Strøtanker om bæredygtighed

I Durban, hvor disse dages klimaforhandlinger synes fastlåst af manglende vilje og mandat fra flertallet af de centrale spillere til at kunne skabe den nødvendige klimaaftale, er et af de få glædelige tegn kommet fra Kina. Fredag forlød det, at Kina under visse omstændigheder ville kunne indgå bindende reduktionsaftaler fra 2020. Og søndag blev dette uddybet ved to møder.¹

“China has always said that they’re open to a legally binding treaty,” sagde Connie Hedegaard i går ved en reception Durban: “The interesting part is will there be an agreement that would also legally bind China?”²

Et af de kinesiske krav er, at Kyoto-protokollen, som fastholder de gamle rige I-lande i en målrettet klimaindsats, fortsættes, indtil den nye aftale er på plads. Derudover markante bidrag til en klimafond for de fattigste lande, en række støtteordninger, så udviklingslandene kan imødegå klimaforandringer og igangsætte CO₂-reduktioner, samt at man i 2015 videnskabeligt skal revurdere, om klimamålsætningerne er de rette i forhold til den etablerede viden (om de nuværende 450 ppm / 2°C er tilstrækkelige). Og Kina understreger, at der i 2020 udtrykkeligt må være tale om en pagt, hvor landene også reduktionsmæssigt skal yde efter evne.

Læs mere »

I konsekvens af de små forventninger til et egentligt resultat af klimaforhandlingerne i Durban har Informations klimaskribent Jørgen Steen Nielsen i stedet taget billetten til Afrikas Horn, hvor han sammen med fotograf Jakob Dall løbende sender reportager hjem under overskriften “Mens de snakker i Durban”. Det er et oplagt træk, og de burde have haft samtlige ledende forhandlere fra COP17 med rundt i flygtningelejrene og de tørke-, sult- og krigshærgede landskaber, ligesom der skulle transmitteres direkte ind i forhandlingslokalerne i Durban. Her på grænsen til ørkendannelsen er selv små forskydninger i nedbørsmønstrene potentielt katastrofale for livsvilkårene. Her er klimaforandringerne ikke bare et irritament eller en fremtidig ubehagelighed, men håndgribelig virkelighed, et spørgsmål om liv og død.

Det er stærke, vedkommende beretninger med billeder, som brænder sig fast på nethinden. Og her efter de første 5 beretninger kan jeg varmt anbefale at tage med på denne virtuelle rejse.

En anden af de journalister, som vedholdende år efter år har rapporteret om klima og bæredygtighed, The Guardians John Vidal, har tilsvarende lagt sin vej til Durban tværs hen over det afrikanske kontinent fra nord til syd (se blog-indlægget: The Road to Durban).

Jørgen Steen Nielsen: Kan 50 millioner mennesker ændre livsform? Information 11.12.2011.

Matthias Södergren & Malene Haakanson: Klimaregningen er sendt  til de fattigste, Information 09.12.2011.

Søren Hougaard & Stephen McDowell: Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn, Information 06.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Først ødelagde fossil energi deres klima – så fandt de olie, Information 05.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen: Kibera – hvor kvæghyrdens vandring ender, Information 02.12.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Bare en lille humanitær katastrofe, Information 30.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I skyggen af Dadaab: Stedet som ikke er, Information 29.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen & Jakob Dall: Efter tørken kommer syndfloden, Information 27.11.2011.

Jørgen Steen Nielsen: I blev advaret, I hørte ikke efter, Information 25.11.2011.

Her til morgen var der via Reuters’ miljønyhedsservice Planet Ark World Environment News et telegram med en tidslinje, How The World Discovered Global Warming,¹ som giver et fint overblik over udviklingen i forståelsen af den globale opvarmning og det forhold, at det for en stor dels vedkommende er et menneskeskabt problem. Så jeg har tilladt mig at kopiere den ind nedenfor.

Det kunne have været interessant, hvis tidslinjen også havde medtaget udviklingen i forståelsen af hvilken indsats, der er nødvendig for at afbøde problemerne. Det er blot få år siden, at man talte om 550 ppm som den maksimale koncentration af CO₂ – ikke fordi man havde nogen klar forståelse af, at det globale klima ville holde sig nognelunde stabilt, hvis man holdt koncentrationen under 550 ppm, men fordi videnskabsmændene teoretisk havde diskuteret spørgsmålet, hvad en fordobling af CO₂-niveauet i forhold til det førindustrielle niveau (på omkring 280 ppm) ville betyde i global opvarmning. Først omkring 2007-08 bliver det mere klart, at 550 ppm sandsynligvis vil medføre en global temperaturstigning på omkring 6ºC, og at dette vil kunne udløse såkaldte Tipping Points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Målsætningen blev derfor strammet til 450 ppm.

Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.

Ved klimatopmødet i København i 2009 var der da også meget stærke kræfter for at få 350 ppm og max. 1½° C indført som overordnet målsætning. Det endte ved 450 ppm og 2ºC. Men et flertal af verdens lande (117 af 194) pressede på til det sidste på for at få en målsætning på 350 ppm / 1½ºC indføjet i Copenhagen Accord. Og der er er tilsvarende i disse dage i Durban et markant pres på at få verden til at stå sammen om en målsætning på 350 ppm / 1½ºC, ikke mindst fra de fattigste lande, hvor klimaforandringerne i dag gennemgående er mest fremskredne.

Inden for ganske få år er klimaudfordringen vokset voldsomt: Ikke bare er det nødvendigt på globalt plan at iværksætte en målrettet omstillingsproces både i de gamle I-lande og de voksende udviklingslande, som i den nuværende situation har overtaget en stor del af den CO₂-tunge fremstillingsvirksomhed. Hvis målsætningen er 350 ppm og niveauet i dag allerede er på 390 ppm, så er det ikke nok at reducere udledningerne. Vi må yderligere finde måder, hvorpå vi kan trække CO₂ ud af atmosfæren.

Derfor er det vitalt, at der kommer et resultat ud af forhandlingerne i Durban. For blot få uger siden gjorde IEA det klart, at det var ved at være sidste chance, hvis vi skulle nå at standse udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. På den baggrund er en række af de store landes nølen helt utilstedelig.

Se tidligere blog-indlæg: IEA: Fem år til at vende udviklingen, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Visualisering af CO₂-udviklingen.

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en rigtig god dansksproget historisk redegørelse for udviklingen i vores forståelse af klimaudfordringen.²

Alister Doyle, David Fogarty & David Cutler: Timeline: How The World Discovered Global Warming, (Reuters) Planet Ark 02.12.2011.¹

Jeppe Branner: Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden, global-opvarmning.com januar 2012.²
.

Timeline

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO₂-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO₂-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.

COP17 er nu i gang, og de kommende næsten to uger vil verdens lande forhandle om verdens fremtid i Durban.

COP17 omfatter en lang række parallelle aktiviteter og forhandlinger. Og først den sidste dag vil vi vide, om Kyoto-aftalen får en fortsættelse, om det lykkes at lave en køreplan for en global aftale, som kan standse verdens udledninger før vi når 450 ppm og 2ºC, som man principielt vedkendte sig i København uden at redegøre for hvordan. Men i dette blog-indlæg vil jeg løbende lægge links op til positioner og markeringer, analyser og refleksioner omkring COP17.

I blogindlægget Nedtælling til COP17 er der tilsvarende links til artikler mv. fra måneden frem til COP17 i Durban.

Læs mere »

En af The Guardians faste miljøskribenter, John Vidal, skriver i ugerne op til COP17 i Durban en artikelserie med beretninger fra sin vej til Durban. Startskuddet gik for 3 dage siden i Egypten, og på den lange vej hen over det kolossale kontinent fra nord til syd, var turen i dag kommet til Sudan. Under vejs til Sydafrika vil han passere Etiopien, Uganda, Kenya og Malawi.

I Egypten står det nu frugtbare Nildelta overfor kolossale problemer, hvis havet stiger blot én meter, og på grænsen til ørkenen truer den stadig mere udbredte varme og tørke med at skrumpe det dyrkbare areal betragteligt, mens Nilen som vandressource ikke er uendelig.¹ I Sudan har tørke for tredje år i træk, den værste i 60 år, bragt millioner på flugt. Ørkenen breder sig adskillige kilometer om året, nedbøren er på få årtier faldet med 30-40%, og de mange spændinger mellem forskellige grupperinger i området eskalerer i takt med at livsgrundlaget for mennesker og husdyr svinder ind. Og samfundet har meget få ressourcer til at sætte ind med den nødvendige klimatilpasning. Vandmangel bliver det fundamentale problem, og blot 20 år frem regner man med at over halvdelen af Afrika har udtalt vandmangel.² I Uganda møder John Vidal kaffedyrkere, som kan se både nedbøren og deres afgrøder blive mindre og mindre – i Rwenzori-distriktet er kaffehøsten reduceret til en tredjedel siden 1980.³

I den afrikanske virkelighed står klimaudfordringens retfærdighedsaspekt – eller man burde nærmere sige det uretfærdige i klimaforandringerne – frem med skræmmende voldsomhed. I mange af disse lande, som er blandt de lande som har mindst skyld i den tikkende klimakatastrofe, er klimaforandringer ikke noget måske i en fjern fremtid kommende, men en i dag alt for nærværende, sine steder overlevelsestruende realitet.

Allerede i dag betaler Afrika dyrt for de rige landes manglende klimaindsats, og med de forventede udviklingsmønstre vil det i de kommende årtier kun blive værre. Ørkenerne er i fremmarch, og mange steder vil de nu kendte afgrøder få meget vanskelige vilkår. Samtidig er kontinentet er plaget af mange andre problemstillinger, som gør at klima- og bæredygtighedsbetragtninger sjældent får plads overfor mere umiddelbart påtrængende problemer ned borgerkrige, sult, AIDS-epidimier og en eksplosivt voksende befolkning.

Hvis man ser på befolkningsprognoserne for de lande, John Vidal besøger på sin vej til Durban, så forventes befolkningen fra 2010 og frem til år 2100 i Egypten at vokse fra 81 til 123,5 mio. (52%), i Sudan fra 43,5 til 127,5 mio. (192%), i Etiopien fra 83 til 150 mio. (+80%), i Uganda fra 33,5 til 172,5 mio. (+416%), i Kenya fra 40,5 til 160 mio. (+292%), i Malawi fra 15 til 128,5 mio. (+762%), og i Sydafrika fra 50 til 54,5 mio. (9%). Allerede i dag har Så hvor omkring 15% af klodens befolkning i dag er afrikaner, så vil mere end hver tredje være afrikaner i år 2100 – se tidligere blog-indlæg: State of the World Population 2011 og Nu 7.000.000.000 mennesker i verden).

Det vil kræve en fremadrettet indsats at få et kontinent, som allerede i dag har problemer med at brødføde sin befolkning, til i år 2100 at brødføde befolkning, som forventes at være tre gange så stor som i dag. Det vil kræve en grøn revolution, og det vil kræve, at vi får solidt fat om at bremse klimaforandringerne i allernærmeste fremtid.

Når man i disse dage ser de danske medier, fylder de forestående klimaforhandlinger i Durban foruroligende lidt – ikke mindst sammenholdt med den kolossale opmærksomhed, som blev bygget op forud klimakonferencen i København.

Man skal faktisk til værtslandet Sydafrika for for alvor at finde engagementet og troen på, at det lykkes i Durban at finde fodslag om større fremadrettede tiltag – eller i det mindste en tro på at Kyoto-aftalen kan videreføres indtil en fuld global aftale er på plads.

I blog-indlægget Nedtælling til COP17 opdaterer jeg løbende med links til artikler med perspektiver på COP17 forud for næste runde af de drøftelser, som burde være det vigtigste samlingspunkt for hele kloden: At få truffet de nødvendige beslutninger for at få vendt udviklingen omkring klimaudviklingen.

John Vidal: Drier, hotter: can Egypt escape its climate future? The Guardian 18.11.2011.¹

John Vidal: Sudan – battling the twin forces of civil war and climate change, The Guardian 21.11.2011.²

John Vidal: Uganda – the coffee king desperate for a downpour, The Guardian 22.11.2011.³

John Vidal: Uganda: nomads face an attack on their way of life, The Guardian 27.11.2011.

John Vidal: Kenya – ensuring Wangari Maathai’s legacy branches out, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South African fisherwomen: ‘The whole marine environment has changed’, The Guardian 25.11.2011.

John Vidal: At Durban, the big emitters will no doubt fail us again on climate change, The Guardian 24.11.2011.

John Vidal: South Africa – where climate change may trigger a toxic timebomb, The Guardian 26.11.2011.

John Vidal: From Cairo to the Cape, climate change begins to take hold of Africa, The Guardian 01.12.2011.

Sidst på måneden samles verdens lande til COP17 i Durban i Sydafrika. Det står mere klart end nogensinde, at der er brug for konsekvent handling, nu. Senest har IEA meldt ud, at hvis 450 ppm og den målsætning om max. 2 graders global temperaturstigning, som blev vedtaget i København under COP15 skal holde, så skal udviklingen vendes inden for meget få år – og de nødvendige beslutninger træffes nu.

Derfor vil der 3. december være klimademonstration for at markere nødvendigheden af handling nu. Demonstrationen vil bevæge sig fra Nytorv til Rådhuspladsen under parolen: ”Tag ansvar for klimaet – en stærk klimalov nu”. Underparoler vil være: “100.000 nye klimajobs”, “Der er ingen planet B” og ”Oversvømmelser – nej tak”.

“Synes godt om” klimademonstrationen på Facebook, og “inviter dine venner” via Facebook.

Program for klimademonstrationen:

13.00

• Demonstration på Nytorv
• Tema: Klimalov og grøn omstilling giver øget beskæftigelse
• Oplægsholdere fra fagbevægelsen
• Oplægsholdere fra politikere fra folketinget
• Underholdning

14.00

• Gå-demonstration fra Nytorv til Rådhuspladsen (gerne via Strøget)

14.30

• Demonstration på Rådhuspladsen
• Tema: En Klimalov er nødvendig for klima og miljø
• Oplægsholdere fra de grønne organisationer
• Underholdning

• Se mere om klimademonstrationen på www.klimademo.dk.

U.S. Department of Energy har i dag fremlagt tal for verdens CO₂-udledninger i 2010. Efter en lille stagnation i forlængelse af finanskrisen er der igen fuld gang i afbrændingen af kul og olie jorden rundt, og med 6% på et enkelt år er stigningen fra 2009 til 2010 den største stigning nogensinde. CO₂-kurven ligger dermed over worst case scenariet fra IPCCs klimarapport fra 2007 og ligner lige nu ikke noget, som kan stabiliseres inden 450 ppm.

Så dette er i den grad et wake-up call til verdens politikere her forud for COP17, næste runde i klimaforhandlingerne, som starter sidst i november i Durban.

Over halvdelen af stigningen stammer fra USA og Kina. Forklarligt, ja. Forvarligt, nej.

Seth Borenstein: Biggest jump ever seen in global warming gases, AP 04.11.2011.

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »