Strøtanker om bæredygtighed

Fra 26. november til 8. december var repræsentanter fra alle verdens lande samlet i Doha, Qatar til COP18, en ny runde af forhandlingerne om en globale klimaaftale. I den forbindelse har jeg løbende fulgt processen her på Strøtanker om bæredygtighed, og det er i løbet af de to uger blevet til en bred vifte af indlæg:

Indlægget COP18 reaktioner og konklusioner søger at opsummere resultatet af COP18 og samler links til synspunkter på COP18 fra hele verden, mens COP18 – The Doha Gateway bringer et rids af aftalens vigtigste punkter.

Daglige indlæg (tagged COP18 noter) giver en række nedslag under vejs: note I (26.11.), note II (27.11.), note III (28.11.), note IV (29.11.), note V (30.11.), note VI (01.12), note VII (03.12.), note VIII (04.12.), note IX (05.12.), note X (06.12.), note XI (07.12.) og note XII (08.12.).

En lang række små introducerede videoer (tagged COP18 video) giver forskellige perspektiver på en mangfoldig konference med 17.000 deltagere, se: Al Jazeera: Has Doha delivered?, An Open Letter to Barack Obama, Alden Meyer: Union of Panicked Scientists, Bolivia: The climate is not for sale, Yasuní-ITT: Biodiversitet eller oliemilliarder?, Satu Hassi: 30% målsætning for EU vil give 6 mio. nye jobs, Carbon Market Watch om EUs ‘hot air’-problem, Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing, Geoffrey Lean: A mad way to run a planet, Slut med fossile subsidier, CO₂-lagring med bambus, People find it quite hard to contemplate changes in their lifestyle, Christiana Figueres: COP18 status efter de første dage, Carol Turley: Oceanerne står overfor et tipping point, Runge-Metzger: Indblik i forhandingerne i Doha, Rajendra Pachauris tale ved COP18, UNEP: Permafrosten en tikkende metanbombe, Jim Dougherty om fracking-problemer, An open letter to governments and their negotiators, Al Jazeera: What do these climate talks actually achieve?, COP18 Side Event: Drivers of Deforestation, Australien melder klar til Kyoto-aftalens anden runde, IUCN: Oprindelige folkeslag kan lære os om klimatilpasning samt Kitty Ehn: Sweden must live up to its climate reputation.

Forud for COP18 ser en håndfuld blog-indlæg på baggrunden for konferencen: Christiana Figueres: Udfordringen i Doha, UNEP Emissions Gap Report 2012, Verdensbanken: “Skru ned for varmen”, ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag, Klimafølsomheden større end hidtil antaget, IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011, Terningerne er kastet, Førstehjælp til det europæiske kvotesystem, EU indstiller CO₂-flyafgift midlertidigt for at fremme global aftale, Danmark i mål med Kyoto-aftalen og Klimaministeren efter Durban: 6º varmere en reel risiko.

Endelig har indlægget COP18 positioner og forviklinger links til artikler omkring forhandlingerne i løbet af de to uger i Doha, hvor COP18 reaktioner og konklusioner har links fra tiden efter afslutningen, og Optakt til COP18 rummer links omkring klimakonferencen forud for COP18, mens Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det forberedende møde i Bonn i juni 2012.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Links til reaktioner på COP18 og The Doha Gateway vil løbende blive opdateret herunder i de kommende dage.

Christiana Figueres på Twitter: “All #COP18 decisions adopted by acclamation. We have a Second Commitment Period of the Kyoto Protocol !!!”

Roger Harrabin på Twitter: “Take-out thought. Exhibition of green technology linked to #cop18 showed Saudi plans for carbon capture and storage. To force out more oil.”

.
.
Lad mig blot starte med denne 1½ min. opsummering fra Alden Meyer, som er leder af afdelingen for policy og strategi i Union of Concerned Scientists, som siger, at vi netop her i Doha har set, at det var den fossile industri, som vandt – at sceancen i Doha er en trade fair, og ikke som den burde, bygget på en afklaring af den nødvendige indsats på baggrund af den tilgængelige videnskab.

I videoen til højre gør Kumi Nadoo fra Greenpeace status: Vi kom med små forventinger, og er endda blevet skuffede. “Any government walking out of these negotiations saying that this was a success, is suffering from a terrible case og cognitive dissonance. Where the reality is telling us that we are running out of time, and the science is telling us that we need much greater ambition, and we have to call this a substantial failure. All we are seeing is baby steps in the positive direction. Our governments now have to realise that the science is not negotiable. We cannot change the science,” siger Naidoo.

Ed King 13.12.: COP19 hosts Poland maintained its stash of hot air credits, a relic from the Soviet era, but found its potential buyers renounce their addiction one by one. Imagine winning the lottery and finding no-one used money anymore.

John McCormick skrev i en diskussionsspalte på Climate Progress 10.12., at: “UNFCCC agreed to hold the next COP (Number 19 when 18 COPs produced nothing) in Poland. A huge coal burner. Instead, COP 19 should be held on the Philippines southern island of Mindanao so the delegates can experience the real suffering climate change is ravaging around the world. Let them sleep in the refuge camps and talk with the survivors to get a real sense of the issue.”

 31.12. 

Syed Mujtaba Hussain: Doha Climate Change Conference another lost opportunity to enhance ambition, The Nation (Pakistan) 31.12.2012.

 28.12.

Seoul Mayor calls for climate funds to be channelled through cities, RTCC 28.12.2012.

 27.12.

Olga Dobrovidova: A letter on behalf of the climate to Russia’s Father Christmas, RTCC 27.12.2012. 

 26.12.

Tseming Tang: Quicker fix for climate change, CNN 26.12.2012.

 24.12. 

Iraq calls for Arab action on climate change, AFP 24.12.2012.

Pano Kroko: 18 years wasted just talking about Climate Change… Bleeding Edge Blog 24.12.2012.

Læs mere »

Lø. 08.12. – Vores klimaminister Martin Lidegaard, som varetager forhandlingerne for EU i ADP-sporet, skrev tidligt i morges på Facebook: “To timers søvn, to kopper kaffe og to paragraffer, der skal forsvares. Forhandler den fremadrettede aftale på vegne af EU. Lidt for spændende….”

Det er endnu ikke endeligt vedtaget, men Lidegaard arbejder intenst på at få en aftale på plads igennem om en klimaindsats frem til 2020, hvor den store globale aftale skal iværksættes, som gør, at håbet om 2ºC ikke går tabt i de mellemliggende år. Foreløbig er EU og AOSIS-landene bag, og i Deadline i går aftes lød han stadig optimistisk, at det ville lykkes at få igennem.

De fire tekster, som lige er til forhandling – stadier pr. 9:20 Doha time – er tilgængelige her:
– Kyoto Protocol extension
– Durban Platform, 2015 agreement
– LCA
– Finance (Friday, 12:17)

Uenighederne synes lige nu at samle sig om to spørgsmål – ikke nødvendigvis de største i et større perspektiv, men dem som i slutspillet har skabt mest konflikt. Dels er det spørgsmålet om ‘hot air’, som efter at det syntes løst i går aftes igen dukkede op, da en række østeuropæiske lande ikke ville goutere formuleringen i det fremlagte udkast til aftalen om Kyoto-aftalens fortsættelse. Dels er det spørgsmålet om erstatning for tab i forbindelse med naturkatastrofer i de fattigste lande udløst af klimaforandringer, hvor AOSIS-landene er desperate over USAs totalt ansvarsforflygtigende attitude.

Læs mere »

Fre. 07.12. – har været ude af byen hele dagen og prøver på her at skrive mig ind på dagens hændelser. I aftenens TV-avis blev det blot lakonisk konstateret, at COP18 i Doha var endt uden resultat – og at Kyoto-aftalen ikke var blevet forlænget!

Men i Doha forhandles der stadig, selvom klokken i Doha har passeret midnat. Martin Lidegaard skrev her til aften, at “forhandlingerne går ind i den afsluttende fase ved midnat. Danmarks forslag om at gå efter at lukke hullet til de to grader i 2014 lever stadig! Nu støttet af EU, de fattigste ulande, østaterne, USA m.fl. Men der er stadig lang vej igen, og intet er givet.”

Her kl. 22.50 dansk tid er forhandlingerne netop blevet indstillet, for at konferencens præsident kan rådføre sig med de rådgivende ministre (dem som har haft ansvaret for at søge at sammenfatte hver af konferencens spor), og for at de mange delegerede har tid til en bid mad inden mødet bliver genoptaget kl. 2 midnat lokal tid. Så der arbejdets tilsyneladende på højtryk for at komme til en eller anden grad af afklaring. En række ministre har udskudt hjemrejsen til i morgen aften, og Dohas shuttle-busser har forlænget deres køreplan til i morgen kl. 22, så det ser ud til, at man prøver at give forhandlingerne endnu et døgn.

De videre forhandlinger kan følges herfra fra kl. 00 midnat dansk tid.

Ved tretiden skriver Martin Lidegaard igen: “Forhandlinger i Doha afbrudt og genoptages i morgen tidlig – hvad det sådan set allerede er… Trætte forhandlere, kold kaffe og alt for mange firkantede parenteser. Det bliver ikke let, når vi mødes igen om små fire timer.”

Og UNFCCC skriver på Facebook: “Informal plenary to start at 7:30 a.m. Saturday, in Plenary 1: (Presentation of outcomes and next steps towards closure) Get some sleep everybody!!”

Læs mere »

To. 06.12. – I går blev ADP-forhandlingerne – det spor som handler om den globale klimaaftale, som blev besluttet i Durban – på et tidspunkt begæret standset. Connie Hedegaard antydede på en pressekonference i går, at det kunne være på grund af at de mindre forhandlingsdelegationer kunne have svært ved at følge med, når der blev forhandlet samtidigt i syv forskellige spor. Men det fremgår nu, at det var Kina, som begærede timeout. Skal det tolkes positivt, så tyder det på, at man faktisk er inde at have alvorligt fat om de svære spørgsmål.

Der har i de seneste dage været meget murren i krogene over manglende finansiering at klimaindsatsen i de fattigste lande. I dag rundsendte EU et notat om den finansielle støtte fra EU i 2013 og frem.  Bidrag fra EUs fælles budget plus bidrag fra individuelle lande som England, Frankrig, Tyskland og Sverige løber i alt op til 6,85 mia. euro, samtidig med at der skulle være mere på vej. Så selvom det langt fra lukker alle huller, er det mere end de foregående år. Connie Hedegaard erkendte på en pressekonference i går, at det ikke var tilstrækkeligt, og at der skulle private bidrag ind over.

De fattigste lande vil meget gerne have fuld klarhed over disse midler år for år frem til år 2020, også så man kan planlægge med dem, men økonomien i donorlandene er skrantende, og det er svært at lave den slags faste tilsagn så mange år forud.

Det har fra alle sider været sagt igen og igen, at det er denne finansiering (plus fortsættelsen af Kyoto-aftalen), som er afgørende for, at der kommer en global aftale. Rammeaftalen er, at de årlige overførsler frem mod år 2020 skal vokse til 100 mia. $ pr. år (hvilket sikkert er alt for lidt). Og det er igen og igen blevet påpeget, hvor urimeligt, der er, at det er så svært at finde de penge, når man uden videre finder 83 mia. $ til en genopretningsfond efter orkanen Sandy.

Filippinerne har været hårdt ramt – senest med orkanen Bopha, som har krævet mere end 300 døde. Det er anslået, at klimaforandringsrelaterede naturkatastrofer i dag koster 5% af landets bruttonationalprodukt. Da landets ledende forhandler Naderev Saño læste sit indlæg op, gik han i stå midtvejs og tårerne vældede ud af øjnene (se video). Jeg spørger jer alle: hvis ikke os, så hvem? Hvis ikke nu, så hvor? Hvis ikke her, så hvor? Han fik med en utrolig intensitet sagt, please: ikke flere forsinkelser, ikke flere undskyldninger.

Læs mere »

Dette indlæg rummer Bolivias statement ved klimakonferencen COP18 i Doha, fremlagt af Jose Antonio Zamora, Bolivias minister for miljø og vand, 5. december. Det er et godt eksempel på, hvordan en række sydamerikanske lande som en helt fundamental del af deres miljø- og selvforståelse taler om Pachamama, Moder Jord – som en levende størrelse, vi må respektere og indfælde vores samfund og levevis i på harmonisk vis.

I det perspektiv bliver de kvoteordninger, som er tænkt som en kommende global klimaaftales primære mekanisme, blot en købmandsløsning, en de riges lande fralæggen sig ansvaret for de problemer med jordens klimasystem, som man har skabt gennem halvandet århundredes bevidstløs brug af fossile brændstoffer. I politisk perspektiv bliver de rige landes måde at håndetere klimaudfordringen på blot endnu en neokolonialistisk udbygning, hvor det kapitalistiske marked underlægger sig endnu mere af vores fælles levende planet. 

DOHA, Qatar – Mr. President of the COP, distinguished Heads of State of countries of the world, Ministers, Officials, delegates and representatives of social organizations, indigenous peoples and communities and farmers of the world, receive a greeting from the Plurinational State of Bolivia and our President Evo Morales Ayma. The planet and humanity are in serious danger of extinction. The forests are in danger, biodiversity is in danger, the rivers and the oceans are in danger, the earth is in danger. This beautiful human community inhabiting our Mother Earth is in danger due to the climate crisis.

The causes of the climate crisis are directly related to the accumulation and concentration of wealth in few countries and in small social groups, excessive and wasteful mass consumption, under the belief that having more is living better, polluting production and disposable goods to enrich wealth increasing the ecological footprint, as well as the excessive and unsustainable use of renewable and non-renewable natural resources at a high environmental cost for extractive activities for production.

A wasteful, consumerist, exclusionary, greedy civilization generating wealth in some hands and poverty everywhere, has produced pollution and climate crisis. We did not come here to negotiate climate. We did not come here to turn the climate into a business, or to protect businesses of them who want to continue aggravating the climate crisis, destroying Mother Earth. We have come with concrete solutions. THE CLIMATE IS NOT FOR SALE, LADIES AND GENTLEMEN!

Mr. President, The withdrawal of some developed countries of the Kyoto protocol and avoiding of their commitments is an attack on the Mother Earth and to life. The problem of climate crisis will not be solved with political declarations, but with specific commitments.

Læs mere »

Ons. 05.12. – Ban Ki-moon understregede i dag, at det er de rige lande, som er ansvarlige for klimaproblemerne og derfor må gå forrest i løsningen af klimaudfordringen. Han insisterede på kompromisvilje og trygler om tilsagn om at finansiere klimaindsatsen for de fattigste lande. Han mindede om, at verdens lande i Durban havde lovet hinanden at have en global klimaaftale på plads senest i 2015: “This deadline must be met. There is no time to waste, no time to lose for us,” sagde han.

Brasilien insisterede på, at der blev fundet en løsning på Kyoto II, før de andre spørgsmål kom videre. Polen og Rusland er stadig ikke til sinds at slippe de mange tiloversblevne ‘hot air’ CO₂-kreditter, som truer med at udhule EUs klimaindsats frem til 2020. Japan synes at trække sig fra sine tidligere løfter om 25% i 2020, men at fastholde 80%-målsætningen for 2050. Connie Hedegaard siger OK til bindende tilsagn for EU i Kyoto II, men spørger, hvad med de resterende 85% af udledningerne? Todd Stern har tydeligvis ikke noget med fra USA andet end at det at skifergassen ser ud til at erstatte brugen af kul måske kan hjælpe med at holde Obamas løfte fra København om 17% inden 2020 – men set fra 2005, så USAs udledninger i 2020 vil være cirka som i 1990. Frustrationen er mærkbar over at køre i de samme loops igen og igen. Alle ønsker en fuld indsats, men måske mest fra de andre, og med 200 lande indblandet er det mere end vanskeligt at lande præcist hvordan.

Læs mere »

Ti. 04.12. – er første dag for de afsluttende high-level-forhandlinger. Ban Ki-moon sagde indledende, at “the abnormal is the new normal. It is an existential challenge for the whole human race – our way of life, our plans for the future.” Så forhandlerne ved Doha må gøre deres yderste for ikke bare at sammenfatte end videreførelse af Kyoto-aftalen, som udløber 31. december i år, men må få lagt den videre udformning af en global, bindende aftale i faste rammer, så den kan ligger klar inden 2015. Vi har den nødvendige teknologi og viden til at gøre det – Det eneste, der mangler, er politisk vilje (se Ban Ki-moon: Window of opportunity on climate change is closing).

Ruslands premierminister Medvedev mere end antydede, at landet var ved at løbe fra det reduktionsmål på 15-25%, som man indskrev i den Copenhagen Accord i tiden efter COP15 i København. Allerede den gang stod det klart, at reduktionerne fra verdens lande tilsammen var helt utilstrækkelige til at imødegå udviklingen, så det skulle om noget gå den anden vej – at landene forhøjede deres målsætninger, og deres tilsagn om bidrag.

Englands secretary of energy Ed Davey stod for et af dagens lyspunkter, da han meddelte, at England ville give 133 mio. £ til klimaindsats og klimatilpasning, først og fremmest i Afrika. Der er lige nu et skrigende behov for sådan finansiering – og der er et vibrerende håb om, at de stenrige arabiske olielande lagde en ordentlig pulje på bordet. De ville have råd til det, men hidtil har der ikke været skyggen deraf.

Af en artikel i Times of India i dag fremgår det, at Indien er kommet til Doha med strenge pålæg om ikke at love mere end man allerede har, når det gælder klimaindsats.¹ Også i Durban var Indien meget utilbøjelig til at ændre ved definitionerne på (og forpligtelserne for) rig og fattig, og Indien ser det som sin ret at forfølge en traditionel vækstpolitik fuldstændig uberørt af klimaudviklingen. Så man udbygger i disse år luftfarten for fuld skrue og der er planer om 150 nye kulkraftværker, som sandsynligvis kommer til at køre i 40-50 år frem i tiden. Selv i forhold til indførelsen af nye dyrkningsmetoder, som ville kunne mindske metan-udviklingen fra rismarker eller håndtere husdyrgødning anderledes, er den indiske holdning, at det kan man ikke tage sig af nu.¹ Underteksten er, at Indien skal være rigt, før man kan tage den slags hensyn.

Læs mere »

Ma. 03.12. – i dag blev der taget hul på anden uge af klimaforhandlingerne i Doha. I løbet af dagen i dag og i morgen vil en lang række ministre og statsoverhoveder ankomme, og forhandlingerne forandrer gradvist karakter. Hvor den første uger har søgt at klarlægge mulighedsfeltet på embedsmandsniveau, går processen nu ind i mere en mere regulær politisk fase. Med skikkelser som Todd Stern (USA), Xie Zenhua (Kina) og Connie Hedegaard (EU) på banen kan man håbe på en anderledes fremdrift, hvor også det, som driller og står i vejen bliver direkte adresseret.

Vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard er også ankommet. Han skriver på Facebook: “Hoteller og konferencenter overdådige, til gengæld serveres ingen alkohol af nogen art. Går måske an til klimatopmøde, men lidt sværere at forestille sig, når Qatar skal være vært for VM i fodbold 2022 :-)”

Der har været meget fokus på fortsættelsen af Kyoto-aftalen. Men Connie Hedegaard understregede i dag, at det ikke er nok at se på de lande, som er med i Kyoto-aftalens fortsættelse. Tværtimod er det vigtigt at se på de 85% af verdens udledninger, som ikke er med i Kyoto-aftalens fortsættelse – hvad sker der med dem?

Hun påpegede, at Kinas udledninger pr. person nu er steget til 7,3 ton pr. år, og dermed næsten er oppe på højde med EUs, som er på 7,5 ton pr. år. Lande som USA, Canda, Rusland og Australien har stadig udledninger på 17-18 ton pr. person per år, så nogle af de gamle industrilande har stadig volsomt store udledinger. Men inden for et par år vil Kinas udledninger pr. person overhale EUs.

Med Obama genvalgt og hans begyndende tale om at tage klimaudfordringen alvorligt i anden rundre var der næret håb om, at der kunne gode nyheder fra USA, måske ikke ligefrem, at man ville gå med i Kyoto-aftalen, hvilket ellers ville være lidt af et signal, men i det mindste at man ville stramme sin klimaindsats frem for som nu at arbejde næsten febrilsk på at drive mere fossil energi ud af egen jord. Men Todd Stern havde intet nyt at byde på. Selv EU fastholdt sine 20% i 2020, hvis ikke der kom højere tilsagn på bordet fra anden side.

Så samme billede, de rige lande, som overhovedet gør noget, gør det med sneglefart i forhold til, hvad videnskaben siger er nødvendigt, hvis vil skal holde 2°C-målet – for ikke at tale om, hvilken kadance i omlægningen, som skal til, hvis vi skal have en chance for at holde os under 1½°C stigning i den globale opvarmning.

Vi har allerede nået 0,8°C deraf, og der er med de nuværende udledninger lagt i kakkelovnen til, at det vil nå at blive meget varmere, selv hvis vi rent faktisk kunne stoppe fra dag til dag med de nuværende CO₂-udledninger.

“We’re moving very fast in the wrong direction,” sagde Hedegaard: “All major economies, being it the EU, or U.S., or emerging economies, all of us will have to do more.”

Seyni Nafo, som er talsmand for de afrikanske lande, sagde herom: “Developed country Parties to the Kyoto Protocol must honour their commitments through ambitious mitigation obligations for a second and subsequent commitment periods. They must reduce their emissions of greenhouse gases by at least 40 per cent during the second commitment period from 2013 to 2017 and by at least 95 per cent by 2050, compared to 1990 levels, as an equitable and appropriate contribution. We stress the urgency of agreeing on a second commitment period in Doha and of elaborating measures to avoid a legal gap between commitment periods.”

Tilsvarende fremlagde den filippinske forhandlingsleder på vegne af 24 U-lande sine forventninger til de riges landes reduktionsmål i Kyoto-aftalens anden del: Mindst 40-50% under 1990-niveau i 2020 og mindst 25-40% by 2017.

Det ville fremtiden værdsætte, men selv i EU, hvor 30% i 2020 er overkommeligt (EU synes med de nuværende initiativer på vej mod 27% i 2020), vil reduktioner i den størrelsesorden være vanskelige. Og for en række lande ligger udledningerne stadig lige så højt som i 1990 eller højere, som det fremgår af kurven herunder.

Læs mere »

Lø. 01.12. – Lørdag er første uges sidste dag – de officielle forhandlinger holder pause i morgen, og i hvert af forhandlingssporene er der nu opsummeret foreløbigt, så der er masser af hjemmearbejde at gøre til den afgørende uge.

Dagen i dag blev ganske dramatisk ved et samlet udspil fra AOSIS (de små østaters organisation), LDC (de mindst udviklede lande) og Afrika, som rejste bekymringen om, at der i forhandlingerne i Doha indtil nu manglede konsekvens i forhold til det aftalte i Durban, hvilket måske ikke er rart at høre, men foruroligende rigtigt. De rige lande sidder og fedter med tilsagnene. Det er direkte tirrende for verdens fattige lande, at USA ikke har noget med hjemmefra, at en række rige lande direkte har meldt sig ud af Kyoto-aftalens anden runde, og at EU selvom de meget let kunne sige: Top, vi satser på 30% stadig kun er indstillet på måske at løfte målsætningen fra 20 til 30%, selvom de 20% allerede så godt som er i mål. Det kan godt være at det er sådan, man forhandler lønforhøjelser, men her er en verden, som er stadig mere følsom overfor klimaforandringer, taget som gidsel – sammen med fremtidens levevilkår.

Det er så meget mere besyndeligt, som at Europa-parlamentet umiddelbart inden Doha vedtog en resolution, at “it is in the EU’s own interest to aim for a climate protection target of 30 per cent by 2020, thus creating sustainable growth, additional jobs and decreasing the dependency on energy imports.”

AOSIS, LCD og de afrikanske lande understregede samtidig vigtigheden af, at Kyoto-aftalen fik en todelt klimamålsætning, så næste periode ikke løb frem til 2020, men blot 5 år, for ikke at risikere, at de kommende år blev en venteperiode, hvor intet rigtigt skete. Det er principielt rigtigt, men i praksis besværligt, og betragtningen kunne med samme rimelighed lægges på de 85% af verdens udledninger, som ikke bliver indeholdt i Kyoto-aftalens anden del.

Man kunne måske vedtage reduktionsmål for både 2017 og 2020 nu, eller endnu bedre, at man fremrykkede den globale aftales iværksættelse til 2017 eller endnu bedre 2015. Med det vi i dag ved om, hvor vigtigt det er at få standset væksten i de samlede globale udledninger og hurtigst muligt nå til at de samlede reduktioner falder (hvis vi skal lykkes med at holde 2ºC-målsætningen), så burde man faktisk vedtage, at den globale aftale blev iværksat, så snart den var færdigforhandlet, og det allersenest i 2015.

Læs mere »