Strøtanker om bæredygtighed

Den amerikanske organisation ForestEthics har fået udarbejdet en tankevækkende rapport om klimakonsekvenserne af brugen af junk mail – uopfordrede fremsendelser af postombårne reklamer og reklamebreve. Hvert år fremsendes der i USA 100 mia. uopfordrede forsendelser. 44% af dem kasseres uåbnede.

Og hvis man som i rapporten Climate change Enclosed! laver et CO₂-regnskab for fænomenet, producerer den amerikanske junk mail årligt CO₂-udledninger på 51,5 mio. ton pr. år eller lige så meget som de samlede danske CO₂-udledninger.

Der sker CO₂-udledninger i alle trin i processen: Fjernelsen af 100 mio. træer fra skovene mindsker CO₂-lagringen (48,6% af de samlede CO₂-udledninger), transport af tømmer (1,4%), papirfremstillingen er ganske energikrævende (20,8%), tryksværten i CO₂-ækvivalenter (10,9%), distribution med postvæsenet (1,9%), landopfyldninger udvikler metan (14,2% ) mens der vindes 1% ved den del, som afbrændes i kraft-varmeværker. Posterne er nærmere specificeret i skemaet nedenfor og findes gennemgået i detaljer i rapporten.

Nogle vil sikkert undre sig over rimeligheden i at medregne CO₂-mængden fra hvis man ikke havde fældet skoven. Men det er præcist sådanne sammenhænge, som gør, at førstegenerations biobrændstof selvom det på papiret medfører en CO₂-reduktion ikke er klimavenligt, fordi det i den anden ende har medført stigende ødelæggelser af regnskove og vådområder, som har store mængder CO₂ bundet.

Til gengæld kunne man med stor rimelighed have indregnet en post for CO₂-produktion fra forøget forbrug, som dog kan være svære at vurdere. For man må ikke glemme, at alle disse forsendelser er blevet fremsendt ud fra kalkulationer om, at de ville skabe forøget omsætning. Kort sagt gør det lille skilt: Reklamer nej tak! en stor forskel.

Læs mere »

Det bliver ofte fremført, at der ikke er noget, der nytter, når det gælder klimaet, hvis ikke et land som Kina kommer med i aftaler om begrænsningerne. For nok er de kinesiske udledninger målt pr. person stadig ikke så store som i Vesten, men de er fordoblet på blot fem år, og men regner med at de kinesiske CO₂-udledninger i dag har overhalet de amerikanske.

Men kineserne har selv fremført, at en stor del af deres udledninger stammer fra produktion af eksportvarer, og nu har Oxford Institute for Energy Studies fremlagt et studie, som endelig bringer klarhed over, hvor meget, der er tale om. Hele 33% af de kinesiske CO₂-udledninger gik i 2005 til produktion af eksportvarer. I 1987 var det blot 12% og så sent som i 2002 var det blot 21%, så der er tale om en kraftigt stigende tendens.¹

Og en meget stor del af de kinesiske udledninger er således skabt af de rige lande, som i stor udstrækning placerer sin produktion af energi- og ressourcekrævende (og ofte også forurenende) produktion i lande som Kina, hvor arbejdslønnen og arbejdsmiljøkravene er mindre. Så problemet falder endnu engang tilbage på de industrialiserede landes fundamentalt ubæredygtige livsstil.

Verdensnaturfonden har tidligere i år beregnet, at det danske CO₂-produktion frem for de nu officielle tal på omkring 10 ton pr. person ligger nærmere 15 ton pr. person, hvis man medregner CO₂ fra vores import.

Se tidligere blog-indlæg: EUs forbrug forurener globalt, Kina med i klimaaftale fra 2012 og Det store skridt tilbage?

Catherine Brahic: 33% of China’s carbon footprint blamed on exports, New Scientist 28.07.2008.

Christopher L. Weber et al.: The contribution of Chinese exports to climate change, (abstract) Energy Policy 21.07.2008.¹

I de senere år har Storbritannien kunnet bryste sig af en faldende tendens i landets CO₂-udledninger, som i dag ligger 5% under udledningerne i 1992. Det er da også korrekt, hvis man opgør det ifølge Kyoto-aftalen. Men ved etableringen af Kyoto-aftalen undlod man at indregne både luftfart og skibsfart, og man har i beregningen af de nationale udledninger ikke taget højde for, at en større og større del af de rige landes egentlige vareproduktion finder sted i lande som Kina, hvor arbejdsløn og miljøkrav er mindre.

En ny rapport bestilt af DEFRA, Department for Environment, Food and Rural Affairs (det britiske miljøministerium), viser, at hvis man beregner de samlede CO₂-udledninger inklusive skibsfart, luftfart og vareproduktion i udlandet, har England en yderligere CO₂-produktion ud over Kyoto-aftalens aftalegrundlag på hele 200 mio. ton pr. år, og frem for i perioden 1992-2004 at være faldet med 5% er de samlede udledninger steget med 37%.

Denne udflagning af energitung produktion gælder ikke kun for Storbritannien. Danmarks samlede CO₂-udledninger ligger ifølge beregninger foretaget af Verdensnaturfonden på over 15 ton pr. indbygger pr. år, hvis man beregner på baggrund af det faktiske forbrug (se tidligere blog-indlæg EUs forbrug forurener globalt). Hvis man derudover indregnede luftfart og international transport, ville man sandsynligvis komme frem til, at de danske udledninger er steget endnu mere end de engelske siden 1992.

Det er derfor uomgængeligt vigtigt, at Kyoto-aftalens afløser får samtlige udledninger af drivhusgasser kommer med ind under aftalen – dels ved at alle lande er med i aftalen, dels ved at områder som offshore-aktiviteter, skibsfart og luftfart, som nu er udenfor aftalen, bliver underlagt særdeles stramme kvoteordninger.

Geofforey Lean: Britain: a leader in tackling climate change? Far from it, says new report, The Independent 05.07.2008.

Emily Beament: CO₂ emissions up by nearly a fifth in 12 years, The Independent 02.07.2008.

Brugen af terrassevarmere foran engelske pubber og restauranter er øget til det tidobbelte siden man sidste år indførte rygeforbud. På den baggrund var den engelske klimaminister Phil Whoolas i dag fremme med riven: “The official line to take is, when outside, wear a jumper.”¹

Det er klar tale. Debatten om disse ‘patio heaters’, som helt bogstaveligt fyrer for fuglene, er ganske ophedet i England med krav om forbud. Man regner med, at antallet er fordoblet på blot et år, og allerede sidste år blev CO₂-udledningerne fra de engelske terrassevarmere anslået til 1 mio. ton.²

Det forlyder da også, at der på EU-plan er flertal for et forbud mod disse udendørs varmere. De er blot et af mange eksempler på, at selvom vi måske lærer at vaske ved lidt lavere temperaturer og efterhånden får skiftet ud til sparepærer, så kommer der hele tiden nye muligheder for forbrug. Noget man knapt vidste eksisterede for blot få år siden, er på kort tid sneget sig ind i dagligdagen. Ordet terrassevarmere giver 52.000 sider på Google, mens patio heater giver 630.000 sider.

De skyder op som paddehatte i det københavnske bybillede – og givet er det et aktiv for omsætningen at kunne opretholde skorteærmetemperatur i de københavnske gaderum en stor del af året, men det er kort og godt hasard med fremtiden. Man kunne derfor ønske sig, at en forening som Danmarks Restauranter & Cafeer påtog sig sin del af ansvaret for, at det ikke blev standard ved al udendørs servering. Men når man læser et indlæg som EU-farce om terassevarmere af DRCs informationschef Carsten Kruuse, må man indse, er der ikke meget andet at gøre end et forbud.³

Indtil forbuddet er på plads, kan jeg kun opfordre alle til systematisk at vælge serveringssteder med terrassevarmere fra, så det om noget bliver en negativ konkurrenceparameter at udstille sin foragt for verdens klima- og energisituation på den måde.

Andy Bloxham: Calls for ban on ‘polluting’ patio heaters, Telegraph 04.06.2008.¹

Paul Eccleston: Patio heaters targeted over CO₂ emissions, Telegraph 25.07.2007.²

Carsten Kruuse: EU-farce om terassevarmere, DRC 27.02.2008.³

Frede Madsen: Forbud mod varmelamper vil koste restauranter millioner, Erhvervsbladet.dk 29.02.2008.

Niels Bygballe Christiansen: Behov for terrassevarmer? Jyllandsposten 13.02.2008.

Normalt bladrer jeg skyndsomst forbi bilstoffet. Men en artikel i går i den irske avis Independent fangede min opmærksomhed: Car makers’ eco-friendly claims dismissed as a ‘gimmick’. Artiklen baserer sig på en test af otte biler med erklæret grøn profil i det engelske bilmagasin Auto Express.

Brændstoføkonomi og CO₂-udledninger pr. kørt kilometer er blevet vigtige salgsparametre, hvilket man kan se af bilernes tilnavne: ECOnetic, Greenline, Bluemotion, Ecomotive, Spirit og Hybrid. De undersøgte biler fører sig da også frem med fornemme specifikationer, som giver håb om, at vi ikke helt må opgive bilen for ikke at opgive klimaet.

Men ifølge den engelske test ligger de faktisk målte CO₂-udledninger markant højere end det, man kan læse i bilens specifikationer, for flere af bilerne omkring 50% højere. Tilsvarende ligger det opgivne antal mpg (miles pr. gallon) op til 50% højere end hvad man kom frem til i testkørslerne. For eksempel Honda Civic Hybrid ES, som går for at være en meget miljøvenlig bil, havde i testen en CO₂-udledning på 171 g/km, hvor det i specifikationerne hedder 109 g/km. Og med blot 38,2 mpg overfor de oplyste 61,4 mpg levede bilen slet ikke op til den præsenterede brændstoføkonomi.

Dette er særdeles uheldigt. Ikke bare er det plat og svindel overfor de mennesker, som har købt og betalt ekstra for en bil de troede gjorde en forskel overfor miljøet. Det er et sjældent kedeligt eksempel på den ‘greenwashing’ og miljø-branding af produkter, som i disse år finder sted i stor udstrækning, hvor der ofte er et gabende svælg mellem, hvor grønt et produkt bliver markedsført, og hvor grønt, det i virkeligheden er.

Jeg har kopieret en oversigt over testresultaterne ind nedenfor.

Læs mere »

I Brasílien har man siden den første oliekrise i 1972 satset målrettet på bioethanol, og al benzin er i dag iblandet 23% bioethanol. Ethanolen fremstilles af sukkerrør, som i stor udstrækning dyrkes på land, som er indvundet ved rydning af urskov i Amazon-bækkenet. Ifølge en tankevækkende artikel i The Independent, Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, er der sukkerrørsmarker så store som europæiske stater. Ifølge artiklen medfører fremstillingen af den sukkerørsbaserede bioethanol større CO₂-udledninger end det sparer i byernes trafik. Ikke mindst den årlige afbrænding af sukkerrørsmarkerne giver kolossale CO₂-udledninger. Brasílien har således uviklet sig til at blive en verdens fjerdestørste CO₂-udleder.

Dette er fuldstændig parallelt til en anden af de store producenter af biobrændstof, Indonesien, hvor en stærkt stigende efterspørgsel på biobrændstoffer til det europæiske marked har ført til en omfattende rydning af urskovsarealer. Indonesien er således på blot tre år gået fra at være verdens 21.-største CO₂-udleder til at være verdens tredje største CO₂-udleder, kun overgået af USA og Kina (se blog-indlægget: Biobrændstof en økologisk katastrofe).

Det er på den baggrund klædeligt, at vores klima- og energiminister ifølge Information i dag genovervejer den europæiske satsning på biobrændstoffer i lyset af, at det kan føre til omfattende hungersnød, hvis vores biler også i større udstrækning skal mættes af markernes afgrøder.

Vi bliver nødt til at indse, at det ikke bare er et spørgsmål om at omlægge til fornyelige ressourcer og så fortsætte ud ad motorvejen, men at vi er nødt til at forholde os meget præcist til vores samlede økologiske råderum. Vi danskere forbruger allerede, som havde vi rådighed over tre planeter. Hvis vi fremover skal dække vores nuværende transportforbrug med biobrændstof, vil det med de nu kendte produktionsteknikker til biobrændstof give en voldsom udvidelse af vores globale økologiske fodaftryk.

Daniel Howden: Brazil’s experience testifies to the downside of this energy revolution, The Independent 15.04.2008.

V og K splittet om biobenzin, Information 16.04.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Europe 2007: Gross Domestic Product and Ecological Footprint.

Hvis man som klima- og miljøbevist europæer overvejer at købe en bil, som kan køre på biobrændstof, skal man nok tænke sig om en ekstra gang. For det kan meget vel være, at man gør klimaet og jordkloden en bjørnetjeneste. Den øgede efterspørgsel på biobrændstof i de industrialiserede lande har nemlig medført omfattende miljøødelæggelser mange steder i verden. Og den CO₂, det måtte spare på de europæiske landeveje, bliver mere end modvirket af stigende CO₂-udledninger i lande som for eksempel Indonesien, hvor oprindelige landskaber i stor skala raseres for at give plads til produktionen af biobrændstof.

Det fremgår af en rapport, Peat-CO₂. Assessment of CO₂ emissions from drained peatlands in SE Asia, som Wetlands International, Delft Hydraulics og Alterra i samarbejde har udarbejdet om forholdene i Sydøstasien. Her finder skovrydning og dræning af vådområder sted i stor stil for at give plads til olieplantager til produktion af biobrændstof til ‘miljørigtig’ transport.

Man regner med, at der i Sydøstasiens ‘peatlands’ – urskove med en (tørvemoseagtig) bund af uomdannet eller delvist omdannet organisk materiale, som er opbygget gennem århundreder – findes lagret 42 teraton CO₂, eller det dobbelte af jordens samlede årlige CO₂-udledninger. Urskovsbiotoper har en meget høj biomasse (og dermed bunden CO₂) i forhold til landbrugsarealer med monokulturer af ofte kun enårige planter. Disse enorme CO₂-depoter frigives til atmosfæren ved fældning, afbrænding og dræning. Når vådområder med urskov drænes og totalfældes, sker der i årene efter en omfattende iltning af urskovens tørveagtige lag af delvist omdannet organisk materiale, som fører til gigantiske CO₂-udledninger. Ifølge rapporten er der ved dræning af nyfældede vådområder tale om CO₂-emissioner i størrelsesordenen 70-100 ton pr. hektar pr. år. Dette er en af de vigtigste grunde til, at Indonesien på blot tre år er gået fra at være verdens CO₂-udleder nr. 21 til i dag at være verdens tredjestørste CO₂-udleder, kun overgået af Kina og USA.

Læs mere »

Den nationale amerikanske radio NPR har en udsendelsesrække om klimaproblematikken: Climate Connections: Causes. De seneste to udsendelser beskæftiger sig med forstæderne som fænomen – og som en væsentlig del af forklaringen på, at de amerikanske CO₂-udledninger er de i særklasse højeste i verden.

Den første udsendelse følger Carvalho-familien, Michelle og Galileu Carvalho, som har en 16 måneder gammel søn. De flyttede til forstæderne for tre år siden og har siden da haft langt til arbejde – og brug for to biler. Dan anden udsendelse følger Taylor-familien, Malaika Taylor som for tre år siden sammen med sin 11-årige datter flyttede til en centralt beliggende loft-lejlighed for at slippe for de mange timers bilkørsel mellem hjem og arbejde.

Begge familier bor i Atlanta – en by sammenlignelig med København, med en halv million indbyggere i selve byen og 5 millioner indbyggere i oplandet. Tilsammen illustrerer de to udsendelser fint, hvorfor parcelhuset – The American Dream – er fundamentalt ubæredygtigt.

Læs mere »

For nylig fløj American Airlines en Boeing 777 (en stor jumbo-jet) fra Chicago til London med blot fem passagerer. Det har sat sindene i kog, og Friends of The Earth (det internationale NOAH) har været fremme med, at den slags hasard med klodens fremtid skulle forbydes. Den rejse har betydet et CO₂-udslip på 43 ton for hver af de fem passagerer.

George Monbiot siger det rent ud i artiklen Flying is Dying: “There is no way to halt global warming and continue traveling long distances at high speeds. The only solution is to stop flying in airplanes.”

Flyselskaberne håber på, at biobrændstof hen ad vejen kan etablere en bæredygtig luftfart. Men som Monbiot påpeger, vil det kræve enorme landarealer af forsyne de forslugne flymotorer med biobrændstof. Og resultatet vil være hungersnød for millioner af mennesker.

“Hvis vi vil hindre planeten i at koge over,” skriver Monbiot: “må vi simpelthen holde op med at rejse med den slags hastigheder, som flyene muliggør. Det er nu ved at være forstået af næsten alle jeg møder. Men det har ingen som helst indflydelse på deres adfærd. Når jeg spørger mine venner om deres weekendtur til Rom eller ferie i Florida, svarer de med et underligt distant smil og kigger den anden vej. De vil bare have det sjovt. ….. Den moralske dissonans er øredøvende.”

En ting som har prentet sig for altid, fra da jeg for snart mange år siden læste Sten Eiler Rasmussens Kina-oplevelser, var, at det tog ham 6 uger med båd at komme til Shanghai. Men så var rejseskitserne også rentegnede, da han var tilbage, og indtrykkene vel fordøjede. Rejse i Kina udkom for 50 år siden. Nu lander vi sent om natten og skal tidligt op på arbejde.

David Millward: Plane flies five passengers from US to London, London Telegraph 06.03.2008.

George Monbiot: Flying is Dying, AlterNet 01.03.2006.

Jesper Knudsen: Fly brugte 16.700 liter benzin per passager, Politiken 27.03.2008.