Strøtanker om bæredygtighed

I gårsdagens udgave af den indiske avis The Hindu var der en artikel om bambus og dens mulige rolle i afbødningen af den globale opvarmning. Bambus har en kolossal væksthastighed med op til 30 cm om dagen. Den når sin fulde højde, som kan være op til 40 meter, på få måneder, og den akkumulerer derfor store mængder CO₂.

Den indiske landbrugsforsker N. Barathi siger, at samtidig med at bambus ved sin vækst absorberer store mængder CO₂ – op til 3-4 gange så meget som træer – kan den effektivt rense vandforurening fra for eksempel septiktanke, da den naturligt absorberer kvælstof, fosfor og tungmetaller.¹

I Indien kaldes bambus ofte for ‘den fattige mands træ’. Bambus findes i omkring 1.000 varianter, hvoraf de tykkeste når en diameter på 30 cm. Når man har boet bambusbæltet, er det utroligt at opleve, hvad bambus kan bruges til, fra spisepinde og køkkenredskaber over vaser, gryder kurvearbejder, papir og tekstiler til bygningsmaterialer, byggestilladser broer og både.

Bambus erstatter omkring 30% af sin biomasse på et år, hvor træer kun recirkulerer 3-5%. Det er denne kolossale vækst, som gør, at samme hektar kan producere omkring 20 gange mere tømmer som bambus end ved skovtræer.²

Barathi har således beregnet, at der skal 13 millioner bambusplanter til at gøre byen Chennai CO₂-neutral. Chennai er en by i Tamil Nadu med omkring 7,5 mio. indbyggere, tidligere kendt som Madras. Men hver inder producerer blot en 1,3 ton CO₂, så der vil skulle noget mere plantevolumen til for at CO₂-neutralisere København.

Stadig er det et eksempel på, hvordan forvaltningen af klodens grønne arealer kan vise sig at rumme en stor del af nøglen til, at vi på sigt igen får bragt CO₂-koncentrationen i atmosfæren ned omkring 350 ppm (se også: Vatikanet som klimamodel).

Vidya Venkat: Bamboo can play a deep role in saving the globe: scientist, The Hindu 04.08.2008.¹

M.J. Prabu: Bamboo cultivation: A viable alternative, The Hindu Business Line, 08.11.2006.²

På Filippinerne udstedte Department of Education for nylig en lov, som påbyder alle offentlige og private skoler og uddannelsesinstitutioner at gennemføre omfattende træplantninger på deres campus-områder. Samtidig bliver det forbudt at fælde eksisterende træer. I den udstrækning, man ikke har plads til træplantninger på skolens område forventes det, at man etablerer småskove i lokalområdet. På billedet herover og nedenfor er en gruppe elever og lærere ved at reetablere mangroveskov.

Kampagnen sker som en del af indsatsen mod klimaforandringer. I lovens pkt. 2 hedder det, at situationen kalder på en radikal samlet indsats for at modvirke de globale klimaforandringer.

“Træer udgør vores planets lunger” står der i lovens pkt. 3: “Træer hjælper med at reducere global opvarmning ved at opsamle millioner af ton CO₂ hvert år. Træer giver også en kølende skygge, skærmer for kolde vinde, tiltrækker fugle og dyreliv, renser vores luft, beskytter mod jorderosion, renser vores vand og tilfører harmoni og skønhed til vore skoler og samfund.”¹

Vi kunne godt bruge meget mere af en tilsvarende forståelse i Danmark, men styrkelsen af CO₂-absorptionen i vores biologiske systemer fylder meget lidt i vores hjemlige miljø- og klimapolitik. Der er ingen krav om biofaktor-niveauer i bymæssig bebyggelse, ingen støtte til endsige krav om dyrkningsmetoder, som kunne øge bindingen af CO₂ i skovbrug og landbrug. Tværtimod har landbruget netop fået lov til at genoppløje braklagte jorder.

Læs mere »

I sidste uge afholdt Europakommissionen en konference om sikringen af jordkvalitet og klimaforandringer. I den forbindelse kom det frem, at det organiske i vores landbrugsjord, muldjorden, i EU tilsammen rummer 70 mia. ton CO₂ eller 140 gange de samlede årlige danske CO₂-udledninger. Alene den engelske landbrugsjord har i de seneste 25 år hvert år mistet 13 mio. ton CO₂ eller omkring en fjerdedel af de samlede danske årlige udledninger. Således vil selv små forskydninger dyrkningsmetoder kunne give store udslag i den samlede CO₂-deponering.

Det industrialiserede landbrug har medført en stadig mere muldfattig jord. I Danmark ser man det særlig der, hvor det traditionelle kvægbrug med fire-årigt sædskifte er afløst af stordrift med korn på samme marker år efter år. Her er frugtbarheden fra at være afhængig af muldjordens beskaffenhed efterhånden overvejende blevet afhængig af store mængder kunstgødning. Det er også fra disse efterhånden pulveragtigt livløse marker, man har de største problemer med udvaskning af kunstgødning, som giver vores grundvand, vandløb og indre farvande alvorlige miljøproblemer.

Ud over at det vil give os langt sundere fødevarer igen at basere frugtbarheden på en dybmuldet frugtbar jord, vil en omlægning til et økologisk landbrug med vægt på systematisk genopbygning af muldlaget – og på sigt dyrkning i langt mere komplekse dyrkningsbiotoper – give langt mindre problemer for vandmiljøet og grundvandet. Og som det fremgår af Europakommissionens konference, ville det også kunne føre til en betydelig absorption af CO₂ og andre drivhusgasser.

Der ligger således et stort CO₂-reducerende potentiale i at gøre Danmark til et smukkere og frodigere sted, med mere muld og vegetation, mindre asfalt og kunstgødning, fra Skagen til Gedser, fra den tætteste storby til kragernes vendeplads. Det gør på ingen måde, at vi kan brænde fossile brændstoffer af som hidtil, men det at hver eneste kvadratmeter af det danske kongerige systematisk blev bragt til at akkumulere mere CO₂ end i dag, kunne være med til at gøre lidt af den skete skade god igen – og det vel at mærke på en måde, som ville have en lang række afledte positive virkninger for vores egen og miljøets sundhed.

Ayr Syrquin: EU Commission discusses soil degradation and climate change, Jerusalem Post 18.06.2008.

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Læs mere »