Strøtanker om bæredygtighed

Med netværket Vores hjem – Vores klima inviterer Klimabevægelsen alle boligforeninger i Københavns brokvarterer og det centrale København til at slutte sig til et nyt netværk, som skal samle boligforeningerne i kampen mod den globale opvarmning.

Netværket Vores hjem – Vores klima giver din boligforening mulighed for at få et grundigt energitjek af lejligheder og fællesarealer, hjælper med at få lagt en realistisk klimaplan for foreningen og tilbyder et fællesskab med andre foreninger, der arbejder for de samme mål.

Boligmassen er ansvarlig for ca. 25% af Danmarks CO₂-udledninger. Det skyldes primært det kul og den naturgas, som brændes i de danske kraftværker for at forsyne vores hjem med el, varme, og varmt vand.

A/B Søpassagen på Østerbro har vist, at man kan vende den tendens. De har lavet en miljøhandlingsplan, som vil gøre foreningen til Danmarks første CO₂-neutrale andelsboligforening – og de er i fuld gang med at føre planen ud i livet. Vores hjem – Vores klima vil hjælpe andre boligforeninger til også at komme i gang.

Udover at skabe konkrete forbedringer i energiforbruget, vil vi også bruge netværket til at diskutere sammenhængen mellem beboernes lokale indsats og den bredere indsats mod global opvarmning – hvad kan vi gøre lokalt, og hvad bør samfundet gøre? Hvilke barrierer eller udfordringer oplever vi, når vi arbejder på lokale energiforbedringer?

Vi vil gå i dialog med politikere og energiselskaber om vores erfaringer og arbejde på at eksponere netværket i pressen, så vi kan inspirere endnu flere til at være med eller starte lignende initiativer.

Vil du være med?

Du kan læse mere om netværket Vores hjem – Vores klima på Klimabevægelsens hjemmeside. Du kan også kontakte projektgruppen på voreshjem@klimabevaegelsen.dk eller tlf. 50 59 77 79. De har netop ansat en ny projektmedarbejder, Sofie Dam, som har fået kontorplads hos Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Her er du også velkommen til at kigge forbi. I første omgang vil der være plads til op til 15 boligforeninger efter først-til-mølle princippet.

Se folderen Vores hjem – Vores klima (pdf).

Se tidligere blog-indlæg: A/B Søpassagen CO₂-neutral i 2009.

Københavns strøgbutikker har i dag haft besøg fra medarbejdere fra Teknik- og Miljøforvaltningen ved Københavns Kommune med et tilbud om at blive KLIMA⁺ virk­som­hed.

Det blev en festlig dag med masser af solskin. Mere følger, her er foreløbig en stribe billeder fra dagen.

[nggallery id=138]

.
Fotos: Gregers Kirkegaard og Jens Hvass.

Dagen startede med en morgen-briefing i Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Men hurtigt var de 30 medarbejdere ude i strøggaderne for at besøge butikkerne. Der var blomster med til alle, og foran butikkerne blev der lagt fodspor. I løbet af dagen blev næsten 300 butikker besøgt.

Under vejs var der pit stop i Restaurant Krebsegaarden, som netop er blevet KLIMA+ restaurant.

Dagen blev rundet af med erfaringsudveksling og muntert samvær på R77 – Miljøpunkt Indre By-Christianshavns lokaler på Rådhuspladsen 77.

Der havde i løbet af dagen været en endog meget positiv respons på besøgene, og i alt 187 af strøgbutikkerne har givet udtryk for, at de gerne vil være med i Klima+. De to teams, som havde fået flest tilsagn om interesse for at tilmelde sig KLIMA+, fik et gavekort på en middag på en KLIMA+ Restaurant og billetter til gallapremieren på klimafilmen Age of Stupid (som i parentes bemærket er en foruroligende fantastisk film).

Se også forudgående blog-indlæg: Projekt Strøgbutik pressemeddelelse.

Mette Moth Fog: Butikker sætter fokus på klima, CityAvisen 09.09.2009.

Jesper Marthin: Butiker fik fod på klimaet, CityAvisen 23.09.2009.

Fra 16. september vil man i 14 dage kunne møde fodspor i gågaderne, som viser vej til, hvor­dan borgere og virksomheder kan spare på energien – besparelser, der kommer både økonomien og miljøet til gode.

Den 16. september tager 30 medarbejdere ved Teknik- og Miljøforvaltning på vandring i Indre Bys gågader. Her vil de aflægge mere end 300 butikker et besøg, hvor de blandt andet vil give butikkerne et tilbud om at blive KLIMA⁺ virk­som­hed. Undervejs vil de lægge en sti af fodspor, som opfordrer byens virksomheder til at blive KLIMA⁺ virksomhed og københavnerne til at blive KlimaKBH’er.

En KLIMA⁺ virksomhed bliver blandt andet tilbudt deltagelse i Københavns Kommunes netværk for klimavenlige virksomheder, individuel energirådgivning, profilering på KLIMA⁺ hjemmesiden samt dør-stickers som kan synliggøre, at det er en virksomhed, som gør noget for miljøet.

KlimaKBH er et tilbud til Københavns borgere. Det er gratis at tilmelde sig, og tilmelding giver mulighed for at få besøg af en klimakonsulent samt adgang til en række web-faciliteter.

KLIMA⁺ og KlimaKBH er iværksat for i de kommende år at inspirere virksomheder og borgere til at handle mere klimavenligt og spare udgifter på det daglige energiforbrug.

Københavns Kommune har netop vedtaget en klimaplan, som har som mål at reducere byens CO₂-udledninger med 20% inden 2015 og en vision om at være CO₂-neutral i 2025. Hele 70% af byens elforbrug og 35% af byens varmeforbrug stammer fra erhvervslivet. Det er derfor centralt at lave en indsats sammen med byens mange virksomheder.

Klima-eventen i strøggaderne er et samarbejde mellem Teknik- og Miljø­forvaltningen og Miljøpunkt Indre By-Christianshavn. Der vil på samme dag være klimaprojekter i alle bydele med i alt mere end 200 medarbejdere på gaden. I de kommende to uger vil man derfor kunne se en bølge af fodspor fra Vesterbrogade til Østerbrogade – som forhåbentlig fører til et hav af tilmeldinger til KLIMA⁺ og KlimaKBH.

For yderligere oplysninger vedrørende projektet, kontakt projektleder ved Teknik- og Miljøforvaltningen Per Schandorff: 33 66 59 77 / 26 77 29 01.

Se også det følgende blog-indlæg: Projekt Strøgbutik.

Mette Moth Fog: Butikker sætter fokus på klima, Cityavisen 09.09.2009.

For et års tid siden fik Japan en ny regering ledet af DPJ, efter i et halvt århundrede at have været regeret af LDP. Det har givet en markant anden klimapolitisk kurs, omend den har været meget slingrende.

Den gamle LDP-regering var ikke meget for at vedkende sig nogen klimaindsats ud over at have investeret massivt i udbygningen af den japanske A-kraft. Men med Yasuo Fukuda i spidsen barslede DPJ først med en skistse til en klimaplan med en 60-80% reduktion inden 2050. Så var Japan i begyndelsen af juli vært for G8 topmødet, hvor man modstræbende gik med til en langsigtet målsætning på 50%.

I slutningen af juli fremlægger DPJ herefter en plan for 80% reduktion i 2050, og senest har DPJ fremlagt en mere kortsigtet målsætning om inden 2020 at nå 25% under niveauet i 1990. Der tegner sig således konturerne af en ny japansk regering med markante klimaambitioner.

25% lyder måske ikke af meget, men hvor Japan som del af Kyoto-aftalen har lovet at reducere sine udledninger med 6% i forhold til 1990, er de tværtimod steget 8,7% siden 1990. Så 25% på blot ti år vil kræve en målrettet og systematisk indsats på en lang række områder for at komme i hus.

Se tidligere blog-indlæg: Japan vedtager handlingsplan for 80% CO₂-reduktion i 2050.

Kyoko Hasegawa: Election likely to reset Japan climate target, AFP 20.08.2009.

Lisa Friedman: Looming Election Could Strengthen Japan’s Climate Policy, New York Times 28.08.2009.

Martin Gøttske: Japans valgresultat er positivt for klimakampen, Information 29.08.2009.

Joe Romm: Japanese opposition easily wins elections – running on a much stronger climate target, Climate Progress 30.08.2009.

Matt Dernoga: Japan has new Pro-Climate Leadership, The Dernogalizer 30.08.2009.

Japansk valg gavner klimaforhandlinger, (Ritzau) Kristeligt Dagblad 31.08.2009.

Daniel Beattie: Magtskiftet i Japan kan blive svært at gennemføre, Information 01.09.2009.

Justin McCurry: Japan’s new prime minister promises ambitious greenhouse gas cuts, The Guardian 07.09.2009.

Connie Hedegaard: Japan viser lederskab, Klima- og Energiministeriet 07.09.2009.

Daisuke Wakabayashi: Hatoyama Pledges Not to Visit Yasukuni Shrine, Wall Street Journal 12.08.2009.

Jeff Kingston: Winning was the easy part for Hatoyama’s DPJ, Japan Times 13.09.2009.

Lederen af FNs klimaforhandlinger Rajendra Pachauri, som sammen med Al Gore modtog Nobelprisen for deres arbejde for klodens klima, har netop fra Indien meddelt, at hvor han som leder af forhandlingerne ikke kan have nogen mening, er han personligt overbevist om, at han støtter fuldt op om en række først og fremmest fattige landes krav om, at CO₂-koncentrationerne ikke må overstige 350 ppm.

“As chairman of the Intergovernmental Panel on Climate Change (IPCC), I cannot take a position because we do not make recommendations,” Pachauri told AFP when asked if he supported poorer nations calling for atmospheric CO₂ levels to be held below 350 parts per million (ppm).

“But as a human being I am fully supportive of that goal. What is happening, and what is likely to happen, convinces me that the world must be really ambitious and very determined at moving toward a 350 target,” he said by telephone from New Delhi.¹

Det er en yderst vigtig udvikling – tidligere på måneden kunne man i New Scientist se Obamas klimarådgiver John Holdren markere i samme retning, at 350 ppm fra et videnskabeligt perspektiv er et rigtigere mål end 450 ppm, og/men at det realpolitisk set var noget nær uopfyldeligt (se tidligere blog-indlæg: John Holdren: 350 ppm bedre end 450 ppm).

Kunne man blot blive enige om, at 350 ppm var det rigtige mål, så var der rigtig mange følgeslutninger, som ville være meget enklere. At det bliver vanskeligt at nå 350 ppm. Det kræver ikke bare at de nuværende CO₂-udledninger stort set bringes til standsning. CO₂-koncentrationen er allerede på 389 ppm og stiger pt. med 2 ppm pr. år. For at nå 350 ppm må vi derfor etablere direkte CO₂-negative samfund, som yderligere genbinder store mængder af CO₂ i vegetationen og – måske – i undergrunden.

En tilbagevenden til 350 ppm vil kræve en kolossal indsats. På bloggen Climate Progress² kan man se en diskussion af, hvad det vil kræve. Joseph Romm, forfatteren af Hell and High Water, går her i rette med James E. Hansen, som står bag den forskning, som har fostret målsætningen på 350 ppm, og fremfører, at et er at sige, at en målsætning på 350 ppm er nødvendig, et andet er spørgsmålet, hvordan det kan opnås? Man taler i den forbindelse om wedges, hvor en wedge er en strategi til en reduktion på 1 gigaton CO₂ pr. år i 50 år – eller på jævnt dansk en gigantisk indsats. For for at vende den nuværende udvikling dertil, at vi bare er på vej mod 350 ppm, skal der ifølge Romms beregninger hele 18 af sådanne wedges til, mens der er på verdensplan end ikke i dag er politisk vilje til en enkelt af disse wedges. Så en politisk beslutning om en målsætning på 350 ppm vil være starten på et gigantisk globalt omlægningsprojekt.

I dag står 80 lande bag kravet om 350 ppm – det er omkring en fordobling på et år. Og i det oplæg til en klimaaftale, som foreligger, står 350 ppm stadig som en mulig målsætning, om end som et alternativ til de 450 ppm, som længe har været den officielle målsætning.

UN scientist backs ‘350’ target for CO2 reduction, AFP 25.08.2009.¹

Joseph Romm (Ed): An open letter to James Hansen on the real truth about stabilizing at 350 ppm, Climate Progress 23.11.2008.²

Jørgen Steen Nielsen: 350 ppm, (leder) Information 26.08.2009.

Tidligere på måneden var der i New Scientist et ganske læseværdigt interview med Obamas videnskabelige rådgiver John Holdren. Det giver et godt billede af situationen i USA forud for COP15, hvor der fra mange sider har været udtrykt frygt for, at arbejdet med en sundhedsreform kom til at stå i vejen for, at man når at få en klimalovgivning på plads inden klimatopmødet i København til december. Men Holdren ser ikke bare den amerikanske klimaaftale, som på sin lange vej gennem Repræsentanternes Hus blev noget udvandet, komme igennem i Senatet i tide. Han ser endda, at den på et par steder kan bliver styrket.

I interviewet understreger han, at det ikke bare er muligt, men nødvendigt, at kombinere økonomiske og klimamæssige mål.

Det er langt fra radikale klimamål, amerikanerne er ved at beslutte sig for. En 17% reduktion i forhold til 2005 vil nemlig kun lige bringe USA under udledningerne i 1990. Og som Holdren selv er inde på, må de industrialiserede lande gå foran med markante reduktioner, hvis man med rimelighed skal kunne forvente at verdens udviklingslande skal gøre det samme.

Adspurgt, om 450 ppm er et tilstrækkeligt reduktionsmål svarer han, at “fra et videnskabeligt perspektiv er 350 ppm bedre end 450 ppm. Grunden til at 450 ppm er blevet ‘the mainstream view’ er, at det er noget nær det bedste vi kan klare og måske det værste vi kan tåle.” Det er markante udtalelser fra en centralt placeret politiker.

Læs mere »

I går blev der fra UNFCCC, som leder forhandlingerne frem mod en klimaaftale i København til december, offentliggjort tal som viser, at de rige lande minus USA (de lande som indgik bindende reduktionsmål i Kyoto-aftalen) tilsammen frem mod 2020 har budt ind med CO₂-reduktioner på 15-21 % i forhold til 1990. Det svinger over ganske store forskelle. EU og de øvrige europæiske lande har budt ind med de højeste reduktioner, mens lande som Japan og Rusland ligger i den tunge ende. Det amerikanske bud på den kommende klimaaftale er at være tilbage på 1990-niveau i 2020!

Der er således lige nu meget langt til de 25-40 %, som ifølge klimavidenskabsmændene er nødvendige i 2020, for at afbøde de værste klimaforandringer – og for at være på rette kurs for at nå den reduktion på 80% i 2050, som G8-landene for nylig besluttede sig for i Frankrig. Og … hvor svært det kan blive at nå en de 80% reduktion i 2050, så er det endda i underkanten af det nødvendige, hvis temperaturstigningerne skal holdes under 2° C, som G8-landene også fastholdt på deres seneste møde.

Der er således en graverende kløft mellem ikke bare, hvad klimavidenskaben siger er nødvendigt, og de politiske mål, men også mellem de overordnede politiske målsætninger og det de enkelte lande er villige til at binde sig til. Så lige nu tegner det til, at vi får en klimaaftale i København til december, men en aldeles utilstrækkelig en af sin slags.

De rige landes fedten med tilsagnene er det helt forkerte signal, hvis man skal gøre sig håb om at få resten af verden med på bindende reduktionsmål. Og det er dobbelt paradoksalt på baggrund af, at vi med at svindende oliereserver står overfor, at oliepriserne i nærmeste fremtid igen vil stige til nye svimlende højder, så en systematisk omlægning til vedvarende energikilder ud fra helt rationelle betragtninger vil være en samfundsøkonomisk sund beslutning. Selv Det Internationale Energiagentur advarer nu om at vi hastigt nærmer os den sidste olie.¹

Alister Doyle: Rich Nations Offer 15-21 Percent CO₂ Cuts By 2020: U.N., Reuters 12.08.2009.

Steve Connnor: Warning: Oil supplies are running out fast, The Independent 03.08.2009.¹

14. oktober kommer Tim Jackson fra britiske regerings Sustainable Development Commission til København, hvor han giver forelæsningen: ”Vækstens dilemma, klimabalance, retfærdighed og velfærd uden økonomisk vækst?” som optakt til en debat om vækstens grænser. Her vil Tim Jackson sammen med to fremtrædende danske opponenter, professor Peter Birch Sørensen og centerleder og klimaøkonom Kirsten Halsnæs, bringe spørgsmålet om vækstens grænser i centrum af klimadebatten forud for COP15.

Jackson barslede for nylig med rapporten Prosperity without growth, hvori han stiller en række yderst begavede spørgsmålstegn ved hele den vækstmyte, som bærer vores nuværende samfund Så der er lagt op til et virkelig spændende møde.

Man kunne ønske sig, at vores Klima- og Energiminister hørte med – ifølge Jacksons beregninger skal der langt mere til end at afkoble økonomiske vækst og CO₂-udledninger. For at der er plads til velfærd til alle i 2050 skal vi afhængig af scenario ned på 2-5% af de nuværende CO₂-udledninger pr. dollar – se tidligere blog-indlæg om Jacksons rapport: Velfærd uden vækst?.

Sted: Copenhagen Business School (CBS), København.

Tidspunktet er endnu ikke fastlagt. Der åbnes for tilmelding efter sommerferien. Flere informationer følger.

Tim Jackson: Prosperity without growth? The transition to a sustainable economy, Sustainable Development Commission, marts 2009 (pdf).

Ligesom den danske regering har den britiske til stadighed fremhævet, at det er lykkedes at afkoble økonomisk vækst og CO₂-udledninger. Officielt hedder det sig, at Storbritannien siden 1998 har reduceret sine CO₂-udledninger med 5% – ikke meget, slet ikke i forhold til hvad der er brug for, men nok til at vække opmærksomhed ude i den store verden, hvor udledningerne af drivhusgasser stiger og stiger i takt med den stigende økonomiske aktivitet.

For nylig beregnede Stockholm Environment Institute, at hvis man beregnede de samlede britiske udledninger, var CO₂-udledningerne i virkeligheden steget markant siden 1992 (se tidligere blog-indlæg: Samlede britiske CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Og nu har WWF i samarbejde med Stockholm Environment Institute en rapport på trapperne, som kommer frem til, at CO₂-udledningerne er steget med hele 44%, hvis man regner samtlige emissioner med – eller 49% højere end de officielle tal.

Det peger på et centralt problem med Kyoto-aftalen, som det kun delvist ser ud til at man kommer til at løse med den kommende Københavner-aftale. At de rige lande med en kombination af de nuværende kvotemekanismer og de globale markedsmekanismer overhovedet ikke skruer med for blusset, men blot systematisk udflager al produktion, som sviner og producerer CO₂ til lande, som endnu ikke er kvotebelagte. Det kan måske sminke den nationale statistik, men det løser ikke problemerne. Tværtimod.

Læs mere »

Det kunne være plottet til en let fordøjelig katastrofefilm, af den slags som oftest kommer direkte ud på DVD:

Videnskabsmænd melder, at de i bogstavelig forstand kan se Jorden tælle ned til uoverskuelige og truende klimaforandringer, fordi havisen i Arktis smelter med større og større hast som følge af den menneskeskabte globale opvarmning.

En gruppe højtstående politikere fra hele verden mødes, og diskuterer hvad man skal gøre. Men ingen synes at have tillid nok til de andre til at turde gå forrest med at skære ned på deres CO₂-udledninger, som kunne bremse opvarmningen. Alle venter på alle.

De fleste ledere venter dog især på, at en af de stærkeste ved forhandlingsbordet, USA, får vedtaget sin nye klimalov. Den skal sørge for at landets industri gradvist bremser sine CO₂-udledninger, som står for omkring 22 % af verdens samlede udledninger – men der er stadig stor modstand i USA fra magtfulde lobbygrupper og senatorer.

Og så kommer pludselig et udspil fra Det Hvide Hus, som måske kan få klimaloven igennem Senatet: Lad os skære ned på CO₂-udledningerne fra fossile brændstoffer og gengæld bygge nye atomkraftværker …!

På samme tid blokerer en gruppe aktivister fra en miljøorganisation store kulfabrikker i værtslandet for at tvinge lederne til at skynde sig til at få vedtaget nogle reduktionsmål som er store nok og som kommer tidsnok – og vel at mærke uden brug af atomkraft.

Men ovenstående historie udspiller sig desværre i virkelighedens, og ikke fiktionens, verden. Den udspiller sig dels i det amerikanske Senat – samt i Italien hvor G8-landene holder møde indtil i morgen fredag sammen med Major Economies Forum (MEF) – de 17 lande i verden, som tilsammen står for 80% af alle drivhusgas-udledninger. Men mens NASA igen melder at man vha. ny satellitdata kan måle, at isen i havet omkring Nordpolen bliver tyndere og tyndere, er G8-lederne i fuld gang med at udtynde deres fælles klimaløfter.

Problemet handler i første omgang om Nordpolens is. Indtil for nylig overlevede størstedelen af den arktiske havis mindst én sommer og ofte adskillige somre. Men tingene har ændret sig dramatisk. Den sæsonbestemte is – dvs. is som smelter og fryser igen hvert år – udgør i dag 70 % af den arktiske havis ved vintertid. Det er en stigning fra 40-50 % i 1980’erne og 1990’erne.

Den tykkere is, der overlever to eller flere år, udgør derimod nu kun 10 % af isdækket om vinteren. Det er et fald fra 30-40 % i forhold til førnævnte periode. Og denne tynde, etårige vinter-is er langt mere sårbar over for sommerafsmeltning, vind og storm. At der bliver mere af den tynde is, fremskynder derfor formentlig det tidspunkt, hvor den globale opvarmning gør Nordpolen helt isfri om sommeren (mere om disse data her.)

Læs mere »