Strøtanker om bæredygtighed

Fredag så det en overgang lovende ud, men lørdag eftermiddag er udsigterne til stor og stærk aftale i Durban ved at fordufte. Der er gode chancer for, at der kommer en Durban-aftale, og stærke kræfter arbejder endnu på et finde en ordlyd, alle kan gå ind for, men i givet fald vil den blive så skitseagtig, så kompromisplaget og så utilstrækkelig i forhold til den nødvendige indsats, at der fra flere sider bliver stillet spørgsmålstegn ved, om det var bedre ikke at have nogen aftale frem for at have en formaliseret accept af, at store udledere som USA først skal i gang med reduktioner fra 2020.

De første delegerede er ved at forlade konferencen, der har cirkuleret falske papirer, som man har måttet bruge af den knappe tid på at få ryddet af bordet, og selvom der givet i små rum bliver diskuteret detaljer med enkeltparter, så hersker der lige nu en underlig vakuum-fornemmelse, for dén samling, hvori aftalens sidste kompromisserskal på plads, hvis det skal lykkes, er først indkaldt til kl. 17 lokal tid (16 i DK).

Det er ikke kun udvandinger – der bliver også forsøgt at stramme aftalen, så det at nogen vil have yderligere 9 års frihjul for overhovedet at gå med, ikke kommer til at betyde, at alle kører på frihjul i de kommende 9 år. For så er mulighederne for at nå at vende CO₂-kurven inden 450 ppm/2ºC sandsynligvis forpasset, for ikke at tale om mulighederne for at vende udviklingen inden 1½ºC.

Her blot en række betragtninger fra overtidens første halvleg:

India makes emotional plea for its people’s basis development, Deccan Chronicle 10.12.2011.

John Vidal & Fiona Harvey: UN climate change summit struggles to secure agreement, The Guardian 10.12.2011.

Agnieszka Flak & Nina Chestney: Host struggling to save U.N. climate talks, Reuters 10.12.2011.

Time now the enemy as UN climate talks struggle for deal, AFP 10.12.2011.

Fiona Harvey & John Vidal: Durban climate change talks: false text diverts race to reach deal, The Guardian 10.12.2011.

John Vidal: Durban climate conference stalemate pushes talks into extra time, The Guardian 10.12.2011.

John Vidal: Durban climate change talks: a deal currently on hold, The Guardian 10.12.2011.

Søren Astrup: Klimatopmøde snegler sig frem på overtid, Politiken 10.12.2011.

I tiden efter vedtagelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 udspillede der sig et spændende arbejde med at definere, hvordan byer og bysamfund kunne få en central rolle i en bæredygtig udvikling. Arbejdet var forestået af ICLEI, og resultatet blev et Charter for Sustainable Cities and Towns, som i 1994 blev  vedtaget i Aalborg – og derfor ofte kaldes Aalborg-charteret. Det er en ganske visionær tekst, som søger at placere byen i en systemisk forståelsesramme. Måske også derfor at for eksempel København på et tidspunkt forlod Aalborg-charteret og etablerede sit eget Dogme-samarbejde.

Dogme-principperne var få og enkle og lette at formidle, men de repræsenterer som bæredygtighedsmæssig vision et kolossalt bevidsthedstab. Måske der var ting i Aalborg-charteret, som var svære at læse, som ikke lige lod sig passe ind i de nuværende forvaltninger og forståelser af miljøproblemet. Men der var en fremadsynethed og en insisteren på at tænke i komplekse sammenhænge, som gradvist gled ud med Dogme-samarbejdet, og som gjorde det naturligt for Københavns Kommune i 2009 at gennemtvinge, at byens otte Agenda 21-centre fremover skulle hedde miljøpunkter. Argumentet var markedsføringsmæssigt – at Agenda 21 var for svært at formidle!

Tilbage til ICLEI, som i de seneste år tilsvarende har forestået et udviklingsarbejde omkring klimatilpasning af byer og et forum for erfaringsudveksling derfor. Det har ført til, at man i Durban i forbindelse med et stort møde for verdens bysamfund lancerede “The Durban Charter on Adaptatation”.

David P. Ball skriver i artiklen Canada ‘fiddles while planet burns’, at: “The ICLEI will spend the next several days drafting the Durban Charter on Adaptation, a template for global municipal partnerships envisioning a ‘climate smart’ world – one which tackles inequality and climate injustice. The Charter will be presented to the United Nations climate conference, COP17.”

“‘Here in Durban,’ Cadman told the Vancouver Observer by email, ‘we are once again pulling together cities from around the world to adopt the Durban Charter on Adaptation.'”¹

Læs mere »

Den ottepunkts aftaletekst, som der lige nu forhandles om i Durban (se nedenfor), er nu blevet gjort tilgængelig på UNFCCCs hjemeside.

Hvis man for et øjeblik kan abstrahere fra, hvordan en sådan aftale ud fra et rent klimaperspektiv burde se ud, så er det godt at se, at der lige nu arbejdes intenst i Durban på at nå et resultat. Og selvom de nuværende reduktionstilkendegivelser er utilstrækkelig til at fastholde målet om at holde de globale temperaturstigninger under 2ºC, så er der er i indledningen indføjet vigtigheden af at overveje, om dette mål må skærpes til max. 1½ºC. Der er tale om en rammeaftale, som samtidig med at Kyoto-aftalen fortsættes i endnu en fase frem til en aftale, som omfatter samtlige lande, er på plads, samtidig giver en præcis en køreplan for hvordan den globale klimaaftale skal skrues sammen og være i gang senest i 2020.

Stadig vil en enighed om nedenstående aftaleudkast forudsætte, at både Kina, Indien og USA giver køb på hidtidige positioner. Men fra dagens pressekonferencer og hotlines fornemmes en spirende optimisme, at det vil kunne lykkes at samle verden om køreplanen. Og det er flot at se Connie med en helt anderledes autoritet end Lars Lykke i København formå tage teten. Det er uvurderligt vigtigt, at der i den nuværende situation står nogen i spidsen, som brænder for sagen, som kan deres kram og som kender deres forhandlingspartnere.

Man kan følge divese webcast fra dagens pressekonferencer og hovedforhandlinger via UNFCCCs hjemmeside, men forhandlingsmæssigt foregår det mest interessante lige nu bag lukkede døre. I nat var forhandlerne i gang til kl. 4, og Lord Stern mente her til aften, at forhandlingerne ville strække sig over størstedelen af morgendagen.

Teksten herurder har aftenen igennem været drøftet og udsat for megen kritik – ikke mindst for dens udvanding af Kyoto-aftalen og meget floffy roadmap. Så her ved midnatstid lokal tid er en ny tekst under udarbejdelse, som der forhandles videre om i morgen. Det vides, at den indiske delegation har udsat sin hjemrejse til søndag, så der er lagt op til, at forhandlingerne hvis det overhovedet er muligt, skal føre frem til et resultat.

Læs mere »

Forventningerne forud for Durban var små, og de snart to ugers forhandlinger har ikke givet det store håb om en stærk fremadrettet aftale. Men slutspillet i Durban er endnu ikke slut.

EU har været ganske aktiv i at skabe nye alliancer og søge at opbryde fastfrosne fronter. Vi ser derfor nu en stadig stærkere alliance mellem verdens fattigste lande (LDC, AOSIS) og de rigeste lande (foreløbig EU). Samtidig er BASIC-gruppen af store ‘rige’ udviklingslande sprængt i og med at både Brasilien og Sydafrika har meldt, at de kan tilslutte sig. Så efter møder til langt ud på natten kunne Connie Hedegaard her til morgen kl. 10.09 am sende nattens resultat ud over Twitter:

LDCs, AOSIS and the EU united in the desire for an ambitious outcome in Durban.

Here’s the statement:

“The least developed countries, the Alliance of Small Island States and the European Union are united in their desire for an ambitious outcome in Durban.

We believe that the world has had a lot of time to think. What we need is not more thinking. What we need is more action.

The gap between our ambitions and the current pledges is simply too wide. And we need not to remind anyone of the scale of climatic threats facing the most vulnerable countries in the world as a result of climate change. The facts are clear and we are still too far from where we need to be to secure the most vulnerable countries’ right to sustainable development.

The chance to reach our objective is getting smaller as time passes and we need to start this process today. For many countries, this is a matter of survival and this process should be able to deliver an answer to meet their worries.

Læs mere »

Med udsøgt sans for timing blev der, få dage før klimaforhandlingerne skulle i gang i Durban, offentliggjort endnu en runde af hackede mails fra University of East Anglia. En tilsvarende vrimmel af hackede mails blev sendt i luften få dage før COP15  gik i gang i København og skabte den gang stor furore.

Tilsyneladende er der ikke noget nyt i disse mails. De er fra samme periode som for to år siden, samme forskere diskuterer samme emner, som de mails, som blev hacket og offentliggjort umiddelbart før København. Sandsynligvis er de blot frasorteret i første gang, fordi der ikke rigtigt er noget at komme efter. Men læst som fanden læser biblen – helt ude af kontekst – kan man med lidt god vilje finde noget at så tvivl om. Og luftet mindre end en uge inden COP17 kan de i det mindste støje.

Læst i deres sammenhæng giver disse mails mest af alt et lille indblik i, hvilket hårdt arbejde det er at skulle agere som videnskab udspændt mellem klimaudfordring, politikere og skeptikere – på én gang at skulle optræde som enig videnskab, så langt konklusionerne rækker (og nogle gange måske lidt længere i en verden som efterspørger entydige svar og ikke forstår 90% sandsynlighed), og så samtidig at opretholde frirummet for den stadige videnskabelige afklaringsproces.

Skal man sige noget godt om Climategate 2.0, så er det, at hele situationen bortset fra den allerførste omtale har fået yderst lidt plads i pressen. Ingen tager det rigtigt alvorligt denne gang. Jeg havde også tænkt at lade det forbigå i tavshed, men har samlet en række links derom for at kunne vende tilbage til problemstillingen senere. Det mest interessante ved Climategate 2.0 er måske i virkeligheden, hvordan man som medie skal forholde sig til sådanne præcist plantede misinformationer. For pressen bliver i den grad (mis)brugt i kampen om bevidsthedsrummet, at man nogle gange tager sig i at tænke, at verden var bedre stedt uden globale massemedier.

Bryan Walsh: Climategate: Are Police Closing in on the Email Hacker? Time Magazine 03.01.2012.

Leslie Kaufmann: Police Inquiry Prompts New Speculation on Who Leaked Climate-Change E-Mails, New York Times 01.01.2012.

A poor sequel, (leder) Nature 30.11.2011.

Leo Hickmann: Help us find clues in climate email hacker’s message, The Guardian 25.11.2011.

Juliette Jowitt: The leaked climate science emails – and what they mean, The Guardian 24.11.2011.

Kate Sheppard: Climategate 2.0: Will the Media Do Its Job This Time? Mother Jones 23.11.2011.

Juliette Jowit & Leo Hickman: Climate scientists defend work in wake of new leak of hacked emails, The Guardian 23.11.2011.

Stephan Lewandowsky: Attacks on climate scientists are the real ‘climategate’, The Guardian 23.11.2011.

Damian Carrington: Failure to catch climate email hacker is the real scandal, The Guardian 23.11.2011.

John Abraham: We are smarter this time around, Climate Daily 23.11.2011.

Scott Mandia: Snippets of stolen e-mails cannot make the Earth flat, Climate Daily 23.11.2011.

Richard Black: Climate emails: Storm or yawn? BBC News 22.11.2011.

Leo Hickmann: Fresh round of hacked climate science emails leaked online, The Guardian 22.11.2011.

Parallelt med de centrale klimaforhandlinger i Durban afvikles der en lang række andre events, hvor repræsentanter for virksomheder, organisationer og bysamfund fra hele verden samles. Således har der i dagene 2.-4. december været afholdt en stor konference for verdens bysamfund, Convention for Local Governments, hvor borgmestre og repræsentanter fra byers forvaltninger har mødtes.

I klimaudfordringen har verdens bysamfund en stor og central rolle at spille i den forestående omstillingsproces til bæredygtige ligevægtssamfund, ikke bare fordi en stor del af verdens ubæredygtige forbrug og adfærd hænger sammen med en urbane livsform, men af den enkle grund af stadig større del af verdens befolkning bor i byerne.

I en situation, hvor forhandlingerne i Durban med al tydelighed viser, at der mangler klimalederskab på nationalt plan, er man nødt til at udvikle klimastrategier, som i langt højere grad betoner indsatsen for bysamfundet, lokalsamfundet, civilsamfundet og verdens virksomheder.

På Convention for Local Governments vedtog man et “Durban Adaptation Charter for Local Governments“, som udstikker linjer for, hvordan byer på bæredygtig vis kan sikre en klimatilpasning for verdens byer, som samtidig er en del af klimaindsatsen. Det er foreløbig underskrevet af 110 borgmestre, som repræsenterer 950 byer.

Charterteksten findes i sin helhed herunder, og perspektivet er fulgt op i et efterfølgende blog-indlæg, se Durban Charter on Adaptation.

.

Durban Adaptation Charter for Local Governments

.
as adopted on the 4th December 2011 of the occasion of the
“Durban Local Government Convention: adapting to a changing climate”

 – towards COP17/CMP7 and beyond –

Preamble

As the local governments of the world gather in Durban, South Africa for COP17-CMP7 at a critical moment in the international climate change negotiations, we recognize the significance of the event by:

Recalling the 1955 Freedom Charter which was the product of South Africans developing their own vision of an alternative society and reaffirming that government is only valid if it follows the will of the people;

Recalling that Agenda 21 identifies local government as the “level of government closest to the people” with a “key role to play in making sustainable development happen”;

Noting the 2010 Cochabamba Final Declaration of the World People’s Conference on Climate Change and the Rights of Mother Earth that acknowledges that the future of humanity is in danger as a result of pursuing a model of limitless growth and that the significant adaptation debt borne by the Global South must be addressed through financial compensation, improved social and environmental justice and an acknowledgement of the importance of ecological integrity.

Noting that the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC) has highlighted the need for more extensive and rapid adaptation than is currently occurring to reduce vulnerability to climate change;

Læs mere »

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO₂-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

Her til morgen var der via Reuters’ miljønyhedsservice Planet Ark World Environment News et telegram med en tidslinje, How The World Discovered Global Warming,¹ som giver et fint overblik over udviklingen i forståelsen af den globale opvarmning og det forhold, at det for en stor dels vedkommende er et menneskeskabt problem. Så jeg har tilladt mig at kopiere den ind nedenfor.

Det kunne have været interessant, hvis tidslinjen også havde medtaget udviklingen i forståelsen af hvilken indsats, der er nødvendig for at afbøde problemerne. Det er blot få år siden, at man talte om 550 ppm som den maksimale koncentration af CO₂ – ikke fordi man havde nogen klar forståelse af, at det globale klima ville holde sig nognelunde stabilt, hvis man holdt koncentrationen under 550 ppm, men fordi videnskabsmændene teoretisk havde diskuteret spørgsmålet, hvad en fordobling af CO₂-niveauet i forhold til det førindustrielle niveau (på omkring 280 ppm) ville betyde i global opvarmning. Først omkring 2007-08 bliver det mere klart, at 550 ppm sandsynligvis vil medføre en global temperaturstigning på omkring 6ºC, og at dette vil kunne udløse såkaldte Tipping Points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Målsætningen blev derfor strammet til 450 ppm.

Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.

Ved klimatopmødet i København i 2009 var der da også meget stærke kræfter for at få 350 ppm og max. 1½° C indført som overordnet målsætning. Det endte ved 450 ppm og 2ºC. Men et flertal af verdens lande (117 af 194) pressede på til det sidste på for at få en målsætning på 350 ppm / 1½ºC indføjet i Copenhagen Accord. Og der er er tilsvarende i disse dage i Durban et markant pres på at få verden til at stå sammen om en målsætning på 350 ppm / 1½ºC, ikke mindst fra de fattigste lande, hvor klimaforandringerne i dag gennemgående er mest fremskredne.

Inden for ganske få år er klimaudfordringen vokset voldsomt: Ikke bare er det nødvendigt på globalt plan at iværksætte en målrettet omstillingsproces både i de gamle I-lande og de voksende udviklingslande, som i den nuværende situation har overtaget en stor del af den CO₂-tunge fremstillingsvirksomhed. Hvis målsætningen er 350 ppm og niveauet i dag allerede er på 390 ppm, så er det ikke nok at reducere udledningerne. Vi må yderligere finde måder, hvorpå vi kan trække CO₂ ud af atmosfæren.

Derfor er det vitalt, at der kommer et resultat ud af forhandlingerne i Durban. For blot få uger siden gjorde IEA det klart, at det var ved at være sidste chance, hvis vi skulle nå at standse udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. På den baggrund er en række af de store landes nølen helt utilstedelig.

Se tidligere blog-indlæg: IEA: Fem år til at vende udviklingen, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Visualisering af CO₂-udviklingen.

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en rigtig god dansksproget historisk redegørelse for udviklingen i vores forståelse af klimaudfordringen.²

Alister Doyle, David Fogarty & David Cutler: Timeline: How The World Discovered Global Warming, (Reuters) Planet Ark 02.12.2011.¹

Jeppe Branner: Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden, global-opvarmning.com januar 2012.²
.

Timeline

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO₂-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO₂-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.

Som del af optakten til klimaforhandlingerne fremlagde FNs meteorologiske organisation WMO (World Meteorological Organization) tirsdag i Durban tal, som viser, at 13 af de varmeste år globalt set er faldet inden for de seneste 15 år. Dette understreger, hvor entydigt den globale opvarmning aftegner sig, og at det er på tide endegyldigt at lade tvivlen derom afløse af konsekvent handling. For hver dag vi tøver, bliver den nødvendige indsats både sværere og mere bekostelig, og for blot få uger siden gjorde det internationale Energiagentur IEA det klart, at vi kun har meget kort til det at iværksætte handling, hvis vi som besluttet i ved COP15 København for to år siden skal holde den globale temperaturstigning under 2° C (se blog-indlægget: IEA: Fem år til at vende udviklingen).

“Vores videnskabelige belæg er solidt, og det beviser entydigt, at verden bliver varmere, og at denne opvarmning skyldes menneskelige handlinger”, sagde WMO’s generalsekretær, Michael Jarraud. Han konstaterede, at koncentrationen af drivhusgasser i atmosfæren er steget til nye højder, og at tendensen betyder en stigning i den globale temperatur med 2-2,4ºC i dette århundrede.¹