Strøtanker om bæredygtighed

Af Rasmus Vincentz, Cand. Scient. Soc, klimakonsulent, Danish Energy Management

Den gamle pointe om at ‘et problem er en løsning i forklædning’ kan med fordel bruges til at brække hul i og trænge ind på livet af den efterhånden noget træge debat om klimaforandringerne. Og bruges til at åbne op for tiltrængte diskussioner om arbejdet med at gøre noget ved de enorme udfordringer som klimaforandringerne stiller os alle overfor. For hvordan er det egentlig at problemet ‘klimaforandringer’ præsenteres i det daglige? Og hvilke ‘roller’ til at gøre noget ved det efterlades der i kølvandet på denne fremstilling? Hvem skal handle og hvad skal der gøres?

Nogle af disse simple spørgsmål til det virkelig aktuelle spørgsmål om hvordan udfordringerne med klimaforandringer håndteres, er desværre temmelig overset. Derfor blev det bragt på banen, da jeg i starten af januar 2008 var workshoplærer på et ugekursus på Vallekilde Højskole. Og indsigterne var slående.

På workshoppen tog vi udgangspunkt i den kampagne vedrørende klimaforandringer, som blev lanceret for et år siden af Miljøministeriet og Transport- og Energiministeriet under sloganet ’et ton mindre’. Kampagnen bygger, som navnet antyder, på at der skal spares og reduceres, og det der skal spares på er drivhusgassen CO₂. Den mængde der skal spares er altså et ton, og den aktør der skal spare er hver enkelt dansker; individet er i centrum, og det kommer vi tilbage til, for her er vi ved sagens kerne! Men lad mig lige inden da slå fast, at man kan sige mange gode ting om den kampagne; f.eks. tjener den til at sætte tal på, hvor meget hver dansker udleder, hvor denne udledning kommer fra, og hvilke muligheder vi hver især har for at reducere vores CO₂-udledning (primært via el- og varme forbrug).

Desuden er kampagnen god fordi man via nettet kan afgive et løfte om hvilke af de mange forslag til konkrete spareaktiviteter man vil iværksætte i sin dagligdag. Desværre kan man, når de rosende ord er sagt, slå fast at denne kampagne lider under at være både forkert, farlig og ikke særlig sjov.

Læs mere »

Der er netop fremlagt en rapport, Attitudes of European citizens towards the environment, om europæernes holdninger til miljøspørgsmålet. Spørgsmålene til grund er for undersøgelsen er indhentet i november-december 2007, så det er helt friske tal.

Rapporten tegner et billede af europæere, som virkelig bekymrer sig over miljøet. 96% finder ar vores miljø er vigtigt, og tre fjerdedele heraf at det er meget vigtigt. Hvis man sammenligner med en tilsvarende undersøgelse fra 2004, bekymrer vi os i dag mere end for tre år siden, og den største bekymring på miljøområdet er i dag de globale klimaforandringer – se grafen nedenfor.

Hvis man ser nærmere på danskerne, så svarer 51% at de har sorteret det meste af deres affald, 56% har sparet på energien, 46% har reduceret vandforbruget, 27% reduceret forbruget af engangsting, 43% har valgt miljøvenlig rejseform, 20% har valgt lokalt producerede varer, 41% har købt økomærkede produkter og 19% har brugt bilen mindre.

Alt i alt er det et billede af en befolkning, der gør noget for miljøet. Men hvis man ser på de nyeste tal fra Energistyrelsen, er danskernes energiforbrug og CO₂-udledninger steget for tredje år i træk. Ikke ret meget, men det er den helt forkerte vej i betragtning af, at vi inden årtusindskiftet havde fået stoppet stigningerne og i løbet af få år skal have skåret CO₂-udledningerne drastisk.

Politiken betegner i dag ligefrem os danskere som miljø-hyklere.

Læs mere »

I dag blev en foreløbig udgave af Det Miljøøkonomiske Råds første rapport, Økonomi og Miljø 2008, fremlagt. Og det er mildt sagt besynderlige konklusioner, man når frem til, når man for eksempel skal undlade at støtte opførelsen af vindmøller, for ikke derved at sænke markedsprisen på CO₂-kvoter.

Det er nærmest absurd teater, at man for at opretholde et kvotemarked er nødt til at fraråde at støtte noget af det mest indlysende nødvendige, nemlig at styrke udbygningen af vindkraft og vedvarende energi. Rapporten har da også vakt stærke reaktioner, og for eksempel Connie Hedegaard kalder ifølge Politiken rapporten for teoretisk og mangelfuld.

I forvejen strider hele kvote-tankegangen – det at man kan få eller købe sig ret til at forurene – mod noget moralsk-etisk fundamentalt i almindelige menneskers opfattelse af miljøproblemerne. Frem for krampagtigt at søge at opretholde illusionen om et velfungerende EU kvotemarked, burde man tage konsekevensen af, at de frie markedsmekanismer først og fremmest stimulerer den økonomiske optimering og ikke uden meget stærke korrektiver fra visionære idealister, politikere og erhvervsfolk kan være med til at styre EU sikkert igennem en vanskelig omlægning til et bæredygtigt CO₂-neutralt samfund.

Læs mere »

Her til aften kan man i Berlingske læse, at danske Klimapenge går til varm luft:

“Danmark køber sig lov til at udlede mere CO₂ ved at investere store millionbeløb i klimaprojekter i den tredje verden. Men mange af projekterne nytter ikke noget, viser en gennemgang af de danske projekter.” “Den danske stat og store danske virksomheder som DONG Energy og A.P. Møller smider flere hundrede millioner kroner i klimaprojekter, der bedst af alt kan betegnes som varm luft.”

Filosofien bag disse CO₂-kvoter skulle jo være, at pengene via kvotesystemet hele tiden søgte derhen, hvor man fik mest CO₂-reduktion for en given investering. Men nu konkluderer Greenpeace og WWF efter at have gennemgået de mange danske kvote-investeringer, at mange af dem ikke har nogen CO₂-reducerende virkning.

“Nogle af projekterne begrænser godt nok drivhusgas-udledningen her og nu, men bidrager til et større udslip på længere sigt,” siger Tarjei Haaland, klima-medarbejder i Greenpeace.

Læs mere »

Information har i de seneste dage bragt en serie artikler, som problematiserer en række forhold ved det system af CO₂-kvoter, som vi som internationalt samfund er ved at etablere for vores indsats overfor den globale opvarmning.

7. februar fremgik det af Berlingske.dk, at Mærsk producerer lige så meget CO₂ som hele Danmark. Og dagen efter kunne man i Information i Farlig sejlads læse, at: “Mærsks flåde i 2006 udledte 34 mio. ton CO₂ om året. Medtages udledningerne fra koncernens olie- og gasplatforme i Nordsøen, når man op på 40-50 mio. ton CO₂ – tæt på nationen Danmarks udledninger i 2006 på 52,5 mio. ton.”

I grundlaget for Kyoto-aftalen, som ligger til grund for de nuværende klimamålsætninger, har man således holdt nogle af de allerstørste CO₂-poster udenfor beregningsgrundlaget ved at undlade at indregne den internationale skibsfart og luftfart. Dels kan det være vanskeligt at administrere få CO₂-udledninger korrekt fordelt på de nationale regnskaber. Dels er den frie globale bevægelighed af varer og tjenesteydelser et dogme i det herskende ‘trossystem’, som ikke står til diskussion. Selvom det er uomgængeligt nødvendigt at få indset det fundamentalt uhensigtsmæssige og irrationelle i den nuværende flytten rundt på kolossale varemængder blot for at opretholde et frit forbrugsvalg, er der derfor meget store ideologiske interesser i ikke gennem klimapolitikken at lægge afgifter på eller hindringer for det globale transportsystem.

Læs mere »