Strøtanker om bæredygtighed

Sidste år førte Ansvarlig Fremtid en divestment-kampagne overfor en række danske pensionskasser for at få dem til at afvikle alle investeringer i fossile selskaber, og – selvom det ikke var stærkt understreget – indse, at det at sikre fremtiden ikke kun handlede snævert om den optimale forrentning af pensionskapitalen. Det måtte samtidig ske på en måde, så man ikke ødelagde fremtidens levevilkår og mulighederne for at fastholde velfærden fremover. Pensionskasserne har allerede tilsvarende humane og etiske retningslinjer, så det var kun naturligt i den nuværende situation at inddrage både klima- og bæredygtighedsmæssige retningslinjer.

Resultatet var lidt forskelligt i de 7 danske pensionskasser, hvor der blev ført divestment-kampagne. Men i de fleste viste der sig et flertal for at afvikle alle investeringer i de 100 værste kulselskaber.

I min egen pensionskasse, Arkitekternes Pensionskasse, viste der sig et flertal på 58% for divestment. Men bestyrelsen fastholdt efterfølgende, at man ikke var til sinds at lade sig diktere af sådanne små aktivistflertal – men ville fastholde bestyrelsens frihed til at sikre pensionsformuen bedst muligt!

Derfor dette lille indlæg i dag – for ud over at udvise en eklatant manglende respekt for de demokratiske processer ved blot at lade hånt om medlemmernes udsagn, så viser grafen herover, som stammer fra en artikel i dagens Børsen, hvor uforsvarligt det har været overfor den pensionsformue, disse bestyrelser er sat til at forvalte, blot at overhøre sine medlemmers ønsker og indsigt i tingenes tilstand. For tendensen var allerede klar i første kvartal 2015, og siden da er de fossile aktiekurser raslet ned. I løbet af de sidste to år er kursen på olieselskabernes aktier faldet med godt 40%, mens kulvirksomhedernes aktiekurser er faldet med hele 88,6%. Samtidig er Bloombergs indeks for solcellevirksomheder steget med 5%, mens vind-indekset er steget med hele 30%.

Læs mere »

Eiffel-tårnet har fået en prominent rolle i billeddannelsen omkring COP21 med stadig skiftende budskaber om 100% vedvarende energi, træplantning eller som her den kærlighed til vores fælles klode, som må vende den nu ødelæggende kurs.

Gå direkte til noter for 29., 30. nov., 01., 02., 03., 04., 05. dec. eller til link-sektionen.

Så er klimakonferencen i Paris skudt i gang, og i de næste to uger vil klimaet fylde medierne verden rundt. Allerede på dag 1 vil der være op imod 150 statsledere, hvilket er med til at gøre, at der er 6.000 journalister, som har søgt om akkreditering, hvor der er gjort plads til 3.000. Der er 2.800 politifolk til at passe på selve konferencestedet, mens 30.000 er indkaldt til at varetage sikkerheden i Paris og andre 8.000 til at øge kontrollen langs grænserne. Selve konferencen har omkring 20.000 registrerede deltagere, men der er sandsynligvis langt flere lobbyister, NGOer og frivillige omkring de mange sideløbende events. Så der er tale om et gigantisk system.

Jeg vil på dette sted om ikke dagligt, så løbende under vejs i de kommende to uger fastholde noter, egne og ikke mindst andres refleksioner over ‘slagets’ gang – og søge at undgå militaristisk billedsprog, for alt efter udfaldet bliver vi alle vindere – eller alle tabere. Så under vejs vil indlægget have karakter af byggeplads.

I blog-indlægget Optakt til COP21 i Paris har jeg søgt at samle en række af de mange tråde, som væver sig sammen omkring COP21-konferencen, som står overfor den store opgave at skulle samle alle verdens lande om en samlet indsats om at tackle verdens klimaproblemer. Nederst i dette indlæg er der information om nogen af de mange muligheder der er for at følge med via webcasts, Twitter-feeds osv. samt en linksamling, som dagligt suppleres op. Hvor dette indlæg følger konferencen i Paris igennem den første uge, er processen tilsvarende fulgt i den afsluttende uge i blog-indlægget Paris noter II.

Læs mere »

.
Off and On: The Climate Movement and the Road Through Paris, Brooklyn Academy of Music, New York 10.09.2015.

I nat kunne man online følge multimedieshowet OFF+ON om klimakrisen, med Bill McKibben (forfatter, 350.org co-founder), Naomi Klein (forfatter), Cynthia Org (klimaaktivist fra Borneo), Lennox Yearwood (præst, Hip Hop Caucus) og en lang række andre på scenen. Det er klart det fossile misbrug, som skal turnes OFF, og den vedvarende energi, som skal turnes ON.

Det imponerende er, at en sådan aften ikke bare er en grædetur over, hvor galt det er, og hvor synd og uretfærdigt det er, men hvor mange sejre, hvor muligt og indlysende det er, hvor mange steder klimabevidstheden vokser, og hvor mange sejre, der er kommet de senere år – men også hvor meget det haster. Så vi ser lige nu de fossile interesser få et massivt og kvalificeret modspil verden rundt. Ikke bare Keystone XL, men standsede kulkraftværker i Indonesien, en i hvert fald foreløbigt standset kulmine i Australien, som hvis den blev iværksat ville betyde CO2-udledninger svarende til 5% af resten af vores carbon budget.

Under vejs er der musikalske indslag, og de fire hovedpersoner supplerer hinanden ganske godt, omend det et par steder virker lidt løst i timingen. Men der er nerve og urgency, der er indblik og udsyn. Mod slutningen giver May Boeve, som nu er 350.orgs executive director, et rids af de mange arrangementer op til og under COP21 i Paris sammen med en opfordring til at bringe så mange nye divestment-tilsagn med til Paris, som overhovedet muligt.

Jeg havde mulighed for at se store dele af den og må sige at det var en god oplevelse. I løbet af de godt to timer får vi ud over et fantastisk indblik i, hvad der sker verden rundt, et fantastisk perspektiv på klimakampen, som den udfolder sig lige nu – som breder klimaindsatsen ud til at omfatte indsatsen for en mere lige og retfærdig verden.

Antonique Smith rundede af med at synge “Here comes the sun …”

Læs mere »

.
Bill McKibben keynote speech ved Paris Divestment Conference 01.09.2015.

(under udarbejdelse) European Greens og 350.org afholdt 1. september i fællesskab en konference om divestment, hvor Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, gav den indledende tale. Her kommer mere introduktion en af dagene, men i første omgang er der mulighed for at se hans 40 min. indlæg. nederst er der links til konferencens øvrige indslag og paneldiskussioner.

Teksten herunder stammer fra konferencefolderens introduktion:

The case of the carbon bubble and divesting from fossil fuels

The world is agreed: the temperature of the atmosphere must not rise by more than 2°C. At the 2010 UN Climate Conference in Cancún, Mexico, representatives of 194 states committed themselves to this target. Even the USA and China, who never signed the Kyoto Protocol, supported the decision, as do all other major greenhouse gas emitters. The 2°C target refers to the rise in temperature relative to pre-industrial levels. How this can best be achieved is the subject of much controversy. However, there is a large measure of consensus that it must be achieved in order to limit the impact of climate change to a level which humanity can bear.

The Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), where hundreds of international scientists analyse climate change and propose countermeasures, have on a number of occasions stressed the urgency of consistent measures if we are to keep the Earth on track towards the 2°C target.

How much CO₂ emissions have to be cut and what does it mean for current fossil fuel reserves?
But what does the 2°C target mean in concrete terms? How much CO₂ can humanity emit into the atmosphere without jeopardising getting there? A joint study by the Carbon Tracker Initiative and the London School of Economics has produced a detailed answer: Between now and 2050, only 900 gigatons of CO₂ can be emitted if the 2°C target is to be attained with a probability of 80%. In the second half of the century, only a further 75 gigatons can be emitted. If more CO₂ is emitted, the probability of remaining within the 2°C limit falls rapidly. With 1,075 gigatons by 2050, the probability is only 50%.

Læs mere »

.
Denne 18:44 min. video fra The Laura Flanders Show har besøg af John Fullerton, som taler om divestment, forestående carbon bubbles og fossile brændsler som The New Slavery.

Fullerton er tidligere J.P. Morgan olie- og gasinvestor, som i 2010 ‘stod af’ ræset for at grundlægge en tænketank, som problematiserede økonomiens og finansverdenens manglende indkalkulering af den globale klima- og bæredygtighedsudfordring. Han giver i denne video indledende et fint rids af ‘videnskaben bag’ divestment tanken og hele den situation, at hvis det lykkes og at gennemføre den planlagte klimaindsats, som kan holde klodens temperaturudvikling under 2°C, så vil vi stå med et gigantisk volumen af ‘værdiløse’ fossile reserver med alvorlige økonomiske implikationer for olieselskaberne til følge. Jeg vil ikke her afsløre hans slavery plot, men blot sige, at videoen giver et fint indblik i den økonomiske dimension af den forestående fossile afvikling.

John Fullerton grundlagde i 2010 tænketanken Capital Institute, hvis mission det er: “to explore and effect the economic transition to a more just, regenerative, and thus sustainable way of living on this earth through the transformation of finance. Through our thought leadership, storytelling, and activating projects we illuminate how our financial system can operate as a restorative, even regenerative agent, supporting a new way of living on this earth that promotes a shared social, economic, and ecological prosperity.”

Se tidligere blog-indlæg: Carbon Bubbles,  Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math og Do the Math – The Movie.

Joe Solomon: Big Hopes for the Student Fossil Fuel Divestment Movement in 2014, Huffington Post 31.12.2013.

Andrea Schmidt: Heirs of anti-apartheid movement rise up, Al Jazeera 15.12.2013.

Victor Luckerson: College Divestment Movement Takes on Fossil Fuels After Battling Apartheid With  Mandela, Time Magazine 10.12.2013.

Bob Rocheleau: Boston-area college students vow to escalate call for schools to divest
from fossil fuel industry, Boston.com 10.12.2013.

Cara Newlon: Students push for fossil fuel endowment divestment, USA Today 05.12.2013.

Steven Mufson: On campuses, a fossil-fuel divestment movement, Washington Post 26.11.2013.

John Fullerton & Hunter Lovins: Creating A “Regenerative Economy” To Transform Global Finance Into A Force For Good, Fast Coexist 29.10.2013.

John Fullerton: Why We Need a Financial Transactions Tax, Huffington Post 25.08.2011.

John Fullerton: The Big Choice, The Future of Finance Blog juli 2011.

Har lige via Ansvarlig Fremtid skrevet under på et forslag til mit pensionsselskab om øjeblikkeligt at ophøre med at investere i fossile selskaber og i løbet af en femårig periode at afvikle samtlige investeringer i disse selskaber.

Og jeg vil gerne her opfordre ALLE til at gøre det samme.

Principielt kan det være med til at understrege, at de fossile selskaber må udvikle nye forretningsområder, hvis de i fremtiden må fastholde deres styrke – her er DONG et fint eksempel på den forestående omstilling. med Anders Eldrup ved roret, indså DONG den fossile fejlretning og lavede en forretningsplan, hvorefter DONG på ganske få år går fra en ratio på 85/15% mellem den fossile og den vedvarende energisektor til en 15/85%. Og man opgav i svinget en etableringen af række nye kulkraftværker.

Samtidig står det klart, at størstedelen af de i dag kendte fossile reserver må forblive uudnyttede, under jorden, hvis vi skal lykkes at undgå katastrofale klimaforandringer – vurderingerne ligger på omkring 66-80% afhængig af opgørelsesmetoden, hvor James E. Hansens seneste paper siger principielt jo tættere på 100%, jo større chance for at undgå katastrofale klimaforandringer. Værdien af pensionsselskabernes investeringer i fossile aktier må derfor forventes inden for ganske få år at vise sig stærkt faldende.

Særligt vil jeg opfordre andre medlemmer af min egen pensionskasse – Arkitekternes Pensionskasse – til at skrive under, så der ved næste generalforsamling er mange, som bakker op om forslaget.

Divestment, som det kaldes – det at afvikle investeringer i uønskede/uhensigtsmæssige foretagender – har i den seneste tid grebet om sig. Og man har kunnet se byer, universiteter og pensionsfonde mange steder i verden begynde at tage konsekvensen af, dels at det ikke bare snævert drejer sig om procenter, men fuldt så meget om, hvordan overskuddet er genereret, dels at investeringerne i den konventionelle fossile industri med det vi i dag vedom den nødvendige udvikling og det snævre carbon budget, som vi må holde os inden for, faktisk må betragtes som usikre investeringer, hvorfor man systematisk har fravalgt sine investeringer i den fossile industri.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Det var oprindelig planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik. Men tingene har udviklet sig meget anderledes siden da. De to Oi-reaktorer er igen standset. Arbejdet med en ny visionær energiplan gik i stå, og med regeringsmagten tilbage til LDP, som igennem årene har stået bag Japans massive udbygning af A-kraften, har man en meget uklar situation med en premierminister og en regering, som går stærkt ind for A-kraften, mens det folkelige ønske om afvikling er massivt.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• Her ved starten af 2014 er det snart tre år siden, at Fukushima Daiichi-katastrofen brød ud. I forhold til for et år siden synes oprydningsarbejdet om muligt endnu større. På selve det havarerede værk har der igennem store dele af 2013 været stadige problemer med håndteringen af de stadig større mængder af radioaktivt forurenet vand, og det ALPS-anlæg, som skulle filtrere størstedelen af den radioaktive forurening fra dette radioaktive spildevand, er endnu ikke kommet til at fungere tilfredsstillende. Samtidig sprang TEPCO i juli den bombe, at der siden katastrofens begyndelse dagligt er sivet 400 m³ radioaktivt forurenet grundvand direkte ud i Stillehavet. Så selvom der ikke findes officielle opgørelser, så ser det ud til, at der allerede på nuværende tidspunkt samlet er frigivet mere radioaktiv forurening til omgivelserne end ved Chernobyl, og at vendingen “den største atomulykke siden Chernobyl” blot kan betegnes som historiens største atomulykke til dato – med den yderligere krølle, at situationen stadig er så labil omkring det beskadigede kølebassin ved reaktor 4, at et voldsomt jordskælv under Fukushima Daiichi i worst case ville kunne føre til nye løbskkørte kerneprocesser.  

Selvom NRA i starten af juli barslede med nye sikkerhedsforskrifter og umiddelbart derefter gik i gang med sagsbehandlingen af den første gruppe af ansøgere, hvoriblandt en række af de reaktorer, som der skulle være størst chance for gik glat igennem, så er der stadig her et halvt år senere ikke kommet nogen reaktorer i gang igen. Sandsynligvis vil vi i løbet af 2014 se de første reaktorer genstartet, men ikke uden protester, og kun for meget få af de nu omkring 50 standsede reaktorer vil den efterfølgende godkendelsesproces ved de lokale myndigheder forløbe enkelt. Her omkring nytår har vi set anden runde af ansøgere, og blandt dem findes reaktorer, som der vil være en endog særdeles voldsom modstand mod genstarten af, så det er svært at spå, men min fornemmelse er, at der i løbet af 2014 kommer 5-10 af de 50 i dag standsede funktionsduelige reaktorer i gang.

Den store joker i genstartsprocessen er NRAs skærpede krav til undergrunden. Er det realistisk at forestille sig – som reglerne foreskriver det – at hvis en reaktor erklæres bygget umiddelbart over en aktiv foldelinje (hvorved forstås at den har bevæget sig inden for de seneste cirka 130.000 år), så vil den ikke kunne få tilladelse til genstart. Ved de syv værker, hvor der foreløbig er ansøgninger fra, er der iværksat yderligere undersøgelser af undergrunden ved et flertal, og foreløbig har NRA i et enkelt tilfælde vendt tommelfingeren nedad og sagt, at her er det ikke forsvarligt at drive atomkraftværk. Men værkets ejer er i total fornægtelsesmode, og har foreløbig fået lov til at søge yderligere dokumentation. Hvis disse undersøgelser ender med, at reaktorerne ikke kan genstartes, så vil det for værkerne betyde kolossale tab og i værste tilfælde, at de går konkurs. Og vi vil sandsynligvis allerede i løbet af januar se flere af disse undergrundssager nærme sig en afgørelse. For man kan holde dem svævende længe, men det er nødvendigt at nå til en endelig afklaring før en tilladelse kan gives.

Modstanden mod A-kraften i den japanske befolkning har vist sig ikke bare at klinge af – tværtimod synes den mere indædt, mere urokkelig end nogensinde. Samtidig har der langt ind i premierminister Abes egne rækker i den seneste tid været manifesteret en betydelig modstand mod den videre udbygning af atomkraften, ikke mindst italesat af Abes mentor Koizumi, som meget direkte har opfordret Abe til at lægge kursen om og igangsætte Japans omlægning til et samfund drevet på vedvarende energi. Faktisk har seks forhenværende premierministre meldt ganske klart ud, at hvis det var dem, som havde stået i spidsen, så ville de have arbejdet for et Japan uden atomkraft.

For de mange, som stadig er evakueret, ser situationen alt andet end lys ud, og dels har regeringen på det seneste signaleret, at dekontamineringsarbejdet bliver betydeligt forsinket, dels har man direkte sagt, at en række områder om ikke aldrig, så kun på meget langt sigt bliver klar til at rykke tilbage til. Så man står med en massiv trussel mod videreførelsen af de evakuerede samfund, hvis medlemmer blev spredt for alle vinde. Mange ved, at de aldrig kommer tilbage, mange med børn ved, at de ikke vil byde deres børn at flytte tilbage, så man risikerer den dag der er klar til at rykke tilbage, at det kun er folk i pensionsalderen som ikke i mellemtiden har etableret sig andre steder i landet – og dermed at man står med en demografi, som ikke kan opretholde et lokalsamfunds hverdag.

Skal man se på det positive, så synes situationen ved Fukushima Daiichi gradvist at være lidt mere stabil. Men der går omkring to år før det store frostvægsprojekt omkring de fire havarerede reaktorer står færdig og i bedste fald får stoppet den massive udstrømning af radioaktivt forurenet grundvand, der går ligeledes et års tid før de omkring 1.500 brændselslegemer fra reaktor 4s kølebassin er bragt i sikkerhed, og der går tilsvarende 1½-2 år fra ALPS-systemet kommer til at fungere korrekt til at man har fået tømt de mere end 1.000 store vandtanke, som efterhånden er sat op på området.

Til den tid er de mest umiddelbare risici fjernet, og man kan begynde at koncentrere sig mere om hovedopgaven, at lokalisere og fjerne de tre nedsmeltede reaktorkerner. Der spekuleres meget i, hvor de befinder sig, men ingen ved i dag med sikkerhed, om de har brændt sig hele vejen gennem reaktorbeholderens tykke jernbeton. Og det er ikke sådan lige at afgøre, for strålingen er så intens, at det er dødeligt at nærme sig.

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser januar 2014

1. januar – Reaktor 3 ikke ved at eksplodere
3. januar – Flugten videre
4. januar – Adelstein om den japanske atomkraft i 2014
5. januar – Man kommer langt med gaffatape (utætte vandtanke)
6. januar – Underskriftindsamling: Shimane Amt som atomkraftfri zone

6. januar – Solfangere med underskov
7. januar – Rokkasho oparbejdningsanlæg søger NRA om genstart
7. januar – Tyrkisk-japansk (A-kraft) samarbejdsaftale i støbeskeen
7. januar – Vagtskifte i TEPCO
8. januar – Mainichi: Evakueringsplaner på plads før reaktorstart

8. januar – Iran beder om japansk hjælp til at opføre atomkraftværker
9. januar – Divestment: Hollandsk pensionsfond blacklister TEPCO
9. januar – Ny spænding om valget til Tokyos guvernør
9. januar – Kernenedsmeltningseksperiment
9. januar – Endnu en TEPCO

10. januar – Fukushima nu på højde med Chernobyl
10. januar – ALPS og forhøjede strålingsniveauer ved Fukushima Daiichi
10. januar – Gensvar til James Hansen – blog-indlæg
11. januar – Regeringens endelige energiplan udskudt
11. januar – Flere strålingsramte fisk

11. januar – Justeringer i feed-in-tariffen
11. januar – A-kraft, sundhed og misinformation (USA)
11. januar – Chernobyl – 25 år efter – blog-indlæg
12. januar – Koizumi: De løj for os om A-kraften
12. januar – Frankrig på vej mod mindsket afhængighed af A-kraft

13. januar – Haruki Madarame interview i 7 dele
14. januar – 10% af brændselslegemerne nu fjernet fra Reaktor 3
14. januar – Evakueringsstudie for 30 km-zonerne
14. januar – Hosokawa stiller op i Tokyos guvernørvalg
15. januar – Ingen taxa til A-kraft-modstandere

16. januar – Izumida til TEPCO – ikke så hurtigt med Kashiwazaki-Kariwa
17. januar – Tohuku Electric: Undergrunden ved Higashidori OK
17. januar – Tegn på ustabil undergrund ved Kashiwazaki-Kariwa-værket
18. januar – Hosokawa: Ingen A-kraft fra 2020
18. januar – Hakodate lægger sag mod Oma-værket

19. januar – Asahi: Mange lokalmyndigheder ønsker A-kraften afviklet
21. januar – Tre mulige atomaffaldspladser udpeget i Miyagi
21. januar – LDP har store problemer i lokalvalgene
22. januar – Hosokawa erklærer sit kandidatur
22. januar – Nogle A-kraftværker særligt udsatte for vulkanudbrud

23. januar – Kendt TV-vært fået besked om at tie om A-kraft til efter valget
24. januar – Energiplan under finafpudsning
25. januar – En første update om Tokyo som A-kraft-valg
26. januar – Mojo og Mujo: Brad Glosserman om situationen i Japan (video)
27. januar – Anden update om Tokyo som A-kraft-valg

29. januar – Første spadestik for den frosne jordmur
30. januar – NHK forbyder omtale af A-kraft
31. januar – Retssag mod producenterne bag de havarerede reaktorer
31. januar – Japan nu officielt nede på 48 reaktorer

Se Fukushima links for januar 2014.

Læs mere »