Strøtanker om bæredygtighed

.
Første gang jeg stødte på den japanske arkitekt Masaharu Takasaki, var i forbindelse med et ganske enestående projekt i Tokyo, Crystal Light (1987), som var bygget op af bølgende bevægelser i flere etager omkring en lysgård beplantet med kæmpebambus, som rakte deres stammer og graciøse løv op mod tagets stiliserede skyer. Alt var håndlavet, frit formet – så generøst i sit forsøg på at bringe menneske og natur i kontakt midt i storbyen, og så ødselt i sit forbrug af tid i en æra, hvor standardisering og masseproduktion er mantraet. Men også et projekt med en gruopvækkende skæbne, fordi det i den japanske bobleøkonomis slutfase ikke levede op til de ofte tårnhøje forventninger til den slags symbolarkitektur og blot få år efter opførelsen blev revet ned. Siden fik Takasaki opgaver i forbindelse med Kumamoto Artpolis – her var hans bestræbelse på gennem sin arkitektur at forbinde menneske og kosmos endnu tydeligere, og bygningerne var nu noget mere solide, ikke sådan bare lige at fjerne.

I denne video fra en TED-konference i december i Tohuku, den del af Japan, som 11. marts 2011 blev ramt af et af de senere års voldsomste jordskæv, som efterfølgende udløste en sine steder op til 40 m høj tsunami, som hærgede langt ind i landet og gjorde i titusindvis hjemløse, kan man opleve Masaharu Takasaki fortælle om sine overvejelser i forbindelse med  hans arbejde med Kokoro Shelter Project – midlertidige boliger til de titusindvis af japanere, som står uden bolig som følge af jordskælv og radioaktiv stråling.

Normalt er den slags katastrofe-genhusning noget, som blot skal opfylde de mest nødøtørftige funktioner, indtil man rykker hjem igen. Men for mange er der tale om en længere periode. For nogle samfund op langs kysten er alt væk efter tsunamien, og man står overfor svære overvejelser, om man skal bygge længere inde i landet, over tsunami-højde, eller om man skal reetablere sig på kanten af det store hav, hvor de fleste føler, at de hører til. For andre samfund er strålingsforureningen af deres område så stor, at der kan der gå årtier, før man kan håbe på at kunne flytte hjem.

Kokoro betyder hjerte, bevidsthed, essens, og Takasaki tager i Kokoro Shelter Project udgangspunkt i, hvor forfærdeligt, hvor uværdigt, hvor bedrøveligt fantasiløst, vi ofte laver den slags genhusning. Han stiller spørgsmålet, hvordan skabe et  rum for sorg, et rum for fællesskab, et rum for refleksion og indadskuen, og for den relation med naturen, som har båret og formet den japanske folkekarakter? Det skulle gå stærkt, kan man måske forsvare det med, i starten blev folk stuvet sammen i klasselokaler, sportshaller og lagerfaciliteter. Og den midlertidige genhusning, som efterhånden er blevet etableret, ligner da også noget i retning af en skurvognsby opbygget af containere. Men Takasaki fortæller på denne video indledende, hvordan han, da han kort efter katastrofen tog nodpå i katastrofeområdet, var rystet over at opleve, hvor pauvre rammer, man bød de evakuerede. Ofte var skillevæggene til naboerne, hvis de overhovedet var der, lavet af papkasser.

Kokoro-enhederne kommer i to forskellige varianter – til udendørs brug, og til opstilling i store lokaler. Størrelsen går fra 1-10 tatamimåtter, eller cirka 1,5-15,5 m². -I den lille boenhed, som han viser en model af i videoen, er der skabt et levested omkring to tatami-måtter. En bordplanke imellem, en billedniche i den ene ende, og et ankomst- og opbevaringsareal i den anden ende. På den måde lykkes det på ganske få m² at skabe et lille værested, mødested, arbejdssted, skjulested, legested, sovested, hyggested, opbevarings-, udstillings- og kultsted med stærke rødder i den japanske bokultur. Faktisk ville man uden problemer kunne afholde te-ceremoni i det lille rum, som på under 5 m² har fundet plads til en lille tokonoma – en niche til udstilling af en særlig årstidens blomst, frugt og billede.

En større enhed er skabt til lidt større fællesskaber, hvor flere kan mødes – igen med det hævede gulvflade og den symbolske markering af væggene. En tredje variant er egentlige bygninger, som ville kunne erstatte de bevidstløse containerbyer, som er stillet op rundt omkring.

Takasaki kan ikke lide den megen tale om midlertidig genhusning. Hvert øjeblik har en flig af evigheden, og med reference til en talemåde som har haft stor betydning i te-ceremonien: ichi-go, ichi-e – som er svært at oversætte direkte, men betyder noget i retning af one meeting, one lifetime, at vi må mødes og være til stede i øjeblikket, som var det sidste gang i livet –  fejer han “undskyldningen” om midlertidighed bort. Eller mere præcist afviser han logikken i, at det ekstrordinære i situationen retfærdiggør at sænke overlæggeren. Vi må tværtimod skabe det ultimative, det uomtvistelige, et rum for spiritualiteten, refleksionen og  sorgarbejdet. “Vi kan invitere naturen ind i selv det mindste rum,” siger Takasaki omkring 9:24.

Og der er brug for det. Der er meget store psykologiske problemer i den del af det japanske befolkning, som nu har boet i lejre og midlertidighed i over et år måske endda uden at vide, hvornår, om eller hvordan de kommer videre.

På de 12 minutter, der var til rådighed for oplægsholderne på TEDx Tohuku i december, når Takasaki faktisk at få sagt noget meget centralt om forholdet mellem fortid, nutid og fremtid og om det traditionelle japanske hus og den måde, hvorpå det griber formende og understøttende ind i tilværelsen. Jeg blev ganske inspireret Takasakis ordstrøm – af hans vilje til at se det ekstraordinære i hverdagens små ting og hans evne til at se mulighederne i hver eneste situation. Der ligger noget fundamentalt bæredygtigt i denne vilje til ikke at lade nogen mulighed gå til spilde.

Minami-Soma city, Fukushima Japan, en YouTube-video med glimt fra Kokoro Shelter Project.

John-Paul Pryor: Takasaki Masaharu / Article 25, (interview med Takasaki) Dazed Digital 2011.

www.takasaki-architects.co.jp.