Indlæg tagged med COWI

Passiv solvarme på Københavns Universitet

3. august 2008

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO2-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

Share

80% dansk CO2-reduktion inden 2050

23. januar 2008

Her til aften fremgår det af en artikel i Information.dk, Syltet rapport: Danmark kan klare klima-mål, at en rapport udarbejdet for Miljøstyrelsen konkluderer, at Danmark vil kunne reducere sine samlede udledninger af CO2 og andre drivhusgasser med 30-40% i 2020 og med 80% i 2050. Dermed kan Danmark leve op til EU’s appel til i-landene på klimamødet i Bali om 25-40% reduktion af udledningerne i 2020.

Hovedtrækkene af den 100 sider lange rapport, som er udarbejdet af uafhængige eksperter fra Risø og EA Energianalyse, blev præsenteret for præcis et år siden ved et seminar for Nordisk Råd. Men rapporten har indtil nu ikke været almindeligt tilgængelig, da den afventer granskning af forudsætningerne. Det er lige nu ikke klart, om det er sket med fuldt strategisk overlæg, eller om der blot er tale om ekstrem langsommelighed på det pt. måske vigtigste politiske område. Men den indtil nu tilbageholdte rapport viser, at Danmark kan nå langt længere i omstillingen til bæredygtighed og klimavenlighed end vi indtil nu har været villige til at forpligte os til. Og det virker på baggrund af denne rapport nærmest pinligt, at vores klima- og energiminister i den grad har modsat sig EU-kommissionens forslag til Danmark om at være foregangsland ved frem mod 2020 at binde sig til reduktion af CO2-udledningen på 32%.

Læs mere »

Share