Indlæg tagged med el-forbrug

Ampere Down, en japansk slow life el-sparebevægelse

8. oktober 2012

I Japan er der udbrudt en form for demonstrativ spareiver – Ampere Down, kaldes det. Man får simpelthen sin el-installation neddroslet, så hvor man før måske havde installationer på 40-50-60 A (Ampere), fremover kun kan trække 30 eller 20 A ad gangen, eller i ekstreme tilfælde 10 A.

Hermed sikrer man sig en opmærksomhed på sit el-forbrug. For med 10 eller 20 A kan man ikke på én gang have både strygejern, vandkoger, airconditioning osv. kørende. Alene en støvsuger bruger typisk 10 A.

I Ampere Down-bevægelsen går man over til at vaske i hånden, slukke for airconditioningen sender det 24 tommer farvefjernsyn på pension og støvsuge med kost og klud. I mere ekstreme tilfælde sender man komfuret på pension, og el-regningen, som i mange japanske husholdninger er en stor post, er i ekstreme tilfælde kommet under 1.000 yen om måneden, eller omkring 75 kr.

..

Denne 1:44 min. video fra Wall Street Journal¹ giver (efter en reklame) et indblik i to japanske Ampere Down-familier. Den første, familien Arakida, er gået ned til blot 10 A, og laver sin mad over åben ild. Den anden, familien Hasegawa, som har små børn, har stadig 20 A til rådighed. Så her i sommervarmen har de haft børnene til at sove på altanen i stedet for at have airconditioningen kværnende. Fru Hasegawa siger ret tankevækkende: “I think it’s good to sweat in the summer. I want my children to grow up to be people who can sweat.”

Ampere Down er en del af en slow life bevægelse, som har eksisteret i Japan siden 2007, og som i konsekvens af Fukushima-katastrofen opfordrer alle husholdninger til at tage 10 A af deres kapacitet. Den er dog ikke defineret ved snærende sparemål, men ved den opmærksomhed og tilstedeværelse i nuet, som er mulig, hvis man tager alting lidt mere som det kommer og tager sig tid til sin hverdag. Det er nok så meget en kulturel bevægelse for at bringe livsglæden, roen og klarheden tilbage i dagligdagen. Slow food-tankegangen bragt i anvendelse på hele tilværelsen.

Energibesparelser er på mange måder den mest konstruktive protest mod A-kraften, og en naturlig konsekvens, hvis man ønsker den hurtigt afskaffet. Så Japans energiforbrug kan meget vel vise sig dalende – og ikke på grund af udflagning af energiintensiv energi, men fordi befolkningen i lyset af Fukushima-katastrofen gentænker deres forbrugsmønstre, og det nogle gange ganske radikalt.

Det japanske samfund står i disse måneder overfor store beslutninger om sin fremtidige energistrategi. Det tegnede længe til en klar stærk plan for en udfasning af A-kraften inden 2030 og en systematisk omlægning til vedvarende energi. Dette har været massivt støttet af demonstrationer fra en befolkning, hvori et stort flertal ønsker A-kraften afviklet hurtigst muligt. Men der er også stærke kræfter i Japans erhvervsliv, som modarbejder denne udvikling. Så situationen er stadig meget åben.

Se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager plan for fuld udfasning af A-kraft, Strålingsramte sommerfugle, Mellem Hiroshima og Fukushima og Fresh Currents – Japan fra A-kraft til vedvarende energi som introducerer et tidsskrift med et forment perspektiv på den mulige energi-udvikling fremover.

Jeg følger udviklingen omkring den japanske energipolitik tæt med næsten daglige optegnelser samlet månedsvis – se optegnelser for juni, juli, august, september og oktober 2012.

アンペアダウン, (Ampere Down, kun på japansk) på www.sloth.gr.jp.

Philip Brasor & Masako Tsubuku: Breaker, breaker: How to conserve energy without thinking too much, Japan Times 04.07.2012.

Philip Brasor & Masako Tsubuku: Which appliance is the energy hog? It’s not your air conditioner, Japan Times 16.08.2012.

Phred Dvorak: In Japan, People Get Charged Up About Amping Down, Wall Street Journal 03.10.2012.¹

Phred Dvorak: Japan Energy Watchers’ Quiz: Test Your Amp Savvy, Wall Street Journal 04.10.2012.

Matt Hickman: How low can you go? Japanese movement clamps down on amps, Mother Nature Network 04.10.2012.

 

Share

CO2-forvirring

12. januar 2009

7 gram CO2 skulle en enkelt Google-søgning producere, skriver Sunday Times på baggrund af en undersøgelse af Alexander Wissner-Gross, professor ved Harvard University.¹ Det bliver til meget, hvis man som mig og rigtig mange andre er forbi Google mange gange om dagen hver eneste dag året rundt, og historien har da også det seneste døgn været bragt i medier over hele kloden.

Men der må være gået noget alvorligt galt i de beregninger. Google selv mener da også, at tallet nærmere er 0,2 g CO2.² Derudover er Google de senere år i stor grad gået ind i vedvarende energiforsyning til sine store servere. Det viser sig da også, at Wissner-Gross ved siden af sit professorat er i færd med at opbygge en CO2-kompensationsforretning for virksomheder og måske derfor er kommet til at skrue rigeligt op for forudsætningerne.³

Endda er det godt at huske på, at hver gang ens PC hjemme bruger 1 kWt, er der i runde tal et forbrug på yderligere 0,5 kWt på servere rundt omkring i verden.¹º Ligesom der til hvert eneste TV-program vi lader defilere hen over skærmen derhjemme er gået ofte ganske store ressourcer i filmstudierne. Så selvom den digitale virkelighed er immateriel i afleveringssituationen er den på ingen måde 100% ressourceneutral.

Omvendt vil en Google-søgning ofte føre til, at man sparer et biblioteksbesøg eller finder et digitalt varekatalog, så man qua sin søgning sparer at ringe op og få et trykt katalog tilsendt. Så billedet er ganske komplekst. Og … selvom det er sagt, at verdens samlede elektronikpark udleder lige så meget CO2 som luftfarten, så er der, hvis man står med valget mellem at spare på sine Google-søgninger og sine flyrejser, noget mere CO2-besparelse at hente på flysiden.

UPDATE I – Det viser sig da også sent mandag, at Sunday Times har sat en kædereaktion i gang helt uden bund i virkeligheden. Wissner-Gross har slet ikke omtalt Google i sin artikel, det er journalisterne, som har ‘pyntet’ på historien. Ifølge hans beregninger går der kun 20 mg (tusindedele gram) CO2 på en visningen af en internetside.¹¹

UPDATE II – Sunday Times Online har ifølge The Guardian samlet op på fadæsen ved at skrive, at der var tale om en hel serie af søgninger for at finde en bestemt information.¹²

indlæg oprettet af Jens Hvass

Alexander Wissner-Gross: How you can help reduce the footprint of the Web, Sunday Times 11.01.2009.¹

Urs Hölzle: Powering a Google Search, The Official Google Blog 11.01.2009.²

Leo Hickmann: The carbon cost of Googling, The Guardian 12.01.2009.³

Søren Astrup: Selv din Googlesøgning forurener, Politiken 12.01.2009.

Andreas Sune-Hansen: Professor: En søgning på Google udleder 7 gram CO2, Ingeniøren 12.01.2009.

Thomas Hoffmann: Internettet truer miljøet, Videnskab.dk 02.01.2009.¹º

Renay San Miguel: Harvard Physicist Sets Record Straight on Internet Carbon Study, TechNewsWorld 12.01.2009.¹¹

Ben Dowell: Sunday Times clarifies figures in Google carbon emissions debate, The Guardian 16.01.2009.¹²

Søren Kildebogaard: Google opruster på vedvarende energi-projekter, Version2 28.10.2008.

 

Share

Afkøling af varmeøer

5. august 2008

Ifølge en leder i Asahi Shimbun i går er Tokyos temperatur i de seneste 100 år steget med 3ºC. En tredjedel heraf tilskrives global opvarmning, mens to tredjedele tilskrives det fænomen, at store byens store bygningsvolumener og befæstede arealer tilsammen akkumulerer så meget varme, at temperaturen i bymæssig bebyggelse er markant højere end i det omgivende landskab. Man taler direkte om varmeøer.

På denne tid af året er klimaet Japan i forvejen næsten ubehageligt varmt, ikke fordi temperaturerne er voldsomt høje – det bliver sjældent over 35ºC – men luftfugtigheden ligger i sommerperioden ofte tæt ved de 100%, så man kan ikke komme af med sin kropsvarme, og ikke mindst inde i bycentrene kan den fugtige varme blive ubehageligt anmassende. Antallet af ‘tropiske nætter’, hvor nattetemperaturen på intet tidspunkt falder under 25ºC, er nu for en by som Osaka over 50 om året, og undersøgelser viser, at når nattetemperaturerne kommer over 30ºC, har over halvdelen søvnproblemer.

Derfor begyndte man sidste år nedrivningen af en 60 m høj bygning nær Tokyo Station, for at genskabe adgangen til havbrisen fra Tokyo-bugten. Man regner med at det vil kunne øge hastigheden af havbrisen fra Tokyo-bugten med 30% ind over byens finansdistrikt og dermed at lindre lidt på Tokyos varmeø.

Læs mere »

Share

Det skjulte strømforbrug

24. maj 2008

Vores hjem er i løbet af de seneste årtier blevet fyldt med stadig flere elektriske apparater, og selvom jeg har prøvet at holde igen og indrettet mig uden TV, tørretumbler, opvaskemaskine og elektrisk tandbørste, så går der masser af elektronik på min tilværelse, og jeg ville nødig leve uden stereoanlæg, vaskemaskine og køleskab.

Jeg arbejder mest hjemme, og ikke mindst mit kontor bugner af elektronik: En bærbar, som er i gang 12-14 timer om dagen, to printere, en ekstra harddisk, et modem, en router, som er sat til døgnet rundt, og en masse ekstra, jeg tager frem efter behov, scanner, dias-projektorer, DAT-båndoptager, oplader til kamerabatterier. Selvom det er småting, bliver det til for min en-personers husstand 1.800 kWh (kilowatttimer) om året – et godt stykke over Elsparefondens mål på 1.000 kWh pr. person i klub 1000. Elsparefonden mener da også, at 1.500 kWh er et mere realistisk mål for aleneboende. Der går cirka samme strøm til køleskabet, komfuret og fjernsynet uanset om man er én eller flere.

Hvor det er umiddelbart forståeligt, at de elektriske apparater bruger strøm, når vi bruger den, er det let at glemme, at de fleste af dem bruger strøm, så længe de er sat til. Den eksterne harddisk har en lille blå pære, som lyser selv når den er i dvaletilstand, printeren står klar til at printe selv når computeren er slukket og jeg er over alle bjerge, computerens oplader bruger en lille smule strøm, selv når den er færdig med at oplade.

Jesper Stein Sandal har i artiklen: Så meget strøm bruger dit pc-udstyr, testet, hvor de skjulte strømtyve var på hans kontor. Et TV med billedrør bruger 80 W, en PC (han har checket 2 forskellige) brugte 88-130 W med spidsbelastninger oppe på 164 W. Heroverfor bruger en bærbar 21-34 W eller rundt regnet en fjerdedel (se listen nedenfor). Men hans modem bruger konstant 5 W, og routeren, den trådløse telefon, inkjet-printeren og opladerne til mobilen og til det digitale kamera bruger tilsvarende hver 1-3 W blot ved at være sluttet til. Alt i alt bliver det over tid til et markant strømforbrug.

Læs mere »

Share