Strøtanker om bæredygtighed

I seneste nummer af Rolling Stone har 350-bevægelsens leder Bill McKibben en tankevækkende og særdeles intens artikel, Global Warming’s Terrifying New Math, som er bygget op omkring den logik, at vi har en aftale om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som (selvom der er mange fortalere for nødvendigheden en målsætning på max 1½ºC) nøgternt set er noget af det eneste, verdenssamfundet har kunnet enes om, og som blandt andet blev fastslået i The Copenhagen Accord ved klimatopmådet i København i 2009.

Dernæst fastslår McKibben, at vi i tiden frem til år 2050 rundt regnet kan lede yderligere i alt 565 gigaton CO₂ ud i atmosfæren, hvis vi skal have en fire femtedeles chance for at holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Det er den ramme, som verdenssamfundet har besluttet sig for.

I maj vurderede IEA verdens samlede CO₂-udledninger i 2010 til at være 31,6 gigaton. Det var 3,2% mere end året inden. Selv hvis vi i årene frem til 2050 “kun” udleder 31,6 gigaton CO₂ pr. år bliver det på 40 år 1.264 gigaton, eller mere end det dobbelte af den mængde, som der er plads til, hvis vi med nogenlunde sikkerhed skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC. Derfor er der brug for meget hurtigt at vende udviklingen.

Det tredje tal, som McKibben tager frem, er den samlede mængde af kendte reserver af kul, olie og gas, som udvindingsselskaberne kloden rundt har bogført som aktiver og dermed planlægger at gøre tilgængelig for afbrænding inden for en overkommelig årrække. Afbrændingen af disse kendte reserver vil i alt føre til udledningen af 2.795 gigaton CO₂ – eller rundt regnet fem gange mere, end der er plads til, hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under 2ºC.

Udfordringen bliver derfor at sikre, at 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver dybt under jordens overflade. Samt at standse efterforskningen af mere, da der i forvejen ikke “er brug for” mere end en brøkdel af det, vi allerede har ved hånden. Og det bliver naturligt at fravælge brugen af fossile forekomster som kul og tar sand, som medfører væsentligt mere CO₂ pr. udvundet energienhed end gas og “rene” oliekilder, eller medfører særligt stor miljørisiko ved udvindingen.

Alene indvinding og brug af tar sand-forekomsterne i Alberta vil føre til udledningen af 240 gigaton CO₂ – eller næsten halvdelen af det CO₂-rum, vi har tilbage. Så ødelæggelsen af et kolossalt tempereret urskovsområde for at udvinde en olie, som medfører langt mere CO₂ pr. energienhed end gas og renere olieforekomster, er i det perspektiv, som McKibbens artikel udfolder, en absurditet.

Artiklen er lang, men velskrevet og kommer godt rundt om implikationerne i den problemstilling, jeg herover blot har opridset helt skematisk. I en mail fra i går siger han, at den kommende tids indsats i 350-bevægelsen i høj grad kommer til at bygge op omkring det perspektiv på klimaindsatsen, som Rolling Stone-artiklen trækker op. Som med Keystone XL-processen bliver det mere frontalt trukket op overfor kul-, olie- og gasindustrien og de kræfter, som aktivt modarbejder omstillingen.

Under vejs refererer McKibben flere gange til The Carbon Tracker Initiative. Det er introduceret i blog-indlægget: Carbon Bubbles.

Se blog-indlæg tagged Bill McKibben.

Bill McKibben: Global Warming’s Terrifying New Math, Rolling Stones 19.07.2012.

Bill McKibben of 350.org: Even Industry-Funded Climate Change Deniers Can’t Ignore Planet’s Warming, (video & transskript) Democracy Now 02.08.2012.

Steve Curwood: Global Warming’s Terrifying New Math, (interview med McKibben) Living on Earth 03.08.2012.

Three responses to Bill McKibben’s new article, “Global Warming’s Terrifying New Math”, Climate Connections 24.07.2012.

Rasmus Vincentz: Den globale opvarmnings magt og matematik, klimadebat.dk 06.08.2012.

.
President Nasheed: “We refuse to be quiet”, 11:32 min. YouTube video. 

I denne video fra Klimaforum i København 2009 kan man høre Maldivernes nu første folkevalgte expræsident Mohamed Nasheed fortælle først om kampen for frihed fra det militærregime, som tog over efter kolonitiden, derefter om kampen for at redde Maldiverne fra klimaforandringerne – en kamp som kun kan vindes ved at stå sammen som verdenssamfund, og som kræver stærke klimamålsætninger. Nasheed har en vigtig rolle i, at forståelsen af nødvendigheden en målsætning på 350 ppm på blot 1½ år blev en del af et flertal af verdens landes klimamålsætninger. Uheldigvis ikke de rigeste. Så selvom omkring to tredjedele af verdens lande ønskede en målsætning på 350 ppm indskrevet i The Copenhagen Accord, så endte det med 450 ppm og 2ºC – og efterfølgende ikke-bindende tilsagn om en klimaindsats, som er fuldstændig utilstrækkelige i forhold til målsætningen.

I en situation, hvor politikere verden rundt udviser total mangel på konsekvens overfor klimaudfordringen, stod Nasheed i marts 2009 frem med planer for at gøre Maldiverne CO₂-neutral over en 10-årig periode og en insisteren på, at alle lande kunne og måtte tage et tilsvarende ansvar.

Nasheed blev i går af militærfolk tvunget til at trække sig tilbage som præsident. Og Maldiverne, som i forvejen er et af verdens lavestliggende lande, er hermed sunket endnu lavere.

På 350.org er der en underskriftsindsamling: Help President Nasheed of the Maldives. Jeg kan kun opfordre til at istemme.

Se mere om situationen på Maldiverne i det følgende blog-indlæg: Maldivernes præsident truet til at trække sig.

Se tidligere blog-indlæg om: 350 ppm.

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO₂-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO₂-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

Læs mere »

“Gik alle konger frem i rad, I deres magt og vælde, de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

I København skulle de blot skrive under på en aftale, som kunne have kickstartet anvendelsen af vedvarende energikilder og udfasningen af de fossile brændstoffer. Indlysende, nødvendigt, betaleligt, økonomisk set hasard med fremtiden at lade være.

I en meddelelse via Reuters’ World Environment News giver Gerard Wynn i dag en opsummering af resultaterne af to ugers klimaforhandlinger i København. Resultatet af klimatopmødet er næsten for deprimerende at forholde sig til, så det forbliver uoversat. Punktum. Der bliver alvorligt brug for at skærpe forståelsen inden COP16 i Mexico.

Gerard Wynn: What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal, Reuters 22.12.2009.
.

What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal

A conference of 193 countries agreed on Saturday to “take note” of a new Copenhagen Accord to fight global climate change, after two weeks of U.N. talks in the Danish capital.

The accord was not legally binding, and did not commit countries ever to agree a binding successor to the Kyoto Protocol, whose present round ends in 2012.

In addition, countries were invited to sign up to the accord, meaning it did not guarantee global participation.

Following is a summary of the decisions in the Copenhagen Accord, and other decisions adopted at the U.N. summit.

Læs mere »