Strøtanker om bæredygtighed

Refshalevej under vand, 6. december 2013 – foto: Nils Vest.

Da regnen 2. juli for godt to år siden stod ned over København med en i hvert fald for disse breddegrader hidtil uset kraft, var meteorologerne ikke sene til at kalde det en hundredeårsregn, enkelte kaldte det endda en femhundredeårsregn – forstået på den led, at det var en så udsædvanligt voldsom regnhændelse, at den kun ville optræde én gang hvert 100. eller hvert 500. år. Eller sådan havde det i hvert fald været indtil nu. For de klimaforandringer, som vi så småt er ved at mærke de første tegn på også i Danmark, vil gøre, at regnskyl med en sådan voldsomhed fremover vil forekomme langt hyppigere, måske hvert 30.-40. år, og på lidt længere sigt så tit, at det bliver noget naturligt – den nye normal.

Tilsvarende med det stormvejr, som det sidste halvandet døgn har raset over Danmark, som ikke har været nogen rekordstorm, når det gælder vindhastigheder. Men til gengæld har den nordvestlige storm – af uransagelige grunde kaldet Bodil – i skrivende stund haft en så uophørlig vedholdenhed, at den har nået at stuve store vandmasser op i de indre farvande. Uden at vi endnu kender de fulde data for Bodil, er “hun” derfor allerede kategoriseret som en hundredeårshændelse.

Fra mine unge dage, hvor jeg sejlede meget i de indre farvande, husker jeg Havnelodsens ofte næsten u-trolige angivelser af, hvor meget ekstra højvande, der kunne være under særlige vindforhold. Sine steder kendte man til vindstuvninger på 1½-2 meter for særlige vindretninger. For eksempel i havnen i Løgstør var der en stor pæl, hvor højvander gennem tiderne var markeret. Men der ser ud til, at Bodil mange steder har formået at slå disse rekorder. Ikke bare steder som Limfjorden og Vadehavet, hvor vindstuvningen traditionelt er stor, men denne gang også Roskilde Fjord, hvor vindstuvningen flere steder har nået to meter.

Selvom der er tale om en hundredeårshændelse i forståelsen stormvejr af en styrke, som vi hidtil hun har set én gang i hvert århundrede, så bliver det næsten med garanti ikke århundredets stormflod – overskriften havde mere korrekt været århundredets første stormflod. For med den stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændsler har vi lagt så meget i kakkelovnen, at vi i løbet af det 21. århundrede vil se den globale opvarmning accelerere. Det vil give både hyppigere og voldsommere vejrfænomener i takt med at den globale opvarmning ‘lader’ atmosfæren med mere fugt og varme, så vi vil se stadig nye rekorder for største, hurtigste, længste, varmeste, vådeste, voldsomste storm-, regn-, snevejr osv. Dels vil verdenshavene stige, så udgangspunktet for en storm som Bodil gradvist løfter dens virkning længere ind på land.

Læs mere »

Her op under slutningen af klimaforhandlingen i Durban var jeg tilbage at se, hvad vi nåede frem til som konklusion på Klimabundmødet – Windows of Hope, hvor mennesker fra hele verden i to uger var samlet i København parallelt med Klimatopmødet COP15.

Her mødtes repræsentanter fra oprindelige folk, spirituelle samfund, økolandsbyer og ’urban tribes’ med forskere og andre eksperter, politikere, præster og åndelige ledere, kunstnere og lægfolk fra hele verden til en fortsat dialog og udveksling af erfaringer og visioner for en mere bæredygtig fremtid for vores planet.

Klimabundmødet blev en kolossal kreativ manifestation af mennesker verden rundt, som i lokal skala allerede er i fuld gang med den omstillingsproces, som verden står overfor. Hvor klimatopmøderne er meget teknisk-politiske, da var klimabundmødet en mangerettet afsøgning af det værdisæt og den globale bevidsthed, som ikke bare muliggør, men naturliggør de store omstillingsprocesser, som alle verdens lande, rig som fattig, står overfor.

Den konkluderende tekst, et Klimabundmøde-manifest, er således i meget høj grad en eksistentiel tekst: Hvordan kan vi være mennesker på Jorden i pagt med naturen og de naturgivne vilkår? Og frem for at blande den op med de mere klimatekniske aspekter lavede vi et supplerende klima-manifest.

Indledningen herfra opsummerer et rids af den nødvendige klimaaftale:  

Klima-erklæring

Med stadigt mere omfattende klimaforandringer over alt i verden står vi i dag  over for kolossale  udfordringer, som kræver en hurtig, konsekvent, målrettet og velkoordineret handling fra verdenssamfundet.  En tilstrækkelig klimaaftale må indeholde:

– et øjeblikkeligt stop for udbygning af kulkraften
– en reduktion i udledningen af drivhusgasser på 40% i 2020 (i forhold til 1990)
– en fuld afvikling af det industrielle landbrug
– en kraftig nedregulering af skibsfarten og luftfarten
– en fuld udfasning af fossile brændstoffer inden 2050
– en målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 1,5ºC
– en målsætning om at holde atmosfærens CO₂-indhold under 450 ppm (parts per million)
– en langsigtet målsætning om at nå tilbage på under 350 ppm

Dette indebærer:

– et opgør med vækstfilosofien
– en revurdering af kvotehandelen og markedsmekanismernes evne til at beskytte klimaet
– en revurdering af forbrugersamfundets og den globale frihandels hensigtsmæssighed
– en fælles stræben mod bæredygtige byer, landbrug og skovbrug
– en sikring af al grøn teknologi som globalt fælleseje
– en målrettet udvikling af CO₂-negative samfund verden over
– et fornyet fokus på fællesskabets og lokalsamfundets rolle i en bæredygtig udvikling
– et opgør med forståelsesmodeller, hvor mennesket er hævet over naturen
– en indsats for bevarelsen af oprindelige folks levevilkår
– udviklingen af en fuld global bevidsthed

Klimaerklæringen citerer Barack Obama, som i sin tale under COP15 til verdens ledere meget præcist udtalte: “Spørgsmålet er ikke udfordringens natur, men vores evne til at møde den.” Måske det sværeste at have skullet forholde sig til siden da er den systematiske støjkampagne af klimafornægtere, som i stor grad er finansieret og okestreret af kortsigtede fossile interesser. Obama kom med en aura af håb, for et bedre USA i en bedre verden. Men hans karisma og veltalenhed er kommet til kort overfor den forbenede amerikanske virkelighed, som i uhyggelig grad er styret af kortsigtede profit-interesser.

Læs mere »

I forlængelse af vedtalgelsen af Agenda 21 i Rio de Janeiro i 1992 blev det besluttet, at man inden for rammerne af det generelle Agenda 21 skulle udvikle lokale Agenda 21, som konkretiserede, hvordan man med forskellige levevilkår og kulturelle forudsætninger kunne efterleve Agenda 21s bud om at leve i balance med omgivelserne, og ikke bruge mere af vores fælles naturkapital, end den kunne bære. For eksempel så man Aalborg-charteret, en europæisk chratertekst for bæredygtige byer og bymiljøer, som blev vedtaget i Aalborg i 1994 (se tidligere blogindlæg om Aalborg-charteret).

Siden er lokale Agenda 21 blevet en formaliseret del af dansk planlovgivning, og for eksempel Københavns Kommune udarbejder hvert fjerde år en fornyet Agenda 21-plan

Christianias tre særlige Agenda 21-punkter

Et vigtigt princip i FN’s officielle Agenda 21-dokument er borgerinddragelsen, og statens støtte til lokale initiativer. Christianias idéer, initiativer og tiltag for bæredygtig udvikling lever i enhver henseende – både nationalt og internationalt – op til disse krav. I Christiania lægger vi megen vægt på denne bybiotopens borgerinddragelse – særligt udtrykt gennem vores selvforvaltning.

En anden af Christianias specialiteter er eksperimentariet. Christianitterne har igennem alle årene især været gode til at lave ‘byfornyelse nedefra’, dér hvor folk selv kan være med til at eksperimentere, finde på bæredygtige løsninger, følge med i en proces på nært hold i forhold til, hvor lykkedes det og hvor gik det galt – og derved blive klogere og selv ende med at være i stand til at formidle videre – så budskabet naturligt breder sig som ringe i vandet… En vigtig læresætning er her: Hvad der er den rigtige løsning for den ene, behøver ikke at være den rigtige løsning for den anden… På Christiania findes derfor en variation af let forståelige eksempler på bæredygtige løsningsmodeller – et levende værksted, hvor de besøgende kan kigge med og glædes og inspireres. Med andre ord, folkeliggørelsen af en agenda, som alle og enhver kan komme og se, hvordan virker og foregår. Eksperimentariet er her allerede… Kom bare ud og kig!

Foruden borgerinddragelsen og eksperimentariet er et tredie af bybiotopen Christianias særkender en sjældent stor artsmangfoldighed midt inde i en storby. Denne arternes mangfoldighed bliver der værnet om, og en strategi for bevarelse af denne unikke biotop er under udarbejdelse. Lister over plante- og dyrearter findes og opdateres løbende (se på www.christianias-frie-natur.dk).

Indlæg ved Hanne Leni Andersen, Netværket for
Bevarelse af Christiania som Grøn Bybiotop.
..

Se også: Christiania som et Agenda 21 – et eksempel til efterfølgelse, Christianias Kulturforening 2008 (pdf).

Grøn Agenda Christianshavn har for nylig udarbejdet to foldere med cykelruter, den ene fører gennem Christianshavn og Christiania til Refshaleøen, den anden rundt om Sydhavnen. Begge ruter (se kort nedenfor) fører forbi finurlige steder, man ikke umiddelbart kender, så folderne er gode at have i hånden en dag, hvor vejret er godt og man har mod på at opleve en lidt anden side af København end de glitrende modebutikker og velfriserede parker.

ChristianshavnerCykelRuten giver en god mulighed for at opleve de gamle københavnske voldanlæg, hvor de stadig er mest intakte. Ruten går gennem Christiania til Refshaleøen og Sejlklubben Lynetten. Her længst i nord kan man se store flydedokke fra værftstiden og man har en flot udsigt til havvindmøllerne ved Lynetten og Middelgrunden.

Med en afstikker til Nyholm kan man blandt andet se en oplagt ubåd og den gamle mastekran fra dengang den danske flåde sejlede på vindkraft. Og både på ud- og hjemvejen vil man passere mange eksempler på Christianias frodige bygningskultur.

Udgangspunktet for cykelruterne er Christianshavns Torv. Alt efter temperament og opdagelsestrang under vejs skal man regne med omkring et par timer til hver.

Læs mere »