Strøtanker om bæredygtighed

Japan er jakkesættenes og de ulasteligt klædtes mekka, og indtil for få år siden var jakkesæt og slips obligatorisk i størstedelen af japansk erhvervsliv. I den japanske sommer, som kan være næsten kvælende fugtigvarm, er det langt fra den mest indlysende beklædning, og sommeren igennem har airconditioning-anlæggene landet over kværnet for at opretholde en kunstig kølighed i landets kontorbygninger og indkøbcentre. Der går rundt regnet dobbelt så meget energi til at køle en grad som til at opvarme en grad, så når man kommer blot lidt længere syd på end Danmark, bruger man typisk mere energi på køling end på opvarmning.

Den japanske miljøminister Yuriko Koike iværksatte derfor i 2005 en ‘Cool Biz’-kampagne, hvor japanske forretningsmænd og kontorarbejdere blev opfordret til at skifte dress code i sommermånederne: Lad jakken og slipset blive hjemme, brug kortærmede skjorter, og … sæt termostaten op på 28ºC.

I et land, hvor en stor del af identiteten ligger i iscenesættelsen, er sådanne forandringer, som griber dybt ind i stærke vanemønstre, lettere sagt end gjort. Men den japanske statsminister Juniciro Koizumi (til højre) og hans administration gik i front med at gå i afslappet tøj, som afspejlede årstiderne.

Allerede den første sommer indførte omkring en tredjedel af alle virksomheder ‘Cool Biz’, med en beregnet CO₂-besparelse på 460.000 ton. For sommeren 2006 regner man med, at besparelserne ved at skrue airconditioning-termostaten op fra 24º til 28º har været på 1,14 millioner ton CO₂. I sommeren 2007 havde næsten halvdelen af alle arbejdspladser indført ‘Cool Biz’, hvilket giver en reduktion på omkring 1,4 millioner ton CO₂.

Læs mere »

For få dage siden forlød det under et kinesisk statsbesøg i Japan, at Kina nu var klar til at vedgå aftaler om bindende CO₂-reduktioner, og i forlængelse heraf (ikke samtidig, så der ikke kunne sammenlignes) har Japan fremlagt planer for CO₂-reduktioner i størrelsesordenen 60-80% frem mod 2050.

Det er meget glædeligt, at vi får en sådan markering af, at de store industrilande må gå forrest i arbejdet med at reducere CO₂-udledningerne, og yderst vigtigt for at få en god aftale på plads til afløsning af Kyoto-aftalen.

Med sin store afhængighed af olieforsyningerne og høje befolkningstæthed er Japan lande, som vil have meget at vinde ved en fuldstændig overgang til vedvarende energi.

Japan var indtil for nylig verdens tredjestørste CO₂-udleder, men er på det seneste er overhalet af Brasilien og Indonesien, hvis udledninger er vokset voldsomt på grund af opdyrkningen af regnskovsområder. Se tidligere blog-indlæg: Sultne motorer og Biobrændstof en økologisk katastrofe.

Chisa Fujioka: Japan eyes new emissions cut goal for 2050, Reuters 12.05.2008.

Govt to seek ‘up to 80%’ emissions cut by 2050, Yomiuri Shimbun 04.05.2008.

Numerical targets needed for Japan’s emission cuts, Yomiuri Shimbun 04.05.2008.

Se tidligere blog-indlæg: Kina med i klimaaftale fra 2012.

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Ved klimamødet i Bangkok i begyndelsen af april blev det fra U-landenes side markeret ganske stærkt, at Verdensbanken ikke burde få nogen central placering i det globale arbejde. Baggrunden var et lækket notat, som viste, at Verdensbanken har planer om at oprette en gigantisk Clean Investment Fund, som skulle administrere midler, som i de kommende år vil blive kanaliseret til U-landene gennem CDM-programmer (Clean Development Mechanisms), udenom UNFCCC, og uden at modtagerlandene fik indflydelse på, hvordan disse midler bliver anvendt.

Når man læser den nyligt udkomne rapport fra Institute for Policy Studies, World Bank: Climate Profiteer, forstår man udmærket denne modstand. Rapporten tegner gennem analyser af en række case studier et portræt af en institution, som er langt mere fokuseret på at sikre sig en god bid af det voksende marked for CO₂-kvoter, end at gøre godt for miljøet. Kun en meget lille del af projekterne sigter målrettet på at reducere CO₂-udledningerne eller at øge andelen af vedvarende energi. Mange af investeringerne, som burde give modtagerlandene en både udviklingsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt løft, har været dybt problematiske for værtslandene. Læs mere »

Det fremgår af en pressemeddelelse fra AFP, at Kina i forbindelse med et statsbesøg i Japan i de kommende dage vil meddele, at man agter at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser i 2012.

I en pressemeddelelse hedder det, at: “‘China will take notice of Japan’s view that the world as a whole needs to slash greenhouse gas emissions at least by half by 2050 from the current level, and China will show its willingness to study ways and measures to realise the ultimate purpose’ of the UN framework on climate change.”¹

Det er meget glædelige nyheder. Selvom Kina har et relativt lille CO₂-udslip pr. indbygger på blot 20-25% af det amerikanske, er Kina i dag verdens største CO₂-udleder. Hvis det skal lykkes at stabilisere CO₂-koncentrationerne atmosfæren, er det uomgængeligt vigtigt, at afløseren for Kyoto-aftalen bliver en global aftale, som bliver klar til underskrivelse ved klimatopmødet her i København om 1½ år.

En anden sag er, at vi står overfor at måtte erkende, at selv en halvering af CO₂-udledningerne i 2050 er i underkanten af, hvad der skal til for at stabilisere klimaet. Lige nu er det vigtigt at få etableret en situation, hvor alle står sammen om projektet at bringe verden godt videre fra den fossile æra.

China to join post-Kyoto emission deal, (AFP) The Australian 06.05.2008.¹

Hu, Fukuda set to ink deal on CO₂ capture and storage, Asahi Shimbun 06.05.2008.

China to back Japan’s plan on post-Kyoto emissions, Asahi Shimbun 03.05.2008.

Reiji Yoshida: China warms to emissions goals, The Japan Times 03.05.2008.

Japan, China to issue joint statement on global warming following summit, Mainichi Daily News 02.05.2008.

James Hansen, ledende klimaforsker ved NASAs Goddard Institute for Space Studies har i 2008-2009 State of the Wild bidraget med et yderst læseværdigt essay, Tipping Point. Perspective of a Climatologist, om klimaforandringernes konsekvenser for biodiversiteten. I en kommentar til artiklen Nicholas Stern: 1 ton CO2 til hver, bragte Niels-Holger Nielsen 04.05. i Information en oversættelse af James Hansens essay, som jeg har fået lov at lægge ud på Strøtanker om bæredygtighed.
..

Tippepunkt, en klimatologs perspektiv

af James Hansen

“Dyrene flygter. Planterne migrerer også.” Jeg skrev disse ord i 2006 for at gøre opmærksom på det faktum, at klimaforandringerne allerede var i gang. Folk bemærker ikke klimaforandringerne, fordi de er skjult af fluktuationer i vejret fra dag til dag, og fordi vi residerer i behagelige hjem. Dyr og planter, på den anden side, kan kun overleve under bestemte klimatiske betingelser, som nu er under forandring. The National Arbor Day Foundation måtte tilbagekalde sine forældede kort over de zoner, indenfor hvilke træarter kan overleve, og dyr skifter til nye bosteder. Er disse gradvise forandringer i naturen i overensstemmelse med de dramatiske videnskabelige vurderinger af, at en planetarisk nødsituation er ved at udkrystallisere sig? Ja, desværre. Forhåndenværende eksempler antyder kun den planetariske nødsituation, som klimastudier afslører med voksende klarhed.

Vores klode er faretruende nær den tærskel, hvor menneskeskabte drivhusgasser når det niveau, hvor væsentlige klimaændringer vil eskalere hovedsagelig ved egen kraft. Igennem intensivering af den hydrologiske cyklus vil opvarmningen forcere skift i klimazonerne, som vil påvirke tilgængeligheden af ferskvand tillige med menneskets sundhed. Vi kommer til at opleve gentagne tragedier langs kysterne i forbindelse med storme og stigende vandstand. Følgevirkningerne er overvældende og kan kun afværges ved, at vi skifter til en fundamentalt anderledes energiproduktion inden for det næste tiår. I modsat fald vil det være for sent for en tredjedel af verdens arter og for millioner af vores egen art.

Vi har mulighed for at bevare denne bemærkelsesværdige planet hvorpå civilisationen udvikledes, men det vil ikke blive let: Særinteresser er modstandere af forandringer og har en uforholdsmæssig magt i vore regeringer, især i USA. Det er essentielt at forstå naturen og årsagerne til klimaændringerne for at kunne skabe løsninger på vores nuværende krise.
..

Læs mere »

For nylig fik jeg via MySpace en meddelelse fra Seacology, en hjælpeorganisation, som jeg har fulgt gennem en årække, som har specialiseret sig i at støtte bevarelsen af oprindelige folkeslag og deres livsgrundlag på øsamfund over alt i verden. Af meddelelsen fremgik det, at man nu kunne tilbyde carbon-offsetting, formidling af projekter til CO₂-kompensation.

Hvis man for eksempel flyver til Thailand, producerer det så og så mange ton CO₂, som man gennem offsetting kan kompensere for ved at finansiere projekter, som reducerer en tilsvarende mængde CO₂.

Siden 1991 har Seacology gennemført et stort antal små projekter, som har beskyttet regnskovsområder og andre oprindelige biotoper mod ødelæggende anvendelse. Det kan være aftaler med fiskelandsbyer om at lade truede skildpadder yngle i fred på bestemte kyststrækninger mod at hjælpe med etableringen af rent drikkevand osv. Eller det kan være en landsby, som har fået påbud om at lave en ny skolebygning, hvor eneste løsning er at sælge den fælles urskov til ophugst, selvom den oprindelige livsforms livsgrundlag herved ville gå tabt for evigt. I sådanne situationer kan Seacology gå ind og finansiere skolebygningen mod at landsbyen vedgår en bevarende aftale om bevarelse af området i en årrække.

Et indonesisk projekt fra 2007 er helt karakteristisk for Seacologys arbejdsmåde: I to landsbyer på øen Karakelang har man indgået aftale om at opføre henholdsvis en børnehave og en lille medicinsk klinik mod at landsbysamfundene etablerer og respekterer et regnskovsområde på 25 hektar i minimum 20 år (se om projekterne i Ensem og Niampak).

Listen over sådanne små Seacology-projekter, som på én gang er med til at sikre eksistensen for oprindelige befolkninger og biodiversiteten i øsamfundenes ofte enestående flora og fauna, er lang (se oversigt over Seacology Island Projects). Seacology arbejder udelukkende på landsby-niveau, hvor man gennem et nøje lokalkendskab og en ‘noget for noget’-strategi for små beløb har opnået store resultater.

Læs mere »

Gareth Cane skriver på Terra Infina, en blog for en engelsk rådgivningsvirksomhed vedrørende industriel bæredygtighed, at han på et tidspunkt havde foreslået en kemisk virksomhed at bruge overskydende procesvarme til at opvarme væksthuse. Ideen var blevet entusiastisk modtaget, en gartner og en stor supermarkedskæde fundet som producent og aftager, og blot to år senere stod der pludselig 90.000 m² drivhuse, hvis 300.000 tomatplanter var i færd med at levere Englands første vinterdyrkede tomater.

Yderligere leder man overskydende CO₂ fra firmaets gødningsproduktion ind i drivhuset, således at CO₂-koncentration fordobles. Dette giver en øget produktion, samtidig med at omkring 12.500 ton CO₂ bliver absorberet i tomaterne frem for at blive ledt ud i atmosfæren. Hidtil har England været 100% afhængig af importerede tomater i vintersæsonen, så man regner med samtidig at have mindsket et transportbehov med 250.000 food miles.

Læs mere »

Det er efterhånden ved at stå klart, at biobrændstof til biler giver næsten uoverstigelige problemer, så længe det fremstilles af fødevarer eller på arealer, som med fordel kunne være brugt til fødevareproduktion. Problemets omfang fremgår med al tydelighed af en artikel i Ingeniøren i fredags: Dyrk alger og giv dem saltvand – så skal I få masser af biobrændstof. Det fremgår heraf, at hvis det nuværende amerikanske transportbehov skulle dækkes fuldt ud ved biobrændstof fremstillet af majs, så ville det kræve et majsareal på omkring 2 millioner km², hvilket svarer til det meste af det amerikanske prærieland eller cirka 45 gange Danmarks areal.¹

På den baggrund er det indlysende, at hvis alle verdens biler, fly og skibe pludselig skal til at drives med biobrændstof, så vil det give et enormt pres på verdens begrænsede opdyrkelige areal.

Heroverfor har forskere ved Taxas University udviklet en genmodificeret blågrønalge, som kan levere råmaterialet til biobrændstof på blot det halve areal – hvilket stadig er ganske meget. Men man mener i løbet af få år at kunne komme op på 17 gange højere produktion pr. arealenhed. Og så begynder det at ligne noget, som der kan blive plads til uden drastiske konsekvenser for fødevareproduktionen, ikke mindst fordi produktionen med fordel kan foregå på arealer, som er for tørre til almindelig dyrkning.¹

Læs mere »

New York Times bragte for en uges tid siden en meget læseværdig artikel af forfatteren Michael Pollan, Why Bother?, hvor han stiller sig spørgsmålet hvorfor?

Hvorfor forholde sig til klima-truslen? Hvorfor dog gøre noget ved ens livsstil, når der findes tusind gode undskyldninger for blot at fortsætte, som om klimaforandringer ikke er mit problem? Hvorfor begrænse sig, når millioner af nyrige kinesere og indere står klar som nye superforbrugere? Hvorfor påtage sig forandringer, når klimaforandringerne ikke kan stoppes alene af nok så velmenende borgere? Det kræver nye love, det kræver intelligente investeringer – men det formår heller ikke at vende billedet. Penge og politik kan intet udrette uden vi velmenende borgere.

Pollans pointe er, at det ikke bare nytter noget, men er bydende nødvendigt. 70% af økonomien er forvaltet af den enkelte forbruger, og først den dag vi sender entydige signaler til vores politikere om, at vi ønsker forandring, får vi en helhjertet indsats fra vore politikere.

I tråd med Pollans forfatterskab runder han Why Bother? af med, at noget af det, som virkelig nytter noget, er at dyrke blot en del af ens føde selv. Ikke blot vil det gøre noget nu meget CO₂-producerende CO₂-neutralt. Det vil være et vigtigt sindbillede for os på, at vores tilstedeværelse på kloden frem for begrænsninger kan være båret af vækst.

Michael Pollan: Why Bother?, New York Times 20.04.2008.

Blog-indlægget Michael Pollan: The omnivore’s next dilemma rummer to videoer med Michael Pollan, hvor han fortæller om sine to seneste bøger.