skulle gøre det muligt at nå op på 50% af den samlede energi fra vindkraft. Ved at etablere en række virtuelle kraftværker, har Energinet.dk, som ejer det danske el-net, formået at etablere en form for intelligent net, som kan håndtere svingende energiinput fra 10.000-vis af vindmøller (og andre energiproducerende enheder).¹ Man kan sige, at man går fra en hierarkisk struktur, som baserer sig på optimeringen af få store enheder, som sender strøm én vej gennem el-nettet, til en netværksstruktur, hvor strømmen bevæger sig frem og tilbage mellem et langt større antal neheder.

Det nye cellebaserede net kræver, at alle leverandører kan styres, så helheden kan optimeres. Det vigtige er her i videst muligt omfang at bruge de fossile energiinput (og på sigt de mere kontrollerbare vedvarende energikilder) som de fleksible størrelser, som kan supplere den pulserende karakter af sol- og vindeneergien, frem for som traditionelt at tænke isoleret på de enkelte kraftværkers optimering.

Energinet.dk mener at kunne være klar med en landsdækkende løsning fra 2011. Der findes allerede byggemodnede placeringer for et stort antal havvindmølleparker (se tidligere blog-indlæg: Stor dansk havvindmøllepark på vej vedr. de danske udbygningsplaner), så det er blot med at komme i gang med flere vindmølleparker. Og skulle vi komme over 50% vindkraftandel, så der en sjælden gang måtte sendes billig strøm ud i verden, kan man trøste sig med, at den endda sparer CO2 fra en tilsvarende produktion.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Celleprojektet. Kort fortalt, Energinet.dk 2008.

Kent Krøyer: Dansk regulator gør plads til 50 procent vindenergi i elnettet, Ingeniøren 01.12.2008.¹

 

Share