Strøtanker om bæredygtighed

I et globalt eller bare samfundsøkonomisk perspektiv er stort set alle klimainvesteringer rentable. Endda sker der ikke så meget – først og fremmest fordi en meget stor del af miljøomkostningerne stadig er eksternaliserede, hvilket vil sige at udgifterne er lagt over på nogle andre, er udgifter, som først udfolder sig i fremtiden, eller abstrakte udgifter – for eksempel tab af nedbør i Uruguay og Argentina på grund af fældning af regnskov i Amazon-bækkenet.

Derfor har der også været lagt så stor vægt på at få sat en pris på udledningen af drivhusgasser. Ovenstående diagram illustrerer fornemt, hvilke virkninger en CO₂-afgift vil af en given størrelse kunne få. En kvotepris på blot 10 euro vil få relativt lille forandrende kraft – hvorimod en kvotepris på 50 euro vil gøre langt de fleste omlægninger rentable, og en kvotepris på 100 euro vil gøre det til en god forretning at blive CO₂-neutral i stort set alle situationer.

I går var der igen nyt fra James E. Hansen, som rundsendte sin præsentation for en ‘Ways and Means’ (virkemiddel-) kommission i Det Hvide Hus. Den rummer en tankevækkende analyse af det kvotesystem, vi er ved at indføre som mekanisme for at nedbringe verdens samlede CO₂-udledninger. Foreløbig er resultaterne svære at begejstres for, hvis ikke lige man er markedsfundamentalist. Kvotesystemet fastholder virksomhederne i banal kassetænkning uden at formå at styre udviklingen, og lidt sat på spidsen har det europæiske kvotesystem foreløbig mest af alt haft karakter af erhvervsstøtte.

Carbon Tax & 100% Dividend vs. Tax & Trade, Testimony of James E. Hansen to Committee on Ways and Means United States House of Representatives 25.02.2009 (pdf).

Hansen, som gennem en menneskealder har været leder af Goddard-instituttet ved NASA er en af de klimaforskere, som klarest har markeret, at menneskeheden med sin nuværende afbrænding af fossile brændstoffer med usvigelig sikkerhed bevæger sig mod klimakatastrofen. Han har rejst verden rundt for at tydeliggøre nødvendigheden af et moratorium for udbygningen af kulkraft. Han er fadder til 350-bevægelsen, som arbejder for at få en CO₂-koncentration på 350 ppm gjort til det globale klimamål (hvor det nu er 450 ppm). Og i det her foreliggende paper diskuterer han kvotesystemets problemer set i forhold til en CO₂-skat, som vel at mærke betales 100 % tilbage. Et sådant system vil på ganske enkel vis gøre CO₂-tunge produkter og aktiviteter dyrere end CO₂-neutrale, samtidig med at det bevarer købekraften. Kvotesystemet har heroverfor store problemer på en lang række områder, og dets logik vil betyde, at et land som Danmark typisk vil købe sig fra at rydde op i egen baggård. Det største problem er dog ifølge Hansen, at det ikke løser klimaproblemet.

Hansen deltager i Københavns Universitets klimakonference 10.-12. marts. I den forbindelse har vi fået mulighed for at arrangere, at han møder Folketingets Energipolitiske Nævn og giver interviews med en række af de danske nyhedsmedier, så i den kommende tid vil vi komme til at høre meget mere til Hansen på vores hjemlige breddegrader.

Nedenfor følger Hansens mail – det er tankevækkende, at der i Washington nu er fire klima-lobbyister for hver parlamentariker. Så klimaet er på godt og ondt kommet på den amerikanske dagsorden.

Se tidligere blog-indlæg tagged med James Hansen.

Læs mere »

I en kommentar til det canadiske valg, Why carbon offsets don’t work, kommer Lorrie Goldstein i gårsdagens The Sun med en tankevækkende karakteristisk af den CO₂-kompensation, som verdenssamfundets klimapolitik bliver bygget op over: “Det er,” skriver hun: “som en overvægtig, som hævder at kunne tabe sig ved at betale en allerede tynd person for at gå på slankekur.”¹

Goldstein påpeger det uomtvisteligt rigtige i, at har man først sat sig i flysædet og taget turen til Bali, så er drivhusgasserne udledt og vil være i atmosfæren i de næste tohundrede år eller mere. Kompensationstankegangen har derfor sin begrænsede logik, og det er naivt at forestille sig, at vi gennem kompensation kan nå de reduktioner på 90-100% af de riges landes udledninger, som er nødvendige for at bringe atmosfærens CO₂-koncentrationer tilbage under 350 ppm. Og hvis vi skal klare CO₂-kompensationen ved træplantning, vil hele kloden hurtigt ende som skov, for at vi i den rige verden kan fortsætte vores forbrug i overhalingsbanen uantastet – altså lige bortset fra vores CO₂-kompensation.

Goldstein strammer måske argumenterne en streg mere end de kan tåle, for rigtigt anvendt kan CO₂-kompensation i den nuværende situation ikke bare være med til at nedsætte de samlede CO₂-udledninger, men vendes til en institution, som ud over CO₂-reduktionerne har en lang række positive følgevirkninger. Og … i den nuværende magtpolitiske situation er det svært at se noget alternativ til kvotesystemet. Men Goldstein har fuldstændig ret i det amoralske i hele opsætningen, hvor rige lande med henvisning til CO₂-reduktioner tiltager sig en omfattende ret til at blande sig i U-landenes måde at gøre tingene på, og tror at kunne spæge sig ved at sætte de allerede radmagre på slankekur.

Se også tidligere blog-indlæg: Kvotesystem med børnesygdomme, Rapport: World Bank Climate Profiteer, Seacology og CO₂-kompensation, Vismænd på afveje og Moderne afladshandel.

Lorrie Goldstein: Why carbon offsets don’t work, The Sun 13.09.2008.¹

I gårsdagens udgave af The Guardian var der en række artikler om det europæiske kvotesystem, som er gode at læse, hvis man gerne vil have overblik over fænomenet. Ideen med kvotesystemet er, at man på markedsvilkår kan handle med retten til at udlede CO₂, så reduktionerne hele tiden foregår der, hvor det er billigst. Kvotesystemet er så at sige en mekanisme som skulle stimulere os til at tage de billigste løsninger først. Og selvom man taler meget om at et land som Danmarks skal være foregangsland, så kan konsekvenserne af kvotesystemet meget vel blive, at et land som Danmark i første omgang køber sig til reduktioner andre steder i verden frem for at gøre noget ved egne CO₂-udledninger – simpelthen fordi det er billigere.

Som det fremgår af Adams artikel i The Guardian, så har adskillige store firmaer i EU fået alt for mange kvoter udleveret – faktisk så mange, at de har kunnet sælge videre af dem med store fortjenester. Adskillige firmaer, som retteligt burde have betalt for deres udledninger, er derfor blevet beriget med millionbeløb.¹ Der er kort sagt blevet uddelt så mange kvoter, at prisdannelsen på kvoterne har ligget alt for lavt, hvorfor kvotesystemet endnu ikke har formået at skabe nogen som helst tilskyndelse til at gøre noget effektivt ved CO₂-udledningerne i den rige del af verden.

For blot et år siden var kvoteprisen under 1 euro – og dermed var det populært sagt gratis at udlede CO₂. Bryony Worthington anslår i Hickmanns interview, at kvoteprisen skal op omkring 75 euro, før kvotemarkedet begynder at anspore for eksempel energisektoren til at tænke proaktivt.²

Læs mere »

Japans premierminister Yasuo Fukuda fremlagde i går planer om en 80% reduktion af de japanske CO₂-udledninger inden 2050. Det er en glædelig udvikling, for det er sådanne statements fra de store industrilande, som kan være med til, at Kyoto-aftalens afløser får en en bred opbakning, og at selv udviklingslandene i de kommende år vil vedgå en form for begrænsninger.

For blot en måned siden varslede Japan reduktioner i størrelsesordenen 60-80%, så det går den rigtige vej (se tidligere blog-indlæg: Japan fremlægger planer for 60-80% CO₂-reduktioner i 2050).

Fra miljøside har der været rejst markant kritik af, at Japan ikke har fastsat midtvejs-målsætninger for eksempel for 2020. Men Fukuda siger hertil, at Japan vil kunne skære sine CO₂-udledninger med 18% inden 2020, og at en mere detaljeret plan er på vej. Japan har også været kritiseret for at bruge de nuværende udledninger som referenceudledning frem for udledningerne i 1990, som det ellers er sædvane.

Samtidig har Japan givet tilsagn om at yde 1,2 mia. $ til en fond til at støtte af reduktioner i udviklingslande forud for et G8-topmøde i Japan i næste måned. Japan ønsker ved den lejlighed at få fælles fodslag om en målsætning om at verdens CO₂-udledninger er halveret i 2050.

Som del af de fremlagte planer vil Japan fra efteråret påbegynde et kvotemarked.

Chisa Fujioka: Japan to test carbon trade; puts off interim CO₂ goal, Reuters 10.06.2008.

David Battey: Japan unveils new emissions target, The Guardian 10.06.2008.

Masami Ito: Emissions trading test run by fall: Fukuda, Japan Times 10.06.2008.

UN climate boss: Japan’s move on climate “doesn’t go far enough”, AFP 12.06.2008.

Jun Hongo: Nobel laureate raps Japan for avoiding midterm carbon goal, Japan Times 22.06.2008.

Luftfartsselskaberne har ryggen mod muren. Dels bliver det stadig sværere at dække over, at flyvning er en af de værste kilder til udledning af drivhusgasser, dels giver de hastigt stigende brændstofpriser et gigantisk pres på luftfartselskabernes økonomi – ikke mindst nu, hvor der som led i UNFCCCs forhandlinger i Bonn i disse dage er optræk til at luftfarten bliver lagt ind under en form for CO₂-kvotesystem.¹

På den baggrund er det kærkomment, at Airbus og ACARE (the Advisory Council for Aeronautics Research in Europe) sat sig det ambitiøse mål at reducere energiforbruget med 30% og CO₂-udledningerne med 50% inden 2020 set i forhold til år 2000, og man har i den forbindelse øget forsknings- og udviklingsbudgettet markant. Man vil:

• reducere CO₂ med 50% pr. passager-kilometer
• reducere NO_x-udledningerne med 80%
• reducere den oplevede støj til det halve af de nuværende gennemsnitlige niveauer, samt
• minimere påvirkninger fra fremstilling, vedligeholdelse, eftersyn, reparation og ophugning.

Airbus har i livscyklusundersøgelser vurderet, at man vil kunne komme op på at recirkulere 85% af alle dele i et fly.

Læs mere »

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »

Ved klimamødet i Bangkok i begyndelsen af april blev det fra U-landenes side markeret ganske stærkt, at Verdensbanken ikke burde få nogen central placering i det globale arbejde. Baggrunden var et lækket notat, som viste, at Verdensbanken har planer om at oprette en gigantisk Clean Investment Fund, som skulle administrere midler, som i de kommende år vil blive kanaliseret til U-landene gennem CDM-programmer (Clean Development Mechanisms), udenom UNFCCC, og uden at modtagerlandene fik indflydelse på, hvordan disse midler bliver anvendt.

Når man læser den nyligt udkomne rapport fra Institute for Policy Studies, World Bank: Climate Profiteer, forstår man udmærket denne modstand. Rapporten tegner gennem analyser af en række case studier et portræt af en institution, som er langt mere fokuseret på at sikre sig en god bid af det voksende marked for CO₂-kvoter, end at gøre godt for miljøet. Kun en meget lille del af projekterne sigter målrettet på at reducere CO₂-udledningerne eller at øge andelen af vedvarende energi. Mange af investeringerne, som burde give modtagerlandene en både udviklingsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt løft, har været dybt problematiske for værtslandene. Læs mere »

Ja, kloden er ved at koge over, og nej, kogebøger har ikke umiddelbart så meget med global opvarmning at gøre – og så alligevel. I hvert fald stod jeg i dag under opvasken med et flash back til en illustration i en kogebog fra for længe siden, med et øjebliks fornemmelse af klarsyn.

Her var i al sin undselighed et forståelsesbillede på, hvorfor vi i Vesten, selv når vil gøre tingene rigtigt, i vores dualistisk forankrede forståelsesunivers let kan komme til at vælge de forkerte strategier, når vi står overfor umiddelbart uhåndterbare situationer som klimatruslen og de stadig klarere tegn på, at vi bæredygtighedsmæssigt er på en endog meget uholdbar kurs.

Makrobiotikken er et sæt spise- og leveregler med rødder langt tilbage i tiden. Den første kendte brug af ordet stammer fra Hippokrates (ca. 460-370 f.Kr.), som brugte betegnelsen om mennesker, som evnede et langt (og sundt) liv. Ordet kommer da også af græsk, macro, stor/lang og bios, liv. I dag forbinder vi makrobiotikken med mikro-makro, yin-yang og noget fra Østen. Makrobiotikken som system, som den kendes i dag, er da også sammenfattet og introduceret til Vesten af japaneren George Ohsawa (1893-1966), som i 1965 udgav bogen Zen Macrobiotics.

I makrobiotikken er alle fødeemner delt ind på en skala mellem yin og yang, som betegner komplementære egenskaber som udvidende-sammentrækkende, varmeproducerende-kølende osv. Den stadige bestræbelse er hele tiden at opretholde en optimal balance, som modsvarer årstiderne, vores væsen og mængden og arten af vores arbejde. Vi har således for eksempel brug for en varmeproducerende og udvidende kost i vintertiden, som ville gøre os dorske og utilpasse i sommervarmen, og det er ganske interessant at læse Hippokrates’ overvejelser om, hvordan der om sommeren skal mindre kød i diæten og mere vand i vinen for ikke at producere for meget varme. Ifølge Hippokrates fordrer det særlig i forårs- og efterårsmånederne en vis opmærksomhed at få overgangsperioderne vel afbalanceret.

Det var denne figur til højre, som tonede frem under opvasken (se den med billedtekst nedenfor). Den øverste linje viser en situation, hvor balancen mellem yin og yang (trekanterne) er opnået gennem at spise fødeemner, der er ekstremt yin, og fødeemner, der er ekstremt yang. Dette giver en meget stor amplitude og en resulterende situation, som er ustabil.

Et typisk eksempel kunne være at afbalancere masser af øl og vin (udvidende) med rygning(sammentrækkende). Det virker faktisk som ønsket i situationen, men bliver dybt problematisk, hvis det står på i årevis.

Den nederste linje viser en situation, hvor kosten hovedsageligt består af fødeemner, som yin-yang-mæssigt ligger tæt på balancepunktet. Dette giver en langt mere stabil og velafbalanceret situation.

Overført på nutiden har industrisamfundet i forhold til naturen og dens kompleksitet og balancer været ganske ekstremt. Og nu, hvor vi er ved at vågne til de miljømæssige konsekvenser, så kompenserer vi i stor udstrækning med andre ekstreme løsninger (cigaretter og vin), frem for at afbalancere, som i den nederste linje. Det har sin egen dynamik og logik, som det kan være svært at træde ud af, men det er i mine øjne tvivlsomt, om det nogensinde vil føre til bæredygtige samfund.

Læs mere »

For nylig fik jeg via MySpace en meddelelse fra Seacology, en hjælpeorganisation, som jeg har fulgt gennem en årække, som har specialiseret sig i at støtte bevarelsen af oprindelige folkeslag og deres livsgrundlag på øsamfund over alt i verden. Af meddelelsen fremgik det, at man nu kunne tilbyde carbon-offsetting, formidling af projekter til CO₂-kompensation.

Hvis man for eksempel flyver til Thailand, producerer det så og så mange ton CO₂, som man gennem offsetting kan kompensere for ved at finansiere projekter, som reducerer en tilsvarende mængde CO₂.

Siden 1991 har Seacology gennemført et stort antal små projekter, som har beskyttet regnskovsområder og andre oprindelige biotoper mod ødelæggende anvendelse. Det kan være aftaler med fiskelandsbyer om at lade truede skildpadder yngle i fred på bestemte kyststrækninger mod at hjælpe med etableringen af rent drikkevand osv. Eller det kan være en landsby, som har fået påbud om at lave en ny skolebygning, hvor eneste løsning er at sælge den fælles urskov til ophugst, selvom den oprindelige livsforms livsgrundlag herved ville gå tabt for evigt. I sådanne situationer kan Seacology gå ind og finansiere skolebygningen mod at landsbyen vedgår en bevarende aftale om bevarelse af området i en årrække.

Et indonesisk projekt fra 2007 er helt karakteristisk for Seacologys arbejdsmåde: I to landsbyer på øen Karakelang har man indgået aftale om at opføre henholdsvis en børnehave og en lille medicinsk klinik mod at landsbysamfundene etablerer og respekterer et regnskovsområde på 25 hektar i minimum 20 år (se om projekterne i Ensem og Niampak).

Listen over sådanne små Seacology-projekter, som på én gang er med til at sikre eksistensen for oprindelige befolkninger og biodiversiteten i øsamfundenes ofte enestående flora og fauna, er lang (se oversigt over Seacology Island Projects). Seacology arbejder udelukkende på landsby-niveau, hvor man gennem et nøje lokalkendskab og en ‘noget for noget’-strategi for små beløb har opnået store resultater.

Læs mere »