Strøtanker om bæredygtighed

Gennemgående har de globale klimaforhandlinger ikke den store plads i de danske medier – og slet ikke her flere måneder forud, selvom det ofte er indimellem de store samlinger, at de store spørgsmål er i bevægelse. Jeg har derfor oprettet dette blog-indlæg, som løbende vil blive opdateret til artikler, kommentarer mv. som tilsammen forhåbentligt kommer til at tegne scenen for den forestående COP19 i Warszawa 11.-22. november i år.

Det er jo ikke fordi klimaspørgsmålet og forhandlingerne om en global klimaaftale ikke er interessante, og vi så med COP15, som foregik i København, at det godt kunne lade sig gøre at finde pladsen og ressourcerne. Men det synes gennemgående at være vanskeligt at få en størrelse som de globale klimaforhandlinger passet ind i de gængse nyhedskriterier, så den smule, som endelig bliver rapporteret, er ofte personfikseret og overfladisk, helt uden det nødvendige perspektiv, som kunne gøre den lille detalje væsentlig for det store billede.

Måske hovedforhandlingerne i sig selv er lidt kedsommelige. Det kræver en særlig tålmodighed at høre alle verdens lande bedyre, hvor meget de gør for klimaet – ikke mindst, når man ved at mange af dem i virkeligheden laver rigtig meget grams i atmosfæren. Men tonen er forsøgsvis høfligt urban, og en COP er samtidig en utrolig masse sideevents og NGO-aktiviteter med et helt anderledes frodigt og billedmættet udtryksregister. Så hvis man vil, er der masser at skrive om, og hvis man blot ser lidt ud over hovedforhandlingerne, så trækker en COP tråde ud til levevilkårene og presserende problemer verden rundt.

Måske mangler der bare i den danske nyhedsverden de folk, som skal til for at dække de store spørgsmål. Men nej, det er snarere et prioriteringsspørgsmål. Sidder lige med politiken.dk åben og kan konstatere, at en event som Tour de France – som ligesom FNs klimaforhandlinger er en årligt tilbagevendende begivenhed, som tilsvarende strækker sig over flere uger – alene i dag er blevet tildelt 11 artikler. Hvis man vil, kan man sagtens finde gode vinkler: Hvad Froome mener om Contador, at Froome blev overvældet af følelser, at Evans håber igen at køre i spidsen for BMC næste år, at Contador kommer igen næste år … alt sammen så uimodsigeligt vigtigt, at man forstår, hvorfor der ikke er plads til den globale klimasituation (foreløbig har politiken.dk i juli kun bragt én artikel under klima).

Læs mere »

Fredag sluttede endnu to ugers klimaforhandlinger i Bonn. Signalerne derfra er, at de langt hen ad vejen har været stilfærdige og konstruktive med en voksende fornemmelse af urgency – måske lige bortset fra, at det lykkedes russerne sammen med gamle sovjet-fæller, Hviderusland, Kasakhstan og Ukraine at forhale forhandlingerne så meget, at man i løbet af de to uger end ikke fik vedtaget dagsordenen i det ene af konferencens tre forhandlingsspor. Stadig her et halvt år efter COP18 i Qatar er russerne stærkt oprevne over, hvad de mod slutningen af COP18 oplevede som en tromlen af FNs hævdvundne konsensus-princip, og de russiske indvendinger mod den konkluderende tekst i Qatar blev ganske rigtigt overhørt. Men det havde sine klare grunde.

For verdenssamfundet er ikke til sinds at forære de fire forhenværende sovjetstater 13 gigaton ubrugte CO₂-kreditter, som de teknisk set er blevet tildelt på baggrund af, at udledningerne i det gamle Sovjetunionen var markant større, men som de med verdenssamfundets øjne har meget lille ret til dels fordi der ikke ligger nogen klimaindsats bag, dels fordi Rusland har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden fase. Så hvis disse ‘hot air’-kvoter kunne kapitaliseres, ville det blot blive en simpel økonomisk malkning af klimaindsatsen i andre lande (se mere i blog-indlæggene COP18 noter XI – fortsatte forhandlinger og Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem).

Modsat de årlige COP-forhandlinger kommer ministrene ved disse mellemliggende forhandlinger ikke flyvende ind fra hele verden ved starten af anden uge, så der har ikke været lagt op til de store forhandlingsmæssige gennembrud i denne runde af Bonn-forhandlinger. Tværtimod har det været et arbejdsmøde med forberedende og orienterende karakter. Men bortset fra at russerne har teet sig som vanvittige og har blokeret SBI forhandlingssporet dertil, at man end ikke i løbet af de to uger kunne vedtage dagsordenen – og dermed har misbrugt konsensus-institutionen dertil, at de har diskvalificeret sig alvorligt i det videre arbejde – så har arbejdet været båret af en udbredt positiv-konstruktiv ånd. Der synes langsomt at nærme sig en konsensus om, hvordan dén globale bindende aftale, som skal ligge klar til vedtagelse i 2015, kommer til at se ud. Og vi – resten af verden – kan en blanding af glæde os over selv de mindste tegn på fremskridt og foruroliges over, hvor uendeligt langsomt denne konsensus-proces snegler sig fremad ikke mindst i betragtning af, hvor overhængende alvorlige problemerne er.

Læs mere »

I dagene 3.-14. juni er delegationer fra så godt som alle verdens lande igen samlet til klimaforhandlinger i Bonn. Målet er at komme nærmere en afklaring af det konkrete indhold af den globale klimaaftale, som der for halvandet år siden i Durban blev nået enighed om skulle ligge klar fra 2015 med virkning fra 2020. Der vil således ikke blive truffet store beslutninger i denne runde, som på mange måder er forberedende til COP19 i Warszawa 11.-22. november, men det er i høj grad ved disse mellemliggende samlinger, at det egentlige arbejde foregår.

Ved den seneste samling i Bonn i begyndelsen af maj var forhandlingsklimaet sjældent konstruktivt (se blog-indlægget Forhandlinger i Bonn 29.04.-03.05.), og alle synes i denne fase at være indstillet på at nå det bedst mulige resultat. Så selvom meget endnu kan komme på tværs, så tegner det her ved optakten til næste runde i Bonn til, at det vil lykkes at få en aftale på plads til underskrivelse ved COP21 i Paris i slutningen af 2015.

Der er således grund til en form for optimisme. Ikke bare fordi det ser ud til, at UNFCCCs klimaforhandlingsspor, som er grundlagt helt tilbage ved Rio-konferencen i 1992, endelig kommer til at bære frugt, men nok så meget fordi der rundt omkring i verden bliver taget skridt til at håndtere klimaudfordringen. Sydkorea har på det seneste meldt ud, at man arbejder på etableringen af et kvotemarked, som sigter på at nedbringe udledningerne med 30% inden 2020 (se blog-indlægget Sydkorea på vej med ambitiøs kvotelovgivning). Kina har signaleret, at man er indstillet på bindende reduktioner (se blog-indlægget Kina indstillet på bindende klimamål). Det har man nu gjort tidligere, men efter en afvisende fase, er det på banen igen, og det ser lige nu ud til, at Kina når at få et egentligt landsdækkende kvotemarked klar til indkøring som del af den næste femårsplan. I en nylig oversigt udarbejdet af ECOFYS for Verdensbanken var der etableret (eller ved at blive etableret) kvotemarkeder og/eller CO₂-afgifter i 40 lande og 20 (del)stater i verden.¹ De spænder vidt, fra Californiens nyetablerede kvotemarked, som kun  gælder kun for en enkelt delstat (se blog-indlægget Californien indfører CO₂-kvotesystem), til EUs kvotesystem, som omfatter størstedelen af Europa.

Og selvom vi stadig mangler at se, om Obama mener sine vidtløftige ord om den amerikanske klimaindsats dertil, at han rent faktisk gør noget, så var det interessant at erfare, at USA og Kina i april aftalte et tæt samarbejde omkring klimaindsatsen og bestræbelser på at samordne de fremtidige kinesiske og amerikanske kvotemarkeder og klimaindsatser i de hele taget. Kina og USA repræsenterer tilsammen 40% af verdens samlede udledninger, og begge lande har indtil nu ofte været at finde blandt de store sten i skoene på vejen mod den globale klimaaftale. Så samtidig med, at det giver en risiko for, at vigtige beslutninger tages uden for UNFCCCs forhandlingsproces, så er det er glædeligt, at der er taget hul på denne akse. Senest er Kinas og USAs chefforhandlere Xie Zhenhua og Todd Stern her i de allerseneste dage mødtes her i Bonn  for at forberede mødet mellem de to landes præsidenter, Xi og Obama i Californien sidst i denne uge.

Selvom det med det nuværende republikanske flertal i den amerikanske kongres, som er fastkørt i skinger klimafornægtelse, kan være svært at se, hvordan noget som helst konstruktivt vil kunne lade sig gøre i USA, så arbejder Obama-adminstrationen tilsyneladende målrettet på en situation på den anden side heraf, hvor klimafornægtelsen er endeligt brudt sammen.

Læs mere »

Ons. 28.11. – I dag blev det besluttet, at COP19 ville blive afholdt i Polen – og at hovedkonferencen ville finde sted på et stadion. Igen har valget umiddelbart valgt undren. Men som med Qatar synes valget af værtsland at afspejle ønsket om ikke bare at showcase de mest klima’rigtige’ byer og samfund, men at prøve at løfte også hvor det kniber lidt mere med viljen.

Polen har i de senere år tydeligt profileret sig som EUs bagtrop, når det gælder klimaet. Der trues konstant med vetoretten, og når EU ikke for længst har strammet ambitionerne, hænger det sammen med det forhold, at Polen stadig brænder store mængder kul af, og at landet – og ikke mindst dets stærke kullobby – ikke er til sinds at lave om på det lige med det første. En ting er at omlægge gradvist, men Polen sigter i disse år målrettet på at udbygge kulkraft og kulbrydning.

Polen ligger inde med et stort antal ubrugte kvoter fra det europæiske kvotesystem, som hænger sammen med voldsom tilbagegang for landets kulfyrede industri. Og i den opstramning af kvotesystemet, som Connie Hedegaard har varslet inden nytår, som blandt andet indebærer en støvsugning for de mange overskydende kvoter, har Polen igen markeret sig som den store obstruktør – og krævet, at de går urørte videre i næste runde (se blog-indlægget Førstehjælp til det europæiske kvotesystem).

Der synes efterhånden ikke at være anden løsning end at lave et krybespor til Polen. Én ting er, at de i den grad er på afveje i Polen. Men det virker absurd, at et enkelt land kan være så tung en bremse for hele EU, at det ved flere lejligheder har vetoet EUs klimapolitik.

Læs mere »