Strøtanker om bæredygtighed

I anledning af nattens aktion fra Borgere for reklamefri by har jeg har fundet nogle billeder frem fra Latinerkvarteret, hvor de kommunale reklameskilte i de smalle intime gaderum virker særlig dominerende og malplacerede.

Man kunne spørge sig, om de ville være OK, hvis det blot var plakatflader, uden det nuværende neonlys, som i sin voldsomhed totalt forvrider gaderummets proportioner. Men nej, de er for store til på den måde at stå på tværs i gaderummet. Skulle man tænke en plakatsøjle, som egnede sig til Indre bys skala, så der var legale steder at informere om byens mange koncerter og kulturarrangementer, ville den komme til at se helt anderledes ud.

[nggallery id=103]

.
Det er en konstant støj i det urbane landskab, som ingen steder hører hjemme.

I en tid, hvor Københavns Kommune har ambitioner om at blive Miljømetropol, burde den slags kunstig behovsskabelse systematisk fjernes fra gadebilledet. Reklamer fortæller os fundamentalt set, at vi er nødt til at forbruge mere, for at være lykkelige. Et generelt forbud mod reklamer i det offentlige rum, som man for nylig har gennemført det i São Paulo, kunne meget vel vise sig at give både lykkeligere borgere og markante CO₂-reduktioner. I hvert fald ville det fjerne nogle alvorlige æstetiske fejlskud fra den historiske by.

I sin Ad Hoc Blog har Rasmus Pinnerup i dag et indlæg Reklamer – retten til hjernevaske? hvor han citerer fra en bog af Kathleen Taylor: Brainwashing – the science of thought control, p. 53-54. Det er tankevækkende læsning.

Politiken har startet en kommentarside: SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Det er glædeligt at se, hvor mange indlæg der tilkendegiver støtte til aktionen og plæderer for et reklamefrit byrum.

Jakob Knudsen: 250 reklameplakater fjernet i nat, Politiken 07.04.2008.

SKRIV: Hvor mange reklamer kan byen holde til? Politiken 07.04.2008.

Johannes Aakjær Stenbuch: Aktivister fjerner 250 reklameplakater i København – er der for mange reklamer i det offentlige rum? Information 07.04.2008.

Larry Rother: Billboard ban in São Paulo angers advertisers, International Herald Tribune 12.12.2006.

Anna von Sperling og Tobias Havmand: Byen som sagde nej tak til reklamer, Information 27.09.2008.

Ole Thyssen: Forbyd reklame! Information 01.02.2008.

Se også blog-indlægget Borgere for reklamefri by.

En uges klimaforhandlinger i Bangkok er ovre. Ikke meget er definitivt besluttet – det var heller ikke meningen, men som lederen af UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, Yvo de Boer udtrykker det, er toget frem mod underskrivelsen af en ny klimaaftale i København i 2009 nu sat i gang. Noget af det, man rent faktisk har fået besluttet i denne uge i Bangkok, er at fortsætte brugen af kvotesystemet som det primæres styringsinstrument ud over den nuværende Kyoto-aftale, som løber frem to 2012.

Den nuværende Kyoto-aftale omfatter blot 37 lande, og den store opgave i det kommende års tid bliver at få alle med. I Bangkok har der således deltaget delegationer fra 162 lande, hvor der på Bali var repræsentatner fra omkring 180 lande. USA, som brød med forhandlingerne om den første Kyoto-aftale med krav om at alle lande skulle binde sig til reduktioner, har senere opblødt standpunktet dertil, at reduktionsmål skal fastsættes efter evne.

Læs mere »

Ifølge Politiken har FNs søfartsorganisation IMO, International Marine Organisation, på et møde i London besluttet sig for et dansk forslag om ni grønne principper for skibsfarten – en beslutning, som kommer i forlængelse af, at Connie Hedegaard for en måned siden på et møde i København gav branchen et ultimatum: Hvis ikke den selv tog affære, ville den blive pålagt reguleringer (se tidligere blog-indlæg: Sidste chance til skibsfarten). Man undersøger derfor nu mulighederne for at indføre et kvotesystem, så skibsfarten får et økonomisk incitament til at mindske sit brændstofforbrug.

Skibsfarten er globalt set en af de helt store udledere af dels drivhusgasser, dels af ultrafine partikler, og man regner med at skibsfartens partikelforurening på verdensplan årligt medfører omkring 60.000 for tidlige dødsfald. Der er således i IMOs beslutninger en række tiltag, som blandt andet skal sikre, at fragtskibe ikke fremover kan benytte den meget svovlholdige bunkerolie nær befolkede kyster (se tidligere blog-indlæg: Skibsfarten producerer dødelig partikelforurening og Renere skibsolie kan redde titusindvis af liv).

Der er tale om en lang beslutningsproces, hvor man endnu opererer med forskellige løsningsmodeller og den endelige vedtagelse ventes først på plads i løbet af 2009. Men signalerne er allerede nu stærke nok til, at miljøhensyn fremover vil udgøre langt stærkere parametre i skibsfartens prioriteringer.

Ifølge Information 07.04. er der dog endnu stort set ikke noget, der reelt er besluttet. Men der ligger et pres ikke bare på branchen, men på Mærsk om at gå i front på området og vise, at det ikke bare er muligt at lave markante ændringer.

Mærsks nyligt fremlagte planer rækker ikke langt i den forbindelse (se tidligere blog-indlæg: Mærsk fremlægger plan om 5% CO₂-reduktioner). Det ville være prisværdigt at se planer for en halvering af SO_x– og CO₂-udslippene i løbet af få år – og et målrettet udviklingsarbejde, som sigter på udviklingen af klimaneutrale fragtskibe.

Mikael Børsting: Dansk sejr i kamp om skibs-forurening, Politiken 03.04.2008.

Peter Keiding: Søfart bliver del af klimatopmøde, Information 08.04.2008.

Peter Keiding: FN vil regulere søfartens CO₂-udslip, Information 08.04.2008.

Gregory M. Lamb: Designers look to giant kites, bubbles, and new propellers to save on fuel costs and reduce pollution, Christian Science Monitor 03.04.2008.

IMO environment meeting to consider revised regulations on ship emissions, IMO 28.03.2008.

Green Ships: Politicians Ready if Industry Not, MarineLink.com 17.03.2008.

IMO Group Agrees on Pollution Reduction Measure, MarineLink.com 12.02.2008.

I denne uge er delegerede fra 162 lande samlet for at forberede afløseren for Kyoto-aftalen, så den kan blive klar til endelig vedtagelse i København december 2009. Lykkeligvis er den tid, hvor klimaskeptikerne fik lov at forsinke processen, ved at være ovre. Men endda er der mange og store forhindringer på vejen.

Foreløbig har verdens rigeste land USA, som samtidig har verdens højeste CO₂-udledninger pr. indbygger, nægtet at underskrive. USA har til gengæld bidraget med det CO₂-kvotesystem, som har transformeret spørgsmålet om CO₂-begrænsning og klodens bæredygtige udvikling til et stykke avanceret markedsmekanisme, hvor man kan købe og sælge CO₂-kvoter – alt sammen i et forsøg på at bringe markedets ‘usynlige hånd’ i spil. Det er ikke tiden at genoverveje kvotesystemet, men det ligner i mine øjne en rigtig dårlig beslutning, og foreløbig har vi til gode at se, at det virker. Indtil nu ligner det mest af alt en sovepude, hvor for eksempel de store energiselskaber ikke handler CO₂– og bæredygtighedsmæssigt optimalt, men spiller med kvoter som om der var tale om et Matadorspil. Tilsvarende ser det lige nu ud til, at den danske CO₂-reduktion på 20% inden 2020 for op imod to tredjedeles vedkommende vil blive opnået ved køb af CO₂-kvoter i andre lande. Det mest hykleriske er, at vi stadig skal høre om Danmark som et foregangsland, mens et land som Norge stille og roligt har lagt kursen mod fuld CO₂-neutralitet.

Den danske fumlen overfor at få taget klare beslutninger om overgang til et bæredygtigt samfund virker uforståelig på baggrund af en rapport fra EA/Risø, som påviser, at Danmark i 2050 “kan realisere et energisystem med 100% vedvarende energi og 80% CO₂-reduktion for en meromkostning på 0,3% af BNP.”

0,3% af vores bruttonationalprodukt er pebernødder i det store regnskab. Det skal vi bare have råd til, også selvom det ender med at koste det dobbelte. Med energiprisernes himmelflugt vil det givet ende med at være dyrere at forblive afhængig af fossile brændstoffer.

Læs mere »

I al vegetation er der bundet CO₂, det gælder både på land og til havs. Den olie, som vi i nyere tid har pumpet op af jorden og brændt af i stor stil, stammer netop fra store lagre af forrådnede plantedele. Ud over ved at standse denne brug af fossile brændstofer vil vi derfor ved at øge vegetationsmængden over alt i biosfæren kunne genindkapsle en stor del af de meget store CO₂-mængder, som i de seneste årtier er udledt til atmosfæren.

I disse år laver man derfor omfattende eksperimenter med at stimulere oceanernes plankton-vækst gennem at gøde med jern. Jern er en forudsætning for planteplanktonets fotosyntese – og dermed reproduktion – og i kystfjerne havområder er jern mange steder en begrænsende faktor.

Visionen er at binde CO₂ i plankton, hvorefter de døde planterester synker mod bunden – sammen med store mængder af CO₂. Private firmaer er allerede tæt på at kunne tilbyde køb af CO₂-kvoter, hvor man i stedet for skovplantning eller bevarelse af regnskov finansierer gødning af næringsfattige havområder.

Det lyder både besnærende og så overhovedet ikke rart. En overgødning af oceanerne vil potentielt kunne have katastrofale følger for højere livsformer i verdenshavene. Mens forskerne undersøgere videre, skulle vi derfor hellere satse på systematisk at forøge biomassen på land. Mere skovareal og et landbrug med langt mere biomasse på markerne vil sammen med en systematisk byforgrønnelse både i forstæderne og bycentrene tilsammen kunne binde markante CO₂-mængder og samtidig indebære en lang række andre fordele for miljøet.

Rachel Petkewich: Fertilizing The Ocean With Iron, Chemical & Engineering News, March 31, vol. 86 no. 13 2008, pp. 30-33.

Al Gore og Alliance for Climate Protection har ifølge Washington Post netop iværksat en omfattende klimakampagne, som med 300 mio. $ over de næste tre år skal få amerikanere til at skrue kraftigt ned for CO₂-udledningerne og den amerikanske regering til at vedgå bindende aftaler om markante CO₂-reduktioner.

Gore har doneret overskuddet fra “An Inconvenient truth” og sin del af Nobelprisen samt en række andre priser til kampagnen, og foreløbig er omkring halvdelen af beløbet tilvejebragt.

Baggrunden er den forstemmende, at klimaspørgsmålet indtil nu har fyldt meget lidt i den amerikanske valgkamp, selvom alle tre tilbageværende kandidater vedgår forpligtende CO₂-reduktioner – McCain på 60%, Clinton og Obama 80% inden 2050. Gore håber med den massive indsats at styrke bevidstheden om klimakrisen i det offentlige rum dertil, at USA vil sigte på en 90% reduktion af de amerikanske CO₂-udledninger i 2050.

Juliet Elperin: Gore Launches Ambitious Advocacy Campaign on Climate, Washingtonpost.com 31.03. 2008.

Suzanne Goldenberg: Gore unveils $300m climate ads, London Guaridan 31.03.2008.

Andrew V. Revkin: Gore Group Plans Ad Blitz on Global Warming, The New York Times, 01.04.2008.

Onsdag havde Connie Hedegaard i Information en leder under overskriften: Vi skal frem – bæredygtigt, hvori hun går i rette med Jørgen Nørgaards nylige indlæg i Information, Gør velværet bæredygtigt, og siger, at der er ikke noget lettere end at nå nulløsninger i CO₂-udledninger. Man kan jo blot forbyde bilkørsel og industriel produktion. “Det er ikke den vej, vi skal,” skriver Connie Hedegaard. Kunsten er at forene økonomisk vækst og bæredygtig udvikling.

“Vi skal sikre et samfund, der er i stand til at udvikle sig samtidig med, at vi tager de hensyn til miljø og klima, som er så afgørende for, at vi også er i stand til at udvikle os i fremtiden. Fordi vi ikke slider for hårdt på ressourcerne. Fordi der skal være en rig flora og fauna til vores børn og børnebørn. Fordi vi ikke i det rige vesten sviner ubegrænset, mens skaderne viser sig i udviklingslande eller ved polerne.”

Connie Hedegaards irettesættelse af Jørgen Nørgaard virker noget malplaceret i og med at han igennem årtier har søgt at vise, hvordan basale ændringer i vores dagligdag, for eksempel den måde vi laver køleskabe på så de holder meget længere og bruger langt mindre energi, kan have vidtrækkende betydning for vores energi- og ressourceforbrug uden at det mindsker vores livskvalitet. Kogt ind til essensen er forskellen måske, at for Connie Hedegaard er udvikling og økonomisk vækst synonymer, hvor Jørgen Nørgaard ser vidtgående forandringer for sig, uden at det nødvendigvis indebærer økonomisk vækst: “…it is possible in the course of half a century to offer everybody on Earth a joyful and materially decent life with a per capita energy consumption of only a small fraction of today’s consumption in the industrialized countries.”

Sagt på en anden måde, hvor den økonomiske vækst, som Nørgaard i Gør velværet bæredygtigt harcelerer over som en indiskuterbar forudsætning for klimakommissionens arbejde, opererer i livskvantitet, der tænker Nørgaard langt mere i opretholdelse og udvikling af livskvalitet.

Læs mere »

Dansk Ornitologisk Forening har netop offentliggjort deres tiende årsrapport over truede danske fugle, Truede og sjældne ynglefugle i Danmark 2007. Den giver på baggrund af observationer af 40 af de mest truede og sjældne fuglearter i Danmark et forstemmende billede af biodiversiteten i det danske landskab.

Blandt de 40 truede arter er der adskillige, hvor de ynglende par kan tælles på en hånd, heriblandt hedehøg, kirkeugle, mosehornugle, toplærke, markpiber, hjejle og stor tornskade. De mest truede fugle er gennemgående dem, som er afhængige af næringsfattige åbne og svagt bevoksede landskaber med masser af insekter.

Biolog Michael Borch Grell, som er leder af DOF’s projekt “Truede og sjældne ynglefugle i Danmark”, siger til Ritzau, at den kritiske tilstand for disse fugles vedkommende er uændret eller forværret det seneste år. Han forudsiger, at flere af dem vil blive ofre for en kombination af ændringer i landbruget og mangelfuld offentlig naturforvaltning.

Det er dog ikke lutter tilbagegang. Faktisk var 2007 året, hvor vi for første gang i nyere tid havde ynglende kongeørne i Danmark.

Læs mere »

I løbet af 2006 udarbejdede Ingeniørforeningen en Energiplan 2030, som giver et bud på, hvordan Danmark i 2030 kan være godt på vej til CO₂-neutralitet, uafhængighed af fossile brændstoffer og langt mere bæredygtige tilstande.

Energibesparelser står centralt i planen, og man regner med at kunne reducere energiforbruget med 30% gennem systematiske indsatser i transportsektoren, industrien og byggeriet. Samtidig vil andelen af vedvarende energi være øget, så det udgør halvdelen af vores samlede energiforbrug. Vores samlede CO₂-udledninger vil hermed være reduceret med 60% i forhold til 1990.

Når man ser scenariets udgiftssammensætning, fylder investeringer i energibesparelser, kollektiv transport og omlægninger til vedvarende energi markant mere end i reference-scenariet, mens udgifter til brændsel fylder meget mindre. Og de stigninger i energipriser, vi har set siden 2006, har blot tydeliggjort, at selvom et scenario som dette kræver meget store investeringer, vil det ikke bare være godt for miljøet og den globale opvarmning, men også økonomisk set være yderst fordelagtigt. Blot få år frem vil det ikke være sjovt at være blandt de samfund, som er afhængige af de stadig mindre tilførsler af fossile brændstoffer.

Læs mere »

Den nordamerikanske Commission for Environmental Cooperation har netop udgivet rapporten Green Building in North America, som påpeger, at der ligger store potentielle CO₂-reduktioner i byggesektoren.

I Nordamerika udleder den samlede bygningsmasse 2.200 megaton CO₂, hvilket svarer til 35% af regionens samlede CO₂-udledninger. En hurtig indførelse af kendte energibesparende teknologier i byggesektoren vil kunne føre til en besparelse på 1.700 megaton CO₂-udledninger i 2030 i forhold til hvis man blot fortsætter som nu.

Til sammenligning ligger de samlede danske CO₂-udledninger i dag på lige godt 50 megaton.

Rapporten opererer med tre scenarier, ‘business at usual’, ‘AIA 2030 Challenge’, og ‘Deep Green’. Kurven nedenfor viser de tre scenarier for henholdsvis Canadas og USAs boligsektor.

Læs mere »