Strøtanker om bæredygtighed

Ingen ved endnu, hvor mange mennesker, der kommer til København i forbindelse med den store klimakonference til december, men der har været talt om både 30.000 og 40.000. Alle hoteller og vandrehjem er for længst booked, og det er et åbent spørgsmål, hvor alle disse mennesker skal sove.

I den forbindelse har jeg netop modtaget nedenstående opfordring fra New Life Copenhagen om at bidrage til klimatopmødet i december ved at gøre sig til værtsfamilie. Samtidig giver initiativet fem klimaudfordringer, som kan være med til at få noget godt ud af besøget. En af disse udfordringer er, at man hver dag skal give noget bort. Så det er et initiativ, som fortjener al mulig støtte:

“Vi henvender os til jer, da vi håber at I er interesserede i at indgå i projektet New Life Copenhagen – et borgerinddragelsesprojekt, der er koblet op på klimatopmødet i København til december. New Life Copenhagen er en del af det officielle kulturprogram under COP15 i december og er støttet af bl.a. Kunstrådet, Københavns Kommune og People’s Climate Action.

Mens politikere og forskere vil diskutere langsigtede tiltag under klimatopmødet COP15, tilbyder New Life Copenhagen en konkret indgang til miljødebatten her og nu – hvor den enkelte dansker kan deltage og mærke udfordringen i sin egen hverdag. Dette gøres dels ved at skabe konkrete møder i danske hjem, dels ved at italesætte bæredygtighed på nye måder gennem fem nærværende udfordringer.

New Life Copenhagen vil skaffe 5.000 danske hjem til 5.000 besøgende klimagæster, der under COP15 mangler husly.

New Life Copenhagen har bedt fem af vor tids mest interessante kunstnere om hver at udtænke en anderledes klimaudfordring, der kan følges af værterne og deres gæster under COP15. De fem New Life Udfordringer er udviklet af kunstnerne Superflex (DK), Signa (DK/A), Raketa (S) og Pawel Althamer (PL), og stiller alle spørgsmål til eller ændrer ved vores daglige vaner.

Der er tale om to sammenflettede processer, der både har til formål at løse et logistisk problem og at skabe interkulturel dialog om bæredygtighed på en involverende og aktiv måde.”

I samarbejde med PCA (People’s Climate Action) afholder New Life Copenhagen informationsmøde 3. juni kl. 13:45 til 17 i én af de historiske tappehaller på Carlsberg.

Du kan tilmelde dig som vært på www.newlifecopenhagen.com.

Kontakt: martin@wooloo.dk for yderligere oplysninger.

Indbydelse til informationsmøde 3. juni (pdf).

Projektintroduktion (pdf)

“Så snart jeg indsættes i embedet, kan I være sikre på, at USA endnu en gang vil engagere sig energisk i disse forhandlinger og hjælpe med at lede verden frem mod en ny æra af globalt samarbejde på området for klimaforandring«, sagde Obama i et videobudskab til et en klimakonference for amerikanske guvernører: “Det er nu, at tiden er kommet til at konfrontere denne udfordring en gang for alle. Udsættelser er ikke længere en mulighed. Fornægtelse er ikke længere en acceptabel respons. Risiciene er for høje, konsekvenserne for alvorlige”¹ (se video nedenfor).

Verden rundt har man kunnet læse en begejstring over, at Obama har givet denne klare melding om, at USA er klar til at arbejde målrettet mod udviklingen af en grøn økonomi, at USA er rede til at påtage sig lederskab overfor klimaproblemerne, og at Obama vil arbejde energisk for at få en god klimaaftale i hus. Obama har sagt, at USA inden 2020 vil være tilbage på 1990-niveau for CO₂-udledninger (man er i mellemtiden nået 14% over), og vil arbejde på en 80% reduktion inden 2050 i forhold til 1990.

Men lige præcis vores Klimaminister Connie Hedegaard har efterfølgende skoset Obama for, at det ikke er godt nok. Træerne vokser ikke ind i himlen, skriver hun på sin blog: “Den første foreløbige melding lyder, at USA’s udledninger skal stabiliseres i 2020 på niveau med 1990. Her har EU sat et mål, der hedder 20 procents reduktion i 2020 – og 30 procent som led i en global aftale. Så der er rum for forbedring på den amerikanske position. Men det er en væsentlig forbedring i forhold til den tidligere position, der hed, at USA ville stabilisere sine udledninger i 2025 – og først derefter skulle de falde. På den konto har man jo så allerede vundet 35 år.”²

Connie Hedegaard har tydeligvis håbet på mere. Hvis USA viser klarere vilje til hurtigere reduktioner, vil det klart styrke muligheden for, at også store lande som Indien og Kina vedgår bindende reduktioner. Men ser man på den hjemlige udvikling, så er vi pinligt langt fra den 21% reduktion, som vi ifølge Kyoto-aftalen har sat os for over 22 år. Vi ligger faktisk her få år før 2012 på stort set sammen niveau som i 1990, så vi skal ud at købe store mængder af kvoter for at klare vores lille del. Det at få vendt stigende amerikanske CO₂-udledninger til en 15% reduktion inden for de næste 12 år vil kræve en lang række beslutninger, som hver især er krævende. Set i lyset af, hvor svært det har været at vende udviklingen i de øvrige industrilaiserede lande, selv hvor man har prøvet, er det desværre et realistisk scenario, Obama fremlægger. Og … vi har stadigvæk ikke nogen dansk beslutning om 80% CO₂-reduktion i 2050 – dér er USA længere fremme end Danmark.

Læs mere »

Dette indlæg er nr. 400 på Strøtanker om bæredygtighed siden starten i januar. Det havde jeg tænkt at fejre ved at dvæle et øjeblik ved det glædelige, at Obama er blevet præsident. I løbet af valgkampen er det blevet stadig klarere, at valget mellem kandidaterne ikke blot var et spørgsmål om pest eller kolera. Tværtimod har Obama i den afsluttende fase nærmest stået som lotusblomsten, jo mere mudret og beskidt der blev omkring ham, jo mere lysende hvid og klar udfoldede han sin vision for en ny og bedre verden.

Ofte kommer den slags menneskelig forfinelse til kort i mødet med den politiske virkelighed. Der har da også været prøvet lidt af hvert – for eksempel er der næsten 1 mio. Google opslag med Obama Antichrist, og både race- og socialistkortene har været flittigt spillet. Endda står Obama efter næsten to års valgkamp som sejrherre. Og han er nået dertil med en etik og en klarhed sit værdigrundlag, som har skabt håb og forventninger ikke bare i store dele af det amerikanske samfund, men verden rundt. Her var den karismatiske skikkelse, som kunne lede USA ud af mørket, her var begyndelsen til et USA som konstruktiv kraft, som deltager i verdenssamfundet.

Obama står således over for tårnhøje forventninger, ikke mindst på baggrund af de ganske dystre perspektiver for den amerikanske økonomi, hvor rigtig meget lige nu peger alvorligt nedad. Men det synes som om Obama har perspektivet, begavelsen og de rette rådgivere til at forløse situationen og gøre den økonomiske redningsplan til startskuddet til et nyt USA. Og selvom klima og bæredygtighed har haft en underlig veg placering både i primærvalgene og i kapløbet mellem Obama og McCain – som var det politisk set for farligt for alle kampagner at binde sig for direkte op på klimaspørgsmålet – så står vi med valget af Obama med det klart bedste valg for planetens fremtid. Han har klart givet udtryk for, at bilindustrien ikke bare skal have penge til at fortsætte som hidtil, men meget præcist til at lave en ny generation køretøjer, som kan frigøre USA fra den nuværende afhængighed af olie. Han synes at have erkendt, at USAs problemer, som var store nok før finanskrisen, ikke kan løses uden at løse det fossile samfunds grundproblemer.

Læs mere »

I forlængelse af ASEM-mødet for to uger siden, hvor 43 lande gav et samlet erklæring om, at de var rede til at indgå en klimaaftale i København i 2009 (se blog-indlægget: Europa og Asien melder klar til klimaaftale), har Kina givet en langt række uddybende statements, som tilsammen giver en mosaik af, hvad kineserne forestiller sig der skal til for at ville indgå i en kommende klimaaftale med bindende reduktioner, samt ikke uvæsentligt, hvem der kommer til at betale hvad.

Den vestlige verden bør forlade sin ubæredygtige livsstil og gøre langt mere for at hjælpe fattige lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, siger den kinesiske premierminister Wen Jiabao. Kina har foreslået en form for klimafond, som administrerer 1% af at de rige landes BNP.

Det er jo aldrig helt lykkedes at skabe præcedens om 1% i U-landsbistand, men kunne vi ikke i den rige del af verden leve med, at 1% gik til afbødninger af klimaforandringer samt humanitære og uddannelsesmæssige aktiviteter, mens 1% gik til en systematisk omlægning til produktion af og med vedvarende energikilder? hvis så brugte yderligere 2-3% på de nødvendige strukturelle forandringer på hjemmefronten, ville tingen begynde at bevæge sig i den rigtige retning inden for ganske få år. Men desværre står de borgerlige partier klar til at bruge den til skattelettelser, når endelig der begynder at ske en kapitalisering af CO₂-forureningen.

Kina har meldt klart ud, at landet ikke har ressourcer til at begrænse sine CO₂-udledninger alene. Det vil kræve økonomisk støtte, det vil kræve omfattende teknologioverførsler, og – påpeger kineserne – det vil være naivt at forestille sig, at landet i nær fremtid kan gøre sig uafhængig af kul. En del af problemet er, at vi i den rigeste del af verden i stor udstrækning har udflaget vores energikrævende fremstillingsvirksomhed til lande som Kina, så det kinesiske kulforbrug er også den vestlige verdens kulforbrug. Omkring en tredjedel af de kinesiske CO₂-udledninger går således til produkter som eksporteres, hvor omvendt de danske CO₂-udledninger ville være markant højere, hvis vi indregnede CO₂-udledningerne fra vores import. Her fungerer markedsmekanismerne upåklageligt – er der et smuthul, skal det nok blive brugt.

Læs mere »

Oven på afgørelsen af 22 måneders valgkamp er verden næsten kogt over af forhåbninger om, at USA med Obama ved roret træder ind i en ny æra, hvor dialogen går forud for de militære unoder, at USA som en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne endelig er på vej ud af otte års mørke, og at USAs og verdens økonomi kan rekonstrueres gennem opbygningen af en grøn økonomi, hvor en ny verdensorden kan opstå igennem en målrettet omlægning til et post-fossilt samfund.

Den amerikanske miljøforfatter og -aktivist Bill McKibben, som tidligere i år grundlagde 350.org, har i anledningen af Obamas forrygende valgsejr skrevet meget læseværdigt indlæg, President Obama’s Big Climate Challenge på Environment 360, en klima-blog på Yale University, som dagen efter blev bragt i The Guardian.

Han skriver heri, at forventningerne til en klimaaftale efter otte års klimafornægtelse fra Bush-administrationen er blevet sat så lavt, at der venter Obama en masse billige point ved overhovedet at medvirke til en klimaaftale. Men at spørgsmålet er, om politikerne og især Obama har mod til at iværksætte den nødvendige klimaaftale. Det vil kræve indsigt – og det mener McKibben, at Obama besidder til overmål. Og det vil kræve et politisk mod, for den nødvendige aftale vil uomgængeligt betyde, at prisen for den nuværende (amerikanske) levefod bliver markant højere.

Obama har allerede sagt, at han vil sende en delegation til COP14 i Poznan om en måned, på det sidste store klimatopmøde inden COP15 her i København om godt et år. Fra 350.org kan du sende Obama en mail med opfordring om, at han selv deltager i COP14 med det formål at lave en klimaaftale, som sigter på at få atmosfærens koncentration af CO₂ tilbage under 350 ppm.

Se tidligere blog-indlæg om 350 ppm: James Hansen: Sidste udkald, Brev til den japanske statsminister og 350.org.

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Yale Environment 360, 05.11.2008.

Bill McKibben: Welcome to reality, Mr President-elect, The Guardian 06.11.2008.

Det europæisk-asiatiske ASEM-topmøde i Beijing blev i dag afsluttet med en fælles udtalelse, som markerer, at de 43 ASEM-lande, som tilsammen repræsenterer omkring halvdelen af verdens økonomi (og dermed også omkring halvdelen af verdens CO₂-udledninger), vil bestræbe sig på at nå en global klimaaftale i København i december 2009.

Der er ikke angivet præcise reduktionsmål i ASEM-communiqueet, men under vejs har de europæiske lande presset store ‘rige’ udviklingslande som Kina og Indien hårdt for, at de også indgik en form for bindende reduktionsmål – David Gow skriver i The Guardian, at de europæiske miljøministre har insisteret på begrænsninger i størrelsesordenen 15-30% i forhold til “business as usual”.¹ Det kommer på baggrund af nye beregninger, som viser, at Kina, som i dag er verdens største udleder af drivhusgasser, med sin nuværende vækstrate vil kunne have fordoblet sine udledninger på blot to årtier.² Det er således uomgængeligt vigtigt, at vi ikke får “business as usual”.

Men der sker noget i Kina. Man er vågnet til, at den globale opvarmning ikke kun er de andre landes ansvar, og at det også vil blive en for Kina ubetalelig pris at lade stå til overfor klimaudfordringen. For eksempel har tre store kinesiske virksomheder i forbindelse med topmødet tilsluttet sig The Climate Group, en global sammenslutning af store virksomheder, som støtter arbejdet med energieffektiviseringer og CO₂-reduktioner.³ Og Kina har parallelt med ASEM-topmødet indgået en lang række bilaterale aftaler, blandt andet en aftale med Danmark om forskningssamarbejde om udviklingen af blandt andet solenergi, vindenergi, biomasse og brændselsceller.

Kyoto-aftalen er efterhånden vedgået af 170 lande, men kun 37 lande har bundet sig til reduktionsmål. Med ASEM-topmødet er sandsynligheden for, at vi får en bred aftale i hus i København, rykket et betydningsfuldt skridt nærmere.

Se også tidligere blog-indlæg: Nye toner fra Kina, Amerikansk lovforslag om 80% CO₂-reduktion på vej og Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Fogh tilfreds med topmøde, (Ritzau) Berlingske 25.10.2008.

Uffe Tang: Fogh satser på europæisk og asiatisk enighed om klima, Berlingske 24.10.2008.

Asia, Europe join hands to face challenges, Xinhua 24.10.2008.

Kim Rathcke Nielsen: Ingen overraskelse i Kinas klimaudmelding, Berlingske 23.10.2008.

David Gow: EU presses China and India to reduce greenhouse gas emissions, The Guardian 23.10.2008.¹

Chris Buckley: China report warns of greenhouse gas leap, 22.10.2008.²

Juliette Jowitt: Big Chinese companies join climate group, The Guardian 23.10.2008.³

China Mobile, Broad, and Suntech join The Climate Group’s global business coalition, (pressemeddelelse) The Climate Group 24.10.2008.³

Chinese firms newest members of global environment body, Xinhua 26.10.2008.³

O.P. Rana: Saving the Earth more important, China Daily 24.10.2008.

Chris Buckley: China seen onboard for climate pact goal, Reuters 23.10.2008.

Sanne Wittrup: Kinesiske og danske topforskere vil samarbejde om brændselsceller og biomasse, Ingeniøren 24.10.2008.

Schweiziske Louis Palmer har i mange år haft en drøm om at køre jorden rundt. Og i disse klimaudfordringstider, hvor transportsektoren med dens tørstige forbrændingsmotorer er en af de helt store udfordringer for at komme videre fra det fossile samfund, har han valgt at gøre det i en rent soldrevet bil: “With this tour I want to show that solutions against global warming are available and that it can be stopped,” sagde han på et stop i Delhi.¹

Palmer lagde ud fra Lucerne i juli sidste år med kurs mod Saudi-Arabien. Siden har han været tværs over Indien, på Bali, Australien, New Zealand, op gennem Malaysia og Singapore til Kina og Japan. Dernæst med båd over Stillehavet, hvorefter han har krydset det amerikanske kontinent. Og nu er han nået til New York.

Hjemturen går over Nordafrika og Spanien, med en lille omvej over Polen til COP14 i Poznan, det sidste stormøde inden klimatopmødet COP15 i København næste år. Palmer regner med at være tilbage i Schweiz til jul. Med 50.000 km tilbagelagt gennem 50 lande i 5 kontinenter vil han til den tid være den første, som har været jorden rundt i et rent solcelledrevet køretøj.

For nogle dage siden stod jeg foran en el-bil på Gammel Strand og spurgte naivt, hvorfor der ikke var el-paneler på bilens tag for i det mindste at lave noget af strømmen under vejs. Men det gav så lidt, at det var ligegyldigt, svarede manden, som viste bilen frem. Palmers køretøj er da også en lille asfaltboble, som trækker en 6 m lang trailer med solfanger bag sig. Og denne solfanger producerer dog blot halvdelen af den energi, han har brug for. Palmer har lavet den ‘regel’ for sin jordomkørsel, at han undervejs kan trække 6.000 kWh fra nettet, som modsvares af et tilsvarende solpanel hjemme i Schweiz. Ellers ville det sidste stræk hjem gennem et vintermørkt Centraleuropa nok komme til at tage ganske lang tid.

15.000$ har køretøjet kostet, og det er lavet med hjælp fra studerende fra fire universiteter. På en solrig dag er tophastigheden 90 km/t, så det lægger op til en rejseform, hvor vi har mere tid. Men i en tid, hvor charterturismen står for fald, har vi her en mulighed for en CO₂-neutral rejseform.

På solartaxi.com er der masser af information om Louis Palmers rundtur, heriblandt en side med videoklip fra hans mange stop under vejs.

UN chief prefers solar-powered taxi! Zee News 12.09.2008.

Chad Smith & Christina Boyle: This taxi is sun kind of wonderfuel, Daily News 10.09.2008.

Alex Nunez: Solartaxi: Around the world on solar power, forecast earth 19.08.2008.

Meenakshi Sinha: Around the world in a solar taxi, The Times of India 28.10.2007.¹

Japan er netop i disse dage ved at hæve sine reduktionsmål for CO₂-udledninger fra 60% til 80%, og det er reduktioner i samme størrelsesorden, som verdenssamfundet under ledelse af UNFCCC stræber mod at gennemføre på verdensplan i den afløser for Kyoto-aftalen, som efter planerne skal være klar til endelig underskrivelse i København næste år.

Men på et seminar i Tokyo fortalte lederen af Earth Policy Institute Lester Brown fredag, at en 80% reduktion af CO₂-udledningerne i 2050 er alt for slapt. Ifølge Brown er vi nødt til at nå en 80% reduktion af CO₂-udledningerne allerede i 2020, og dette vil kræve en langt mere helhjertet og systematisk indsats, end det der nu bliver præsteret.

Hvorfor udnytter Japan, som har så store geotermiske ressourcer, slet ikke den geotermiske energi, spurgte han dernæst forsamlingen på Sophia-universitetet? På Island opvarmer man i dag 90% af boligerne med termisk energi. Japan, som i dag er dybt afhængig af olien, ville let kunne dække halvdelen af sit energiforbrug ved at udnytte den termiske varme i undergrunden – og på sigt størstedelen af sit energiforbrug gennem systematisk udnyttelse af geotermisk energi.

Tilbage i 1978 grundlagde Lester Brown Worldwatch Institute, som løbende leverer vital information til forståelsen af den globale udvikling. I 2001 grundlagde han Earth Policy Institute, som arbejder for at fremme overgangen til en bæredygtig fremtid. Brown er en af verdens indflydelsesrige tænkere, han har medvirket til omkring 50 bøger om miljø og miljøpolitik og bliver indimellem kaldt ‘miljøbevægelsens guru’.

Nedenfor er der tre videoer med Lester Brown. Øverst en blot 4 min. introduktion fra Aspen Environmental Forum. Dernæst en forelæsning fra Berkeley, hvor han fortæller om sin nylige bog Plan B, og nederst findes en video fra serien GoogleTalks, hvor han ser nærmere på Kinas rolle i de kommende års økonomiske udvikling.

Læs mere »

Det fremgår af en pressemeddelelse fra AFP, at Kina i forbindelse med et statsbesøg i Japan i de kommende dage vil meddele, at man agter at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser i 2012.

I en pressemeddelelse hedder det, at: “‘China will take notice of Japan’s view that the world as a whole needs to slash greenhouse gas emissions at least by half by 2050 from the current level, and China will show its willingness to study ways and measures to realise the ultimate purpose’ of the UN framework on climate change.”¹

Det er meget glædelige nyheder. Selvom Kina har et relativt lille CO₂-udslip pr. indbygger på blot 20-25% af det amerikanske, er Kina i dag verdens største CO₂-udleder. Hvis det skal lykkes at stabilisere CO₂-koncentrationerne atmosfæren, er det uomgængeligt vigtigt, at afløseren for Kyoto-aftalen bliver en global aftale, som bliver klar til underskrivelse ved klimatopmødet her i København om 1½ år.

En anden sag er, at vi står overfor at måtte erkende, at selv en halvering af CO₂-udledningerne i 2050 er i underkanten af, hvad der skal til for at stabilisere klimaet. Lige nu er det vigtigt at få etableret en situation, hvor alle står sammen om projektet at bringe verden godt videre fra den fossile æra.

China to join post-Kyoto emission deal, (AFP) The Australian 06.05.2008.¹

Hu, Fukuda set to ink deal on CO₂ capture and storage, Asahi Shimbun 06.05.2008.

China to back Japan’s plan on post-Kyoto emissions, Asahi Shimbun 03.05.2008.

Reiji Yoshida: China warms to emissions goals, The Japan Times 03.05.2008.

Japan, China to issue joint statement on global warming following summit, Mainichi Daily News 02.05.2008.

Yvo de Boer, executive secretary ved UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, siger ved et pressemøde, at udsigten til, at vi får en samlet klimaaftale klar til underskrift i København ved udgangen af næste år, lige nu er meget dårlig: “We are not going to see that major developing country engagement unless significant financial resources and technology flows begin to be mobilized.”¹

U-landene vil have hjælp til de omlægninger, der skal ske dér, og de vil se reelle skridt i de industrialiserede lande, før de binder sig til noget som helst. Men når man ser rundt i de industrialiserede lande, er der ikke megen vilje til at gå foran – beklageligvis heller ikke i Danmark. Der lurepasses, og for klimaet og den globale tilslutning til næste klimaaftale vitale beslutninger bliver ikke taget. Samtidig skylder det kvotesystem, som EU har fået etableret, stadig at bevise, at det rent faktisk formår at spore vore handlingsmønstre ind på et mere klimavenligt spor.

Rajendra Pachauri, formand for FNs klimapanel IPCC, er ifølge Politiken meget tvivlsom overfor, om “de (Kina og Indien) kommer med i første runde. Jeg tror gerne, de vil se et vist ambitionsniveau hos de udviklede lande, før de selv indgår nogle frivillige aftaler”.²

Pachauri fremhæver dog ved et interview i forbindelse med det netop afholdte Boao Forum for Asia 2008, (med mottoet: Moving Towards Win-Win Through Changes), at: “We have seen much commitment in developing countries such as China, India and Brazil and they should join in the global efforts.”³

Så der er ikke helt slukket for en ny klimaaftale. Det ville bare være godt at se nogle klare udspil fra lande som Danmark, som både har råd til det og har store CO₂-udledninger. Men hvorfor er det lige, at Danmark ikke som Norge har taget sig sammen og skabt en plan for 100% CO₂-reduktion og et scenario for et bæredygtigt CO₂-neutralt Danmark?

Financing Crucial To Next Climate Change Pact – UN, Reuters, 14.04.¹

¹Rasmus Dam Nielsen: FN: Rige lande fejler i klimakampen, Politiken 13.04.2008.²

India to follow China’s green lead, People’s Daily Online 14.04.2008.³

Topmøde i København kan blive et flop, Politiken 14.04.2008.