Strøtanker om bæredygtighed

Donald Trump og Hillary Clinton forud for den første præsidentdebat 26. september 2016, hvor stemningen stadig var om ikke hjertelig, så stadig høflig. Ved de efterfølgende debatter gav de end ikke hånd.

I dag stemmer USA. I dag forløses en mere end halvandet år lang valgkamp, som på godt og ondt har blottet de kræfter og modsætninger, som former det amerikanske samfund. Efter to lange primærvalg endte de to store partier med i juli måned at vælge to historisk upopulære skikkelser som deres præsidentkandidat: Hillary Clinton for Det Demokratiske Parti og Donald Trump for Det Republikanske Parti.

Deres visioner for USAs fremtid kan dårligt være mere forskellige: Den ene ønsker at styrke fællesskabet, klimaindsatsen, statens rolle i transformationen til postfossilt samfund og USA som et inklusivt samfund med plads og lige muligheder til alle, uanset race, køn og seksuel observans. Den anden ønsker at lukke grænserne, tilbagerulle alle klimatiltag, genåbne kulminerne og deportere mexicanere og muslimer. Den ene har malet et storladent billede af de store idealers og rige muligheders USA. Den anden har fremmanet en dystopi og gjort en dyd af skatteunddragelser, klimafornægtelse, sexisme og racisme i et forsøg på at genskabe et den hvide mands USA, som aldrig var. For USA har altid været multikulturelt.

Rationelt set burde det være et enkelt valg, ikke mindst i et land med USAs historie. Men endda er der historisk mange vælgere, som stadig er i tvivl. Når Donald Trumps dystopi har fået så stor en tiltrækningskraft, er det fordi han for mange forsmåede vælgere, hvis levevilkår er eroderet igennem årtier, fremstår som den forløsende bombe, som kan smadre det magtelitens Washington, som i de senere år har tilranet sig al velstanden, mens efterkrigstidens industrielle USA i stor udstrækning er udskibet til Kina og andre lande, hvor arbejdslønnen er langt mindre. Så omverden er fra at have været basis for USAs velstand blevet en trussel for USAs eksistens – i hvert fald i den trumpske dystopi. Når det er lykkedes at fastholde billedet af en gennemkorrupt, uautentisk Hillary, kan det i høj grad tilskrives medierne, som i årtier har søgt at skildre Clinton-klanen som bundløst vederhæftig. Hendes ene retssag om (mis)brug af en privat emailserver i hendes tid som udenrigsminister, hvor hun er frifundet (omend med reprimande), har fyldt langt mere i pressen end Trumps mere end 3.400 retssager, som tilsammen tegner et billede af en endog meget usympatisk mand, som tryner sine modstandere, ikke betaler sine regninger og ikke skyr noget middel for at få sin vilje.

Læs mere »

Der var tegn i sol og måne på, at det denne gang skulle blive anderledes, og at klimaudfordringen efter at have været helt fraværende i de amerikanske valgkampe i 2008 og 2012 ville få den plads, den fortjente, som den største udfordring til USAs og resten af verdens videre velfærd.

Bernie Sanders byggede sin kampagne op omkring klimaudfordringen og forbandt den fornemt med sociale, økonomiske og retfærdighedsmæssige aspekter. På den led var klimaudfordringen en tæt integreret del af hele problempakken – og løsningen deraf. Hillary Clinton ville ikke stå tilbage herfor, og præsenterede i løbet af primærvalgsprocessen en stadig skarpere klimaprofil. Nu blev det Hillary, som endte som demokraternes kandidat, men der havde været en så massiv opbakning bag klimaspørgsmålet, at den demokratiske valgplatform, som blev udarbejdet hen over sommeren 2016, ikke mindst på klimafronten endte med at blive den mest progressive og fremsynede nogensinde.

Meningsmålingerne viste, at de republikanske politikere, som i det store hele afviser klimaudfordringen eller henviser den til småtingsafdelingen, var mere enige med deres sponsorer fra de fossile energiselskaber end fra deres vælgere, som i en ganske betydelig grad havde forståelse for, at der må gøres noget for at imødegå klimaudfordringen. Samtidig har Obama i løbet af sin anden præsidentperiode gjort klimaspørgsmålet til det vigtigste indsatsområde med en række indsatser, som tilsammen har igangsat en klimaindsats på stort set alle områder. Og frem for at blive straffet for det, har Obama gradvist kunne iagttage voksende popularitetstal. På den baggrund var der lagt op til, at klimaspørgsmålet endelig i 2016 kom til at stå centralt.

Men så kom Trump. Hans reality-TV medieshow tog fusen på medierne og de øvrige republikanske præsidentkandidater, så han endte med at blive det republikanske partis præsidentkandidat, hvilket må overgå til historien som en af det moderne demokratis store gåder: Hvordan kunne en mand, som kan så lidt, som har et så formørket udsyn og et så usympatisk livssyn, nå så langt i den politiske proces.

Trumps klimavision kan koges ind til, at klimaudfordringen er en hoax opfundet af kineserne for at skade den amerikanske industri. Hvis han kommer til magten, har han lovet at tilbagerulle hele den klimaindsats, Obama har igangsat, han har lovet igen at få gang i kulminerne og fjerne al støtte til omstilling. Han vil klimamæssigt set være en katastrofe.

Det er svært at finde noget spørgsmål, som skiller de to kampagner mere end klimaudfordringen og hvad man skal gøre derved. Endda har det ikke været taget op i en eneste af de tre præsidentdebatter, som har været afholdt forud for valget. Hvis man søger i den fulde transskription af den halvanden time lange debat i Las Vegas i nat, bruger Hillary ordet “‘climate’ en enkelt gang, mens ord som ‘solar’ og ‘wind’ ikke forekommer overhovedet, det uanset at Hillary har et ganske enestående program for at få alle amerikanere til at være energiproducenter ved at montere solcelleanlæg over alt, hvor der er mulighed for det.

Læs mere »

Oven på Det Republikanske Partis konvent i Cleveland i sidste uge, hvor Donald Trump blev nomineret til præsidentkandidat, er det i denne uge demokraternes tur med fire dage i Philadelphia nær det sted, hvor USAs forfatning i sin tid blev til. Det kommer oven på et langt primærvalg, som efter et tæt kapløb er endt med, at Bernie Sanders i forrige uge endorsed Hillary Clinton og dermed erkendt, at det bliver hende, som bliver demokraternes kandidat til at efterfølge Obama i Det Hvide Hus. Endda har Sanders ikke trukket sin kampagne, men har med betydelig succes søgt at påvirke forberedelserne af Det Demokratiske Partis politiske program for det kommende valg. Og jeg vil her i de kommende dage følge udviklingen med særligt fokus på klimapolitikken.

I et indimellem næsten desperat forsøg på at appellere til Bernie Sanders’ vælgere har Hillary i løbet af valgkampen gjort stadig flere af Bernies klimasynspunkter til sine. Først et nej til Keystone XL, så et nej til arktisk olieeftersøgning. Skridt for skridt har hun tilegnet sig betydelige dele af Sanders’ klimaagenda.

Denne proces er forsat i de seneste ugers arbejde med at forberede det valgprogram, som skal vedtages i denne uge. Hvor den demokratiske klimapolitik den tidlige fase af det demokratiske primærvalg er belyst i løbende opdateringer af blog-indlægget Hillarys klima, da er den videre udvikling i selve primærvalgsprocessen og den efterfølgende forberedelse af demokraternes valgprogram belyst i blog-indlægget Bernies klima. Klimapolitisk set er der stadig uenigheder omkring fracking, men alt tyder lige nu på, at Demokraterne i løbet af denne uge vedtager et særdeles progressivt program, hvor klimaindsatsen bliver håndteret med den nødvendige urgency. Således kom der i seneste forberedelsesrunde en passus om, at samtlige policy-initiativer på alle områder fremover skal klimagranskes og ikke må være hindrende for omstillingsprocessen.

Efter det republikanske reality show i Cleveland har det givet været en ambition at få demokraternes konvent til at fremstå som enigt, værdigt og politisk visionært. Men sent fredag blev der detoneret en bombe: Via Julian Assange og WikiLeaks blev der frigivet 19.252 e-mails, som er hacket fra Det Demokratiske Partis mailserver. Disse mails stiller Det Demokratiske Partis ledelse i et endog meget problematisk lys. For her bliver det, som Sanders-kampagnen hele vejen igennem har hævdet, uafviseligt klart, at partiledelsen ikke har set det som sin opgave at sikre en fair demokratisk proces, men tværtimod i det skjulte har søgt at favorisere Clintons kampagne og bagtale Sanders’. Det er ny benzin på et bål, som ellers var lige ved at være brændt ud. og det vil givet gøre det endnu vanskeligere for en del af Bernies folk at slutte op om Hillary.

Gateway Pundits har lavet en liste med links til nogle af de mere betændte mails, som nu ligger på WikiLeaks. (link)

Læs mere »

Nu hvor det ligger i kortene, at republikanernes kandidat til Obamas efterfølger i Det Hvide Hus bliver Donald Trump, synes det på plads at lave et indlæg om Donalds klima, ligesom man kan finde indlæg om Hillarys klima og Bernies klima. Umiddelbart bliver det noget lettere at lave, for klimapolitikken har indtil nu været til at overse i Donalds politiske cirkus. Tilbage i marts sagde han i et interview med Washington Post, at han ikke troede så meget på det med klimaforandringer – og har flere gange hævdet, at der var tale om et kinesisk plot for at svække den amerikanske økonomi. Som oftest bliver det blot til ultrakorte statements – at det er en hoax, bullshit eller a con job. Og med størstedelen af det republikanske parti sponsoreret af fossile interesser for at opretholde klimafornægtelsen er Trump ikke i løbet af primærprocessen blevet modsagt på dette område.

I det hele taget er han i foruroligende lille grad blevet modsagt. Tværtimod har de amerikanske medier villigt ladet sig reducere til mikrofonholdere for hans absurde teater i stedet for at holde ham til ansvar for den eklatante mangel på politiske substans, hans mangel på basal udenrigspolitisk forståelse, hans chauvinisme, hans demagogi og leflen for laveste fællesnævner, hans utilslørede racisme og skingrende islamofobi. Når endelig der er nogen, som har ymtet uenighed, har han jordet sine modstandere så brutalt og i så høj grad ved at gå efter personen frem for bolden, at der med ganske få undtagelser har været tale om en udtalt berøringsangst.

Både medierne og hans republikanske politiske modstandere må derfor i denne tid se sig dybt i spejlet, hvordan de har kunnet lade en sådan gøgeunge udruge i den republikanske primær-rede og fuldstændigt lade ham afspore den politiske diskurs.

Hvis således – Gud forbyde det – hele denne næsten halvandet år lange valgproces i verdens største økonomi ender med, at Donald flytter ind i Det Hvide Hus med sin Playboy-politik, er det en katastrofe ikke bare for USA, men for verdenssamfundet og for verdens videre udvikling. Og det at et menneske med en sådan sans for trætterier og konspirationsteorier, en sådan manglende sans for, at der findes en verden uden for hans amerikanske hvid mand-univers og decideret fladpandede politiske program, kan finde vejen gennem primærvalgenes politiske nåleøje, stiller alvorlige spørgsmål ved, hvordan demokratiet håndteres i verdens rigeste land.

Læs mere »

Koch-brødrene – Charles og David Koch – hører til blandt USAs allerrigeste, hver med en formue på omkring 50 mia $. Herover er de indfanget i Victor Juhasz’ streg.

Koch-brødrene har tjent deres formue på olieudvinding og bruger rundhåndet deraf til at finansiere stort set enhver form for klimafornægtelse. De finansierer således et omfattende netværk af lobbyister og tænketanke, og søger målrettet at påvirke de demokratiske processer langt ud over, hvad et demokratisk system burde goutere.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016, men den amerikanske valgkamp er lang, med omfattende primærvalg i hver eneste stat, hvor partierne i det kommende år skal afklare deres kandidat til præsidentvalget – såvel som til en lang række andre samtidige valg. Og forberedelserne hertil er allerede i fuld gang.

Koch-brødrene plejer at være blandt de allerstørste donorer, og i den forbindelse havde de i denne uge samlet 450 velstående mennesker – potentielle politiske donorer – samt en række potentielle kandidater til nomineringen som Det Republikanske Partis kandidat til at afløse Obama i Det Hvide Hus: Marco Rubio, Scott Walker, Carly Fiorina, Jeb Bush og Ted Cruz.

Konteksten er implicit, at den eller de kandidater, som bedst kan sikre de fossile interesser, kan forvente at få gigantiske millionbeløb stillet til rådighed til at føre valgkamp for. En vellykket præsidentkampagne kommer let til at koste et par mia. dollar. Hvis det tidligere hed sig, at ‘uden mad og drikke, duer helten ikke’, så kommer en amerikansk politiker i dag ikke nogen vegne uden enorme beløb at føre valgkamp for. Og den aktivitet, som så godt som alle amerikanske politikere i dag bruger mest tid på, er fundraising.

Koch-brødrene støtter som regel den republikanske præsidentkandidat rundhåndet. Politisk set er de dog ikke republikanere men libertarians – David Koch forsøgte sig ved valget i 1980 som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Man kunne mene at Anders Fogh da han skrev Minimalstaten, havde skelnet lidt rigeligt til et sådant univers. For Koch-brødrene er staten en kræftsvulst på det frie initiativ: jo mindre stat og jo færre reguleringer, jo bedre. Og Koch-brødrene har i forbindelse med de seneste dages samling i Californien luftet en række ganske rabiate synspunkter.

Colin Taylor skriver på Occupy Democrats, at “Charles Koch just had the sheer nerve to compare his ultra-conservative organization’s efforts to dismantle America’s public institutions and all government regulations to the fight to end slavery and secure equal rights for women and minorities.”

Det er således en nærmest revolutionær indsats at nedbryde vefærdsstaten. Sophia Tesfaye taler i Salon direkte om et frelser-syndrom, ‘Messianistic delusions’.

Det giver en vigtig nøgle til hele den systematiske nedbrydning af de amerikanske ansatser til en velfærdsstat, som trods alt har udviklet sig i USA efter 2. verdenskrig, som republikanerne i de senere år har arbejdet på. Man har systematisk saboteret Obamas politiske muligheder gennem at indskrænke de statslige budgetter, og hele den samtale om, hvordan man kan gøre staten og centraladministrationen bedre ender blidt, fordi det for en betydelig del af den republikanske fløj er et plus, hver gang centraladministrationen demonstrerer sin uformåenhed og uegnethed til at løfte fælles opgaver. For der er ikke noget ønske om at få staten til at fungere bedre, kun at barbere den ned til det minimale, militær, domstole og … og så nok ikke ret meget mere.

I anden sammenhæng har Koch-brødrene været fortalere for helt at afskaffe statsskatten.

Læs mere »

Søndag løftede Hillary Clinton sløret for første del af sin klimaplan, som gradvist vil blive fremlagt i de kommende måneder. Det står allerede nu fast, at hun, hvis det bliver hende som kommer til at overtage Det Hvide Hus, vil bygge videre på Obamas klimaindsats og fremme omstillingen af det amerikanske samfund til vedvarende energi.

Meget kan ske, før Obamas afløser i Det Hvide Hus er valgt. Men indtil nu synes Hillary Clinton at have stået som det indlysende bud. Blandt republikanerne er der snart flere kandidater, end man kan tælle på hænder og fødder, og med undtagelse af to er de alle erklærede klimafornægtere. Der er variationer i fornægtelsens karakter, men billedet er ret klart, og lige nu er det Donald Trump, som med sit forunderlige mediecirkus leder i opinionsundersøgelserne. Klimafornægtelsen hænger givet sammen med den stærke finansiering fra fossile interesser. Dette skaber samtidig et problem for de republikanske kandidater, for selv blandt de republikanske vælgere er der en stadig større forståelse af klimaudfordringen og nødvendigheden af ikke bare at fornægte tingenes tilstand. Der har da også været talt om, at republikanerne har brug for en exit-strategi – at hvor den interne kamp i primærvalgene sandsynligvis vil se klimafornægtelsen eskalere, så vil der for at en republikansk kandidat har en chance for at vinde Det Hvide Hus, være brug for at bløde op på klimafronten.

På demokraternes side har Hillary mere seriøs modstand, ikke mindst fra Bernie Sanders, som med sin klare og ligefremme venstreorienterede logik har ganske bred appel og i de seneste måneder har halet alvorligt ind på Hillary. For eksempel den amerikanske Noah-gruppe Friends of Earth har således anbefalet at Sanders som præsidentkandidat. Og selvom hans kampagne er nærmest uden økonomi sammenlignet med Hillarys milliarder, så kan man ikke udelukke, at det ender med at blive Sanders, som vinder primærvalgene, for der er omkring ham en uafrystelig begejstring, og gang efter gang samler han store lytterskarer.

Så han vil sandsynligvis bedre end nogen anden kunne samle partiets aktive kræfter. Den stærkt konservative (og i mine øjne meget lidt sympatiske) politiske kommentator Ann Coulter, sagde den anden dag i en dialog med Bill Maher, at Sanders ville blive meget vanskelig at slå, hvis det blev ham, som vandt primærvalgene, netop fordi han i et hidtil uset omfang ville kunne mobilisere partiets menneskelige ressourcer.

Efter to runder med Obama, som trods sin veltalenhed og sin stærkt håbefulde retorik er endt langt inde i normalområdet, kunne demokraterne forfalde til at lade sig repræsentere af en kandidat, som mere rent fremførte en langt mere radikal vifte af synspunkter. Og her trækker Sanders fornemt konturerne op. Knapt har Obama fået sikret sin sundhedsreform, som på den ene side har givet mange millioner mennesker adgang til sundhedsforsikring, før Sanders tordner mod det faktum, at det er en republikansk model, som stadig sætter sundhedssystemet til fals for profitmagere – nej det eneste rigtige er et offentligt finansieret sundhedssystem ala de skandinaviske landes.

De fleste politiske kommentatorer har indtil nu har taget Hillarys vej gennem primærvalgene for givet, og Sanders store fortjeneste kan meget vel ende med at blive, at han i primærvalgene formåede at fremtvinge en vis klarhed og profilering af det demokratiske parti. For eksempel har han igen og igen insisteret på, at Hillary meldte klart ud om hendes holdning til en lang række klima- og miljøforhold som fracking, Keystone XL, olieudvinding i det arktiske område osv.

Indtil nu har Clinton heroverfor været overraskende valen, og man har kunnet være bekymret for, om hun ville formå at løfte Obamas påbegyndte klimapolitik videre? – også fordi hun faktisk har taget betydelige støttebeløb fra de fossile selskaber. Men i søndags (26.07.) lancerede hun en decideret klimapolitik med video og det hele. Den er endnu mere en samling valgkampsegnede statements end en velafbalanceret, helstøbt plan, og man kan givet finde meget at forbedre. Men den giver begrundet håb om, at Hillary ikke bare vil videreføre Obamas klimaindsats – hun siger direkte, at hun vil fastholde hjørnestenen heri, EPAs regulering af kraftværkernes udledning – men give den nye dimensioner og bringe USA et betydeligt ryk videre mod det post-fossile samfund.

Læs mere »