Strøtanker om bæredygtighed

I en kommentar til det canadiske valg, Why carbon offsets don’t work, kommer Lorrie Goldstein i gårsdagens The Sun med en tankevækkende karakteristisk af den CO₂-kompensation, som verdenssamfundets klimapolitik bliver bygget op over: “Det er,” skriver hun: “som en overvægtig, som hævder at kunne tabe sig ved at betale en allerede tynd person for at gå på slankekur.”¹

Goldstein påpeger det uomtvisteligt rigtige i, at har man først sat sig i flysædet og taget turen til Bali, så er drivhusgasserne udledt og vil være i atmosfæren i de næste tohundrede år eller mere. Kompensationstankegangen har derfor sin begrænsede logik, og det er naivt at forestille sig, at vi gennem kompensation kan nå de reduktioner på 90-100% af de riges landes udledninger, som er nødvendige for at bringe atmosfærens CO₂-koncentrationer tilbage under 350 ppm. Og hvis vi skal klare CO₂-kompensationen ved træplantning, vil hele kloden hurtigt ende som skov, for at vi i den rige verden kan fortsætte vores forbrug i overhalingsbanen uantastet – altså lige bortset fra vores CO₂-kompensation.

Goldstein strammer måske argumenterne en streg mere end de kan tåle, for rigtigt anvendt kan CO₂-kompensation i den nuværende situation ikke bare være med til at nedsætte de samlede CO₂-udledninger, men vendes til en institution, som ud over CO₂-reduktionerne har en lang række positive følgevirkninger. Og … i den nuværende magtpolitiske situation er det svært at se noget alternativ til kvotesystemet. Men Goldstein har fuldstændig ret i det amoralske i hele opsætningen, hvor rige lande med henvisning til CO₂-reduktioner tiltager sig en omfattende ret til at blande sig i U-landenes måde at gøre tingene på, og tror at kunne spæge sig ved at sætte de allerede radmagre på slankekur.

Se også tidligere blog-indlæg: Kvotesystem med børnesygdomme, Rapport: World Bank Climate Profiteer, Seacology og CO₂-kompensation, Vismænd på afveje og Moderne afladshandel.

Lorrie Goldstein: Why carbon offsets don’t work, The Sun 13.09.2008.¹

Stod pludselig overfor 30 Steps to an oil free world på The Ecologist – de er fine at løbe igennem, hvis man søger inspiration til, hvordan vi kommer godt ud af det for klodens klima meget uheldsvangre afhængighedsforhold af olien.

De 30 skridt til en oliefri verden er delt i tre grupper, 10 for private, 10 for myndigheder og 10 for virksomheder. Men som individer har vi ikke bare 10 skridt at tage. Vi har samtidig gennem vores aktive forbrugsvalg og deltagelse i den demokratiske proces stor indflydelse på, hvad vores myndigheder foretager sig og vore virksomheder producerer. Ligeledes har både myndigheder og virksomheder muligheder for – og i forhold til klodens fremtid en forpligtelse til – at trække i den rigtige retning. Klimakrisen kan ikke først og fremmest løses af individer.

Som The Ecologist skriver i introduktionen til de 30 skridt, er vores afhængighed af olien ikke uafvendelig. Men vi har siden 2. verdenskrig fået os indrettet, så der direkte eller indirekte indgår olie i det meste, vi gør og omgiver os med, så et oliefrit samfund vil indebære justeringer i stort set alle dele af vores dagligdag.

I USA taler man meget om ‘peak oil’, det at den hastighed, hvormed vi opdager nye olieforekomster nu er lavere end den hastighed, hvormed vi forbruger olie, så selv hvis vi endte med ikke at begrænse brugen af fossile brændstoffer af klimahensyn, vil vi alligevel i løbet af få årtier stå med en udtalt oliemangel. Så måske vi skulle gemme det meste af det tilbageværende olie til de kommende generationer – ikke til afbrænding, men til de mange ting, man kan fremstille af olien.

Læs mere »