Strøtanker om bæredygtighed

Dette flow-diagram giver et ganske godt overblik over verdens samlede udledninger af drivhusgasser i 2010. I søjlen til venstre kan man se inputtet fordelt på de enkelte energi/forureningskilder. Her udgør de fossile brændstoffer, kul, gas og olie rundt regnet to tredjedele af samtlige menneskeskabte drivhusgasser, mens den sidste tredjedel, ‘direct emissions’, er drivhusgasudledninger fra det organiske system forårsaget af menneskets aktiviteter på jordoverfladen.

Den midterste søjle viser, hvilke sektorer, som bruger de forskellige energikilder. Og de mange pile til venstre giver et billede af, hvor olien, gassen og kullene først og fremmest finder anvendelse.

Det med småt er lidt for småt at læse, så jeg har lavet en lidt større udgave af midtersøjlen her til venstre, og via denne pdf kan man endnu bedre se det med småt.

Den største sektor er her ‘Industry’, vores fremstillings-virksomhed, alle de ting, som vi producerer til vores dagligdag, vores infrastruktur osv. Her kan man så med meget god vilje se, at af de 29% bliver 6% brugt til ikke-metalliske mineraler, 4,8% til jern og stål osv. Hvis man skal se på, hvordan man mindsker udledningerne herfra, så er det dels gennem effektiviseringer af selve processerne – ofte er den en forsvindende lille del af den samlede energi, som netto går til processen. Dels gennem at omlægge til vedvarende energi – dels ved at afvikle det nuværende konsumsamfund og lave færre men bedre og mere holdbare produkter.

11% af vores udledninger kommer fra bores boliger. Heraf langt det meste fra opvarmning og nedkøling. Det er energiforbrug, som gennem godt design stort set kan elimineres, og gennem isolering mv. af eksisterende bebyggelser kan minimeres. Vores bygninger kan med lidt omtanke indrettes som både aktive og passive solfangere, som netto producerer en vedvarende energi. Tilsvarende ligger der i officielle og kommercielle bygninger et stort energiforbrug, som det er både let og nødvendigt at få udfaset.

Læs mere »

Foreløbige opgørelser peger på, at EUs CO₂-udledninger sidste år faldt med 2,6% til 1,89 mia. ton CO₂, hvilket har fået kvoteprisen på det europæiske kvotemarked til at falde til et historisk lavpunkt. I går kunne “retten” til at udlede 1 ton CO₂ således købes for blot 6,14 euro eller under 50 danske kroner.¹

Dette er en hån mod klimaindsatsen, og hele dette system af kvoteafgifter, som med hjælp fra markedets logik skulle tilskynde til klimaoptimering, må siges at have slået fejl. Tværtimod må virksomheder, som i denne situation klimaoptimerer, skele til konkurrenterne blot kan fortsætte med at pumpe CO₂ ud som hidtil og betale en rent symbolsk pris derfor. Så kvotesystemet trænger i den grad til et eftersyn. Hvis det skal bringes til at fungere efter hensigten, skal der til stadighed absorberes kvoter i en form for kurspleje, som man i mange år praktiserede på landbrugsområdet, hvor man for eksempel sikrede, at kursen aldrig faldt under f.eks. 100 euro.

Dette er stadig langt fra de samfundsmæssige omkostninger ved udledningerne. I 2011 blev det således beregnet beregnet, at “the social cost of carbon” – den indirekte omkostning ved udledningen af 1 ton CO₂ – lå mere end 100 gange højere end dagens kvotepris (omkring 5.000 kr./ 660 euro). På den baggrund er et kvotesystem med en pris på 6 euro for retten til at lukke 1 ton CO₂ ud i atmosfæren en absurditet (se tidligere blog-indlæg: Den fulde pris for CO₂-udledninger).

Senest har vi omkring det danske energiforlig set, hvordan det som en del af den almindelige støjproduktion omkring klimaindsatsen har været fremført, at det ikke mindsker CO₂-udledningerne i EU, at vi i stort omfang omlægger til vedvarende energi i Danmark – at det tværtimod blot giver plads til, at andre kan svine endnu mere. Men det er en fejl ved kvotesystemet, ikke ved det danske energiforlig. Det burde være sådan, at hver gang man satte en solfanger eller vindmølle op, så blev EUs kvoteloft automatisk sænket tilsvarende. Ligeledes kunne man forestille sig, at hver gang produktion blev udflaget til steder med billigere arbejdsløn og mindre klimakrav, blev loftet sænket tilsvarende.  På den måde blev presset på dem, som ikke gør noget, bevaret.

I et tidligere blog-indlæg: Kunstigt åndedræt til det europæiske kvotesystem er der en graf, som visualiserer, hvilken kvotepris, som vil gøre det økonomisk attraktivt at lave hvilke indsatser. Dette betyder imidlertid ikke, at ændringerne automatisk finder sted – tværtimod er der en vis inerti, som man for eksempel kan se det på efterisoleringsområdet, hvor det ikke får os til automatisk at isolere tage og hulmure eller at skifte til nye vinduer med markant lavere varmetab selvom det ville være tjent ind på ganske få år.

Kvotesystemet er barn af markedstænkningen, men vi kommer nok til at indse, at hvor markedsmekanismerne nogenlunde kan regulere udbud og efterspørgsel på et blomstermarked inden lukketid, så kan markedsmekanismernes evne til at lede verden sikkert og hurtigt igennem den forestående totalomlægning fra den fossile afhængighed ligge på et meget lille sted. Hvis vi overhovedet skal fortsætte med kvotesystemer, må vi ikke bare sikre, at kursen holdes på et niveau, hvor der er tale om et solidt økonomisk incentive. Vi må samtidig få et mere realistisk billede af, hvad kvotemarkedet nogensinde kommer til at kunne formå – og indse, at selv hvis det lykkes at bringe kursen op i et niveau, som står i rimeligt forhold tilomkostningerne ved CO2-udledninger, vil være nødvendigt med en stor vifte af andre indsatser for at sikre, at omstillingen til vedvarende energi kommer til at ske tilstrækkeligt hurtigt til at København ikke står under vand i det 24. århundrede.

Se tidligere blog-indlæg tagged CO₂-kvoter.

EU carbon price plumbs new depths on weak emissions data, Business Green 03.04.2012.¹

Erik Holm: CO₂-priser i frit fald presser grønne investeringer, Ingeniøren 03.04.2012.

Der har været stærkt delte meninger, om et kvotesystem som det, vi har etableret i Europa, var den rette løsning. Teoretisk indlysende smart, med markedsmekanismen i hånden finder pengene automatisk derhen, hvor det til et givet tidspunkt er billigst at reducere CO₂-udledningerne. Og samtidig skulle det give alle en tilskyndelse til at spare på udledningerne. Men i praksis er det ikke rigtig blevet til så meget.

Et af hovedproblemerne er, at man fra starten af fik foræret så mange tilladelser, at markedet har været overforsynet. Det har heller ikke hjulpet, at gassen gik af verdensøkonomien kort efter etableringen eller at udflagningen af energikrævende produktion til lande som Kina, som indtil nu ikke har været underlagt kvote-restriktioner, har accelereret. Så prisen for at udlede 1 ton CO₂ er raslet ned dertil, at det slet ikke afspejler de reelle udgifter ved at spare en sådan mængde CO₂, og slet ikke i de kvotebelagte lande. Kursen er efterhånden sunket under 10 euro pr. ton, så det er stort set gratis at pumpe CO₂ ud i atmosfæren.

Connie Hedegaard har derfor arbejdet hårdt på at få etableret en mindstepris på kvoterne, ligesom man har haft det for fiskeri- og landbrugsprodukter, sådan at de aldrig sank under et på forhånd defineret niveau.

Kurven herunder, som stammer fra den klimarapport, som udkom i forbindelse med Københavns Universitets store klimakonference op til COP15 i 2009, giver et en form for overblik over, hvilke typer indsatser, som kan gøres for hvilke midler.

Læs mere »

Under et besøg i USA fortalte den kinesiske chef-klimaforhandler Su Wei i dag, at Kina planlægger at indføre en afgift på CO₂ for at mindske forbruget af fossile brændstoffer, først og fremmest kul.

Der er tale om en afgift på i første omgang 10 yuan pr. ton CO₂, som man påregner at indføre i løbet af de næste tre år. Og der er planer om dels gradvist at øge afgiften, dels at udvide til andre forureningskilder som SO_x. Modsat EU er der ikke tale om et markedssystem med kvotetilladelser, som kan handles, men om en regulær afgift som først og fremmest lægges på producenter og større enheder. Der er således tale om et meget simplere system, som ikke på samme måde lægger op til spekulation.

“I think that the carbon tax is one of the instruments that can be used in order to direct (the economy) to low-carbon development,” sagde Su Wei under et besøg ved tænketanken World Resources Institute.¹ Su fortalte yderligere, at man overvejede en frivillig mærkning af produkter med lav CO₂-intensitet for at stimulere virksomhedernes klimaindsats. Og i talen om de nyligt afholdte klimaforhandlinger i Durban understregede han, at princippet om, at verdens lande historisk havde forskellige forpligtigelser, og dermed at den nuværende opdeling i U-lande og I-lande ville fortsætte.¹

10 yuan svarer til godt 9 kr., hvilket er endnu lavere end den nuværende alt for lave kvotepris på det europæiske marked og under 10% af den afgift man er ved at indføre i Australien.² Men inden man laver sådanne 1:1-sammenligninger, burde man overveje at anerkende det vigtige i, at Kina overhovedet tager sådanne skridt. Og generelt er det kinesiske prisniveau markant lavere end i de industrialiserede lande, så måske det endda kan gøre en forskel i Kina.

Det må være underligt for amerikanerne, som i årevis har måttet høre undskyldninger om, at det kun gav mening for amerikanerne at gøre noget ved klimaudfordringen den dag store udledere som Kina også gjorde noget. Nu står USA til også på dette område overhalet indenom.

Se tidligere blog-indlæg om Kina og omkring klimaforhandlingerne i Durban.

Shaun Tandon: China looks at carbon tax, official says in US, AFP 12.01.2012.¹

Sarah-Jane Tasker: China’s carbon tax price a worry, National Affairs 09.01.2012.²

Wei Tian: Officials weighing green benefits of carbon taxation, China Daily 06.01.2012.

Tan Yingzi: Think tank develops low-carbon city models in China, China Daily 12.01.2012.

I min tid som centerleder ved Miljøpunkt har jeg gentagne gange mødt forestillingen om, at Københavns Kommunes systematiske afbrænding af byens affald ikke bare var en let og praktisk løsning, men noget man måtte vise frem for hele verden. Det giver billig fjernvarme, forbrændingen udelukker problemer med organisk smitte, og hvis man fik ingeniørerne til at måle på den rigtige måde, var det også nærmest en klimavenlig løsning. Og det har været komfortabelt, fordi man så ikke behøvede at genere borgere og virksomheder med at skulle kildesortere deres affald, men faktisk havde brug for det brændbare i affaldet. Historier har da også floreret, at selv hvis man frasorterede brugt avispapir, så ville det ryge i samme forbrænding – hvilket dog ikke er korrekt. Men det viser, hvor komfortabelt det har været for os blot at kunne smide væk. Af mange forskellige grunde er vi derfor gradvist faldet alvorligt bag af dansen i forhold til vores nabolande, når det gælder kildesortering af affaldet.

Men positionerne er gradvist ved at flytte sig. Det står i dag klart, at afbrænding af affald langt fra er CO₂-neutral, at afbrændingen af de stadig større mængder af plastic i affaldet nærmest er at sammenligne med afbrændingen af olie (som plasticen er lavet af). For nylig blev de samlede danske CO₂-udledninger justeret 1,5 mio. ton opad (ganske meget i forhold til det samlede officielle tal på ~50 mio. ton), fordi man havde konstateret markant mere plastic i affaldet end hidtil antaget. Så i København vil vi fra i år til at se kampagner udrullet for at indsamle den hårde plast. Og gradvist kommer vi til at indse, at vi må recirkulere og genanvende alle dele af vores affald. For de dele, som er sværest at indsamle og genbruge, komme vi til at finde nye råmaterialer, produktionsmåder og brugsmønstre.

En særlig udfordring ligger i det organiske affald – på sigt er der ingen vej uden om, at det skal  komposteres. I første omgang kan det give ren jord de mange steder i byen, hvor jorden er forgiftet efter den industrielle æras processer og blive til ny madjord, men på sigt skal en del af det tilbage på markerne, hvor der lige nu tilføres store mængder fosfor for ikke at udpine jorden.

I en verden, hvor vi er stadig flere om at dele de samme knappe ressourcer og det står klart, at det i globalt perspektiv fuldstændigt utilstedelige ressourcefrådseri, som har fundet sted i de industrialiserede lande siden 2. verdenskrig, ikke kan fortsætte, ikke bare fordi det er moralsk forkasteligt, men fordi der snart ikke er mere af forbruge og smide væk af. Og vi står overfor fuldstændigt at måtte reprogrammere vores affaldsparadigme.

Derfor er det glædeligt, at man her inden jul afviste et forslag til ny udformning af Amagerforbrændingen, hvor det kolossale bygningsvolumen udformet som en kæmpe skibakke. Dels bør der fremover slet ikke være brug for en så stor forbrændingsanstalt. Dels virker det at forme en skibakke ud af en forbrændingsanstalt alt andet end indlysende. Måske blot et udslag af BIG og Bjarke Ingels’ humor, måske ligefrem en koan – et zen-paradoks, vi alle kan gå at fundere over. Men indimellem er det som om, at bare det at det er stort i anslaget, gør det interessant.

Når vi er ved udformning af affaldsstationer, så er der lige nu en udstilling på Dansk Arkitekturcenter af Michael Singer: Arkitektur og natur i fornyende balance (indtil 28.01.). Blandt de udstillede projekter er der et ret fantastisk oplæg til en tilsvarende situation i New York, hvor procesvarmen bruges til opvarmning af væksthuse til fremdrift af planter til New Yorks byforgrønnelse.

Læs mere »

Den netop vedtagne Durban-pakkes store problem er tidslinjen. Verden som sådan kommer ikke i gang med egentlige bindende reduktioner før i 2020, og det er adskillige år for sent i forhold til indsatsen for at knække CO₂-kurven i tide. Ifølge klimavidenskaben er vi meget tæt på at forpasse chancen for at igangsætte en udvikling tidsnok til, at det kan lykkes at holde atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm og den samlede globale temperaturstigning under 2° C. Den eneste ansvarlige aftale i Durban havde derfor vedtaget en lang række indsatser, som kunne iværksættes umiddelbart. Afhængig af, hvor ambitiøse klimamål man inden for de næste par år kan definere fra 2020, mangler vi således 5-10 år.

For at lukke dette hul er man nødt til at se på en række andre indsatsområder, som kan give hurtige resultater og i bedste fald give os de nødvendige 10 års respit. Dette er ikke tidspunktet at gå i detaljer dermed, men det er omvendt godt lige at ridse de alternative muligheder op, for at kunne få placeret Durban-pakken et tåleligt sted.

En oplagt beslutning ville være at lave obligatoriske støvfiltre på samtlige kulkraftværker. En af grundene til, at gletsjerne og de arktiske vidder smelter hurtigere, er, at den snavsede is og sne sender mindre af sollyset tilbage ud ad verdensrummet. Det vil være en overkommelig operation, og det vil samtidig være en gave til folkesundheden (se tidligere blog-indlæg: Kølende hvidt og Kulstøv øger isafsmeltningen).

Et helt centralt område at sætte ind vil være forskellige tiltag til at øge CO₂-bindingen i biosfæren. Det kan ske dels ved skovbevarelse, som samtidig er vigtig for bevarelsen af biodiversiteten og klodens nedbørssystemer. Og det kan ske ved systematisk skovplantning, som i den rette skala ville det samtidig kunne være med til at bremse op for ørkendannelsen de mange steder i verden, hvor den er på fremmarch.

Læs mere »

Her til morgen var der via Reuters’ miljønyhedsservice Planet Ark World Environment News et telegram med en tidslinje, How The World Discovered Global Warming,¹ som giver et fint overblik over udviklingen i forståelsen af den globale opvarmning og det forhold, at det for en stor dels vedkommende er et menneskeskabt problem. Så jeg har tilladt mig at kopiere den ind nedenfor.

Det kunne have været interessant, hvis tidslinjen også havde medtaget udviklingen i forståelsen af hvilken indsats, der er nødvendig for at afbøde problemerne. Det er blot få år siden, at man talte om 550 ppm som den maksimale koncentration af CO₂ – ikke fordi man havde nogen klar forståelse af, at det globale klima ville holde sig nognelunde stabilt, hvis man holdt koncentrationen under 550 ppm, men fordi videnskabsmændene teoretisk havde diskuteret spørgsmålet, hvad en fordobling af CO₂-niveauet i forhold til det førindustrielle niveau (på omkring 280 ppm) ville betyde i global opvarmning. Først omkring 2007-08 bliver det mere klart, at 550 ppm sandsynligvis vil medføre en global temperaturstigning på omkring 6ºC, og at dette vil kunne udløse såkaldte Tipping Points, hvorfra klimaforandringerne bliver selvaccelererende. Målsætningen blev derfor strammet til 450 ppm.

Men selv denne grænse er problematisk. Den modsvarer en 50% chance for, at temperaturstigningen ikke når over 2ºC – hvilket på ingen måde er betryggende. På længere sigt vil en koncentration på 450 ppm sandsynligvis medføre fuld afsmeltning af alle klodens ismassiver og en deraf følgende havstigning på 70-75 meter. I 2008 fastslog NASAs klimaforskningsafdeling således, at vi for at langtidsstabilisere det globale klima må tilbage under 350 ppm.

Ved klimatopmødet i København i 2009 var der da også meget stærke kræfter for at få 350 ppm og max. 1½° C indført som overordnet målsætning. Det endte ved 450 ppm og 2ºC. Men et flertal af verdens lande (117 af 194) pressede på til det sidste på for at få en målsætning på 350 ppm / 1½ºC indføjet i Copenhagen Accord. Og der er er tilsvarende i disse dage i Durban et markant pres på at få verden til at stå sammen om en målsætning på 350 ppm / 1½ºC, ikke mindst fra de fattigste lande, hvor klimaforandringerne i dag gennemgående er mest fremskredne.

Inden for ganske få år er klimaudfordringen vokset voldsomt: Ikke bare er det nødvendigt på globalt plan at iværksætte en målrettet omstillingsproces både i de gamle I-lande og de voksende udviklingslande, som i den nuværende situation har overtaget en stor del af den CO₂-tunge fremstillingsvirksomhed. Hvis målsætningen er 350 ppm og niveauet i dag allerede er på 390 ppm, så er det ikke nok at reducere udledningerne. Vi må yderligere finde måder, hvorpå vi kan trække CO₂ ud af atmosfæren.

Derfor er det vitalt, at der kommer et resultat ud af forhandlingerne i Durban. For blot få uger siden gjorde IEA det klart, at det var ved at være sidste chance, hvis vi skulle nå at standse udviklingen inden 450 ppm / 2ºC. På den baggrund er en række af de store landes nølen helt utilstedelig.

Se tidligere blog-indlæg: IEA: Fem år til at vende udviklingen, NASA-forskere varsler havstigninger på op til 75 meter, James Hansen: Sidste udkald, Gambling med vores fælles fremtid, Klima-scenario med blot 1º temperaturstigning, Rajendra Pachauri støtter op om en målsætning på 350 ppm, Hvor store CO₂-reduktioner skal der til? og Visualisering af CO₂-udviklingen.

På hjemmesiden global-opvarmning.com har klimadebat.dks redaktør Jeppe Branner lavet en rigtig god dansksproget historisk redegørelse for udviklingen i vores forståelse af klimaudfordringen.²

Alister Doyle, David Fogarty & David Cutler: Timeline: How The World Discovered Global Warming, (Reuters) Planet Ark 02.12.2011.¹

Jeppe Branner: Global opvarmning. En forunderlig rejse tilbage i tiden, global-opvarmning.com januar 2012.²
.

Timeline

COP17 er nu i gang, og de kommende næsten to uger vil verdens lande forhandle om verdens fremtid i Durban.

COP17 omfatter en lang række parallelle aktiviteter og forhandlinger. Og først den sidste dag vil vi vide, om Kyoto-aftalen får en fortsættelse, om det lykkes at lave en køreplan for en global aftale, som kan standse verdens udledninger før vi når 450 ppm og 2ºC, som man principielt vedkendte sig i København uden at redegøre for hvordan. Men i dette blog-indlæg vil jeg løbende lægge links op til positioner og markeringer, analyser og refleksioner omkring COP17.

I blogindlægget Nedtælling til COP17 er der tilsvarende links til artikler mv. fra måneden frem til COP17 i Durban.

Læs mere »

.

I anledning af, at NOAA, National Oceanic and Atmospheric Administration, har offentliggjort de seneste målinger af CO₂-udviklingen, har man gjort sig den anstrengelse at lave en animation, som så at sige giver overblik over det hele. Ikke bare de seneste 50-60 år, hvorfra vi har præcise målinger, men op til 800.000 år tilbage, hvor man via iskerneboringer og luftbobler indespærret i lag af is, som har kunnet dateres, har kunnet kortlægge sammenhængen mellem temperatur og CO₂-koncentration.

NOAAs leder James Butler bruger under vejs det billede på den nuværende situation, at vi (i det sidste halve århundrede) har skruet op for radiatoren (et elektrisk tæppe). Vi ved det bliver varmere, men det er stadig for tidligt at sige præcist, hvor meget varmere det bliver, og selv hvis vi skruer ned nu, vil der være lukket masser af varme ind. Og hvad sker der, hvis det nu viser sig, at vi ikke kan skrue ned igen?

Så én ting er at få slukket for radiatoren hurtigst muligt. Men yderligere skal vi så at sige have åbnet vinduet, og sikre os at jorden igen kan komme af med varmen. Derfor skal en stor del af de millioner af tons CO₂, som vi har pumpet ud i atmosfæren siden 2. verdenskrig, geninddrives. Verdenshavene har indtil nu absorberet omkring halvdelen af den ekstra CO₂ – ellers havde det allerede været væsentligt varmere. Men dels har der været rejst tvivl om, om havet fortsat på den måde kan fungere som buffer, dels har det medført en forsuring af verdenshavene, som truer med at ætse koralrevene, dels har hel masse små skaldyr svært ved at danne deres beskyttende skjolde, så nogle forskere har udtrykt bekymring om, at havenes nuværende fødekæder på sigt vil være truede.

Den nødvendige klimaindsats indebærer således ikke bare i løbet af ganske kort tid at omlægge fuldt ud til vedvarende energi og bremse metan-udledninger fra husdyrhold og affaldshåndtering, men derudover at iværksætte en bred vifte af indsatser for at trække drivhusgasser ud af atmosfæren ved at standse fældning af regnskove, plante mere skov og på anden vis øge jordens vegetationsvolumen, øge jordens indhold af organisk materiale osv.

Se tidligere blog-indlæg: Verdens CO₂-udledninger stiger mere end nogensinde, Jordens energibalance,  Hvor store CO2-reduktioner skal der til? og Prisen for 350 ppm.

Andrew Revkin: CO₂ on the Up and Up, New York Times 16.11.2011.

Sidst på måneden samles verdens lande til COP17 i Durban i Sydafrika. Det står mere klart end nogensinde, at der er brug for konsekvent handling, nu. Senest har IEA meldt ud, at hvis 450 ppm og den målsætning om max. 2 graders global temperaturstigning, som blev vedtaget i København under COP15 skal holde, så skal udviklingen vendes inden for meget få år – og de nødvendige beslutninger træffes nu.

Derfor vil der 3. december være klimademonstration for at markere nødvendigheden af handling nu. Demonstrationen vil bevæge sig fra Nytorv til Rådhuspladsen under parolen: ”Tag ansvar for klimaet – en stærk klimalov nu”. Underparoler vil være: “100.000 nye klimajobs”, “Der er ingen planet B” og ”Oversvømmelser – nej tak”.

“Synes godt om” klimademonstrationen på Facebook, og “inviter dine venner” via Facebook.

Program for klimademonstrationen:

13.00

• Demonstration på Nytorv
• Tema: Klimalov og grøn omstilling giver øget beskæftigelse
• Oplægsholdere fra fagbevægelsen
• Oplægsholdere fra politikere fra folketinget
• Underholdning

14.00

• Gå-demonstration fra Nytorv til Rådhuspladsen (gerne via Strøget)

14.30

• Demonstration på Rådhuspladsen
• Tema: En Klimalov er nødvendig for klima og miljø
• Oplægsholdere fra de grønne organisationer
• Underholdning

• Se mere om klimademonstrationen på www.klimademo.dk.