Indlæg tagged med Egypten

Paris 2015 – OPEC-landenes INDC

19. oktober 2015

Lande som har lagt hele deres fremtid i produktion og salg af olie, står overfor radikale omstillingsprocesser, og som man kan se det herover, har et land som Saudi-Arabien har taget hul på etableringen af et energisystem baseret på vedvarende energi. For en dag inden længe er det slut med at hente olien op, fordi det ødelægger klodens klima. Med store ørkenområder med eminente solenergiforhold er der intet i vejen for, at ørkenlande bliver solenergieksporterne fuldstændig som man nu eksporterer råolie. Men det vil blive en krævende proces, hvor det indimellem kan være fristende at se, om det liiiiige går et årti mere, inden man lukker helt ned for oliehanerne.

Pr. 1. oktober ved udløbet af fristen for indlevering af INDC forud for COP21 klimakonferencen i Paris her om 1½ måned har omkring 150 af verdens 196 lande indleveret deres INDC, Intended Nationally Determined Contributions, som de enkelte landes klimaplaner kaldes i FN-jargonen. De dækker tilsammen 86% af verdens samlede CO2-udledninger, og det er allerede over det succes-kriterium, som UNFCCC havde stillet sig.

FN er ikke nogen børnehave, og der er med den nuværende aftalestruktur lagt op til, at de enkelte landes bidrag er frivillige, så strengt taget kunne man indlevere en INDC, som sagde, at man ikke ville gøre noget (nogle landes klimaplaner er betænkeligt tæt på dette). Det er ikke UNFCCCs ansvar at inddrive de sidste INDC, og der er ingen formelle sanktionsmuligheder, hvis ikke man indleverer, kun den diplomatiske kulde, som følger af at svigte fællesskabet. Men endda bliver der i disse dage ringet rundt fra de franske værter for klimatopmødet for at høre, om der er tekniske vanskeligheder, ligesom der bliver lagt et betydeligt diplomatisk pres på så vidt det overhovedet er muligt at få de sidste lande med. Blandt andet har FNs generalsekretær Ban Ki-moon påtaget sig at skrive til samtlige de lande, som endnu ikke har indleveret deres INDC.

Blandt de resterende lande finder man en lang række små lande, hvis klimabelastning er nærmest negligerbar i det samlede billede, hvor udledningen pr. indbygger kan ligge helt nede omkring 1 ton pr. år – her havde man ikke på forhånd forventet, at alle ville eller kunne bidrage. Men målt udledningsmæssigt er der blandt de lande, som endnu ikke har indleveret, en gruppe af olieeksporterende lande i Afrika, Latinamerika og Mellemøsten, hvor den tanke er nærliggende – og har været ytret – at de ikke var til sinds at indlevere deres klimaplaner. Således havde kun 2 af de 13 OPEC-lande (Organization of Petroleum Exporting Countries) afleveret deres INDC ved fristens udløb 1. oktober.

Læs mere »

Share

The Road to Durban

21. november 2011

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag – eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan – battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda – the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa – where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

Share