Strøtanker om bæredygtighed

Rundt omkring i Europa finder man en lang række små samfund, som er opstået omkring minedrift. Mange steder er minedriften ikke rentabel og har ikke været det i flere årtier. Men hvis man lukkede minerne, ville man sandsynligvis kort efter stå med spøgelsesbyer eller i bedste fald sovebyer. For eksempel i Tyskland har derfor man hældt milliardbeløb i at holde kulproduktionen kørende i Saarland og Ruhr-distriktet. Men også i lyset af klimaudfordringen blev det sidste år besluttet, at disse subsidier bortfalder helt fra 2018.

I det perspektiv var der i gårsdagens Der Spiegel et yderst interessant eksempel på, hvordan en tidligere kulmine plus et vandreservoir på overfladen kan anvendes til en kombination af vandkraftværk, jordvarmeanlæg og lager for vedvarende energi.
.

Som man kan se af tegningen herover, lader man vand fra et reservoir falde 1.000 m ned igennem en mineskakt, hvor faldenergien driver en turbine. Når der er overskud af el, for eksempel fra overskydende vindenergi, pumper man igen vandet op i reservoiret. Nede i de underjordiske gange er der varmt, så det vand man pumper op, kan nå op på omkring 40° C. Varmen herfra kan herefter via en varmeveksler kanaliseres over i et lokalt fjernvarmeanlæg og indgå i bygningsopvarmningen.

Foreløbig er der etableret forsøgsprojekter i Essen, Bottrop and Bochum, men Ruhrkohle AG arbejder målrettet på at lave de første fuldskala-projekter.

Frank Dohmen and Barbara Schmid: A Coal Region’s Quest to Switch to Renewables, Der Spiegel 09.11.2011.

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »

Når man tænker på, hvilken ørkenvandring de sidste 10 år har været for miljøet, så er det netop fremlagte regeringsgrundlag for en S-SF-R-regering ren festlæsning: “Regeringen vil omstille Danmark til en grøn økonomi ved at fremme vedvarende energi, bedre kollektiv trafik og grønne vækstvirksomheder”, står der i indledningen.¹ På side 14 nederst kan man læse, at: “[o]mstillingen til en grøn økonomi vil styrke Danmarks energipolitiske uafhængighed, skabe grundlag for nye danske job og give danske virksomheder et forspring på markederne for grøn teknologi. Derfor skal vi gøre os uafhængige af fossile brændsler, have mere vedvarende energi, mindre udslip af drivhusgasser og lavere energiforbrug.”¹ I planen er der lagt op til, at Danmark har reduceret sine CO₂-udledninger med 40% i forhold til 1990 inden 2020 – uden køb af kvoter. Alt i alt en særdeles ambitiøs klimamålsætning.

Connie Hedegaard har da også fra EU-side været fremme med roserne.² Regeringens klimaplan er så tilpas ambitiøs, at det igen kan blive en god forretning at være dem der ved, hvordan de andre skal gøre det. Og hvor vi aldrig har været gode til storproduktion, så har vi en lang tradition for at agere i det felt af organisatoriske og teknologiske nybrydninger, som skal til for at håndtere klima- og bæredygtighedsudfordringen begavet.

En sådan plan kræver igangsætningen af en gennemgribende omstillingsproces, og den vil kræve opbakning og deltagen fra store dele af det danske samfund. Man derfor må ønske den nye regering arbejdsro og flertal til at få processen godt i gang og bragt dertil, at der ikke bare ikke er nogen vej tilbage, men at vi alle kan se, at det er det hele værd at udfase det fossile samfund. For der er ikke nogen vej tilbage.

Den del af regeringsgrundlaget, som omhandler transport, klima og miljø, udgør i alt 7 ud af 77 sider, og jeg har kopieret denne del af teksten ind nedenfor. Men det, at det overhovedet kan lade sig gøre at tage klima- og miljødelen for sig, viser måske grundlagets svaghed. Der står faktisk foruroligende lidt om klima og bæredygtighed på alle de andre sider. Det er stort set ikke integreret i uddannelsespolitikken, forskningspolitikken, kulturpolitikken, forsvarspolitikken, biodiversitetspolitikken, zonelovgivningen, egnsudviklingsindsatsen eller det sociale område. På den led er regeringsgrundlaget et billede af vores forvaltningstraditions ekstremt sektoriserede håndtering af alle problemstillinger, hvor klima og miljø er et specialområde på linje med mange andre. Men klima og miljø skal så at sige indtænkes overalt. Og spørgsmålet er, hvor langt vi kan komme i en sådan omstillingsproces uden at blive langt bedre til systematisk at tænke og handle i et langt stærkere helhedsperspektiv.

Nu er der mange gode takter i grundlaget, en 40% reduktion i 2020 levner ikke megen tid til nølen, og verden har brug for at se, at en kurs som den som er udstukket i regeringsgrundlaget, ikke bare kan lade sig gøre, men giver de ønskede resultater og giver en vej frem, som også økonomisk set har en sammenhængskraft. Afsnittene om natur og landbrug burde kunne danne udgangspunkt for en både klima-, natur- og biodiversitetsmæssigt set langt bedre håndtering af de produktive landskaber end i dag. Og set i lyset af de sidste ti års laden stå til overfor landbrugets skalten og valten med vores naturgrundlag, er det nye regeringsgrundlag ren lystlæsning!

Et Danmark der står sammen, Regeringsgrundlag oktober 2011 (pdf).¹

Jørgen Steen Nielsen: Connie Hedegaard roser regeringens ambitiøse klimamål, Information 04.10.2011.²

.
Herunder er gengivet de kapitler fra regeringsgrundlaget, som omhandler klima- og miljøindsatsen. De udgør side 27-33 i regeringsgrundlaget.
.

GRØN OMSTILLING

Verden står overfor to alvorlige kriser. Den økonomiske krise og klima/miljøkrisen. Begge kriser skal løses i en verden præget af store forandringer på vej mod en ny verdensorden.

Kloden kan ikke bære presset på ressourcer og klima, hvis den nuværende retning fastholdes. Derfor står bæredygtighed, grøn økonomi og konkret indsats overfor stigende forureningsproblemer, ressourcemangel og klimaforandringer meget højt på regeringens dagsorden.

Det kræver en større dansk indsats i internationale forhandlinger og i EU for at sikre en mere bæredygtig udvikling.

Danmark har chancen for udvikle sig til et grønt demonstrationsland for nye teknologier og nye metode. På den måde vil vi skabe grundlaget for at bevare og udvikle nye produktions – og videns arbejdspladser i den private sektor til erstatning for de tusindvis af job som Danmark mistede i de seneste år.

Derved forenes fordelene ved et bedre miljø og en stigende beskæftigelse i form af grøn vækst.

Læs mere »

Her på bloggen har jeg tidligere været inde på situationen omkring den planlagte udbygning af Heathrow, som i forvejen er en af verdens travleste lufthavne. Med de markante britiske klimaambitioner har det derfor virket paradoksalt, at man ville udbygge kapaciteten for en sektor, som nødvendigvis må blive meget mindre fremover. Og jeg ville blot lige dvæle for et øjeblik ved det glædelige, at det faktisk er lykkedes at få udvidelsesplanerne standset. Det er en af miljøbevægelsens vigtige sejre i nyere tid.¹

Luftfarten er en besværlig størrelse på den led, det er ikke de mange milliarder, kineserne eller inderne, som gør problemet stort. Faktisk har 95% af alle mennesker aldrig fløjet. Det er politikerne, diplomatiet, handelsfolk, sportsfolk, konferencedeltagere, det er dig og mig i den rigeste tiendedel af verden, som har fået for vane at smutte på storbyferie i en lang weekend eller tre hvert år, studere på et andet kontinent, stifte familie på tværs af Atlanten og tage på skiferie og sommerferie et eksotisk sted. En god vens søn var med sit skolekor i det vestlige USA for at give tre koncerter, efter den nylige sammenlægning af universitets- og forskningsenheder herhjemme fløj man fredag efter fredag store grupper af undervisere frem og tilbage mellem Aalborg og København “for at blive fortrolige med hinanden”.  Og i supermarkederne har vi nu aspargessæson to gange om året og en overflod af eksotiske blomster og tropiske frugter året rundt.

Alt sammen en del af det moderne mulighedsfelt, og altsammen en del af, at det er så svært for alvor at få skruet ned for udledningerne af drivhusgasser. Blot en enkelt returrejse til en oversøisk destination kan generere mere CO₂ end et års forbrug ved at blive hjemme. Mange dynamiske mennesker har i dag en CO₂-udledning fra deres flyrejser, som er mange gange større end fra alt andet de gør tilsammen.

Mennesket har igennem århundrederne udvist en kolossal opfindsomhed. Vi bliver nødt til at bruge den på at gøre tingene meget smartere end i dag. Som det er nu, så bliver der hver dag året rundt skabt flere klima- og bæredygtighedsmæssige problemer, end der bliver løst.

Da jeg i 1984 skulle et år til Japan for at studere, var der ikke nogen som kunne drømme om, at jeg kom hjem på juleferie. Nu tager folk hjem til tandlæge-check. Dengang havde SAS lige åbnet en direkte rute, og jeg mener at huske, at en returbillet her kostede 40.000 kr. (så jeg var via Pakistan, Kina). For nylig kom der tilbud fra SAS om samme billet til 4.500 kr. Det er sådan rundt regnet fra to månedslønninger til to dagslønninger. Hvor er den CO₂-afgiften, hvor er logikken, hvor er ansvarligheden?

Se tidligere blog-indlæg: Heathrow update, Udvidelse af Heathrow udsat, Clearing The Air og Erhvervslivet vil flyve mindre.

Dann Glass: Heathrow campaigners hit US as battle with the airline industry goes global, The Guardian 29.09.2011.

Owen Bowcott: Heathrow protesters win third runway court victory, The Guardian 26.03.2010.¹

Lad det være sagt med det samme, jeg glæder mig til, at valget er overstået. Og her de sidste par uger har jeg glædet mig over, at vi ikke som i USA har valgkampe, som strækker sig over halve og hele år. For valg får det værste frem i både medier og politikere, og det har været forstemmende at erfare, hvordan presserende spørgsmål om klima, miljø og bæredygtighed har været stort set fraværende i denne valgkamp.

Der er masser at tage hul på, masser af store spørgsmål at håndtere, masser af indspark, som ville gøre det indlysende, at vi ikke bare kan fortsætte med at forlænge de nuværende vækstkurver uendeligt ind i fremtiden. Der er da også blevet talt lidt miljø i krogene. Betalingsringen omkring København var oppe at vende, og både Enhedslisten og De Radikale har rent faktisk forsøgt at få det ind på lystavlen. Det er svært at fatte, at det er samme land og samme politikere, som for under to år siden var vært for COP15. Det er faktisk ret pinligt, hvor hurtigt vi igen fortrænger, at vi på klima- og bæredygtighedsområdet står overfor kolossale udfordringer, som blot bliver dyrere og dyrere at håndtere jo længere vi tøver samtidig med, at Danmarks chancer for at blive verdensledende i omstillingsteknologi og omstillings-knowhow er ved at være forspildte efter ti års forsømmelser.

Måske problemet er, at klima, økologi og bæredygtighed let bliver emner, som ingen kan være er uenige i. Selv Lars Lykke kan hævde, at han er grøn og vil det bedste for fremtiden. At han så kan anbefale, at økologiske landmænd fremover bruger flere sprøjtemidler for ikke at ukrudtet breder sig ind på det rigtige landbrugs marker, er en anden sag. Vi har stadig ikke lært at graduere det grønne, vi er stadig ikke gode til at se modsætningerne deri eller at tage konsekvenserne deraf. Så alle stemmer ja til en klimaplan (som i Københavns tilfælde), men træffer efterfølgende striber af beslutninger, som modarbejder klimaplanens gennemførelse.

Problemet er ikke nyt. Tilbage i 60erne formulerede Arne Næss en distinktion mellem Deep Ecology og Shallow Ecology, hvor en Deep Ecology skulle karakterisere en forståelse, som ikke var antropocentrisk, hvor naturen var andet og mere end en ressource for mennesket, hvor mennesket var en fuldt integreret del af naturen. Men vi er stadig meget famlende, når vi skal præcisere en miljøindsats. Dansk Industri søgte for et par år siden at introducere begrebet Bright Green, som det store nye. Igen svært at være uenig i, indtil man læser, hvad der egentlig lå bag:  Det var faktisk en klimavision, som bygger på det, som tilbage i 80erne blev døbt Det Teknologiske Fix. Hvis vi blot fortsatte som ubekymrede forbrugere, så skulle industrien nok levere de produkter og rammer for tilværelsen, som gjorde, at det hele blev klimavenligt og bæredygtigt. Vi har som samfund langt lettere ved at satse på de teknologiske løsninger end de organisatoriske og de holdningsmæssige.

På Agenda 21 Netværkets årsmøde i april havde vi inviteret de to miljøordførere for S og SF til oplæg og debat. De sagde med stor overbevisning i stemmen, at de ville meget mere på klima- og miljøområdet end den nuværende regering, men gjorde samtidig klart, at klima og miljø ville ikke blive noget stort emne i valget. For “det flytter ikke stemmer.”

Nu tegner billedet til, at resultatet af dagens valg bliver at S og SF kommer til at tegne landets ledelse i de kommende år. Men der tegner sig også et billede af, at de to øvrige partier i den kommende røde regering, som på klima- og miljøområdet rent faktisk har forsøgt at sætte klima og miljø på dagsordenen, er de to partier i den røde blok, som er gået frem. Jeg tror S og SF med deres udeladelse af miljøspørgsmålet har forregnet sig overfor vælgerne. Frem for en rød eller blå regering, er der et stærkt ønske om en ansvarligt grøn regering.

Det lysende højdepunkt ved dette valg har været, da Johanne (E) med reference til den globale klima- og bæredygtighedsudfordring stod frem og sagde: Vi kan ikke bare tage det for givet, at vi alle sammen hvert år skal blive lidt rigere. Det kræver mod at formulere en sådan tanke i det politiske rum, men det rummer afsæt for en helt anderledes interessant værdidebat, end den vi har været trukket igennem i de sidste 10 år.

Se tildlgere blog-indlæg: Bright Green, Vækst og bæredygtighed, og Anders Fogh færdig som klimaskeptiker.

P.S. Som svar på mine bønner om en grøn regering har Jørgen Steen Nielsen i dag i Information en fin analyse af valgresultatet, hvor han forudser, at den nye regering langt mere bliver en grøn regering end en rød regering. Ikke fordi det er det, de har talt mest om under valgkampen, men fordi der med 17 radikale stemmer ikke er udsigt til gennemførelsen af klassisk røde temaer, hvorimod de fire partier relativt hurtigt vil kunne blive enige om et kursskifte i forhold til de sidste 10 år med VKO, som sekunderet af Lomborgske tvivlsstrategier på klima- og miljøområdet har ændret Danmark fra en frontløbernation til bagstræbernation.

Med lidt held vil vi indenfor meget kort tid se en klimamålsætning på en 40% CO₂-reduktion i 2020, se:

Jørgen Steen Nielsen: Og vinderen blev det grønne Danmark, Information 16.09.2011.

For snart et år siden oplevede jeg i Sevilla, hvordan lækre hvide af udseende ret så Mercedes-agtige el-taxaer kunne liste fuldstændigt lydløst rundt på de blankslidte stenbelægninger. Det er en oplevelse, som prentede sig for det gode. For som daglig fodgænger i det centrale København er jeg vant til forskrækket at måtte kigge mig tilbage på grund af accelererende taxaer. Det er ikke kun, fordi taxa-chauffører kører mere vildt (de ville nok sige rutineret) end andre. Det er fuldt så meget fordi kombinationen af hurtig acceleration og stor dieselmotor giver en voldsom lyd.

Men nu kan det blive fortid. En af byens største taxa-virksomheder, Københavns Taxa, har planer om allerede næste år at have 30 el-taxaer på gaden. Og målet er senest i 2020 at have hele flåden af diesel-fræsere udskiftet med elbiler.

Det er et initiativ, som man må hilse varmt velkommen, og jeg kan kun opfordre til, næste gang du bestiller en taxa, at ringe til 4×35 og spørge, om de kan sende en el-taxa. Hvis vi er gode nok til at efterspørge el-taxaerne, kunne vi have samtlige taxa-firmaer på el-biler inden 2020. Og hvis vi som bruger af el-taxaerne efterspørger, at de kører på vedvarende energi, så får vi ikke bare de lokale fordele af bedre luftkvalitet, men også en mindsket klimapåvirkning.

Se tidligere blog-indlæg: New York får 13.000 hybrid-taxaer.

Danmarks største taxafirma vil skifte ud til elbiler, Politiken 22.08.2011.

Andreas Lang Hedegaard: Københavnske Taxa 4×35 udskifter hele flåden til elbiler, Ingeniøren 22.08.2011.

Andreas Lang Hedegaard: Københavnske eltaxaer skal lynoplades med 125 ampere, Ingeniøren 24.08.2011.

.
I en situation, hvor den danske regerings klima-ambitioner kan ligge på et meget lille sted, er det opløftende at se, hvordan man i Storbritannien har håndteret situationen.

Instruktøren bag filmen Age of Stupid, Franny Armstrong, introducerede i 2009 i samarbejde med The Guardian en 10:10-kampagne, som i al sin enkelhed gik ud på at reducere ens CO₂-udledninger med 10% i løbet af et år (og når man så var kommet i gang at tage yderligere 10% næste år og næste år og næste år).

Kort efter at den nuværende engelske premierminister David Cameron tiltrådt, greb han 10:10-udfordringen for de engelske regeringsbygninger. Og på et år er det her lykkedes at reducere CO₂-udledningerne med 13,8% – eller 100.000 ton. Det er præcist den slags indsatser som skal til – og skal opretholdes over de næste årtier – for at vi kan vende klodens lige nu noget dystre klimaperspektiver. Det har været prisværdigt, at også konservative politikere tog klimaudfordringen seriøst. Derfor er det dobbelt sørgeligt, at en række af Camerons partifæller tidligere på måneden var med til at underminere den engelske støtte til på EU-basis at gøre de nuværende klimakrav på 20:20 til 30:20 eller 40:20 (40% reduktioner i 2020).

Alene i England havde 3.000 virksomheder og 80.000 individer et år efter lanceringen tilmeldt sig 10:10-kampagnen, som har fået fodfæste i 45 lande verden over. Byer som Amsterdam, Zagreb, Paris og Mexico City har tilmeldt sig. Og i Danmark har blandt andet Østerbro kastet sig ud i som bydel at spare 10%.

Kunne man udfordre de mange ministerier, organisationer og virksomheder i København til en tilsvarende kappestrid – ikke bare om 10% reduktioner det første år, men hvem som når først 20, 40, 60, 80% og CO₂-neutralitet? Det ville give Københavns Kommunes planer om at nå CO₂-neutralitet i 2025 et kærkomment skub i den rigtige retning.

Whitehall exceeds PM’s 10% carbon target, (pressemeddelelse) Department of Energy & Climate Change, 06.07.2011.

Fiona Harvey: UK government claims it has exceeded its own carbon reduction target, The Guardian 06.07.2011.

James Randerson: Cameron: I want coalition to be the ‘greenest government ever’, The Guardian 14.05.2010.

James Randerson: Coalition pledges to cut central government emissions by 10%, The Guardian 12.05.2010.

Franny Armstrung: 10:10 – our chance to save the world, The Guardian 01.09.2009.

The Guardian’s 10:10 climate change campaign, en 3:26 min. video, hvor Franny Armstrong introducerer 10:10-udfordringen.

Amy Fallon: 10:10 climate campaign gains support from four medical associations, 18.10.2010.

Tom Moseley: Four capital cities sign up to 10:10, The Guardian 14.10.2010.

Ashleigh Searle : London Underground goes greener by signing up to 10:10 campaign, The Guardian 10.06.2010.

Racchekl Williams: Schools back the 10:10 campaign, The Guardian 24.05.2010.

Juliette Jowitt: Foreign Office’s 10:10 plan takes off with economy flights for ambassadors, The Guardian 17.02.2010.

Ian Katz: 10:10 – The time for action, The Guardian 31.12.2009.

Hélène Mulholland: Boris Johnson signs London City Hall up to 10:10, The Guardian 08.12.2009.

Ian Katz: 10:10: What’s it all about? The Gaurdian 01.09.2009.

Med et lånetilsagn på 8 mia. $ gav Obama først på ugen grønt lys til opførelsen af et atomkraftværk med to reaktorer i Georgia – det første i mere end 30 år. Den amerikanske klimaminister Steven Chu mere end antyder, at dette er blot første af en hel række tilsvarende lån, måske 6 eller flere. Og Obama-administrationen har bedt Kongressen løfte lånegarantierne til udbygningen af atomkraft til 54 mia. $.

Motiverne er mange. Sikkerhedspolitisk set er det en del af at frigøre sig af mellemøstlig olie. Samtidig er atomkraften med til at mindske de amerikanske CO₂-udledninger, og værket vil, når det i 2016-17 står færdigt, årligt fortrænge hvad der svarer til 15 mio. ton CO₂ fra kulkraftværker – eller omkring 30% af de årlige danske CO₂-udledninger. 6-7-8 af sådanne værker vil kunne ses på den amerikanske CO₂-balance.

Energipolitisk set har USA så mange lavthængende frugter, som umiddelbart kunne høstes. På den baggrund virker satsningen på atomkraft umiddelbart paradoksal. For atomkraft er langt fra nogen billig løsning. Men i et land, hvor erhvervslivets lobbyister står så stærkt som de gør, er almindelig fornuftstænkning på samfundsniveau – for slet ikke at tale om globalt niveau – stort set sat ud af kraft. Og det er nok heller ikke nogen tilfældighed, at en af de store donorer til Obamas valgkampagne er det Chicago-baserede Exelon Corporation, som er USAs største producent af atomkraft.

I begyndelsen af 2009 var der tilmeldt 2.340 lobbyister på Capitol Hill alene på klimaforandringsområdet eller rundt regnet seks for hver medlem af Kongressen. Heraf har op imod 85% det formål at modarbejde – eller i det mindste forsinke – det politiske systems vedtagelse af en egentlig klimalovgivning. Satsningen er således også et billede på, at det i den klimalovgivningsmæssigt pt. helt uafklarede situation er lykkedes atom-lobbyen at komme til fadet.

Der er meget stærke interesser i det amerikanske samfund, som helst så klimalovgivningen nedstemt, og den nylige opblomstring af klimaskeptiker-aktivitet skal også ses i denne sammenhæng.

Fra Obama-administrationens side er atomkraft-pakken et forsøg på at vinde republikanske stemmer dertil, at en klimalovgivning med en kvotepris på udledningen af CO₂ vil kunne gennemføres også i kongressen. Republikanske senatorer har krævet støtte til igangsættelse af op til 100 reaktorer i det kommende årti – USA har i dag lige godt 100 reaktorer kørende, som står overfor udskiftning, da man ikke har opført nye atomkraftværker siden uheldet ved Three Mile Island i 1979.

Intet tyder på, at åbningen overfor republikanerne på dette område i sig selv vil sikre en kvote-lovgivning. Så mulighederne for Obamas klimapakke er lige nu meget skrøbelig. Og man må nok indstille sig på, at en vedtagelse i Kongressen vil koste en stribe af tilsvarende særordninger om for eksempel ‘clean coal’ og offshore olieudvinding, som er langt bedre for kul- og olieindustrien og bio-ethanol-producenterne end for klimaet.

Med alle disse strategiske manøvrer er Obama hastigt er i færd med at miste sin opbakning fra miljøorganisationerne.

Suzanne Goldenberg: Barack Obama gives green light to new wave of nuclear reactors, The Guardian 16.02.2010.

Suzanne Goldenberg: Big firms drop support for US climate bill, The Guardian 16.02.2010.

Matthew L. Wald: U.S. Supports New Nuclear Reactors in Georgia, New York Times 16.02.2010.

Kate Sheppard: Obama’s risky nuclear renaissance, The Guardian 17.02.2010.

John M. Broder: Environmental Advocates Are Cooling on Obama, New York Times 17.02.2010.

Venstres klima- og energiordfører Lars Christian Lilleholt erklærede i går i Berlingske Tidende følgende: “I Venstre vil vi advare kraftigt mod at opføre os som tossegode ved i et forsøg på at være klimarigtige at bevæge os fra 20 til 30 procent reduktion i CO₂-udledningen.”¹

Det er en total fejllæsning af situationen, at vi skulle stille os dårligere ved at binde os til – eller bare bestræbe os på – større reduktioner end andre lande. Det viser desværre, hvor lidt vores nuværende regering har fattet ikke bare af klimaudfordringens natur, men af, at der ligger et kolossalt forretningspotentiale og venter, hvis Danmark og EU går forrest. Vi har alle forudsætninger for det, men det kræver, at man lægger de halvhjertede attituder og kortsigtede perspektiver definitivt bort og stimulerer et miljømæssigt lederskab på alle niveauer.

Skal man forstå Lilleholts udsagn, så kan det være forhandlingsstrategiske overvejelser, som ligger bag, at EU kun har bundet sig til en 20% reduktion, med muligheden for at EU løfter sin indsats til 30%, hvis andre lande strækker sig tilsvarende. For vores nyudnævnte Klima- og Energiminister Lykke Friis er det ifølge en leder i Berlingske et forhandlingspolitisk kort, som man ikke skal spille sig utidigt af hænde.²

Men klimaforhandlingerne er ikke et spørgsmål om grænsedragning eller andre af den slags politiske problemkomplekser, som store internationale forhandlinger normalt beskæftiger sig med. Vores klima er et grundvilkår, og hvis vi snyder på vægten og ikke påtager os vores ansvar, går det ud over os selv og vores fremtidige levevilkår.

Læs mere »

Her på bloggen er DONG tidligere blevet skoset for at fortsætte udbygningen af kulkraft i en tid, hvor enhver bør kunne indse, at det er klimamæssigt dybt uansvarligt (se tidligere blog-indlæg: Kære DONG). Det skal derfor samme sted fra lyde fuld anerkendelse, når DONG fremlægger en strategi for inden 2020 at halvere CO₂-udledningen pr. produceret energienhed. Dette indebærer, at alle planer om bygning af nye kulkraftværker bliver indstillet, i det mindste indtil der er udviklet gode CCS-teknologier til fjernelse af CO₂ fra kulproduktionen. Dette vil allertidligst være på plads i 2020, og de teknologier, som lige nu forsøgsafprøves, har så stort et energitab, at det er et åbent spørgsmål, om de nogensinde vil blive bredt implementeret. Så der ligger meget realisme og snusfornuft bag DONGs dispositioner.

Med Anders Eldrup ved roret er DONG i de senere år gået systematisk ind i alternative energikilder og er i dag en af de store aktører, ikke mindst når det gælder offshore vindenergi. Det kulminerede med en rammeaftale med Siemens sidste år om leveringen af 500 3,5 MW møller. Man er ligeledes gået ind i at finde løsninger, hvor elbilers batterikapacitet bliver brugt til at lagre vindenergi, når det blæser meget. Hvor DONG stadig i dag får omkrig 85% af sin energi fra fossile kilder og blot 15% af sin energi fra vedvarende energikilder, er den langsigtede målsætning således at vende disse tal, så 85% kommer fra vedvarende energikilder og blot 15% fra fossile brændstoffer.

For at nå målene for 2020 vil DONG samtidig med, at man vil fortsætte udbygningen af vindkraftaktiviteterne, udfase en række danske kulkraftværker og omlægge andre til biomasse. Som man kan se af kurven herover, skulle de for DONGs samlede aktiviteter kunne reducere CO₂-udledningerne pr produceret kWh fra 600 g til 300 g. For Østdanmark er CO₂-udledningerne allerede markant lavere end gennemsnitligt med 429 g CO₂/kWh.

Sanne Wittrup: Dong Energy vil halvere CO₂-udslippet fra el og varme i 2020, Ingeniøren 09.01.2010.

Sanne Wittrup: “Vind og bio-masse er det naturlige valg”, Ingeniøren 08.01.2010.

Sanne Vittrup: Dong om britisk begmand: “Vi forstår det faktisk ikke”, Ingeniøren 08.01.2010.

Sanne Wittrup: Verdens største havmøllepark bygges uden Dong, Ingeniøren 0.01.2010.

Kasper Kronenberg: DONG dropper tysk kulkraftværk, Berlingske 11.12.2009.

Ellen Ø. Andersen: Dong køber udskældte CO₂-kvoter i Kina, Politiken 25.10.2009.

Flemming Ytzen: Dong skruer ned for kulkraften, Politiken 12.10.2009.

Sanne Wittrup: Vi har ikke købt vores strategi i et branding-bureau, Ingeniøren 22.05.2009.

Jørgen Steen Nielsen: 400.000 elbiler og tusinder af vindmøller skal lære at tale sammen, Information 25.02.2009.