Strøtanker om bæredygtighed

Drop kødet en gang om ugen, lyder det fra ingen ringere end lederen af FNs klimapanel IPCC, Rajendra Pachauri. Hans opfordring kommer på baggrund af, at vores husdyrhold – og særlig den industrielle kødproduktion – er en af de helt store udledere af drivhusgasser. På verdensplan står husdyrhold for 18% af de samlede udledninger af drivhusgasser, hvor den samlede trafik, til vands, til lands og i luften, kun står for 13%. Ud over at det i den industrialiserede del af verden ville have positive konsekvenser for sundheden, ville man ved en reduktion af kødspiseriet således relativt enkelt kunne begrænse en af de største kilder til udledninger af drivhusgasser.

En ugentlig kødfri dag kan synes som en beskeden opfordring, men Pachauri, som selv er vegetar, har fået på puklen for hans forslag. Der skal ikke røres ved vores vaner, og vores politikere er stadig er totalt berøringsangste overfor at fortælle os hvad vi udmærket ved, at det vil kræve gennemgribende ændringer af vores nuværende levevis at gøre noget effektivt overfor den globale opvarmning.

Ikke mindst i den rigeste del af verden spiser vi stadig større mængder animalsk føde, men også et land som Kina omsætter en stor del af sin nyvundne rigdom i kød på bordet. Tidligere på året blev det beregnet, at hvis amerikanere blev vegetarer, ville det kunne reducere hver eneste amerikaners årlige CO₂-udledninger med 1,5 ton pr. år, eller mere end udledningerne pr. person i de fleste fattige lande (se tidligere blog-indlæg: Eat Less Meat og Another Inconvenient Truth).

Læs mere »

Schweiziske Louis Palmer har i mange år haft en drøm om at køre jorden rundt. Og i disse klimaudfordringstider, hvor transportsektoren med dens tørstige forbrændingsmotorer er en af de helt store udfordringer for at komme videre fra det fossile samfund, har han valgt at gøre det i en rent soldrevet bil: “With this tour I want to show that solutions against global warming are available and that it can be stopped,” sagde han på et stop i Delhi.¹

Palmer lagde ud fra Lucerne i juli sidste år med kurs mod Saudi-Arabien. Siden har han været tværs over Indien, på Bali, Australien, New Zealand, op gennem Malaysia og Singapore til Kina og Japan. Dernæst med båd over Stillehavet, hvorefter han har krydset det amerikanske kontinent. Og nu er han nået til New York.

Hjemturen går over Nordafrika og Spanien, med en lille omvej over Polen til COP14 i Poznan, det sidste stormøde inden klimatopmødet COP15 i København næste år. Palmer regner med at være tilbage i Schweiz til jul. Med 50.000 km tilbagelagt gennem 50 lande i 5 kontinenter vil han til den tid være den første, som har været jorden rundt i et rent solcelledrevet køretøj.

For nogle dage siden stod jeg foran en el-bil på Gammel Strand og spurgte naivt, hvorfor der ikke var el-paneler på bilens tag for i det mindste at lave noget af strømmen under vejs. Men det gav så lidt, at det var ligegyldigt, svarede manden, som viste bilen frem. Palmers køretøj er da også en lille asfaltboble, som trækker en 6 m lang trailer med solfanger bag sig. Og denne solfanger producerer dog blot halvdelen af den energi, han har brug for. Palmer har lavet den ‘regel’ for sin jordomkørsel, at han undervejs kan trække 6.000 kWh fra nettet, som modsvares af et tilsvarende solpanel hjemme i Schweiz. Ellers ville det sidste stræk hjem gennem et vintermørkt Centraleuropa nok komme til at tage ganske lang tid.

15.000$ har køretøjet kostet, og det er lavet med hjælp fra studerende fra fire universiteter. På en solrig dag er tophastigheden 90 km/t, så det lægger op til en rejseform, hvor vi har mere tid. Men i en tid, hvor charterturismen står for fald, har vi her en mulighed for en CO₂-neutral rejseform.

På solartaxi.com er der masser af information om Louis Palmers rundtur, heriblandt en side med videoklip fra hans mange stop under vejs.

UN chief prefers solar-powered taxi! Zee News 12.09.2008.

Chad Smith & Christina Boyle: This taxi is sun kind of wonderfuel, Daily News 10.09.2008.

Alex Nunez: Solartaxi: Around the world on solar power, forecast earth 19.08.2008.

Meenakshi Sinha: Around the world in a solar taxi, The Times of India 28.10.2007.¹

I forhandlingerne forud for den kommende klimaaftale har Kina indtil for nylig været ganske afvisende overfor bindende reduktionsmål – det er de industrialiserede lande, som har skabt problemet, og som må løse det. Men under et statsbesøg i Japan i maj forlød det for første gang, at man forventede at indgå forpligtende i Kyoto-aftalens afløser (se tidligere blog-indlæg: Kina med i klimaaftale fra 2012).

En af den kinesiske regerings vigtigste rådgivere i klimaspørgsmål, Hu Angang fra Tsinghua-universitetet i Beijing, siger i et nyligt interview med Reuters, at Kina bør gå med til bindende CO₂-reduktioner for at sikre, at Kyoto-aftalens afløser bliver tilstrækkelig til reelt at håndtere klimaudfordringerne. Det er ikke blot i det internationale samfunds interesse, men i høj grad også i Kinas egen interesse at satse målrettet på en grøn udvikling. Det kinesiske samfund vil lide voldsomt under, hvis ikke det lykkes at skabe en stærk klimaaftale for de kommende år.

For nylig fremlagde Hu Angang i Journal of Contemporary Asia-Pacific Studies en plan for Kinas CO₂-reduktion, hvori udledningerne ville fortsætte med at stige frem til 2020, hvorefter de ville falde markant, så de i 2030 var tilbage på 1990-niveauet, og i 2050 det halve af 1990-udledningerne, som for Kinas vedkommende var 2,1 ton pr. indbygger.

Dette vil indebære en udfasning af kul og en storstilet satsning på vedvarende energi – og vil kræve en massiv økonomisk støtte til den nødvendige teknologi-udvikling. Hvis Kina vedgår en sådan plan som del af den kommende klimaaftale, vil det markant øge sandsynligheden for, at det vil lykkes at langtidsstabilisere det globale klima.

Chris Buckley: China government adviser urges greenhouse gas cuts, Reuters 08.09.2008.

Chris Buckley: China Shying from Climate Obligations – Adviser, Reuters 08.10.2008.

For at sige det lige ud, er det rent ud sagt pinligt, at vi i Danmark som vært for klimaforhandlingerne om Kyoto-aftalens afløser endnu ikke har formået at få iværksat en reduktion af vores CO₂-udledninger. Frem mod år 2000 var der ellers en faldende tendens som del af en systematisk indarbejdning af vedvarende energikilder, men kombinationen af eskalerende forbrug i højkonjunkturtider og en VK-regering, som med lomborgsk arrogance over for klimaproblematikken satte den danske udvikling på energiområdet på stand by, har medført, at de danske CO₂-udledninger i de seneste år har været stigende. Vi udleder således stadig som i 1990 omkring 50 mio. ton CO₂ pr. år – eller omkring 10 gange mere pr. person end vi burde. Og hvis man indregnede flytrafik, skibsfart og udflagning af CO₂-tung produktion til lande som Kina, som alle tre er vokset kraftigt de senere år, ville regnestykket se endnu mindre flatterende ud.

Det er derfor befriende at læse syv anbefalinger fra Ingeniørens Klimaråd, som viser, hvordan vi på blot et år kan klippe 3,5 mio. ton CO₂ af de danske udledninger. De syv initiativer vil i de kommende 10 år have en sænkende effekt på 1,1 mio. ton pr. år, så vi over 10 år ville nå ned på omkring 35 mio. ton CO₂ pr. år, eller en besparelse på 30% i forhold til i dag. Det ville vi godt kunne være bekendt – det er omlægningskadencer i den kaliber verden har brug for – og det ville ved sideløbende at inddrage andre sektorer være muligt inden for de samme ti år at nå endnu længere ned.

De syv anbefalinger bliver i Klimarådets anbefalinger opsummeret i 7 konkrete punkter:

Læs mere »

I Sønderborg har man i nogle år arbejdet på Projekt Zero, som indebærer, at man inden 2029 ville gøre Sønderborg Kommune til CO₂-neutralt vækstområde, og det vel at mærke uden kvoteopkøb.

Projekt Zero omfatter således en endog meget bred vifte af sammenhængende initiativer, som det naturnødvendigt må være, hvis man skal lykkes med et sådant forehavende. Blandt andet vil man i stor udstrækning indføre intelligent styring af el-, varme- og vandforsyningen. Offentlige institutioner skal energirenoveres, og man har planer om at reducere de private husholdningers energiforbrug med 50% og CO₂-udledninger med 75% inden 2020. Aktiviteterne spænder fra borgerdeltagelse til forsknings- og innovationsprojekter, man har inviteret arkitekten Frank Gehry, som med sit projekt til Guggenheim i Bilbao har formået at sætte Bilbao på verdenskortet, til at lave masterplan for Sønderborg, og blandt konsulenterne finder man det verdenskendte engelske ingeniørfirma Arup, som blandt andet står bag verdens måske pt. største urbane bæredygtighedsprojekt Dongtan EcoCity, hvor første fase skal være færdig til verdensudstillingen i Shanghai i 2010.

En gennemgribende omlægningsproces som denne har på sigt et stort både klimamæssigt og samfundsøkonomisk potentiale, men det kræver store investeringer i omlægningsfasen. Derfor forhandlede Kommunernes Landsforening i juli en aftale i hus, hvorefter man troede der var åbnet op for gennemførelsen af ambitiøse projekter som Projekt Zero. Men Velfærdsministeriet har med henvisning til loftet for anlægsarbejder vendt tommelfingeren nedad til Sønderborg Kommunes ansøgning om at kunne optage lån til at oprette en energifond, som kunne være med til at finansiere de nødvendige investeringer.¹

Læs mere »

Stillet overfor de globale klimaudfordringer kan vi drømme om den definitive løsning, som med et slag vender udviklingen mod den globale overophedning: tredje generations biobrændstof, fjerde generations kernekraft, fissionsreaktoren, billige solceller, CO₂-støvsugere og CCS-teknologi for ren kulafbrænding. Men der vil gå fra adskillige til rigtig mange år, før de kan få nogen markant betydning, og sandsynligvis vi løsningen aldrig blive blot en enkelt faktor, men en sum af mange et meget stort antal enkeltindsatser. Uden på forhånd at afskrive disse muligheder er det derfor vigtigt at se på, hvad vi kan gøre med de værktøjer, vi har til rådighed her og nu.

WWF Canada har på den baggrund udarbejdet en rapport, Innovating toward a low-carbon Canada, hvor man undersøger muligheder for CO₂-reduktioner blot gennem at bruge allerede kendt teknologi bedre, først og fremmest inden for telekommunikation. Dette leder til seks anbefalinger (se nedenfor), som på kort sigt anslås at kunne reducere CO₂-udledningerne med 20 mio. ton pr. år, og på lidt længere sigt (2020) 36 mio. ton pr. år.

Canadas indbyggertal er omkring seks gange større end Danmarks, så det svarer i dansk skala til besparelser på 6 mio. ton pr. år. Det får således ikke vores nuværende udledninger på 50 ton pr. år til at forsvinde, men det er endda en markant besparelse på et relativt afgrænset felt. Det viser potentialet i at analysere, hvordan vi klimamæssigt med velkendte velafprøvede mider kan gøre det, som vi gør hver dag, langt smartere. Rapporten beskriver således en sum af indsatser, som er umiddelbart gennemførlige, hvor det ikke er økonomien, men vores forståelse af situationen, som står i vejen for dens gennemførelse.

I forbindelse med den første anbefaling, om at etablere en tele-arbejdskultur, faldt jeg prompte for udsagnet “Arbejde er en aktivitet, ikke et sted …” . Det rummer et vist mål af klarsyn.

De seks anbefalinger er:

Læs mere »

For blot få uger siden var Japan vært for et G8-topmøde, hvor det midt i glæden over, at man endelig havde fået USA med i et tilsagn om bindende CO₂-reduktioner var forstemmende at se, at de store økonomier ikke var i stand til at melde ansvarligt ud i forhold til klimaudfordringens omfang. Man fik vegt fremstammet en 50% reduktion i 2050, endda med forbehold at alle skulle være med. Det er bedre end ingenting, men det løser ikke problemerne.

Derfor er det dobbelt glædeligt, at Japan i dag har vedtaget en handlingsplan for reduktion af CO₂ med op til 80% i 2050. Japan må fortsætte med at vise lederskab i miljøspørgsmålet, sagde premierminister Yasuo Fukuda i dag til det japanske parlament: Japan må tage initiativet og skabe et lav-CO₂-samfund.¹

Japan har tydeligvis taget kritikken fra de store udviklingsøkonomier, som var inviteret med til topmødet i Toyako, til efterretning. Det er reduktioner i det omfang, som skal til fra samtlige industrialiserede lande, for at vi har nogen chance for at bremse stigningen i koncentrationerne af drivhusgasser i atmosfæren. Og det er udmeldinger af den radikalitet, som skal til, for at en række af de største udviklingsøkonomier overhovedet vil høre tale om, at også de skal reducere deres udslip.

Planen indebærer en tidobling af den japanske solenergi inden 2020 og en fyrredobling inden 2030. Yderligere ligger der i klimapakken en styrkelse af udviklingen af CCS-teknologi (Carbon Capture Storage), indførelsen af en kvoteordning samt en udbygning af kernekraften med yderligere 9 reaktorer inden for de næste 10 år.

Bortset måske lige fra det med atomkraften kunne vi meget vel ønske os en tilsvarende plan for udviklingen af et CO₂-neutralt Danmark. Ikke for at det er vigtigt om det bliver i 2049 eller 2051, men fordi det er vigtigt, at der overfor borgere og virksomheder og embedsmænd og hele resten af verden bliver slået fast med syvtommersøm, at målet er det CO₂-neutrale samfund. Det er mig ufatteligt, at vi som værtsnation for Kyoto-aftalens afløser står med stigende CO₂-udledninger og uden en sammenhængende klimapolitik for den danske overgang til CO₂-neutralitet. IDA beregnede for nyligt, at det samfundsøkonomisk set vil være en kolossal gevinst for Danmark (se tidligere blog-indlæg: Milliardbesparelser ved systematisk satsning på vedvarende energi).

Se også: G8 vedgår en 50% CO₂-reduktion inden 2050, Japan vedtager målsætning om 80% CO₂-reduktion i 2050 og James Hansen: Stop afbrændingen af kul.

Japan adopts action plan against global warming, The Wall Street Journal (AFP) 29.07.2008.¹

Risa Maeda: Japan to start trial carbon trading in October, Reuters 30.07.2008.

Vi tænker måske ikke over det i det daglige, men år for år går der stadig flere ressourcer på vores dagligdag, større huse og biler, mere elektronik, flere ferierejser, mere hospitalsudstyr, modetøj og eksotisk mad bragt ind fra hele kloden.

Mere er bedre – lyder mantraet, amerikanske huse er rundt regnet dobbelt så store i dag som i 1969, danske lystbåde synes dobbelt så mange og store som dengang og meget få mennesker har problemer med at finde noget at bruge deres penge til. Mere vil have mere – selvom man en gang imellem fornemmer, at nu ønsker vi os endelig mere i fritid frem for mere i løn, så er fritiden også blevet konsumtid. Det er som om at vi selv ikke i et velfærdsmæssigt smørhul som Danmark har nået et materielt mætningspunkt – og med den omfattende reklameindustri, hvis eneste mål er at generere behov, er det et åbent spørgsmål, om der overhovedet findes noget materielt mætningspunkt.

Få økonomer og politikere tør tale om nulvækst, endsige om muligheden af at opretholde den livskvalitet vi har med mindre ressourceforbrug. Men der findes økonomer – og andre mennesker – som er begyndt at tænke, at mere ikke nødvendigvis er bedre. Den indsigt vil kunne have verdensforvandlende magt.

Tim Johnson påpeger i en tankevækkende artikel i dag, at vi alene ved at skrue tiden tilbage til 1969 – og til det forbrug, vi havde dengang – ville kunne halvere vores ressourceforbrug, og dermed stort set også halvere vores CO₂-udslip.

Læs mere »

Efter mange års massiv kritik fra miljøorganisationernes side om, at New Yorks 13.000 gule taxaer udgjorde et alvorligt miljøproblem, kunne New Yorks borgmester Michael Bloomberg i mandags meddele, at samtlige taxaer inden 2012 ville være udskiftet med brændstof-effektive hybridbiler.

Der er allerede omkring 1.300 hybridbiler i New Yorks taxiflåde, heriblandt en del Toyota Prius, som kører 23,3 km per liter. De nuværende Ford Crown Victorias kører kun 6 km på en liter benzin. Fra oktober vil kun køretøjer, som kan køre mere end 10,6 km pr. liter kunne få taxa-licens og fra 2009 vil kravet blive hævet til 2,3 km pr. liter (25/30 miles pr. gallon), så i praksis forventer man, at kun hybridbiler vil kunne klare kravene.¹

I konsekvens af de hastigt stigende benzinpriser er der pt. en meget stor efterspørgsel på hybridbiler, men Nissan har i de kommende år lovet at stille 200 hybridbiler om måneden, Ford og General Motors hver 50 pr. måned, så udskiftningen vil kunne ske med en hastighed på 300 hybridbiler om måneden eller 3.600 om året. Selvom en hybridbil er dyrere anskaffelsespris forventes det rigeligt at kunne opvejes ved årlige brændstofbesparelser i størrelsesordenen 40-60.000 kr. pr. taxa pr. år.

Der har selvfølgelig været indvendinger fra taxi-branchen, herunder, at det satte chaufførers og passagerers sikkerhed på spil. Bloomberg, som har sat sig for i sin embedsperiode at gennemføre 127 miljøinitiativer, har heroverfor svaret, at man snarere burde bekymre sig om New Yorks luftkvalitet. De gule taxier udgør en betydelig del af trafikken i det centrale New York. En decimering af taxaernes brændstofforbrug vil derfor få store positive konsekvenser for New Yorks luftkvalitet.

I København kunne man ønske sig en tilsvarende trafikpolitisk konsekvens – eller endnu bedre, at man udviklede et system, som sigtede på at give alle mindre erhvervskøretøjer i hovedstadsområdet mulighed for at at køre fuldt ud på el gennem en batteriombytningsordning, så et køretøj ikke behøver at stå stille for genopladning.

Nu står vi overfor at indføre en miljøzone, som fritager taxierne for nogen som helst krav til udledninger. Den optimale brug af miljøzonen ville være en kombination af krav om partikelfiltre og krav om brændstofeffektivitet (se tidligee blog-indlæg: Miljøzone med huller og Miljøzone med huller II).

Thomas Djursing: New York skifter alle taxier ud med hybridbiler inden 2012, Ingeniøren 25.07.2008.

Sewell Chan: Plan for Hybrid Taxi Fleet Moves Forward, New York Times 16.07.2008.¹

New York speeds transformation of yellow cabs to green, Reuters 17.07.2008.

Sara Kugler: Automakers offer hybrids for NYC taxi fleet, AP 17.07.2008.

Kate Rivera: Mayor Plans an All-Hybrid Taxi Fleet, New York Times 23.05.2008.

Så sent som dette forår måtte Connie Hedegaard i forbindelse med IMOs møde i København give skibsfarten en sidste chance for at tage hånd om de stadig stigende udledninger af drivhusgasser. I en tid, hvor alle sektorer burde udvise en nedadgående tendens, har skibsfarten sammen med luftfarten og landtransport haft stadigt stigende CO₂-udledninger.

Selvom skibsfarten kan transportere en given godsmængde længere pr. liter brændstof end både landevej, tog og fly, bliver det til store mængder af drivhusgasser (og ultrafine partikler som SO₂ og NO_x), fordi vi i de senere år har fået indrettet verden, så stadig større del af det, vi spiser og bruger i vores hverdag, er produceret et helt andet sted på kloden. Hvor det i sejlskibsæraen kun var det særlige, vi hentede hjem fra fjerne lande, er det i dag det meste. Skibsfarten producerer således i dag omkring 1 mia. ton CO₂ eller 4,5% af verdens udledninger af drivhusgasser. Alene Mærsk har med sin shipping og offshore-aktivitet en CO₂-udledning på 40-50 mio. ton pr. år, eller næsten lige så meget som resten af Danmark. Så der skal ske noget meget drastisk meget snart, hvis vi skal afbøde de værste klimaforandringer.

Efter det seneste møde i Oslo 23-27. juni står det klart, at IMO, International Marine Organization, arbejder seriøst på at få etableret en bred bindende aftale om reduktion af drivhusgasser, som kan være på plads inden klimatopmødet i København næste år. Detaljerne er endnu ikke på plads, men man vil blandt andet operere med et CO₂ Design Index for nye skibe og et CO₂ Operational Index for generelt at styrke brændstofeffektiviteten. Og man analyserer på. konsekvenserne af forskellige modeller for et kvotemarked for skibsfarten, så det samlede loft for CO₂-udledningerne gradvist kan strammes.

Læs mere »