Strøtanker om bæredygtighed

Concito barslede lige inden jul med en ny rapport, Forbrugerens klimapåvirkning,¹ som rejser spørgsmålet, om vi i Danmark har prioriteret rigtigt i de hidtidige CO₂-sparekampagner. Indledende fastslås det, at fokus i Danmark overvejende har været på forbrugerens udslip gennem forbruget af el, brændstof og varme, selvom det kun udgør ca. 20% af den enkeltes globale udledning. Hele 80% af udledningen er knyttet til de varer og serviceydelser, som vi som forbrugere køber eller får stillet til rådighed.

Den enkelte danskers udslip af drivhusgasser bliver ofte angivet til at være 12-13 tons CO₂e pr. år. Dette fremkommer ved at dividere det nationale danske udslip med de 5,5 millioner borgere i Danmark. Dette giver dog ikke noget retvisende billede, idet stadig flere af de varer og ydelser, som vi forbruger, i dag er produceret i andre lande og dermed medfører et udslip i disse lande. De samlede globale udledninger af drivhusgasser fra hver dansker ligger således snarere omkring 19 ton CO₂e pr. år.

De klassiske indsatsområder som el og varme til private husstande og brændstof til personbiler udgør således kun 20% af det samlede udslip fra en dansker, medens mad udgør en tilsvarende mængde. Resten er relateret til øvrige varer og ydelser, som flyrejser, elektronik, byggematerialer, tøj, produktion af biler, offentligt forbrug, infrastruktur, etc. Concitos kortlægning af de enkelte varegrupper viser på den ene side, at udledningen af drivhusgasser er væsentlig højere end de fleste tror. Samtidig er mulighederne for den enkelte for at nedbringe sit udslip tilsvarende større.

I Concitos rapport siges det, at de forudsætninger, man har sat for beregningen af udledningerne fra vores animalske føde er sat lavt.

Fra anden side har det været påvist, at de hidtidige beregninger (FAO 2006²), som vurderede at verdens kødproduktion afstedkommer 18% af verdens samlede udledninger, ligger alt for lavt, og at den animalske produktion alene tegner sig for op imod halvdelen af de samlede øjeblikkelige drivhusgasudledninger.³

Se det tidligere blog-indlæg: Klimapåvirkningen fra verdens kødproduktion, som gennemgår disse beregninger.

Det korte af det lange er, at Concitos rapport understreger vigtigheden af, at vi bliver bedre til at se klart, hvilke indsatser, som skal til på hvilke niveauer. Hvor mange af de ting, vi indtil nu har bedt borgerne om at gøre i klimaets og miljøets navn med rette kunne håndteres mere effektivt gennem at ændre rammevilkårene.

Dette er baggrunden for, at vi med udstillingen Hungry Planet har sat fokus på den store mulighed, vi hver især har for at styrke vores egen og planetens sundhed gennem at ændre vores spisevaner. Der ligger i vores løbende forbrugsvalg en række meget vigtige klima-konsekvenser, som vi skal have mere viden for at kunne træffe kvalificerede valg, men som vi nødvendigvis selv må træffe, hvis ikke vi skal ende i det totale formynderi.

indlæg ved Jens Hvass.

Torben Chrintz: Forbrugerens klimapåvirkning, Concito 18.12.2010 (pdf).¹

H. Steinfeld et al.: Livestock’s Long Shadow. Environmental Issues and Options, FAO, Rom 2006 (pdf).²

Robert Goodland and Jeff Anhang: Livestock and Climate Change, Worldwatch Magazine vol. 22 no. 6 nov.-dec. 2009, pp. 10-19 (pdf).³

Martin Lidegaard havde fredag en kronik i Politiken under overskriften Vi taler klimaet ihjel, som giver et fint – omend deprimerende – billede af tingenes tilstand på klimafronten.

Her op under klimatopmødet sniger klimaperspektivet sig ind alle mulige steder. Alle taler om det, men ingen gør noget ved det – klimania kalder Lidegaard det. Og han påpeger, at selv når politikerne fører sig frem med, at de gør noget for klimaet og miljøet – grøn trafikplan, grøn afgiftspakke osv. – så er der i samme lovpakke ofte dele som trækker endnu mere i den modsatte retning.

Det er ikke bare det danske folketing, som basker i afmægtighed overfor at få etableret nogle rammer for at få familien Danmark på en bæredygtig klimakurs. Lidegaard påpeger, at det samme sker kloden rundt. Den kæmpe chance, som finanskrisen gav for at lægge grunden til en Green New Deal, har man stor set forpasset. Enorme summer er postet (klimaperspektivmæssigt) bevidstløst ud i samfundet verden over for at redde stumperne af det, som vi aktivt burde afvikle.

For nylig så jeg en oversigt over forholdet mellem ‘grønne’ og ‘sorte’ elementer i finanskrisepakker over alt i verden. Jeg fik den desværre ikke sakset, så det er efter hukommelsen. Men stort set alle lande havde stort set tyet til konventionelle indsatser, som om noget forsinker en forgrønnelse af økonomien. Kina var den lysende undtagelse og lå med 39% grønne investeringer i særklasse i toppen. Hvorfor var det ikke 80-90% grønne initiativer over hele linjen?

Lidegaard citerer Sir Nicholas Stern for at have sagt, at det er “mindst lige så vigtigt at undgå de forkerte investeringer som at fremme de rigtige.”

Frem for alle mulige og umulige klimakampagner rettet mod folk skulle man bruge krudtet på at få opbygget solidt klima- og bæredygtighedsperspektiv for politikere og nationabankdirektioner verden rundt, så de næste gang er i stand til at se klart nok til at kunne håndtere en tilsvarende situation helt anderledes fremadrettet i stedet for at give efter overfor industrifolk, som trygler efter støtte til at videreføre produktion af fossile køretøjer, som kloden ikke kan tåle.

Er det et bevidst ondartet overfor klodens fremtid? – nok ikke. Det er nok nærmere manglende evne til konsekvenstænkning og manglende evne til at se ting i sammenhæng, koblet med manglende mod til at fortælle befolkningen i verdens rige lande, at der ikke bare om få år er dobbelt så meget af det hele, men at vi tværtimod må dematerialisere vores livskvalitet, hvis kabalen skal gå op og komme i gang med en systematisk afvikling af fossile brændstoffer og vores umådeholdne ressourceforbrug.

Læs mere »