Strøtanker om bæredygtighed

Dette flow-diagram giver et ganske godt overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010. I søjlen til venstre kan man se inputtet fordelt på de enkelte energi/forureningskilder. Her udgør de fossile brændstoffer, kul, gas og olie rundt regnet to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser, mens den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er drivhusgasudledninger fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.

Den midterste søjle viser, hvilke sektorer, som bruger de forskellige energikilder. Og de mange pile til venstre giver et billede af, hvor olien, gassen og kullene først og fremmest finder anvendelse.

Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.

Den største sektor er her ‘Industry’, vores fremstillings-virksomhed, alle de ting, som vi producerer til vores dagligdag, vores infrastruktur osv. Her kan man så med meget god vilje se, at af de 29% bliver 6% brugt til ikke-metalliske mineraler, 4,8% til jern og stål osv. Hvis man skal se på, hvordan man mindsker udledningerne herfra, så er det dels gennem effektiviseringer af selve processerne – ofte er den en forsvindende lille del af den samlede energi, som netto går til processen. Dels gennem at omlægge til vedvarende energi – dels ved at afvikle det nuværende konsumsamfund og lave færre men bedre og mere holdbare produkter.

11% af vores udledninger kommer fra bores boliger. Heraf langt det meste fra opvarmning og nedkøling. Det er energiforbrug, som gennem godt design stort set kan elimineres, og gennem isolering mv. af eksisterende bebyggelser kan minimeres. Vores bygninger kan med lidt omtanke indrettes som både aktive og passive solfangere, som netto producerer en vedvarende energi. Tilsvarende ligger der i officielle og kommercielle bygninger et stort energiforbrug, som det er både let og nødvendigt at få udfaset.

Læs mere »

.
Med denne lille tegnefilm tager George Monbiot, Leo Murray og PIRC hul på et alvorligt problem, som vi også kender herhjemmefra, at mens de officielle statistikker viser faldende CO₂-udledninger, så er vores samlede klimapåvirkning faktisk stigende.

Det hænger sammen med fundamentale fejl i hele den måde. vi opgør udledninger på, som stammer tilbage fra Kyoto-aftalen i 1998. Allerede den gang vidste man, at det var langt fra perfekt – at man burde have den internationale skibsfart og luftfart med og burde finde en måde at indregne, at en større og større del af de rige landes forbrugsvarer bliver produceret i lande som Indien og Kina. Når CO₂-produktionen er faldende i lande som Danmark og Storbritannien, er det derfor i høj grad fordi vi har udflaget produktionen af en stor del af de varer, som fører ti store CO₂-udledninger.

Faktisk peger den fine lille 3 min. animation på tre sammenhængende vildfarelser (for nu ikke at kalde dem løgne), at vores CO₂-udledninger er faldet i de seneste år, at vores regeringer gør alt de kan i omstillingen til bæredygtigt ligevægtssamfund, og at vi bliver lykkeligere ved at forbruge mere. Den lille animations visuelle højdepunkt er mod slutningen, hvor vi som søvngænger-zombier drages mod stormagasinerne for at hente dagens pose med forbrugsvarer, som verden omkring os gør sit bedste for at indprente os, at vi ikke kan leve lykkeligt foruden, men som undersøgelse efter undersøgelse viser ikke gør os lykkeligere.

At denne bevidstløse forbrugerisme samtidig med at den hastigt forøder klodens livsgrundlag, er med til at forurene og depravere vores tilværelsers målretning … er det 21. århundredes store tragik.

www.carbonomissions.org.uk.

Lad det være sagt med det samme, denne overskrift er misvisende. For selvom nye tal for verdens CO₂-udledninger viser, at de kinesiske CO₂-udledninger pr indbygger er stigende og nu på højde med Europas – i skrivende stund vil de to kurver på grafen herover havde krydset – så er der tale om ret så misvisende tal.

For i EU har vi igennem de seneste par årtier i stadig højere grad lagt vores mere svinske og energikrævende vareproduktion i lande som Kina, hvor arbejdskraften var billigere og miljøkravene lavere end herhjemme. Samme opgørelse anslår således, at omkring 20% af Kinas CO₂-udledninger er direkte forbundet med produkter, som eksporteres.

Omvendt forbruger vi i EU en stor mængde varer og tjenesteydelser, som er produceret uden for EU og dermed ikke tæller med i EUs CO₂-statistik.

For at få et mere retvisende billede, lavede Niras således sidste år en opgørelse over det samlede CO₂-fodaftryk og nåede her frem til, at hver dansker i Hovedstadsområdet havde en samlet udledning på 19,3 ton CO₂ pr. år, hvis man medtog også udledninger fra oversøisk vareproduktion, international transport osv., eller næsten det dobbelte af de officielle danske tal.

Læs mere »

I dene seneste tid er der indløbet meldinger fra målestationer på den nordligste del af jordkloden, Alaska, Grønland, Island, Norge, Mongoliet og Japan, at atmosfærens indhold af CO₂ nu er over 400 ppm (parts per million). Det er første gang i mere end 800.000 år, at niveauet er så højt.

CO₂-kurven er i disse år stejlt stigende, men hvis man zoomer ind, ser man, at den svinger lidt op og ned i løbet af året. Det hænger sammen med, at der er mere landmasse og dermed mere vegetation på den nordlige halvkugle end på den sydlige. Så i løbet af sommeren (på den nordlige halvkugle) vil vegetationen absorbere lidt af CO₂en og få niveauet til midlertidigt at dale. Niveauet vil derfor endnu et år eller to periodevist kunne nå under 400 ppm. Men CO₂-koncentrationen vokser i disse år med 2,3 ppm pr. år, så hvis ikke dette ændres radikalt, vil vi på blot godt 20 år nå det maksimum på 450 ppm, som verdenssamfundet har sat som målsætning – og som ifølge klimatologernes modeller giver en 50% sandsynlighed for, at den globale temperaturstigning siden industrialiseringens begyndelse holder sig under 2ºC i dette århundrede.

Ved industrialiseringens begyndelse var koncentrationen omkring 280 ppm, og når man kigger tilbage i tiden har koncentrationen i de forudgående 800.000 år svinget i et relativt snævert interval på 180-280 ppm. Sidst jordkloden havde en CO₂-koncentration på 450 ppm gennem længere tid, var kloden isfri, og verdenshavene var 70-75 m højere end i dag. Det er derfor vigtigt at notere sig, at 450 ppm kun kan være et foreløbigt mål. Hvis vi skal langtidsstabilisere det globale klima, må CO₂-koncentrationen hurtigst muligt bringes tilbage under 350 ppm (se tidligere blog-indlæg: Hvor store CO₂-reduktioner skal der til?).

IEA, det internationale energiagentur, har meldt klart ud, at det er ved at være allersidste udkald. Hvis det skal lykkes at bremse udledningerne, så CO₂-kurven topper før 450 ppm, burde alle lande nu være i gang med systematiske omstillingsprocesser. På den baggrund er den seneste udvikling i klimaforhandlingerne i Bonn rent ud sagt katastrofal. Her kunne man knapt nok enes om at igangsætte arbejdet med den globale klimaaftale, som man ved COP17 i Durban i december aftalte  skulle ligge klar senest i 2015 og iværksættes senest i 2020. Fremtidens klima har ikke råd til, at størstedelen af verden kører på fossilt frihjul otte år mere.

Læs mere »

.

I anledning af, at NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, har offentliggjort de seneste målinger af CO₂-udviklingen, har man gjort sig den anstrengelse at lave en animation, som så at sige giver overblik over det hele. Ikke bare de seneste 50-60 år, hvorfra vi har præcise målinger, men op til 800.000 år tilbage, hvor man via iskerneboringer og luftbobler indespærret i lag af is, som har kunnet dateres, har kunnet kortlægge sammenhængen mellem temperatur og CO₂-koncentration.

NOAAs leder James Butler bruger under vejs det billede på den nuværende situation, at vi (i det sidste halve århundrede) har skruet op for radiatoren (et elektrisk tæppe). Vi ved det bliver varmere, men det er stadig for tidligt at sige præcist, hvor meget varmere det bliver, og selv hvis vi skruer ned nu, vil der være lukket masser af varme ind. Og hvad sker der, hvis det nu viser sig, at vi ikke kan skrue ned igen?

Så én ting er at få slukket for radiatoren hurtigst muligt. Men yderligere skal vi så at sige have åbnet vinduet, og sikre os at jorden igen kan komme af med varmen. Derfor skal en stor del af de millioner af tons CO₂, som vi har pumpet ud i atmosfæren siden 2. verdenskrig, geninddrives. Verdenshavene har indtil nu absorberet omkring halvdelen af den ekstra CO₂ – ellers havde det allerede været væsentligt varmere. Men dels har der været rejst tvivl om, om havet fortsat på den måde kan fungere som buffer, dels har det medført en forsuring af verdenshavene, som truer med at ætse koralrevene, dels har hel masse små skaldyr svært ved at danne deres beskyttende skjolde, så nogle forskere har udtrykt bekymring om, at havenes nuværende fødekæder på sigt vil være truede.

Den nødvendige klimaindsats indebærer således ikke bare i løbet af ganske kort tid at omlægge fuldt ud til vedvarende energi og bremse metan-udledninger fra husdyrhold og affaldshåndtering, men derudover at iværksætte en bred vifte af indsatser for at trække drivhusgasser ud af atmosfæren ved at standse fældning af regnskove, plante mere skov og på anden vis øge jordens vegetationsvolumen, øge jordens indhold af organisk materiale osv.

Se tidligere blog-indlæg: Verdens CO₂-udledninger stiger mere end nogensinde, Jordens energibalance,  Hvor store CO2-reduktioner skal der til? og Prisen for 350 ppm.

Andrew Revkin: CO₂ on the Up and Up, New York Times 16.11.2011.

Det Internationale Energiagentur IEA barslede sidste uge med deres årlige World Energy Outlook. Det er alt andet end opmuntrende læsning.

Verdens energiforbrug stiger hurtigere end nogensinde, CO₂-udledningerne stiger hurtigere end nogensinde, kulkraft står stadig for ikke bare størstedelen af energien, men for størstedelen af stigningen i energiforbruget. Og i det scenario for energiforbruget frem til 2035, som IEA fremlægger, forventes det samlede energiforbrug at stige med 40%. Den klimavenlige del heraf forventes kun at stige langsomt, mens “unconventional oil” – typisk olie udvundet fra skifer- og sandforekomster, som har et langt større energiforbrug ved udvindingen –  i de kommende årtier vil få en markant større andel af det samlede energiforbrug.

Ifølge IEAs Outlook er verden nu oppe på at have brugt 80% af det samlede mulige CO₂-volumen, hvis koncentrationen skal holdes under 450 ppm, og IEA, som ikke har tradition for alarmisme, giver verden blot 5 år til at vende udviklingen, hvis ikke vi skal stå over for uafvendelige klimaforandringer. Det er vel at mærke ikke 5 år til at blive enige om at beslutte sig, men 5 år til at have igangsat så mange forandringer, at det lykkes at få de stadig stigende fossile energikurver bøjet den rette vej.

IEAs ledende økonom Fatih Birol siger: “As each year passes without clear signals to drive investment in clean energy, the lock-in of high-carbon infrastructure is making it harder and more expensive to meet our energy security and climate goals.” Det er dyrt at tøve med at gennemføre en konsekvent energi- og klimapolitik, hvilket præcist er, hvad verden gør i disse år. Jo længere vi venter med at igangsætte de nødvendige omlægninger, jo dyrere og jo sværere bliver det, og jo større bliver risikoen for, at vi når tærskler eller tipping points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende.

“‘For hver dollar man ‘sparer’ i forhold til forbedringer af energisektoren før 2020, skal man betale 4,3 dollars mere i årene efter 2020′, skriver IEA i en besked på Twitter.”¹ Så Stern-rapportens hovedkonklusion, at det er dyrt at vente, synes rigtigere end nogensinde.

World Energy Outlook 2011 er det digert værk på 660 sider og koster 150 euro at downloade, men er frit tilgængelig som executive summary. Tidligere års udgaver kan downloades frit via denne side.

Se tidligere blog-indlæg: Den fossile produktion på støtten og World Energy Outlook 2008.

World Energy Outlook 2011 executive summary (pdf).

World Energy Outlook 2011 Faactsheet. How will global energy markets evolve to 2035? (pdf).

Marc Prosser: Om seks år går den globale opvarmning amok, Ingeniøren 15.11.2011.¹

Jeremy Hance: IEA warns: five years to slash emissions or face dangerous climate change, Mongobay 13.11.2011.

Nina Chestney: Warming limit risk if no climate action by 2017: IEA, Reuters 11.11.2011.

Elizabeth Kolbert: Two Degrees of Disaster, The New Yorker 11.11.2011.

Btyan Wassh: Is Our Energy System Locked In to Climate Change? Time Magazine 10.11.2011.

Fiona Harvey: World headed for irreversible climate change in five years, IEA warns, The Guardian 09.11.2011.

Petrer O’Neil: Environmentalists ‘smoking dope’: energy agency director, Edmonton Journal 09.11.2011.

Damian Carrington: Why is it so hard to stop climate change? The Guardian 09.11.2011.

Mason Inman: IEA Outlook: Time Running Out on Climate Change, National Geographic 09.11.2011.

IEA economist: ‘We have to leave oil before it leaves us’, Euractiv 07.11.2011.

U.S. Department of Energy har i dag fremlagt tal for verdens CO₂-udledninger i 2010. Efter en lille stagnation i forlængelse af finanskrisen er der igen fuld gang i afbrændingen af kul og olie jorden rundt, og med 6% på et enkelt år er stigningen fra 2009 til 2010 den største stigning nogensinde. CO₂-kurven ligger dermed over worst case scenariet fra IPCCs klimarapport fra 2007 og ligner lige nu ikke noget, som kan stabiliseres inden 450 ppm.

Så dette er i den grad et wake-up call til verdens politikere her forud for COP17, næste runde i klimaforhandlingerne, som starter sidst i november i Durban.

Over halvdelen af stigningen stammer fra USA og Kina. Forklarligt, ja. Forvarligt, nej.

Seth Borenstein: Biggest jump ever seen in global warming gases, AP 04.11.2011.

Ingeniøren skriver i dag at: “Det globale CO₂-udslip steg med 1,94 procent til 31,5 milliarder ton i 2008. Det vurderer det tyske institut for vedvarende energi industri, IWR, på baggrund af officielle informationer og dets egen forskning. Det private institut, som rådgiver de tyske ministerier, påpeger, at CO₂-udslippet dermed steg for tiende år i træk, hvilket strider mod målet i Kyoto Protokollen fra 1997 om at CO₂-udslippet skulle være skåret ned med 5,2 procent i 2012.

IWR anbefaler, at de enkelte lande skal investere i vedvarende energi alt efter deres målte udslip, i stedet for at skære ned på de industrielle aktiviteter, så man slipper for diskussionerne om, hvem der skal gøre hvad. Der blev investeret omkring 890 milliarder kroner i vedvarende energiteknologier i 2008. Det skal øges til omkring 3.700 trillioner kroner om året, hvis verdens CO₂-udslip skal falde.

Jo større CO₂-udslippet er i det enkelte land, des større skal investeringen i vedvarende energiteknologier være, argumenterer det tyske institut. I maj sagde EU-Kommissionen, at CO₂-udslippet fra sværindustrien i Europa, der deltager i EU’s CO₂-handel, faldt med 3,1 procent i 2008 på grund af den økonomiske krise.”

Mette Buck Jensen: Verdens CO₂-udslip steg for 10. år i træk, Ingeniøren 11.09.2009.

Vera Eckert: Global 2008 CO₂ Emissions Rose 2 Percent: German Institute, Reuters 11.09.2009.

”Kommer havet om natten i fremtidens Danmark, bliver borgerne næppe vækket af en piblen. De bliver måske snarere advaret af en elektronisk stemme. I de sydlige dele af Storkøbenhavn siger den noget i retning af:

’Vandstanden i Køge Bugt er nu mere end halvanden meter over daglig vande. Vi forudser, at den stiger yderligere inden for de næste seks timer. Se at komme ud af huset!’

De fleste af borgerne er forberedte og har formentlig gjort kufferter og vigtige ejendele klar til evakuering, efter at fremtidens medier i god tid har videreformidlet meteorologernes varsler om stormflod. Men højvandet gør det meget svært at lede de store mængder regn- og kloakvand ud i bugten … De kraftigere pumper kommunen har installeret til formålet er ikke nok til at dæmme op for en stormflod af den type, der bliver stadig mere almindelig, jo længere vi kommer ind i det 21. århundrede.” ¹

Ovenstående fremtidsscenarie er visualiseret i Michael Rothenborgs bog, Tordenregn – Danmarks fremtid i en varmere verden, der giver et bud på, hvordan det bliver at leve i Danmark i 2090’erne. Stigende vandstand i verdenshavene og stigende temperaturer over hele Jorden forstærker gensidigt hinanden, så risikoen for stormflod og oversvømmelser år for år øges – også i Danmark. At udviklingen fortsætter i denne retning, kan vi sige med baggrund i de stadigt mere raffinerede studier af forandringerne i klimaet indenfor de sidste 30 år, samt om betydningen herfor i fremtiden af vores udledninger af drivhusgasser.

FN’s klimapanel, IPCC, vurderer således i deres Fourth Assessment Report fra 2007, at der har været en trend siden midten af 1970’erne mod at storme over hele verden varer længere og bliver kraftigere, og at denne udvikling har en stærk korrelation med stigningen i de tropiske havtemperaturer. Desuden noterer IPCC sig, at der nu forekommer orkaner på steder i verden, hvor der aldrig har været orkaner før (f.eks. i dele af Sydatlanten).²Ifølge DMI er der også tendens til flere kraftige storme i Danmark. Siden 1971 har vi således haft 14 orkaner og orkanagtige storme. Det er lige så mange som i de foregående 80 år. Med andre ord: fortsætter den menneskeskabte opvarmning af jorden vil vi ikke nødvendigvis få flere storme, men vi vil få stærkere og mere ødelæggende storme.

Læs mere »

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »