Strøtanker om bæredygtighed

Når vi tænker på energiomlægninger, er der næsten altid mere fokus på, hvordan vi kan skifte olien og kullene, the bad guys, ud med vedvarende energikilder som sol og vind og forbrænding af biomasse the good guys. Men frem for blot at se på hvor mange kilowatt fra the bad guys vi kan erstatte med kilowatt fra the good guys er det mindst lige så vigtigt at se på energibesparelser – hvad nogen har døbt negawatts.

For hver gang vi har sparet x kilowatt, har vi mindsket behovet for x kilowatt fra sol og vind og biomasse. Det er måske ikke så spektakulært at pege på, at man har efterisoleret, varmeoptimeret, skiftet lyskilder, sat skodder op eller blot skruet lidt ned for termostaten, som hvis man har sat solfangere op på bygningerne og været med til at stille vindmøller op i det danske landskab, men der er i den måde vi igennem de seneste halve århundrede har indrettet os på, et kolossalt potentiale at høste i energirenoveringer – ikke mindst i vores bygningsmasse.

Og det gode er, at energirenoveringer betaler sig – det kræver lidt omtanke, det kræver professionel hjælp fra energikonsulenter og håndværkere, men når først det er gjort, kan livet gå videre som hidtil ofte med blot det halve energiforbrug – eller mindre.

Nu senest har Århus Kommune igangsat en energirenovering af samtlige sine bygninger som del af kommunens bestræbelser for at bliver CO₂-neutral i 2030. I det CO₂-regnskab står bygningerne i dag for 35% af de samlede udledninger. Karen Margrethe Høj Madsen, der er projektleder i Bygningsafdelingen i Aarhus Kommune, siger til Ritzau, at vi: “søger at spare så meget energi, som vi overhovedet kan i hver eneste bygning inden for de økonomiske rammer. Derefter supplerer vi op med solceller, hvor det er muligt fysisk, æstetisk og økonomisk.”

Læs mere »

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

I går fremlagde Københavns Kommune sin handlingsplan for opnåelse af CO₂-neutralitet i 2025: KBH 2025 klimaplanen.¹ “Ambitiøst, men realistisk” hed det i overskriften til forgængeren for figuren ovenfor, som illustrerer størrelsesordenen af de indsatser, som handlingsplanen omfatter. Planen er nu sendt til politisk behandling forud for, at den kommer til behandling i Borgerrepræsentationen 23. august. Og mon ikke, at der stadig er flertal for planen – ved principvedtagelsen i august 2009 var der opbakning fra alle partier. Selvom den fremlagte plan er både privatøkonomisk, samfundsøkonomisk og kommunal-økonomisk set er en fordel, så koster det fremlagte i størrelsesordenen 2,7 mia. kr., så det kræver en vilje til at prioritere indsatsen. Og som man kan se af grafen til højre, er der stadig plads til – og brug for – yderligere initiativer, hvis planen skal helt i hus.

For blot få dage siden kom det frem, at reduktionsmålene for 2015 – en 20% reduktion i forhold til 2005 – allerede var opnået og at det var kommet i hus ved en omlægning af Amagerværkets blok 3 til biobrændsel. Jo mere vi nærmer os nul-udledningerne i 2025, jo færre vil der være af sådanne lette, lavthængende frugter. Der udledes CO₂ i forbindelse med stort set alt, vi foretager os, og billedet vil snarere være, at man over flere runder må igennem alle byens aktiviteter for at finde yderligere reduktionsmuligheder.

De to store reduktionsområder (i grafen herover) er vindmøller og el produceret på biomasse (ny VE-baseret kraftvarmeproduktion). Vindmøllerne er blot et spørgsmål om at komme i gang med at sætte dem op, og så at huske at give god tid til at møllerne bliver ejet i fællesskab af byens borgere og virksomheder. Der bliver fremover tale om en langt mere udstrakt brug af biomasse, og det har været diskuteret, i hvilken udstrækning biomasse overhovedet kan betragtes som CO₂-neutral. Men det er klart et punkt, som kan løses.

Den øverste tredjedel af grafen rummer en lang række af forskellige indsatser, som hver især hører med til at gøre byen CO₂-neutral. Her er det tankevækkende, at udsorteringen af plast fra affaldet er den største af disse “mindre bidrag” – og vejer tungere end indsatserne for cykelområdet, den kollektive trafik, indførelsen af solceller energibesparelser og en klimaoptimering af kommunens drift. Så vidt jeg ved, er planerne langt fremme om at iværksætte kampagner for, at borgere og virksomheder i langt højere grad end i dag kildesorterer deres affald. Indtil for nylig betragtedes affald blot som CO₂-neutralt. Men det viste sig, at der var ganske store andele af plastic i affaldet, og i CO₂-beregninger kommer det dermed til at figurere som fossilt brændsel. Og ting går ikke hurtigt. Allerede i en revision i 2002 af Københavns Kommunes klimaplan for 1990-2010 var det anbefalet at skærpe indsatsen på dette område.

Man kan i dag lave bygninger, som er energineutrale eller ligefrem energipositive, men bygningsmassen i en by som København udskiftes kun langsomt, og vi er ikke så gode til frivilligt at energirenovere systematisk, når vi renoverer, selv hvor tilbagebetalingstiden ville gøre det til en god forretning, så det er en proces, som vil stå på i det meste af det 21. århundrede. Og hvis vi først lærer at høste masser af vedvarende energi billigt, så kan man jo også vurdere, om det er i orden at vores bygningsarv bruger lidt mere energi end nybyggeriet. Tilsvarende er det tungt med omstillingen af trafikken til vedvarende energikilder, og selvom man laver en målrettet indsats på disse områder, må vi nok regne med at fossilt drevne køretøjer i København og stor trængsel i gaderummene også efter 2025.

Indsatserne peger den rigtige vej. I et lidt mere overordnet klimaperspektiv er målet dog ikke bare CO₂-neutralitet, men at vi efterhånden udvikler CO₂-negative byer, som netto absorberer en stor del af den CO₂, som er lukket ud i atmosfæren i de siden industrialiseringens begyndelse. CO₂-neutralitet i 2025 er således ikke noget slutmål men en første milepæl i en transformationsproces, som kommer til at fortsætte århundredet igennem.

Læs mere »

Dongtan EcoCity har de seneste år stået som det måske mest lovende eksempel på en bybygning, som ikke bare etablerede en CO₂-neutral by med arbejde og bolig til en halv milli0n indbyggere i udkanten af Shanghai, men gjorde det på en måde, så Dongtan i sit ressourceforbrug holdt sig inden for et bæredygtigt globalt økologisk fodaftryk på 2,1 ha – hvor andre økovisioner har det med at fejle alvorligt på den parameter eller slet ikke indregne det.

Dongtan er først planlagt fuldt udbygget i 2040, men første fase skulle have stået færdig til en stor Expo i Shanghai i 2010. Af en artikel i Christian Science Monitor i dag fremgår det dog, at projektet er løbet ind i alvorlige vanskeligheder med at få de nødvendige aftaler og tilladelser på plads, så hvor opførelsen på nuværende tidspunkt skulle have været i fuld gang, er området stadig præget af rismarker. Selvom Dongtan ikke bliver flagskibsprojekt, må vi håbe, at tingene falder i hak inden længe, for Dongtan er med sin måde at integrere bolig, arbejde og produktivt landskab på er en nødvendig vision for en verden med stadig større bybefolkninger forude.

Se også tidligere blog-indlæg: Dongtan EcoCity, Dongtan EcoCity video.

Simon Montlake: In China, overambition reins in eco-city plans, Christian Science Monitor 23.12.2008.

De Liberale Demokrater har med Nick Clegg i spidsen markeret sig med en ganske ambitiøs klimaplan, at Storbritannien skal være CO₂-neutral i 2050.¹

Storbritannien står med en generation af kraftværker, som snart skal på pension, siger Clegg, og det er nu, vi skal træffe beslutningen, om vi med fare for klodens klima stadig vil være afhængige af stadig mere sparsomme oliereserver, eller om vi målrettet vil arbejde mod at være selvforsynende med energi gennem vedvarende energikilder.²

Clegg har – Ligesom Al Gore – sammenlignet projektet med Apollo-programmet: at søge (inden russerne) at få en mand på månen. Det er samme urgency, vi har brug for, samme målrettethed og vilje til at satse de nødvendige ressourcer for at nå målet. Hvor Apollo-programmet kostede 70 mia. £, regner man med, at Cleggs omlægning til vedvarende energi vil koste i omegnen af 100 mia. £, så økonomisk set taler vi om en endnu større investering. Men til forskel fra rumprogrammet vil man med investeringen i fundamentet for et samfund på vedvarende energi få noget virkelig brugbart, som over tid vil betale sig mangefold tilbage. Plus … man vil gennem selvforsyningen med vedvarende energi skabe et England, som ikke behøver forvilde sig i krig for at sikre sine fossile brændstoffer.

I Storbritannien har Labour og de konservative fremlagt klimaplaner med henholdsvis 60% og 80% reduktion af CO₂-udledningene inden 2050, hvilket endda er ambitiøst i betragtning af, at det for nylig er blevet klart, at de engelske udledninger stadigvæk er stigende (se blog-indlægget: Storbritanniens CO₂-udledninger steget 37% siden 1992). Med de liberal-demokratiske planer om en 100% CO₂-neutralitet er der således en markant enighed om radikale engelske reduktionsmål.

Læs mere »

Det lille ørige Réunion, som ligger i det Indiske Ocean ud for Madagascar, har i dag ifølge Reuters fremlagt planer for CO₂-neutralitet. Man regner med inden 2025 at have opnået 100% vedvarende produktion af elektricitet og tilsvarende at kunne nå CO₂-neutralitet for transportsektoren i 2050. I dag har man allerede en 36% andel af strømmen produceret fra vedvarende energikilder, først og fremmest vandkraft og sukkerrørsfibre.¹

Planerne indebærer en udvidelse med solceller, vand og vindkraft til hhv. 750, 120 og 60 MW. Alene solcellerne vil således omfatte et areal på 750 hektar. Réunions landskaber er helt domineret af den 3.000 m høje La Piton de la Fournaise, som er en af verdens mest aktive vulkaner. En central del af planerne for CO₂-neutralitet er da også udnyttelsen af den geotermiske varme, som undergrunden ofte er ved at flyde over med.

Réunion havde i 1990 en CO₂-udledning pr. indbygger på 2,0 ton. Udledningerne toppede i 1999 med 3,4 ton pr. indbygger, som i 2004 var faldet til 2,94 ton .²

Som Frankrigs minister for oversøiske territorier Yves Jego siger til Reuters: Det som kan lade sig gøre i Réunion, bør også kunne lade sig gøre Frankrig – og i hele verden.¹

Det er glædeligt at se, at der er lande, som tager klimaudfordringen alvorligt dertil, at de udarbejder planer for CO₂-neutralitet. Og jeg glæder mig til at bo i en by og et land, som har defineret en plan for CO₂-neutralitet – og følger den.

Ed Harris: France’s Reunion island aims for zero CO₂, Reuters 13.08.2008.¹

List of countries by carbon dioxide emissions per capita, Wikipedia.org.²

I Ingeniøren kan man fredag læse, at Københavns Universitet inden klimatopmødet næste år vil have opført en 950 m² CO₂-neutral bygning på hjørnet af Nørre Allé og Tagensvej, som i stor udstrækning udnytter passiv solvarme.

Vi har efterhånden en del aktiv solvarme i Danmark, hvor aktive indsamlingsflader, som oftest er indbygget i sydvendte tagflader, typisk opvarmer brugsvand, og rigtigt anvendt kan aktive solfangere have en vis virkningsgrad selv i vintermånederne, hvor solen på danske breddegrader ellers ikke har meget kraft. Den passive solvarme derimod indebærer at selve bygningen er udformet som en solfanger og som termisk lager. Man skaber så at sige en bygningskrop, som har en naturlig energibalance, som i størstedelen af året ligger inden for vores termiske komfortzone.

Green Lighthouse kommer bygningen til at hedde. Den er i høj grad tænkt som et grønt fyrtårn for klimatopmødet i slutningen af 2009, og man vil her se en hel række avancerede energisystemer integreret. Den får varme fra den indstrålende solenergi, og overskydende solvarme pumpes ned i et varmelager under bygningen til den kolde årstid. Køling af bygningen sker blandt andet med faseabsorberende materialer. Og energi til belysningen klares i stor udstrækning via solpaneler (se principtegning nedenfor).

Læs mere »

Efter at Vatikanet sidste år satte sig for at reetablere en 37 acre (15 hektar) ungarsk skov, som var blevet totalfældet, har Vatikanet med et trylleslag kunnet erklære sig CO₂-neutral. Dette skovstykke vil alene kunne absorbere al den CO₂, som dannes ved forbrændingen af fossile brændstoffer i den lille enklave. Jeg kender ikke de nærmere detaljer i regnestykket, men Vatikanet er blot 44,3 hektar i udstrækning, så man kunne måske udlede en slags tommelfingerregel i retning af, at for hver m² bymæssigt areal skal vi i det tempererede bælte have reetableret 3 m² sundt voksende skov.

I forvejen er der pres på vores dyrkbare arealer, så dette kan måske ikke gennemføres på global skala. Men det viser, hvor vigtigt det i hele håndteringen af klimaproblematikken er at få lavet en arealanvendelsespolitik, hvor skovbrug, landbrug og urbane arealer hver især bliver optimerede som ‘carbon sink’ – som CO₂-kapacitet. Og det gør det mere forståeligt, at det CO₂-mæssigt ikke kan svare sig at fælde regnskov for at dyrke biobrændstof.

Det giver således mening gennem systematisk byforgrønnelse at give stadig flere grønne blade mulighed for at suge CO₂ ud af atmosfæren. Billedligt tænker jeg i disse tider ofte, at vi skal flytte byen tilbage i skoven – og det er så at sige det, som Vatikanet har gjort.

Og det sætter den nylige tilladelse til at genoppløje allerede braklagte arealer i et ekstra problematisk lys. De skulle i stedet have haft lov til at udvikle sig til skove, som på én gang havde CO₂-opsamlende effekt og styrkede muligheden for fugle og dyrs overlevelse i et landskab med stadig større kulturtryk.

Læs mere »

På en gang lige midt i Danmark og så ‘in the middle of nowhere’, kan man læse i en stor reportage om Samsø i næste udgave af The New Yorker.¹ Artiklen giver en fin indføring i, hvordan et øsamfund med godt 4.000 indbyggere på blot 10 år har kunne nå dertil, at man er 100% selvforsynende med vedvarende energi og kan kalde sig CO₂-neutral. Der kommer da også mennesker tilrejsende fra hele verden for at se, hvordan man har gjort det på Samsø.

Samsingerne er med rette stolte af deres bedrift – og ikke mindst det forhold, at en gruppe helt almindelige mennesker har kunnet gøre det af egen kraft. Der var en lille smule støtte i starten, men omlægningen til vedvarende energi er sket uden at øen har forgældet sig selv. Folk på Samsø tænker i dag mere over energi og ressourcer end for 10 år siden, men man har stort set kunnet videreføre den livsstil, man havde.

Transformationen til vedvarende energi-ø har givet øen identitet. Samsø har frugtbare jorder og et mildt klima afbalanceret af nærheden til vandet. Hvis man tilsvarende omlagde Samsø til økologisk landbrug med fokus på produktion af økologiske fødevarer, ville man kunne opbygge et virkelig stærkt brand.

Elizabeth Kolbert: The Island in the Wind. A Danish community’s victory over carbon emissions, The New Yorker 07.07.2008.¹

Samsø vedvarende energi-ø. 10 års udvikling og evaluering, Samsø Energiakademi 2007 (pdf).

Samsø Energiakademi.

Den endelige plan for Carlsberg-området er nu blevet fremlagt efter et års viderebearbejdning af det vinderforslaget – og det ligger nu klart, at der bliver tale om en CO₂-neutral bydel. Indimellem den tæt-lave bebyggelse, som i høj grad viderefører karreen som struktur, er der fundet plads til ni højhuse, hvoraf det højeste bliver 120 meter højt. De mange, som i de senere år har efterspurgt høje bygninger i København, får nu endelig deres ønsker opfyldt.

Der er tale om i alt 600.000 m² blandet bebyggelse med 45% boliger, 45% butikker og erhverv samt 10% til idræt, kultur og institutioner. Der kommer omkring 3.000 boliger af forskellig størrelse og ejerform, heriblandt 300 af de billige boliger, som Ritt Bjerregård har villet bygge 5.000 nye af. Konkurrencen om Carlsberg-området blev i 2007 vundet af Entasis Arkitekter og Esbensen Rådgivende Ingeniører.

“‘Carlsberg har tårnhøje ambitioner for miljø og energimæssig bæredygtighed, og vil kunne tjene som eksempel for fremtidig byudvikling. Det bliver en levende by, hvor fodgængere og cyklister vil få førsteretten til gaderne, og hvor biltrafikken er reduceret mest muligt. Jeg synes fx, det er spændende, at man vil arbejde videre med en ide med delebilsordninger, og det glæder jeg mig til at se, hvad der kan komme ud af’, siger Teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam.”¹

Første spadestik forventes i foråret 2009. Der er meget mere om projektet på hjemmesiden Vores By.

Vores By bliver første CO₂-neutrale bydel, AAA Nyheder 13.05.2008.

Ulrik Andersen: 10 højhuse på Carlsberggrunden, Ingeniøren 12.05.2008.

Startskud på “Vores By”, (pressemeddelelse) Københavns Kommune 16.11.2007.¹

Boris Gullev: Vores By – mere Christiania end Ørestad, Børsen 27.02.2008.

Vores By, (konkurrenceprogram) Carlsberg 2006 (pdf).

Karsten Ifversen: Arkitekter krydser landsbyen med storbyen, Politiken 02.06.2008.