Strøtanker om bæredygtighed

Af en artikel i Time i dag, Lessons From Germany, fremgår det, at mens de amerikanske CO₂-udledninger i perioden 1990-2005 steg med 16%, er de tyske CO₂-udledninger i samme tidsrum reduceret med 18%. Det er en imponerende bedrift, som sætter den valne danske klimaindsats i det seneste tiår i et intet mindre end pinligt lys.

De danske udledninger ligger stadig stort set på niveau med udledningerne i 1990 og har endog i de seneste år vist en svagt stigende tendens. Hvordan politikere og erhvervsliv på den baggrund kan blive ved med at fremmane et billede af Danmark som foregangsland på miljøområdet, er mig en gåde.

De tyske resultater er opnået gennem en systematisk støtte til en bred vifte af fornyelige energikilder, og der er intet i den tyske indsats, som ikke kunne have været gjort tilsvarende i Danmark. Men imens vores eftehånden længe siddende VK-regering kun langsomt er ved at vriste sig ud af Lomborgske og markedsmekanistiske rationalers forplumring af miljøproblematiken, der har Tyskland med Die Grünen i en rød-grøn regeringskoalition i samme periode haft en stærk politisk dynamo, som har været i stand til at implemetere et klart miljøperspektiv i den tyske energi- og ressourcepolitik og give det stærk genklang i befolkningen.

Laura Blue: Lessons From Germany, Time 27.04.2008.

Hovedstadsområdets pendlertrafik har i mange år været stadig stigende. Af de små kort ovenfor fremgår det således, at der i 2006 var i alt 114.000 mennesker, som pendlede til et arbejde i Hovedstadsområdet og 36.000, som pendlede den modsatte vej, fra Hovedstadsområdet ud i landet.

Henrik Toft Jensen skriver i Pendling – en livsform eller arbejdskraftens frie bevægelighed, at “der har været [en] stigning i pendlingen fra Region Sjælland til Region Hovedstaden med omk. 15% siden 1993. Der har været lidt større stigning på de længere distancer fra Slagelse, Ringsted og Holbæk end på de kortere som fra Roskilde Lejre og Køge. Pendlingen fra Sverige stiger imidlertid eksplosivt og er i oktober 2007 oppe på omk.14.000 pendlere”.

På det lille kort til højre kan man se, at grænsen for, hvor på Sjælland 10% af indbyggerne pendler ind til hovedstaden har flyttet sig markant fra 1982 til 2002 og nu omfatter hele det sydligste Sjælland og dele af Møn.

Den omfattende pendling opfattes ofte som en nødvendighed for et dynamisk arbejdsmarked. Men en meget stor del af regionens pendling foregår i privatbiler med stadig større pres på de københavnsk indfaldsveje og centrale bydele til følge.

Pendlertrafikken er således en af de store kilder til den danske CO₂-udledning. I en tid, hvor vi står med gigantiske klimaudfordringer og uacceptabelt høje niveauer af partikelforurening i byerne, er der derfor al mulig grund til at gentænke hele denne stadig større opsplitning mellem arbejde og bolig, som planlægningsmæssigt stammer fra en tidlig fase i industrialiseringen, hvor det meste af produktionen svinede og støjede, så det var hensigtsmæssigt at holde bolig og arbejdsplads hermetisk adskilte.

Læs mere »

Af artiklen Skindød jernbane genopstår i USA i Ingeniøren fremgår det, at godstransporten via jernbane i disse år er stigende i USA og godsbanenettet igen udbygges markant. Det er de højere brændstofudgifter, som driver udviklingen, og med den liberalistiske amerikanske økonomi giver det mere umiddelbart udslag end vi ser i de europæiske økonomier. Man regner med en 90% øget jernbanetransport i 2035.

Dette står i grel kontrast til forholdene i Europa, hvor lastbiltrafikken efterhånden er næsten enerådende, men frem for at prøve at flytte godstransporten fra landevejene til et integreret system, som i videst mulig omfang benytter sig af jernbane og flodtransport, har man netop har vedtaget en tre-årig forsøgsperiode med gigantiske 60 ton lastkøretøjer.

Baggrunden for de store køretøjer er CO₂-besparelser. Men trafikforsker Per Homan Jespersen fra RUC betvivler, at der er nogen CO₂-gevinster ved disse store køretøjer. Det kræver at de er helt fyldte, hvor lastkøretøjernes kapacitet i snit kun udnyttes med 40%. Hvis det også gælder for 60 ton-køretøjerne, vil der ikke være nogen CO₂-besparelser. Og hvis 60 ton-køretøjerne flytter godstrafik fra jernbanerne til landevejene, vil man tværtimod forårsage endnu højere CO₂-udledninger.

Læs mere »

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Læs mere »

Yvo de Boer, executive secretary ved UNFCCC, United Nations Framework Convention on Climate Change, siger ved et pressemøde, at udsigten til, at vi får en samlet klimaaftale klar til underskrift i København ved udgangen af næste år, lige nu er meget dårlig: “We are not going to see that major developing country engagement unless significant financial resources and technology flows begin to be mobilized.”¹

U-landene vil have hjælp til de omlægninger, der skal ske dér, og de vil se reelle skridt i de industrialiserede lande, før de binder sig til noget som helst. Men når man ser rundt i de industrialiserede lande, er der ikke megen vilje til at gå foran – beklageligvis heller ikke i Danmark. Der lurepasses, og for klimaet og den globale tilslutning til næste klimaaftale vitale beslutninger bliver ikke taget. Samtidig skylder det kvotesystem, som EU har fået etableret, stadig at bevise, at det rent faktisk formår at spore vore handlingsmønstre ind på et mere klimavenligt spor.

Rajendra Pachauri, formand for FNs klimapanel IPCC, er ifølge Politiken meget tvivlsom overfor, om “de (Kina og Indien) kommer med i første runde. Jeg tror gerne, de vil se et vist ambitionsniveau hos de udviklede lande, før de selv indgår nogle frivillige aftaler”.²

Pachauri fremhæver dog ved et interview i forbindelse med det netop afholdte Boao Forum for Asia 2008, (med mottoet: Moving Towards Win-Win Through Changes), at: “We have seen much commitment in developing countries such as China, India and Brazil and they should join in the global efforts.”³

Så der er ikke helt slukket for en ny klimaaftale. Det ville bare være godt at se nogle klare udspil fra lande som Danmark, som både har råd til det og har store CO₂-udledninger. Men hvorfor er det lige, at Danmark ikke som Norge har taget sig sammen og skabt en plan for 100% CO₂-reduktion og et scenario for et bæredygtigt CO₂-neutralt Danmark?

Financing Crucial To Next Climate Change Pact – UN, Reuters, 14.04.¹

¹Rasmus Dam Nielsen: FN: Rige lande fejler i klimakampen, Politiken 13.04.2008.²

India to follow China’s green lead, People’s Daily Online 14.04.2008.³

Topmøde i København kan blive et flop, Politiken 14.04.2008.

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Læs mere »

James Hansen, leder af NASAs Goddard Institute for Space Studies og en af verdens førende klimaeksperter, advarer i et netop udgivet paper om, at de hidtidige beregninger af konsekvenserne af de øgede udledninger af drivhusgasser er fejlagtige.

Baggrunden for disse udmeldinger er analyser af havbundsprøver, der afslører CO2-koncentrationen for millioner af år tilbage i tiden.

Den nuværende CO₂-koncentration i atmosfæren er på 385 ppm. De hidtil strengeste klimamålsætninger har sigtet mod at CO₂-koncentrationen ikke må overstige 550 ppm. Men dette vil ifølge NASAs nye beregninger give en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget.¹

James Hansen har hidtil advokeret en maksimal CO₂-koncentration på 450 ppm. Men de nye beregninger indikerer, at selv ved stabiliseringen af CO₂-udledningerne på dette niveau vil al indlandsisen på Antarktis efterhånden smelte – hvilket på langt sigt vil kunne medføre vandstigninger på op til 75 m.

“If you leave us at 450 ppm for long enough it will probably melt all the ice – that’s a sea rise of 75 metres. What we have found is that the target we have all been aiming for is a disaster – a guaranteed disaster,” siger James E. Hansen til The Guardian.¹²

Læs mere »

Al Gore har efterhånden vist sit slideshow over 2.000 gange, med løbende små justeringer hen ad vejen. Men ved den seneste Ted-konference præsenterede han for første gang et helt nyt slideshow, og vi får i videoen herunder en fornemmelse af en reflekterende Al Gore, som gradvist har bevæget sig fra en teknisk-moralsk insisteren til en erkendelse af, at der i klima-krisen ligger en demokrati-krise og at løsningen af begge er uløseligt forbundne. Og hele bevidsthedsspørgsmålet står klarere frem i Gores perspektiv, end da jeg for snart et par år siden oplevede ham i Cirkusbygningen. Han slutter med at sige, at hvad der for alvor er brug for, er en højere bevidsthed.

Læs mere »

Med støtte fra NASA har Perdue University kortlagt de amerikanske CO₂-udledninger med en hidtil uset detaljering. Man har indsamlet data for hele USA i et grid på 10×10 km og fulgt CO₂-koncentrationerne gennem døgnet over en treårig periode. Samtidig har NASA en satellit på vej med det formål at måle koncentrationerne ovenfra, så USA vil snart CO₂-mæssigt være særdeles veldokumenteret.

Så mangler der bare, at USA, som i dag står for omkring 25% af verdens CO₂-udledninger, får taget hul på den gennemgribende omstruktureringsproces, som skal til for at udvikle et USA uafhængigt af store olietilførsler.

I forbindelse med projektets fremlæggelse er der frigivet en video med animationer af databasen, hvor man kan se CO₂-koncentrationernes variation med dags- og årsrytmer, højdeprofiler lokalisering af kraftværker, industri, beboelse, vejnet osv. (se nedenfor).

Læs mere »

Allerede udenfor blev man mødt af Energitjenestens bus med gode råd og hånddreven racerbane. Og første stand, når man var kommet vel inden for til udstillingen Bolig i Bella, var Naturhuse.dk, som reklamerede med allergivenligt og sundt byggeri. Naturhuse.dk præsenterede en serie typehuse, heriblandt et i mine øjne ganske vellykket feriehus med sedum-tag designet af Arkitema.

Sedum er betegnelsen for en vegetation af tørketålende planter fra stenurtfamilien, som på billedet herover. Et sedum-tag anlægges i et blot få centimeter tyndt næringsfattigt jordlag, så det vil uden yderligere forstærkninger kunne anlægges ovenpå mange eksisterende tage. Til forskel fra det meste ukrudt tåler disse planter langvarig udtørring, så sedum er stort set pasningsfri og dermed særdeles velegnet som tagbeplantning. Sedum-taget fremstår ofte med en smuk rødlig tone, men alt efter årstid og særlige vilkår kan der være store farvevariationer.

Jeg var taget i Bella Center på vegne af Klimabevægelsen, med nypudsede klima- og bæredygtighedsbriller – og alt tegnede således foreløbig til at det ville blive en opløftende eftermiddag. Men efterhånden som jeg kom længere ind i udstillingslandskabet, skulle der blive meget længere mellem snapsene, og skulle jeg helt kort vurdere udstillingens samlede betydning for klimaet, ender det langt fra CO₂-besparelser. Udestuer, udvidelser, eksotiske granit-typer, designer-radiatorer, nye køkkener og ikke mindst gigantiske jacuzzier, hvor man kunne invitere hele nabolaget til party, gjorde hvad de kunne for at vække drømmene om at veksle friværdien til daglig forkælelse.

Så jeg vil i det følgende blot standse op ved nogle af de få ting, som rent faktisk pegede fremad klimamæssigt.

Læs mere »