Strøtanker om bæredygtighed

.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

Den tresiders aftale, som klimatopmødet i København mundede ud i, The Copenhagen Accord, rummede en opfordring til at alle verdens lande inden udgangen af januar meldte ind med deres CO₂-reduktioner frem mod år 2020. I mellemtiden har det været meldt ud, at der var tale om en ‘soft deadline’ – at alle bud til enhver tid ville vær velkomne. Endda har UNFCCC, som står for klimaforhandlingerne, gjort status. Og pr. 01.02.2010 har 55 ud af verdens lande, som repræsenterer i alt 78% af verdens nuværende emissioner, meldt tilbage.

Set i forhold til Kyoto-aftalen, som kun havde bindende reduktioner for en lille håndfuld industrialiserede lande, er det et kolossalt fremskridt – alene af den grund, at verdens to største udledere af drivhusgasser, USA og Kina, begge er med. Og man kan håbe, at endnu flere lande i de kommende måneder slutter op.

Men set i forhold til, hvilke reduktioner, der skal til, hvis vi skal undgå opvarmning af kloden over 2° C (for slet ikke at tale om over 1½° C), er det nu fremlagte imidlertid aldeles utilstrækkeligt. Ifølge The Climate Scoreboard vil de nu fremlagte reduktioner give en temperaturforøgelse i år 2100 på 3,9° C.

Indmeldingerne fra de 55 lande svarer til en samlet reduktion på verdensplan på 11-19% frem mod 2020. For eksempel Australien tilbyder 5%, 15% eller 25% afhængig af, hvad andre lande byder ind med. Hvis vi skal holde os under 2° C, er der brug for reduktioner i I-landene på omkring 40% – og i U-landene på 15-30%, som i høj grad må finansieres af I-landene. Men der er fortvivlende langt mellem udmeldingerne om 40% bindende reduktion – der er faktisk ikke nogen.

Man kan se de enkelte landes CO₂-løfter på to lister på UNFCCS hjemmeside:

Appendix I – Quantified economy-wide emissions targets for 2020.
Appendix II – Nationally appropriate mitigation actions of developing country Parties.

Læs mere »

Et plantekim har i sig al den saft og kraft, der skal til for at bryde op af den mørke jord og ud i lyset, hvor den folder sig ud til en stærk og livgivende organisme. En lignende kraftfuldhed kunne man opleve under Klimabundmødet 14 dage fra 5.-18. december. Her kom mennesker fra alle dele af verden for at dele deres erfaringer med at håndtere klimaudfordringerne. Én efter én åbnede de op for nye muligheder for alle os, som lagde vejen forbi Klimabundmødet på Vartov-pladsen ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn.

Klimatopmødets 192 deltagerlande magtede ikke at nå den verdensomspændende klimakontrakt, som langtidsstabiliserer klimaet, og det kan derfor være fristende at barrikadere sig i sofaen og afvente det næste klimamøde i Mexico, der skal redde os alle ud af suppedasen, eller til det efterfølgende COP17, 19, 19, 20 … . På den baggrund var det under klimabundmødet sprudlende håbefuldt at møde de vitalitetssitrende erfaringer, råd og visioner rodfæstet i allerede eksisterende levemåder.

Det blev to uger spækket med nærværende talere, som mødte tilhørerne i øjenhøjde i et lille intenst samtaleforum, hvor døren altid stod åben for endnu en gæst. Resultatet blev en mangfoldig buket, som bugnede af eksempler på bæredygtige leve- og tankemåder. Hvert møde fremstod som enkeltstående inspiration, samtidig med at de mange ‘blomster’ føjede sig sammen til en vidtløftig og håndgribelig vision, som vækker håb om en fremtid, hvor mennesket er sundere til stede på planeten.

Taler-buketten bød på repræsentanter fra mange forskellige fællesskaber – for eksempel organisationer, myndigheder, uddannelsecentre, videnskaber og landsbyer – som alle kunne bevidne, at det moderne menneske kan leve med stor livskvalitet uden at splitte kloden ad.

Læs mere »

I dagene efter klimatopmødet i København har der været talt meget om, hvem som havde skylden for, at den klimaaftale, som kom ud af to ugers forhandlinger, blev så hovedrystende utilstrækkelig, som tilfældet var: De rige lande, de fattige lande, de hurtigt voksende U-lande, Sudan, Kina, EU, USA, forberedelserne, den danske ledelse – der er næsten ikke den enhed, som ikke har fået sin del af skylden. Og omfanget af mudderkasteriet er nok et godt mål for graden af utilfredshed med det opnåede. For selvom de fleste kan være enige om, at det trods alt var vigtigere at få begyndelsen til en aftale igennem end slet ikke at få nogen form for aftale, så må alle medvirkende stå med en dårlig smag i munden over det opnåede. For den aftale, som er indgået, løser ikke det den skal, den globale klimaudfordring.

En af de klare skydeskiver har været USA. Havde Obama og amerikanerne givet den politiske behandling af klimaspørgsmålet førsteprioritet i stedet for en sundhedsreform, så man forud for COP15 havde kunnet give klare udmeldinger og stærke bindende tilsagn, havde billedet sandsynligvis set noget anderledes ud. Nu synes de kortsigtede egeninteresser at have vundet og to største lande målt i udledninger, USA og Kina, at have indgået en form for underhåndsaftale om, at ja, der skal laves en eller anden aftale, hvis ikke det skal gå helt galt med det klima, men nej, den skal ikke være for forpligtende, i hvert fald ikke for os selv lige nu. For begge lande er det at indordne sig et globalt fællesskab – i hvert fald når vi taler om bindende aftaler – lidt af en kamel at sluge.

Obama leverede sit budskab med vanlig veltalenhed. Den sætning i hans tale, som for mig bliver stående, rummer hele problemstillingen i sig: “The question, then, before us is no longer the nature of the challenge – the question is our capacity to meet it.”

… der er ikke mere tvivl om klimaudfordringens natur, kun om vores evne og vilje til at møde den. Og han understregede alvoren i denne konstatering ved at komme med et amerikansk tilsagn, som lige præcis udtrykker manglende evne og vilje til at møde klimaudfordringen. For de 17 % i 2020, som han lover, er kun nogle ganske få procent i forhold til 1990, som ellers bruges som basisår. Omvendt er det meget realistiske målsætninger, hvis man ser på, hvor svært det har været at få vendt udviklingen i de øvrige vestlige lande.

Men her følger Barack Obamas fulde tale i Bella Centeret:

“Good morning. It is an honor for me to join this distinguished group of leaders from nations around the world. We come here in Copenhagen because climate change poses a grave and growing danger to our people. All of you would not be here unless you — like me — were convinced that this danger is real. This is not fiction, it is science. Unchecked, climate change will pose unacceptable risks to our security, our economies, and our planet. This much we know.

The question, then, before us is no longer the nature of the challenge — the question is our capacity to meet it. For while the reality of climate change is not in doubt, I have to be honest, as the world watches us today, I think our ability to take collective action is in doubt right now, and it hangs in the balance.

I believe we can act boldly, and decisively, in the face of a common threat. That’s why I come here today — not to talk, but to act.

Læs mere »

“Gik alle konger frem i rad, I deres magt og vælde, de mægted’ ej det mindste blad at sætte på en nælde.”

I København skulle de blot skrive under på en aftale, som kunne have kickstartet anvendelsen af vedvarende energikilder og udfasningen af de fossile brændstoffer. Indlysende, nødvendigt, betaleligt, økonomisk set hasard med fremtiden at lade være.

I en meddelelse via Reuters’ World Environment News giver Gerard Wynn i dag en opsummering af resultaterne af to ugers klimaforhandlinger i København. Resultatet af klimatopmødet er næsten for deprimerende at forholde sig til, så det forbliver uoversat. Punktum. Der bliver alvorligt brug for at skærpe forståelsen inden COP16 i Mexico.

Gerard Wynn: What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal, Reuters 22.12.2009.
.

What Was Agreed And Left Unfinished In U.N. Climate Deal

A conference of 193 countries agreed on Saturday to “take note” of a new Copenhagen Accord to fight global climate change, after two weeks of U.N. talks in the Danish capital.

The accord was not legally binding, and did not commit countries ever to agree a binding successor to the Kyoto Protocol, whose present round ends in 2012.

In addition, countries were invited to sign up to the accord, meaning it did not guarantee global participation.

Following is a summary of the decisions in the Copenhagen Accord, and other decisions adopted at the U.N. summit.

Læs mere »

Forud for COP15 var der lagt op til, at skibsfarten og luftfarten, som blev holdt udenfor i Kyoto-aftalen, skulle have vært med inde i den nye aftale. Men de to sektorer er end ikke nævnt i det aftaleudkast, som politikerne efter to uger i Bella Centeret fik hevet hjem.

Det er kort sagt en katastrofe. Dels tegner de to sektorer sig tilsammen for en ganske pæn del af det samlede forbrug af fossile brændstoffer, dels er de i deres nuværende form en vigtig del af den globale frihandel og den stadig mere omfattende flytten rundt på alt mellem himmel og jord, som hastigt er ved at forøde vores livsgrundlag.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibsfarten skal være klimaaftalens cash-cow, Ingeniøren 15.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Store u-lande vil blokere klimaaftale om skibsfarten, Ingeniøren 15.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibe og fly glider ud af klimaaftale, Ingeniøren 17.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Skibe og fly skal punge ud til klimakassen, Ingeniøren 18.12.2009.

Nicolai Østergaard: COP15: Fiasko giver fripas til skibsfartens CO₂-svinere, Ingeniøren 21.12.2009.

Det kunne have været stort – en aftale underskrevet i København, som lagde alle verdens lande ind på en fælles kurs for at håndtere klimaudfordringen med den konsekvens, som er strengt nødvendig, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og op til topmødet var det som om, at vi var kommet dertil, at alle havde indset, at det var alvor, at det var nu, at der skulle sadles om – at videnskabens udmeldinger om, hvad der var nødvendigt, langt om længe ville få fuld gennemslagskraft i det politiske felt.

Men bedst som klimafornægterne var ved at være detroniseret og billedet stod klart, har vi fået en ny kategori klimafornægtere – de mange politikere, som præsenterer sig som ansvarlige, som stiller sig op, som om de med resultatet i København har gjort noget for klimaet, men som enten ikke evner eller ikke tør se klimaudfordringens alvor i øjnene og tage de nødvendige konsekvenser deraf. For hånden på hjertet, den nu foreliggende aftale er aldeles utilstrækkelig. Den er katastrofalt utilstrækkelig. Det har da heller ikke været den store højstemte retorik, som har været taget i brug. ‘Meaningful’ er en af de gloser, man har forsøgt sig med for ikke bare at ende med ‘skuffende’, ‘tandløst’ eller slet og ret ‘fiasko’, selvom det nærmer sig det meningsløste at lave en aftale, som er så åbenlyst utilstrækkelig i forhold til udfordringens omfang og natur som den nu foreliggende.

Aftalen fastslår ganske vist, at verdens lande må arbejde på max 2ºC temperaturstigning. Men der var over 100 lande – heriblandt de fattigste og mest udsatte for klimaforandringer – som indtil det sidste kæmpede for, at aftalen skulle sigte på blot 1,5ºC, som der i dag er bred videnskabelig enighed om, i langt højere grad vil skåne økosystemer og biodiversitet samt beskytte mod udløsningen af tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvforstærkende. Men klimaforhandlingerne har tydeliggjort, at ikke alle lande har lige meget at skulle have sagt. Og at fremtiden og de fattige har skammeligt lidt at skulle have sagt overfor kortsigtede egeninteresser. Når man ikke har nogen form for bindende aftaler, kunne man i det mindste have haft pli til at fastslå, at aftalen burde have sigtet på en temperaturstigning på maksimalt 1,5ºC og en CO₂-koncentration på maksimalt 350 ppm. Men end det ville man ikke give de fattige lande.

Aftalen slår også fast, at verdens CO₂-udledninger må ophøre med at stige senest i år 2015. Men det er stadig meget småt med konkrete reduktionstilsagn – rent faktisk er der lige nu ikke nogen form for bindende aftaler. Aftalen rummer blot tomme linjer for de enkelte landes reduktionsmål for 2020, og målsætninger for 2050 er helt faldet ud. Senest 10. februar 2010 skal de enkelte lande eller grupper af lande skal byde ind med deres reduktioner. Her må vi håbe, at verdens lande kommer til besindelse, og hver især finder langt stærkere reduktionsmål frem end nu. For de tilsagn, som var på bordet her i København, vil samlet føre til, at verden i år 2100 vil have en næsten dobbelt så stor koncentration af CO₂ i atmosfæren som i dag og en temperaturstigning på over 3ºC. FNs egne videnskabsfolk har regnet det ud til 3ºC, mens ClimateInteractive får det til 3,9ºC. Begge dele er totalt hasard med klodens fremtid og en 100% falliterklæring for Københavner-aftalen.

Læs mere »

The Guardian har i dag med artiklen Copenhagen: the sound of silence, med underteksten Denmark’s reputation is being destroyed by police action outside the summit and the gagging of NGOs and poor nations inside, en ganske klar analyse af de metoder, som det danske politi i den seneste uges tid har taget i anvendelse for at opretholde ro og orden. Det er lykkedes alt for godt – så godt, at Danmark står overfor med klimatopmødet at få sit ry som U-landsvenligt, liberalt samfund erstattet af et image som politistat – som et land med et næsten sygeligt behov for at have alt under kontrol.

For hånden på hjertet, det kan godt være, at demonstranterne er under kontrol, men med klimaudfordringen og den fælles indsats for at sikre levevilkårene for fremtiden, var det helt ærligt ikke bedre at bruge musklerne til at få den del under kontrol? Man kan være uenig med brostenene og nogle af de mange forsøg på civil ulydighed, men det er en direkte konsekvens af medievirkeligheden, og … de unge mennesker har tilfældigvis ret. Den store forbrydelse er i gang med at blive vedtaget i Bella Centeret. Som det ser ud til lige nu, står vi til selv i bedste fald at få en klimaaftale, som med 100% sikkerhed vil føre til fuld afsmeltning af klodens ismassiver. Ganske rigtigt nogle få år senere end ved ‘Business as usual’, til gengæld med et setup, som åbner for en ny type nyrige kvote-spekulanter her i det fossile samfunds udånden.

Forstå mig rigtigt. Jeg er militærnægter og mener fundamentalt set ikke, at man kan opnå noget som helst værdifuldt med vold (endsige magt). Politivold skal anvendes yderst sparsomt, som akupunktur. Og skal det endelig til – måske fair nok, når man har inviteret så mange betjente indkaldt – så jeg gerne, at politiet bankede lidt fornuft ind i forhandlerne, sådan at alle, som ikke ubetinget vedkender sig Lord Sterns klare udsagn om at vi i nærmeste fremtid må indse, at der kun er plads til ‘ét ton til hver’, fik lov at overnatte i klimafænglset i Valby, indtil de kom på bedre tanker. Måske også politiet kunne bruge den ring de har etableret omkring Bella Centeret konstruktivt ved at sige, at verdens statsledere er yderst velkomne, men de kommer ikke ud før de har vedtaget et langsigtet mål på 1,5 C og 350 ppm og den tilhørende handlingsplan.

Læs mere »

I dagene 1. til 12. juni mødes forhandlere fra hele verden til Bonn Climate Change Talks for at færdiggøre den klimaaftale, som skal vedtages i København til december. I den forbindelse har man offentliggjort forhandlingsteksten, så langt som den er.¹ Det er en tekst, som udstiller spændvidden i forventningerne. Således stiller en stadig større gruppe lande spørgsmålstegn ved målsætningen på 450 ppm, og ønsker i stedet en CO₂-målsætning på højest 350 ppm. Så der står svære forhandlinger forud, og der vil blive forhandlet kommaer procenter og promiller til sidste øjeblik. Men de store aktører er så småt ved at være enige om de principper, som skal ligge til grund for aftalen. Vi står derfor lige nu til en aftale med global deltagelse – hvilket er et stort mål i sig selv. Og trods de dårlige erfaringer fra Kyotoaftalen står vi til at få en aftale, hvor kvotesystemet bliver den centrale mekanisme.

Selvom der fra mange sider har været rejst stærk kritik af kvotesystemet, har ingen villet markere kritikken så voldsomt, at man har sat aftalen i tvivl. Vi vil derfor i de kommende år se et nyt gigantisk spekulationsfelt producere kvotespekulanter, kvotebaroner og kvotemilliardærer. I lyset af den nuværende økonomiske afmatning kan man derimod komme alvorligt i tvivl om, hvor meget handling for et bedre klima, kvotesystemet kommer til at generere. Man kunne derfor visualisere en form for gigantisk Grøn Verdensbank, som havde til opgave at sikre, at kvotepriserne altid holdt et vist niveau – lidt på linje med den måde, hvorpå EU gennem årene har garanteret mindstepriser på landbrugsprodukter.

Hvis blot en udledning på ét ton CO₂ altid kostede over 100 euro, kunne den for så vidt godt svinge på markedsvilkår. Men når kvoteprisen som nu ligger og roder betænkeligt nær nul, er det alt alt alt for billigt ikke at gøre noget.

Der er langt fra tale om enighed i aftaleteksten. Det illustreres for eksempel med punkt 12 (pp. 8-9):

“12: The long-term global goal for emission reductions {shall}{should} be set

Option 1: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere at {400}{450 or lower}{not more than 450}{450} ppm carbon dioxide equivalent (CO₂ eq) and a temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by at least 50 per cent {from 1990} levels by 2050.

Option 2: as a stabilization of GHG concentrations in the atmosphere well below 350 ppm CO₂ eq and a temperature increase limited to below 1.5 °C above the pre-industrial level. For this purpose, the Parties {shall}{should} collectively reduce global emissions by {81-71}{more than 85} per cent
from 1990 levels by 2050.

Option 3: as a global temperature increase limited to 2 °C above the pre-industrial level.

Option 4: as a reduction in global average GHG emissions per capita to about 2 t CO₂.

Option 5: on the basis of 5.1: historical responsibility / 5.2 emissions debt / 5.3 per capita accumulative emission convergence / 5.4 an equitable allocation of the global atmospheric resources.”

Option 1 er IPCCs officielle målsætning. Men på baggrund af de seneste års erkendelse af, at klimaet er langt mere følsomt overfor temperaturforskydninger end hidtil antaget, peger klimatologerne i dag på option 2, som vil indebære en meget radikal udfasning af fossile brændstoffer meget hurtigt. Når de andre ‘muligheder’ overhovedet er i spil, er det manglende politisk mod og langsigtet realitetssans.

AWG-LCA Negotiating Text, UNFCCCs aftaletekst pr. 19.05.2009 (pdf).¹

Pauli Andersen: FN lægger op til vidtgående klimaaftale, Berlingske 20.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: Klima-aftale afslører kløft af uenighed, Information 22.05.2009.

Fra i dag er der World Business Summit on Climate Change i København, hvor omkring 700 af verdens forretningsledere mødes i Bella Centeret for at drøfte erhvervslivets bidrag til den transformation fra fossilt baseret samfund til et samfund på vedvarende energi. Deltagelse kræver invitation, men fra copenhagenclimatecouncil.com kan man være med via webcast.

På dagens program kan man opleve Al Gore kl. 14.00-14:25; og 16.30-16.45 kan man opleve IPCCs leder, Rajendra Pachauri. I løbet af konferencens tre dage er der serier af workshops og paneldiskussioner inden for forskellige sektorer som skibsfart og luftfart. Se Summit Brochure (pdf) og Summit Program (pdf).

Connie Hedegaard deltager i dagens paneldiskussion med temaet ‘Getting to Copenhagen’ kl. 17.00-18.00. I en netop udsendt pressemeddelelse fra Klima- og Energiministeriet hedder det: “‘Den store tilslutning til erhvervstopmødet er et klart signal om, at klimasagen ikke bare er en politisk sag eller en ‘feel-good’-sag. Det er benhård business – og et afgørende marked at være i front på’, siger klima- og energiminister Connie Hedegaard: ‘Vi har længe talt om visioner. Erhvervslivet har i de kommende dage en enestående mulighed for at komme med deres bidrag til, hvordan vi når frem til at realisere visionerne.’

De politiske klimaforhandlinger, der foregår i FN-regi, kulminerer i COP15 i december i år. Klimaaftalen skal levere den politiske platform for en fremadrettet håndtering af klimaforandringerne. Men politikerne har også brug for erhvervslivet og for at erhvervslivet integrerer udfordringerne ved klimaforandringerne i deres forretningsplaner: ‘Erhvervsledernes aktive involvering og lederskab er alfa og omega for klimasagens forankring i verdensøkonomien’, siger Connie Hedegaard.”

Læs mere »