Strøtanker om bæredygtighed

Nederst en update på vej om Indiens endelige INDC, som blev indleveret 01.10.

På det seneste har der været talt en del om Indiens bidrag til den globale klimaaftale. I indisk selvforståelse bliver klimaudfordringen ofte gjort til et problem, som først og fremmest vedrører resten af verden. Ikke at klimaforandringer ikke vil ramme Indien, tværtimod har man lige gennemlevet den værste hedebølge i nyere tid (se blog-indlægget Indien på smeltepunktet). Men der er foreløbig meget lille forståelse for at skrue ned for opførelsen af kulkraftværker eller på anden måde sætte den mindste hindring for udviklingen af den indiske økonomi. Tværtimod forestiller man sig i Delhi at fordoble kapaciteten af de kinesiske kulkraftværker inden for en femårs periode, selvom det måske vil fastholde landet med høje udledninger 40-50 år frem. Målt pr. indbygger er de indiske CO₂-udledninger ganske rigtigt små. Igennem to årtiers internationale klimaforhandlinger har Indien derfor været en af de helt store bannerførere for to tæt knyttede begreber, ‘equity’ og ‘ ‘common but differentiated responsibilities’. Men igen lever vi i et lukket system, og der er simpelthen ikke plads i atmosfæren til at alle lande ‘tager sig lov til at udlede lige så meget pr. indbygger, som hvad de mest forurenende af de gamle industrilande historisk har gjort. Hvis Indien endda insisterer på sin ret til udvikling, vil det være stærkt medvirkende til, at 2°C-målsætningen glider verdenssamfundet af hænde.

På den baggrund udtalte Christiana Figueres i starten af juli, at Indens bidrag var helt vitalt: “It is one of the very large developing countries and it will be very important to see what their trajectory on energy is going to be and, in particular, how they are planning to provide energy to 400 million un-electrified people in india.”

30. juni fremlagde Kina sin INDC, Intended Nationally Determined Contributions (se blog-indlægget Paris 2015 – Kinas INDC), hvori det overordnede reduktionsmål dels rummer et mål for decarbonisering pr. økonomienhed, dels før 2030  har lovet at nå det punkt, hvor udledningerne ikke stiger mere samt at bestræbe sig på om muligt at gøre det tidligere. Efterfølgende har den indiske miljøminister Prakash Javadekar følt sig foranlediget til at markere, at der ikke vil indgå et tilsvarende mål for, hvornår senest de Indiske udledninger ville ophøre med at stige. Den form for målsætning er mere for udviklede lande. Samtidig lover han uden at give detaljer, at den indiske klimamålsætning vil være mere ambitiøs, end hvad nogen forud havde forventet.

De indiske INDC forventes at være klar sidst i september. På den måde kan de stadig nå at komme med i UNFCCCs Synthesis Report, som vil foreligge 1. november på basis af alle klimamålsætninger, som er indleveret før 1. oktober.

Det forventes, at den indiske klimamålsætning vil fokusere dels på mulighederne for at få vedvarende energi ud i de ganske mange landegne, som endnu ikke har strøm, dels vil være en kombineret indsats for at bekæmpe CO₂ og bekæmpe luftforureningen, som i Indiens storbyer er stærkt sundhedstruende og hvert år har mange millioner af mistede leveår på samvittigheden.

I dag er der stadig omkring 350 mio. indere, som ikke har elektricitet. Selv i byerne, hvor der er strøm, falder spændingen i spidsbelastningsperioder, og blackout på 4-16 timer hører til dagligdagen. Ved sin tiltræden i 2014 præsenterede premierminister Narendra Modi som del af et løfte om at alle i 2022 skulle have adgang til elektricitet, et mål om, at Indien inden 2022 installerede 100 GW solceller, hvilket svarer til en 30-dobling af den nuværende solcellekapacitet, samt yderligere 75 GW vindkraft. Dette vil kræve massive investeringer, den indiske regering har vurderet omkostningerne ligger i størrelsesordenen 100 mia. $. Dette ligger ud over, hvad Indien selv kan klare, og man ser da også en begyndende udenlandsk interesse for at investere i vedvarende energi på det indiske marked. Men selv med udbygninger i den størrelsesorden vil det ikke automatisk før til færre nye kulkraftværker. Appetitten efter mere energi er i disse år umættelig, så strategien bliver meget let som Obamas ‘all of the above’ – mest muligt af det hele. Og som alle andre steder i verden vil en videre udbygning med vedvarende energikilder kræve nogle ganske omfattende udbygninger af forsyningsnettet, så det kan håndtere energiforsyningen i en fremtid, hvor Indien primært er drevet på vedvarende energi.

Læs mere »

Hvis man ellers kan se ud over den klima- og miljømæssige elendighed i den danske andedam, så har det i de seneste dage nærmest vrimlet med gode klimanyheder, dels på den juridiske front, hvor en række retssager giver håb om at juraen kan bruges, hvor stater svigter i forhold til at gennemføre den nødvendige omstillingspolitik. Dels har en række lande indgivet deres klimamålsætninger forud for COP21 i Paris. 30. juni fik vi således også Islands klimamålsætning for 2030.

Island har gjort som Norge og taget EU-blokkens klimamålsætning om en CO₂-reduktion i 2030 på 40% i forhold til 1990 til sin. Og man understreger, at det primært vil ske gennem indenlandske aktiviteter – altså ikke gennem at købe sig ind i forskellige CO₂-reduktionsprojekter andre steder i verden. Samtidig er Island tilknyttet det europæiske kvotemarked, så man ville kunne gøre brug af dette.

Islands samlede udledninger ligger i dag noget højere end i 1990 (5,2 mio. ton CO_2e i 2012 overfor 4,7 mio. ton CO_2e i 1990), så det vil kræve en betydelig indsats at nå de 40%. Set i forhold til indbyggertallet lå de islandske udledninger i 2012 på 13, 9 ton CO_2e pr. person. Det fremgår da også, at der der ligger et omfattende tværministerielt forarbejde til grund for gårsdagens indberetning af de islandske klimamålsætninger.

I den indberettede INDC (pdf) kan man under afsnittet afsnittet Additional clarifications on emissions from Iceland læse, at:

In determining Iceland‘s efforts for climate mitigation, and assessing their ambition level and fairness, it is useful to look at Iceland‘s circumstances regarding size and the proportional impact of relatively large single projects, the high percentage of renewable energy, and Iceland‘s high level of integration into European carbon markets, notably through participation in the EU-ETS and Iceland‘s participation in joint commitment under the second commitment period of the Kyoto Protocol. These factors are briefly explained here below.

Iceland‘s electricity production and heating comes almost 100% from renewable energy, with minimal emissions. This was mostly achieved before 1990. This means that Iceland must look to other sectors for mitigation options, including transport, agriculture, fisheries, industrial processes, waste and LULUCF. Iceland considers the utilization of its renewable energy sources to have global benefits from a climate change mitigation perspective.

Men den tætte integration med klimaindsatsen i resten af Europa kan man derfor meget vel forestille sig, at Island og Norge føler det naturligt at følge med, hvis EU for eksempel løfter sin 2030-målsætning til 45% eller 50% som del af en generel opjustering af de enkelte landes klimamålsætning. Og det bliver der brug for, for med indberetningerne i går også fra Kina er der nu klimamålsætninger for 2030 for mere end halvdelen af verdens lande. De gør en betydelig forskel i forhold til business as usual, men der skal stadig væsentligt kraftigere reduktioner til for at holde 2°C-målsætningen. Og 1½°C-målsætningen kræver lige nu et mirakel.

Se en grafisk evaluering af de enkelte landes indsats på Climate Action Tracker.
Se oversigt over samtlige indgivne INDC på Carbon Pulse INDC Tracker.
Se indgivne INDC på UNFCCCs hjemmeside.

Se tidligere blog-indlg: Vatnajökull smelter.
Se samtlige blog-indlæg tagged INDC.

Iceland Submits its Climate Action Plan Ahead of 2015 Paris Agreement, UNFCCC 30.06.2015.

Ben Garside: Serbia, Iceland lean towards EU to meet UN climate pledges, Carbon Pulse 30.06.2015.

Iceland to submit climate plans for UN global deal, Climate Action 30.06.2015.

I går fremlagde en række lande deres klimamålsætninger, de såkaldte INDC, forud for COP21 i Paris, heriblandt Sydkorea. Sydkorea har godt 50 mio. indbyggere og havde i 2012 samlede udledninger på 592 mio. ton CO₂, hvilket svarer til 11,9 ton CO₂ pr. person. Dermed er Sydkoreas udledninger pr. indbygger i løbet af de seneste år vokset sig højere end de japanske, og betydeligt højere end de danske og EU-gennemsnittets. Så Sydkorea har i dag verdens syvendehøjeste udledninger og de sjettehøjeste udledninger pr. indbygger.

Den sydkoreanske klimaindsats har været lidt slingrende gennem årene.  Således fremlagde Sydkoreas præsident Lee Myung-bak forud for COP15 i København en klimamålsætning med en reduktion på 30% i forhold til business as usual mellem 2005 og 2020, svarende til en 4% reduktion i absolutte tal. Men udledningerne har siden 1990 været konstant stigende – således lå de samlede udledninger i 2012 5-6 gange over udledningerne i 1990, på trods af en betydelig andel af A-kraft i energiforsyningen.

Forud for indberetningerne har der i Sydkorea været fremlagt fire reduktionsscenarier, som alle har været karakteriseret som værende utilstrækkelige. NGOer har protesteret kraftigt, og Obama skulle 12. juni have ringet Sydkoreas præsident Park Geun-hye op med opfordringer til at fremlægge en stærk og ambitiøs klimaplan. Derfor har det fra  international side været hilst varmt velkommen, at de nu indberettede INDC indebærer en reduktion frem mod 2030 på 37% i forhold til business as usual, hvor de fire scenarier, som har været offentligt diskuteret forud, kun indebar 14,7-31,3% under business as usual. Lederen af de sydkoreanske industriorganisation derimod har forudsigeligt bebrejdet regeringen den skærpede klimaindsats, og at dens behov for at please det internationale miljø kan blive bekosteligt for nationen: “The government’s excessive cuts plan will act like another ‘cancer-like’ regulation that holds business back.” Dette til trods for, at industriens andel af reduktionen er på samme 12% som i de tidligere scenarier.

Business as usual er for 2030 ansat til 850,6 mio. ton CO_2e, hvilket med 37% reduktion svarer til 535,9 mio. ton CO_2e. Dette svarer ifølge Carbon Pulse til en reduktion på omkring 22% i 2030 i forhold til 2014. Udledningerne i 2030 vil således stadig ligge adskillige gange over 1990. Men hvis den sydkoreanske udvikling bliver som beskrevet, er der tale om, at et af de store tunge udviklingslande i løbet af de allernærmeste år lykkes at vende en stigende kurve til en faldende. Faktisk var udledningerne for 2014 en anelse under 2013.

Sydkoreas INDC åbner op for, at ikke alle reduktionerne sker indenlands, men at op imod en tredjedel af reduktionen sker gennem kvotekøb i andre systemer.

Læs mere »

Allerede under forhandlingerne i Bonn i starten af måneden blev det blevet sivet, at Kina snart var klar til at fremlægge sine INDC, (Intended Nationally Determined Contributions), og i dag blev de så frigivet. De kinesiske klimamålsætninger er fundamentalt vigtige alene af den grund, at de kinesiske CO₂-udledninger i de seneste årtier er vokset betydeligt mere end i resten af verden i takt med, at landet har haft en næsten eksplosiv vækst og det forhold, at en stadig større del af de rige landes primære produktproduktion har været udflaget til Kina. Trods en imponerende indsats med vedvarende energi vokser den kinesiske kulafbrænding derfor stadig, mens trafikken svulmer dertil, at de kinesiske udledninger i dag udgør mere end 25% af verdens samlede udledninger. Udledningen pr. indbygger er i dag større i Kina end i Europa.

Endda har Kina fastholdt, at man er et udviklingsland, som ikke på samme måde som de gamle industrilande kan være underlagt absolutte reduktionsmål. I stedet har man gradvist strammet målsætninger for, hvor meget mere økonomien skal vokse end udledningerne. Og i en bilateral klimaaftale med USA lovede Kina sidste år for første gang, at udledningerne ville kulminere inden 2030. Dette mål går igen i de i dag indleverede INDC. Heri fastslås det, at de kinesiske udledninger vil kulminere hurtigst muligt og i god tid inden 2030. Samtidig vil man reducere udledningerne pr. GDP-enhed med 60-65% mod 40-45% for 2020, mens andelen af vedvarende energi og atomkraft vil øge til mere end 20% af den primære energiproduktion.

Det er alle målsætninger, som kræver en betydelig indsats, alene fordi den kinesiske økonomi har nået et så gigantisk volumen, som den har – omkring en tredjedel af den samlede udbygning med vedvarende energi på verdensplan sker lige nu i Kina.

Men det er også hvad man kunne kalde forsigtige målsætninger i forhold til, hvad Kina rent faktisk ville kunne præstere. Når det gælder klimamålsætninger har det kinesiske styre altid overperformet i forhold til hvad man kunne kalde meget konservative målsætninger. Så lur mig, om ikke Kinas udledninger kulminerer væsentligt før – det indenlandske pres på regeringen for at gøre noget seriøst ved den massive luftforurening, som for en stor dels skyld stammer fra fossile afbrændinger, er massivt, og flere rapporter har på det seneste sandsynliggjort, at de kinesiske udledninger ville kunne kulminere allerede i 2025.

Selvom der ikke er nogen enkelt størrelse som kommer til at afgøre, om vi klare 2°C-målsætningen eller ej, så er spørgsmålet, hvor hurtigt det lykkes kineserne at standse stigningen i CO2-udledningerne, og hvor hurtigt de derefter kan reduceres, i kraft af størrelsen den vigtigste enkeltfaktor heri. Med de kinesiske INDC på banen er der fremlagt klimaplaner for omkring 60% af verdens samlede udledninger.  Og man kan allerede nu sige, at det gør en forskel i forhold til business as usual, men at der er langt til at kunne overholde 2°C-målsætningen, og fortvivlende langt til at komme i nærheden af 1½°C-målsætningen.

Læs mere »

Forskere fra Climate Economics Chair ved Dauphine-universitetet har forud for COP21 i Paris fremlagt et forslag til et globalt system til at sikre finansieringen af klimaindsatsen og klimatilpasningen i verdens fattigste lande, som ofte har den mindste andel i årsagerne til klimaforandringerne.

I gennemsnit udledes der i dag på verdensplan omkring 6,8 ton CO₂ pr. indbygger pr. år. Dette dækker over store forskelle. Mens for eksempel i Bangladesh kun udleder 0,6 ton pr. person pr. år, ligger udledningerne i en række lande på 15-20 ton CO₂ pr. indbygger pr. år.

Forslaget til klimafinansiering bygger herefter i al sin enkelhed på, at de lande, som udleder mere CO₂ pr. indbygger end gennemsnittet, betaler til de lande, som udleder mindre end gennemsnitligt. Og jo højere udledninger pr. indbygger, jo højere afgift, mens jo mindre udledninger i den lave ende, jo mere klimafinansiering er der til rådighed.

I starten vil der blot være tale om et beløb pr. ton CO₂ svarende til den nuværende (alt for lave) pris i EUs kvotemarked, men tanken er så, at prisen over tid skal stige.

Ifølge forslaget kommer langt den største regning til at gå til USA, mens Indien bliver det største modtagerland. Kinas udledninger pr. indbygger er i dag højere end EUs, så de står til at skulle skulle bidrage med mere til den globale klimafinansiering end EU. Med en startpris på 6 € pr. ton CO₂ (svarende til EUs nuværende kvotepris) vil provenuet være omkring de 100 mia. $, som det er aftalt at klimafinansieringen skal nå op på. Heraf vil USA stå til årligt at skulle bidrage med 34 mia. €, mens Kinas bidrag ville være 15 mia. € og EUs 10 mia. €. Indien ville være det største modtagerland med en årlig check på 38 mia. €.

Læs mere »

I et af forhandlingssporene ved de nylige klimaforhandlinger i Bonn var det meningen, at den overordnede målsætning for klimaindsatsen, som blev vedtaget i Købehavn i 2009, om at holde den gennemsnitlige globale temperaturstigning under 2°C skulle reevalueres. I det mellemliggende år er det blevet tydeligt, at klimafølsomheden er så stor, at selv den nuværende temperaturstigning på 0,85°C i forhold til det førindustrielle niveau medfører en betydelig intensivering af en lang række klimaekstremer, så storme og stormfloder, tørker og oversvømmelser bliver voldsommere. Stadig flere lande og videnskabsfolk finder det derfor nødvendigt at stramme målsætningen til en 1½°C-målsætning, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer. Det har således været besluttet, at 2°C-målsætningen skulle evalueres forud for COP21 i Paris. Derfor var der til det seneste klimaforhandlingsrunde i Bonn udarbejdet en rapport, som har været forberedt over en to-årig periode af en gruppe på 70 videnskabsmænd m/k. Denne rapport klargjorde, at der ville være betydelige forskelle mellem 1½°C og 2°C, hvor 2°C-udviklingen ville indebære flere ekstreme vejrhændelser og større risiko for at nå tipping points, hvorfra klimaforandringerne vil være selvaccelererende. Rapporten påpeger, at der ikke umiddelbart er forskel på virkemidlerne for de to udviklinger, kun i den hastighed hvormed de må gennemføres og dermed forskelle i de umiddelbare omkostninger derved. Omvendt synes man ikke at have forsøgt at afklare besparelserne ved en 1½°C-indsats i form af færre klimatilpasningsudgifter, færre ødelæggelser efter orkaner, tørker og oversvømmelser, færre ødelagte og skævvredne økosystemer osv. – blandt andet fordi den nuværende viden derom er utilstrækkelig.

Men ved forhandlingerne blokerede ikke mindst Saudi-Arabien for overhovedet at drøfte dette – støttet af blandt andet Kina, som fremhævede, at man i den nuværende situation ikke kunne håndtere flere variable inden Paris. Så uden at noget er blevet endeligt vedtaget, tyder det på, at man ender med i Paris-aftalen at skubbe 1½°C-målsætningen ud og til gengæld stramme op om formuleringen af 2°C-målsætningen, så det ikke er et sigtepunkt, men en yderste grænse, som man bør holde udviklingen komfortabelt inden for.

Andreas Fischlin, den ene af processens to facilitatorer, som har været med til at sammenfatte rapporten, udtrykket det overfor Carbon Brief således: “2C is the really very last retreat that we defend at all costs, and the goal is actually to keep global warming as low as possible.”

I de senere år har der indimellem været rejst tvivl også om 2°C-målsætningen, om det overhovedet var realistisk at nå den, så man kan med rimelighed spørge, om en 1½°C-målsætning stadig er en mulighed? Her er den ovenstående graf god at blive klog på. Den viser, hvor mange år, vi vil kunne fortsætte med det nuværende forbrug, før vi har opbrugt det carbon budget, som IPCC med sin seneste rapport definerede, for henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. For hver af disse temperaturer er der vist tre budgetter, henholdsvis for hvis vi skal have 33%, 50% eller 66% chance for at overholde målet.

50% sikkerhed er jo ikke meget – faktisk betyder en 50% chance for 2°C at der er 50% chance for at det ikke lykkes. Hvis man virkelig mente noget med sin klimaindsats, skulle man sigte mod en større sikkerhed. Men lad os for enkelhedens skyld sammenligne tidslinjen for at have 50% sikkerhed for at holde den gennemsnitlige globale temperaturudvikling under henholdsvis 1½°C, 2°C og 3°C. Det svarer til 9,8 år, 28,4 år og 65,6 år. Hvis dernæst vi forestiller os, at det er muligt at lave en lineær afvikling, så vi i procent reducerede lige meget om året fra i dag til alle udledninger var bragt i nul, så har vi det dobbelte antal år at gøre godt med, så tiden til rådighed for de tre eksempler er henholdsvis 19,6 år, 56,8 år og 131,2 år. Så under forudsætning af, at vi begyndte i morgen, kræver en 1½°C-målsætning en lineær udfasning til nul i år 2035, mens 2°C-målsætningen kræver en lineær udfasning til nul i år 2035 og 3°C-målsætningen (som aldrig har været nævnt som målsætning) kræver en lineær udfasning til nul i år 2145.

Så ja, det er principielt muligt at lave en fuld udfasning i løbet af 20 år, det svarer til at høvle 5% af udledningerne pr. år. Men hvis man kigger verden rundt, så er der ingen lande, som har planer om reduktioner, som kommer bare i nærheden deraf. Faktisk er de reduktionsrater, som indtil nu er indberettet som INDC forud for COP21 i Paris alle under 3%. Og verdens største udlederland Kina med omkring 30% af verdens samlede udledninger, forventes at love, at deres udledninger ophører med at stige i 2030. Så vi kommer ikke i gang i morgen. Selv hvis de rige lande reducerede i dobbelt tempo, kan det ikke mere kompensere for, hvis udledningerne af retfærdighedsgrunde skal have lov til at fortsætte med at stige mange årtier frem.

Læs mere »

.
Denne 2 min. video introducerer på en for mange nok uventet vis det af mange længe ventede pavelige hyrdebrev om vores pligt til at værne om det globale klima.

18. juni udsender Pave Francis en encyklika, et brev om klodens tilstand stilet til katolikker verden rundt med bud om respekt for Guds skaberværk, de klimaforandringer og den økologiske krise, som truer vores fælles fremtid og allerede i dag rammer verdens fattigste hårdest. Encyklikaen vil blive sendt til kardinaler i alle lande og blive gjort tilgængelig online på fem sprog. 18. juni vil blive markeret verden over med gudstjenester, pilgrimsfærd og symbolske markeringer såvel som i undervisning og studiekredse, seminarer, møder og udgivelser. Der er ikke blot tale om konventionel katolsk forkyndelse. Tværtimod har paven og hans rådgivere som del af de omfattende forberedelser haft konsultationer med fremtrædende politikere og videnskabsfolk fra hele verden for at afklare, hvordan den katolske kirke bedst kan medvirke til, at klimaudfordringen – og det underliggende problem, at vi ikke formår at værne om vores livsgrundlag, skaberværket – bliver taget alvorligt.

Allerede før den er udsendt, har pavens encyklika vakt kolossale forventninger i meget vide kredse. Her et halvt år før klimaaftalen i Paris skal være klar til underskrivelse, ses encyklikaen som en mulig game-changer, som kan være med til at styrke forståelsen af nødvendigheden af et fundamentalt kursskifte og skabe det pres på det internationale forhandlingsklima, som gør det muligt at tage store svære fremadrettede beslutninger.

Således kunne man i går ved afslutningen af to ugers intense klimaforhandlinger i Bonn på den afsluttende pressekonference bogstaveligt se den tydeligt søvnunderskudsmærkede forhandlingsleder Christiana Figueres live op og genfinde sit vanlige glimt i øjet, da talen mod slutningen faldt på den nært forestående pavelige encyklika (se blog-indlægget Klimatopmøde i Bonn 1.-11. juni). For en sådan henvendelse forventes at ville kunne nå bredt ud blandt verdens 1,2 mia. katolikker og at kunne få en betydelig indflydelse. En undersøgelse blandt engelske og walisiske katolikker indikerer, at op imod hver tredje vil følge pavens bud og vælge en mere grøn levevis.

Paven kan fra sin position som religiøst overhoved italesætte vores forbrugskultur, vores grådighed, og manglende solidaritet med en direkthed, som ingen politiker kan det, mane virksomhederne til at tage mere hensyn til miljøet end til bundlinjen og i det hel taget mane os alle til eftertanke og mådehold. Selvom vi endnu ikke kender ordlyden, er der ingen tvivl om, at han vil tale meget direkte ind i vores svigtende lydhørhed og respekt for vores omgivelser, som er i færd med at ødelægge vores fælles livsgrundlag.

Læs mere »

Herover ses et brev underskrevet af lederne af Europas seks største olieselskaber og sendt dels til Christiana Figueres, lederen af FNs klimaforhandlinger, dels til Laurent Fabius, lederen af det forestående klimatopmøde i Paris COP21. I brevet melder olieselskaberne sig klar til at gøre deres til at imødegå klimaforandringerne og siger, at det er bydende nødvendigt at få indført en pris på CO₂, hvis det skal lykkes at holde 2°C-målsætningen.

Brevet ligger på linje med Christiana Figueres’ udmelding for mindre end en uge siden, at det var på tide at komme videre fra dæmoniseringen af olieselskaberne. Og selvom det for mange er en torn i øjet, når disse giganter, som indtil nu i det skjulte har arbejdet ganske målrettet på at fornægte klimavidenskaben og forsinke omstillingen fra de fossile brændstoffer, sidder med ved de store klimakonferencer, får lov at sole sig som sponsorer osv., så var verden bedre tjent med, at de som i sin tid DONG under Anders Eldrup beslutter sig for at bidrage til omstillingsprocessen frem for at bekæmpe den.

Vi har blot stadig til gode at se, at disse selskaber virkelig mener deres udmelding seriøst, eller om der er tale om en form for strategisk positionering forud for COP21 i Paris. Og hvor konsekvensen for enhver klimatænkende må være, at så må de dog standse deres aktiviteter i det arktiske område og lukke ned for tar sands-udvindingerne og koncentrere sig om de tilbageværende kendte forekomster med mindst CO₂-udledning pr. udvundet energienhed. Ligeledes ville det være en naturlig konsekvens af den accept af 2°C-målsætningen, som brevet formulerer, at indlede al yderligere udforskning efter nye forekomster, fordi verden allerede har flere kendte forekomster end vi kan bruge, hvis vi skal holde os under 2°C.

Denne udmelding giver også anledning til at overveje en nuancering af den divestment-kampagne, som har kørt med en ganske betydelig succes i de seneste år. Ville det være rimeligt fortsat at investere i de olieselskaber, som stander yderligere eftersøgninger, som neddrosler deres kulaktiviteter over en årrække, som har en forretningsplan ala DONGs, hvor man over en 10-årig periode går fra en andel af vedvarende energi-aktiviteter på 15% til en vedvarende energi-andel på 85%. Og skal vi, som brevet lægger op til, til gengæld acceptere inddragelsen af naturgassen? – også når det gælder fracking? Det sidste vil jeg mene er en dårlig idé.

Under motivation skriver de seks selskaber i brevet:

“We want to be a part of the solution and deliver energy to society sustainably for many decades to come. Like our counterparts in other industry sectors we will play a key role in implementing the measures and deploying the technologies that will lead to a lower carbon future. Low carbon business models and solutions are fragile until they reach critical size, but with linked carbon pricing systems worldwide, uncertainty would be reduced and such solutions will start to create value for business more rapidly.”

Det er her brevet er spændende. Kan man etablere et nyt playing field, hvor olieselskaberne konkurrerer i omstillingsrelevante aktiviteter? For de ligger jo inde med en betydelig entreprenør-entreprise.

Er det nok med de store europæiske selskaber, eller skal de russiske, kinesiske og amerikanske kul- og olieselskaber også med om bord, før det lykkes at etablere nye, omstillingsrettede spilleregler? Amerikanske selskaber som Chevron, ConocoPhillips og ExxonMobil har glimrer ved deres fravær, selvom de på et tidspunkt har fået buddet om at deltage.  Men ifølge Reuters havde Totals leder Patrick Pouyanne ved lanceringen af brevet erklæret, at det var vigtigt for de europæiske olieselskaber at få markeret deres ønske om en CO”-pris: “Instead of waiting for the smallest common denominator, we got convinced it was worth making a commitment as European oil majors, as we command a significant share of the oil market, without necessarily waiting for an American to come on board.”

Brevet er gengivet herunder i dets fulde omfang.

Læs mere »

I de kommende tolv dage er klimadelegationer fra hele verden samlet i Bonn for at forhandle en aftale på plads, som meget gerne skulle kunne vedtages endeligt ved COP21 i Paris til december. Samlingsstedet, som man ser på billedet herover, er en arkitektonisk set ret enestående sal i Bonn designet af Günter Behnisch, den nok vigtigste eksponent for den organiske modernisme i 2. halvdel af det 20. århundrede. Behnisch vandt konkurrencen allerede i 1973, men byggeriet blev udsat og forandret og udsat og forandret i én uendelighed (se billeder). Da endelig parlamentsbygningen stod færdig, blev Øst- og Vesttyskland forenet, så der måtte etableres en ny Bundestag i Berlin. Men nu bruges plenarsalen af UNFCCC til de ofte adskillige samlinger mellem de årlige COPer rundt omkring i verden. Med denne bygning satte Behnisch nye standarder for, hvad man kunne kalde demokratisk arkitektur, så det var umiddelbart tragikomisk, at man måtte rykke til anderledes selvhøjtidelige magtsprogs-rammer i Berlin, og dobbelt glædeligt, at disse enestående rammer (jeg besøgte Bundestag Bonn i 1993, da den kun var 99% færdig) nu er med til at føde den første globale klimaaftale.

I dette blog-indlæg bliver der i første omgang samlet kommentarer og nyhedsartikler om den forestående forhandlingsrunde i Bonn. I løbet af de kommende to uger håber jeg på at kunne trække nogle af de store linjer op, om hvad der samler og skiller, om hvad der realistisk set er håb om at opnå i Paris, om kravet 1½°C-målsætningen genfremsættes eller forsvinder ud af forhandlingsteksten, om selv 2°C-målsætningen opgives, om finansieringssiden for verdens fattige lande både på når det gælder den direkte klimaindsats og klimatilpasningen, og hvordan man vil håndtere den i en række situationer nødvendige kritik af de enkelte landes tilsagn om klimaindsats frem mod 2030, som det allerede nu står klart for en række lands vedkommende er præget af et svigtende ambitionsniveau. Men … er det overhovedet tænkeligt, at en sådan konference kan ende med at sende hver af de +190 delegationer hjem med besked om at gøre sit hjemmearbejde bedre – meget bedre?

Umiddelbart er den ydre opgave at få den nuværende forhandlingstekst gjort markant kortere. Den rummer indtil nu alt, hvad alle har budt ind med. Og man kan roligt sige, at hvis man ud af den teksts forskellige muligheder kunne vælge den for fremtidens levevilkår optimale aftale, så kunne det blive en enestående aftale i Paris. Så forståelsen af hvad man kunne kalde den nødvendige aftale er til stede, midt i forhandlingsprocessen.

Læs mere »

Deltagere i en stort anlagt klimakonference i Paris for business-verdenen 21. maj, hvor man i venstre side af billedet ser Saudi-Arabiens olieminister Ali Al-Naimi (den laveste) overfor præsident Hollande.

Når det gælder klima-nyheder er The Daily Climate er en fin nyhedsservice, som jeg besøger næsten dagligt i forbindelse med redigeringen af Agenda 350. I dag var der pludselig en Editor Comment fra PD, hvilket jeg ikke mindes tidligere at have set. PD påpeger for praktiserende, studerende, undervisere og dem som hader eller elsker journalistik (kort sagt os alle), at samme nyhed helt uden problemer kan ende i to diametralt modsatte overskrifter, alt efter hvad man ønsker at fortælle.

Her et screen dump deraf:

Ifølge Reuters har Saudi Arabiens olieminister Ali Al-Naimi ved en konference om business & climate sagt, at: “In Saudi Arabia, we recognise that eventually, one of these days, we are not going to need fossil fuels, I don’t know when, in 2040, 2050… so we have embarked on a program to develop solar energy.” “Hopefully, one of these days, instead of exporting fossil fuels, we will be exporting gigawatts, electric ones. Does that sound good?”

Ifølge Reuters forventede Al-Naimi stadig på kort sigt at verdens energiforsyning ville være præget af de fossile brændstoffer. Men han så solenergien blive billigere end de fossile brændstoffer, og Saudi-Arabien udvikle sig til en “global power in solar and wind energy”, hvilket Wall Street Journal med en vis portion journalistisk håndelag kan få turneret, så overskriften lyder:

Saudi Oil Minister Says World Can’t Abandon Fossil Fuels – måske for ikke at stamlæserne får morgenkaffen ud over slipset. Selve artiklen ligger bag betalingsmur, men man kan af de første linjer lige ane, at det er samme konference i Paris, der er tale om, og at man i brødteksten haler lidt i land ved at modificere, at Al-Naimi på den korte bane stadig ser verden drevet på fossile brændstoffer.

Læs mere »