Strøtanker om bæredygtighed

I den danske valgkamp har det endnu været meget småt med klimadebat, det har ført til, at en række forskere i dag bragte denne opfordring til at partierne om at “fremlægge, hvad de vil gøre, for at Danmark yder sig bidrag til at give kloden videre i god stand til de næste generationer. Og vi opfordrer danskerne til at lægge vægt på partiernes planer for bæredygtig udvikling, klima og miljø, når vi beslutter, hvor vi skal sætte vores kryds.

Tilsvarende stillede Julie og Elmhøj og Emma Holten i gårsdagens Information spørgsmålet: Har medierne glemt klimaet i valgkampens hede?

Her forud for vedtagelsen af den første globale klimaaftale i Paris til december var der al mulig grund til at diskutere det danske bidrag, og hvordan den danske omstilling skal gribes an. For hvor den danske klimaindsats indtil nu stort er blevet gjort for os ud fra ønsket om at belemre den enkelte danske mindst muligt med klimaproblemstillinger endsige klimakonsekvenser, så kan vi ikke blive ved med blot at klare os med pris- og afgiftsneutrale ‘lavthængende frugter’, men kommer nødvendigvis til at lave ændringer, som griber ind i vores nuværende hverdag – ikke nødvendigvis til det værre, men forandrende.

For eksempel kommer vi til at skulle forholde os til, hvad vi stiller op med vores stadig voksende trafik og transportforbrug, og hvad vi vil stille op med vores landbrug og dén eskalerende ødelæggelse af de åbne landskaber, som den nuværende produktionsmodus afstedkommer, for blot at nævne to hovedområder i klimaindsatsen, som man indtil nu har ‘sparet’, fordi det var indviklet eller rent politisk var svært at lægge navn til. Alligevel forfalder valgkampen til petitessespørgsmål, om det kan svare sig at arbejde for den og den enkeltperson, uanset at tallene er forkerte og eksemplerne atypiske.

Læs mere »

Fik skrevet i går, at det så ud til at REDD+forhandlingerne var kørt fast, men nu 22:15 tweetede Agus Sari, at formandsskabets draft-forlæg var blevet accpeteret som udgangspunkt for videre forhandling.

In addition to releasing a new carbon cudget, Global Carbon Project also announced a new online  platform to track every nation’s progress. Dubbed the Carbon Atlas, the new website allows users to easily view both total and per capita emissions by country in 2012.

Top Ten Emitters in 2012 according to  the GCP

• 1. China
• 2. United States
• 3. India
• 4. Russian Federation
• 5. Japan
• 6. Germany
• 7. South Korea
• 8. Iran
• 9. Saudi Arabia
• 10. Canada

Til gengæld udnævnte Climate Action Network Europe i går i samarbejde med Germanwatch listen over lande med de bedste klimaindsatser. Og her kommer Danmark ind på en flot fjerdeplads (første-, anden- og tredjepladsen står tomme fordi ingen gør det godt nok til at fortjene disse). Det fik vi også sidste år, og der er endda tale om små forbedringer på de fleste fronter. Så et flot resultat for den danske klimaindsats, som vores R-S-SF-regering gradvist har fået udfoldet. Derefter følger England, Portugal, Sverige, Schweiz, Malta og Frankrig, som har formået at liste sig 5 pladser op siden sidste år, sikkert som et resultat af, at præsident Hollande har sat ind for at mindske den nucleare afhængighed og udbygge den vedvarende energi betragteligt.

Læs mere »

Op til COP19 i Warszawa er der blevet præsenteret et nyt værktøj, udviklet af forskere ved Maryland University i USA i samarbejde med Google. Det er et gigantisk kort over verdens skove, hvor man kan følge udviklingen år for år med en hidtil ukendt præcision, i første omgang i årene 2000 til 2012. Herover er det ændringerne i Kongeriget Danmark i perioden 2000-2012. Grøn farve er det skovareal, som var der begge år, blå farve er det skovareal, som er tilkommet i perioden 2000-2012, men rød farve er skov, som er forsvundet i perioden 2000-2012.

Som man kan se, er Danmarks skovareal relativt stabilt, men skovarealet har været stigende i perioden, i høj grad gennem nye skovarealer i det centrale Midt- og Sønderjylland – sandsynligvis er der tale om skovplantning på magre sandjorde fra afsmeltningsfladen efter sidste istid, som selv efter mange års forsøg på opdyrkning kun gav et beskedent høstudbytte. Der er røde pletter rundt omkring, men ikke mange, og mest i forbindelse med eksisterende skovarealer, da vi stadig i de fleste skove benytter os af en ret primitiv totalfældning i stedet for at praktisere plukhugst.

Med dette udsnit af Københavnsområdet er vi tæt på kortets højeste detaljeringsgrad. Hver pixel i kortene svarer til 30×30 meter, så hvis man zoomer længere ind, begynder pixeleringen blot at blive grovere. Man kan derfor ikke se enkelttræer, eller når Københavns Kommune fælder træerne på Nørre Voldgade for at give plads til den nye Nørreport Station. Men man kan se, at der er kommet ny skov til ude ved Kongelunden, og at der tilsyneladende er ryddet skovagtige beplantninger en række steder på Amager Fælled.

Kortene giver et klart billede af, at der stadig er meget lang vej til, at København har en sammenhængende urban canopy – eller som Michael Braungart altid insisterer, at byen er flyttet tilbage i skoven. Og man kan se, at den gave til eftertiden, som københavnere omkring 1850 gav eftertiden ved at skabe et samlet parkbånd ud af byens forsvarsværker, gradvist er ret gennemhullet på Sjællandssiden, mens det stadig er stort set intakt på Christianshavnssiden. Også derfor er det vigtigt at værne om Christiania som grøn bybiotop. For det er denne grønne ring, som om noget kan give den københavnske bynatur sammenhængskraft.

Læs mere »

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO₂-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Læs mere »

Klima-, energi- og bygningsminister Martin Lidegaard har på det seneste signaleret, at vi ikke kan satse alt på de internationale klimaforhandlinger, derunder vente til 2020 med at få den globale klimaaftale effektueret. Det går simpelt hen for langsomt. Hvis vi skal have nogen chance for at holde verdens temperaturstigninger under 2ºC, hvilket er noget af det eneste verdenssamfundet efter 20 år er lykkedes at blive enige om, så er det simpelthen ikke nok, hvis det blot er en lille gruppe af de rige lande, som går ind i en ny fase af Kyoto-aftalen. Så skal et stort flertal af verdens lande være i gang med systematiske klimaomlægninger allerede længe inden 2020.

Lidegaard skrev fredag (19.10.) i en Facebook-opdatering: “Kan FN løse klimaproblemet? Det er godt nok svært at bevare optimismen, når man kigger på, hvor langsomt det går – og hvor hurtigt det burde gå. FNs klimaindsats er nødvendig som global ramme og af hensyn til de fattige lande! Men det står smerteligt klart, at det ikke kan stå alene. Derfor har jeg besluttet at supplere vores indsats i FN med et handlingsspor, hvor vi planlægger en række konkrete samarbejder med vækstøkonomier som Kina, Vietnam og Sydafrika om at omstille deres hastigt voksende energisektorer i en grøn retning. Det er landene selv der vil, og der er også store potentialer for danske teknologier. Tror på det er sådanne konkrete indsatser, der i sidste ende kan skabe politisk bevægelse – også i FN.”

Dagen efter (20.10.) supplerede han: “På vej til Sydkorea, hvor der er forberedende møder til klimaforhandlingerne i Doha i december. Bagefter til Japan og diskutere energistrategier med den japanske regering. Godt eksempel på de to spor, vi forfølger i vores internationale klimapolitik: FN sporet og handlingssporet.”

Læs mere »

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

På FNs Rio+20-hjemmeside finder man et afsnit for Voluntary Commitments, hvor nationer, institutioner, NGOer og internationale organisationer kan byde ind med frivillige forpligtigelser. I skrivende stund er der afgivet 368 frivillige tilsagn. De er organiseret i tre grupper: Governments, United Nations/IGOs, samt Major Groups and civil society, heraf er cirka 25 tilsagn nationale og 15 tilsagn kommer fra FN og internationale organisationer. Så langt den største del af tilsagnene ligger lige nu i Major Groups and civil society.

Hvis man ser på de nationale tilsagn, så er de så godt som alle nationale tilsagn fra små østater, lavet som del af Barbados-deklarationen.¹ For eksempel Maldiverne har en plan for at gøre sin energisektor CO₂-neutral inden 2020 – et ganske ambitiøs målsætning, som den øvrige verden kunne tage ved lære af.

Det fremgår, at indsatsen vi ske i partnerskab med Australien, Danmark, New Zealand, Norge, England og UNDP. Mange af disse østater er atolsamfund, som kun rager ganske få meter over havoverfladen. Derfor er det helt bogstaveligt et spørgsmål om liv og død, at verdens klimaindsats kommer i gang lige nu, og derfor ser man disse lande insistere på meget stramme målsætninger på 350 ppm max 1½ºC, som er nødvendige, hvis verdenshavenes stigning skal standses i tide.

Hvis man ser på de internationale organisationers tilsagn, så er der gennemgående tale om meget forskelligartede, brede og komplekse tilsagn. For eksempel den øverste er et Commitment to Sustainable Transport fra en række udviklingsbanker med i alt 150 medlemslande. Her er tale om en indsats frem mod 2022, som skal være vidensopbyggende, institutionsopbyggende og policy-underbyggende – og når man kommer til finansieringen, står der et tomt felt med kantede parenteser med en forventning om, at udviklingsbankerne vil betale.

Af andre tiltag i denne kategori kan nævnes en række HABITAT-projekter, Knowledge dissemination and enhanced capacities for sustainable urbanization, Increased equitable access to urban basic services og Urban resilience and post-crisis rehabilitation.

I den største gruppe af tilsagn, Major Groups and civil society, er langt den største del af tilsagnene tilsagn om at integrere bæredygtighed i undervisningen på universiteter og højere læreanstalter.

Læs mere »

I de kommende dage vil der være statsbesøg fra Kina. I kinesisk skala er Danmark et endog meget lille land, så der har været spekuleret meget i, hvorfor det kommer lige nu. Og selvom Danmark i dette halvår varetager EUs formandskab, så er det ikke hele forklaringen. Men er det ønsker om teknologiudveksling og know-how, når det gælder grøn udvikling? Er det for at få en fod indenfor når det gælder grønlands undergrund, eller er det mest af alt styret af irrationelle motiver, at Kinas ministerpræsident Hu Jintao gerne vil besøge Danmark, inden han trækker sig tilbage – måske hans sidste chance for at se Den lille Havfrue.

Samler i de kommende dage links om besøget og vender nok tilbage senere med betragtninger.

Alle ydre forskelle til side, så har vi har faktisk i Danmark en del at byde på for et land som Kina. Selvom der i disse år bliver slidt hårdt på den skandinaviske velfærdsmodel, så er der faktisk i vores håndtering af hverdagen en attraktiv mellemproportional mellem den kommunistiske topstyring og den liberalistiske markesstyring, som var værd at have med i billedet over mulige scenarier for det kolossale riges fremtid.

Daniel Rasmussen: Kina skyder 13 milliarder i Grønlandsk jernmine, Ingeniøren 21.06.2012.

Martin Lidegaard underskriver grønne aftaler med Kina, (pressemeddelelse) Klima-, Energi- og Bygningsministeriet 16.06.2012.

Vedvarende energisamarbejde med Kina, Energistyrelsen.

Præsident Hu Jintao’s besøg i Danmark 14.-16. juni 2012. Kinas energisektor og samarbejdet med Danmark, Klima-, Energi- og Bygningsministeriet (pdf).

Kjeld Erik Brødsgaard & Nis Grünberg: Den kinesiske ledelseskabale, (kronik) Politiken 16.06.2012.

Jesper Hvass: Carlsberg: »Vi har solgt øl til kineserne siden 1860’erne«, Politiken 15.06.2012.

Jesper Hvass: Statsbesøg: Aftaler femdobler Arlas omsætning i Kina, Politiken 15.06.2012.

Peter G.H. Madsen: Erhvervsliv: Vi er ikke menneskeretsforkæmpere, Politiken 15.06.2012.

Kina og Danmark indgår kulturelt samarbejde, (Ritzau) Politiken 14.05.2012.

Kristian Klarskov og Peter G.H. Madsen: Kina vil have fingrene i danskernes gæld, Politiken 14.05.2012.

Mærsk investerer tre milliarder i Kina, (Ritzau) Politiken 13.06.2012.

Minister satser på Kina-aftaler for svimlende milliardbeløb, (Ritzau) Politiken 12.06.2012.

Lars Halskov & Hans Davidsen-Nielsen: Kina vil tjene milliarder på råstoffer i Grønlands undergrund, Politiken 12.06.2012.

Frederik Hodemann: Tvivl om kinesiske klimadata, ecoprofile 11.06.2012.

David Fogarty & David Stanway: China Emissions Suggest Climate Change Could Be Faster than Thought, Scientific American 10.06.2012.

Dabo Guan et al.: The gigatonne gap in China’s carbon dioxide inventories, Nature 10.06.2012.

Bo Lidegaard: Besøget fra Riget i midten, Politiken 10.06.2012.

Peter Christensen: Kina bliver næppe verdens nye leder, (interview med Henry Kissinger) Politiken 09.06.2012.

Nis Olsen: Kina ser Danmark som nøgleland, Politiken 07.06.2012.

Jesper Hvass: Kina åbner kulturcenter i København, 06.06.2012.

Edwaard Wong: China’s President Lashes Out at Western Culture, New York Times 03.01.2012.

Jørgen Steen Nielsen: Kina sætter grøn verdensorden i ly af lammet klimaaftale, Information 10.11.2010.

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »

Energistyrelsen har netop lavet en ny fremskrivning til 2025 af dansk energiproduktion, energiforbrug og energirelaterede drivhusgasudledninger, som evaluerer den energiaftale, som blev vedtaget af folketinget 21. februar.

Fremskrivningen konkluderer, at Danmark under de givne forudsætninger kommer tæt på de aftalte mål i energiaftalen for vedvarende energi og bruttoenergiforbrug i 2011. Evalueringen opererer med to priser på olie, en lav, og en pris som nærmer sig den nuværende. Med fortsat høje oliepriser konkluderer fremskrivningen, at også de langsigtede 2020-mål kan nås.¹

Men det er en meget lyserød konklusion. Ifølge Ingeniøren i dag slår rapporten fast, “at aftalen kun reducerer det danske udslip af CO₂ og andre drivhusgasser med en tredjedel af, hvad der er nødvendigt for at leve op til EU’s krav [om 20% reduktion i 2020].”²

Ligeledes har man ikke indregnet, at CO₂-indholdet fra afbrænding af affald på grund af et højere indhold af plastic sandsynligvis ligger dobbelt så stort som hidtil antaget, hvilket i Berlingske for nylig blev betegnet som en “bombe under dansk klimaplan”.³

I en tid, hvor man taler om nødvendigheden af et moratorium for afbrænding af kul for at langtidsstabilisere klimaet, er det forstemmende at se, at vores politikere har lavet en energiaftale, som gør, at Danmark i 2025 vil afbrænde sort set lige så meget fossilt brændstof som i dag.

Når så samtidig vi må forvente, at EU som del af indgåelsen af Kyoto-aftalens afløser kommer til at skærpe sine reduktionsmål for 2020 fra 20% til 30% – man kunne endda håbe, at man kom til at sigte mod 40% – står det klart, at dansk energipolitik er helt utilstrækkelig. Den mindsker ikke dansk afhængighed af afbrændingen af fossile brændstofer, og den påtager sig ikke et rigt land som Danmarks ansvar for at vise vejen mod det CO₂-neutrale samfund.

Et af de centrale problemer i energiaftalen er, at trafikken er som en hellig ko. Man har stort set ikke har gjort noget for at reducere udledningerne fra trafikken. Selv med 10% biobrændstof iblandet, vil CO₂-udledningerne fra trafikken fortsætte med at vokse. Samtidig medfører førstegenerations biobrændstof øgede CO₂-udledninger i producentlandene, som burde lægges oveni det danske CO₂-regnskab. Og biobrændstoffet har presset så voldsomt på fødevarepriserne, at man i EU lige nu genovervejer anvendelsen af biobrændstof i benzinen.

Kunne vi blot få en energipolitik, som levede op til de store ord om Danmark som foregangsland. Energystyrelsens fremskrivning Energistyrelsens fremskrivning af energiaftalen, giver et godt billede af, hvor kompleks energisituationen er. Den kan ses i sin helhed nedenfor.

Fremskrivning af Danmarks energiforbrug og udledning af drivhusgasser frem til 2025, Energistyrelsen juli 2008 (pdf).¹

Magnus Bredsdorff: Ny rapport: Danske bilisters CO₂-udslip fortsætter mod himlen, Ingeniøren 10.07.2008.

Magnus Bredsdorff: Dansk energiaftale dumper CO₂-krav med et brag, Ingeniøren 10.07.2008.²

Pauli Andersen: Bombe under Danmarks klimaplan, Berlingske 01.07.2008.³

Sanne Wittrup: Dansk affald sviner store mængder CO₂ ud i atmosfæren, Ingeniøren 27.06.2008.³

Se tidligere blog-indlæg: Biobrændstof hovedårsag til fødevarekrise, Sultne motorer samt Biobrændstof en økologisk katastrofe.

Læs mere »