Strøtanker om bæredygtighed

.
I denne blot 3 min. lange video gør lederen af UNFCCCs klimaforhandlinger Christiane Figueres i dag fredag status over de første dage i forhandlingerne. Hun siger, at der på alle fronter er fremskridt, at der inden lørdag aften vil ligge opsummeringer til videre bearbejdning i anden uge.Så foreløbig er forhandlingerne forløbet planmæssigt som forhandlingsforløb.

Forhandlingsdelegationerne er alle spændt op i dilemmaet mellem det rådighedsrum, de har med hjemmefra og den næsten desperate oplevelse af nødvendigheden af en stærk aftale, som kan løfte den nødvendige klimaindsats frem i alle verdens lande.

Så én ting er det meget omtalte ’emission gap’. Men COP18 har måske endnu mere udtalt end tidligere et ‘gap of understanding’ mellem den videnskabelige forståelse af den nødvendige indsats og den politiske formåen – og det helt grundlæggende magtpolitiske spørgsmål, om vi er i stand til at sikre, at omkring 80% af de allerede kendte fossile reserver forbliver liggende i undergrunden?

Med plads til kun at udvinde omkring 20% af de allerede kendte ressourcer, hvis vi skal have en chance for at klare 2ºC-målsætningen, er det kun at gøre problemerne større at efterforske nye forekomster.

Der er brug for en andenforståelsesmåde, hvor man ikke bare ser på, hvad man kan gøre for at spare lidt mere her og der i det vi allerede gør, men også træder det lille skridt udenfor, som gør at vi får det samlede billede. For det giver vigtige korrektiver tilbage på, om det vi kalder vores klima- og energipolitik rent faktisk fører os derhen, hvor vi skal.

Her må vi indse, at selv vores hjemlige klimaminister Martin Lidegaard ikke mener, at den danske befolkning vil kunne forstå, at vores eventuelle forekomster af gas i undergrunden skal blive liggende og end ikke skal efterforskes (i hvert fald ikke i de førstkommende årtier), hvis vi skal levere vores lille del af 2ºC-målsætningen.

Man kan vende det om – de fossile forekomster er dannet gennem milliner af år. Hvad er det, der gør, at vi synes det er i orden at brænde det hele af  på ganske få årtier. Skal der ikke være noget til danskerne i det 22. århundrede, det 23. århundrede og det 24. århundrede? Bare lidt.

Indimellem kan man synes, at der var brug for i højere grad ved disse forhandlinger at tale paradigmer og perspektiver – at prøve i større udstrækning af få det globale perspektiv med og få det kommunikeret tilbage i verdens befolkninger. For hvis ikke vi her i Danmark kan holde os fra yderligere udforskning, hvordan skal man så få verdens udviklingslande til at afstå fra at udforske deres potentielle gaseventyr?

2ºC-målsætningen er på den led en vidunderlig sten i skoene ved de mange forhandlere. For den går ikke væk lige meget, hvor meget, der bliver spundet. Klimaet står på den led ikke til forhandling.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

Ma. 26.11. – Så er COP18 skudt i gang – og umiddelbart er ikke meget ændret siden klimaforhandlerne sidst mødtes til COP17 i Durban for snart et år siden. Klimaudfordringen er om noget blevet større siden sidst, som understreget af en række forskningsresultater, som er fremlagt i de seneste måneder:

1) En undersøgelse fra NASA viser, at den øgede forekomst af ekstremvejr i de seneste årtier direkte kan tilskrives klimaforandringer, og at det som for blot får årtier siden måtte betragtes som usædvanligt, er blevet det nye normalvejr (se blog-indlægget Terningerne er kastet).

2) Det internationale Energiagentur IEA kunne for nylig konstatere, at verdens udledninger igen var markant stigende efter at have været lidt vigende omkring den økonomiske krise i 2008-09 – og det i en situation, hvor det står klart, at verdens samlede udledninger skal kulminere inden for 2-3 år og herefter falde hurtigt, hvis vi skal have en chance for at holde de samlede globale temperaturstigning under 2ºC, som verdenssamfundet vedtog ved COP15 i København for tre år siden (se blog-indlægget IEA: Verdens CO₂-udledninger steg 2,5% i 2011).

3) Men en undersøgelse fra Verdensbanken påpeger, at vi med den nuværende indsats er hastigt på vej til globale temperaturstigninger på 4ºC eller mere – og karakteriserer 4ºC som den ultimative katastrofegrænse, hvor verdens kystbyer oversvømmes, fødevareproduktionen er truet, verdenshavenes forsuring når et punkt, hvor de nuværende fødekæder kollapser, mens vejrfænomener som tørke, varme og storme vil blive endnu mere ekstreme (se blog-indlægget Verdensbanken: “Skru ned for varmen”).

4) PricewaterhouseCoopers laver årligt en ganske tankevækkende beregning af, hvor meget, vi må sænke vores carbon intensity, for at holde so under 2ºC – her er vi alvorligt bagefter (se blog-indlægget ‘Carbon Intensity’ skal reduceres 6 gange hurtigere end i dag).

Læs mere »

.
I videoen herover¹ taler Ed King fra RTCC (Responding To Climate Change) med lederen af FNs klimaforhandlinger Christiana Figueres om udfordringerne og perspektiverne for de forestående to ugers forhandlinger ved COP18 i Doha.

Hun lægger ud med, at klimaudfordringen i de amerikanske valgs slutfase, hvor alle medier var rettet mod USA, med Sandy blev tydeliggjort. Men at det ikke med et slag ændrer alt. Siden COP 17 i Durban er der fortsat blevet arbejdet på, at COP18 kan levere resultater. Først og fremmest skal Kyoto-aftalens anden fase fastlægges endeligt, da den nuværende fase udløber med udangen af 2012. Dernæst er der en stor gruppe af aftaler (The Bali Action Plan), som har været længe under vejs, som skal endeligt stadfæstes. Og for det tredje, er der det nye “barn” fra Durban – en stor global aftale, som skal være i gang fra 2020 og være færdigforhandlet senest i 2015. Det er denne samlede pakke, som der har været arbejdet på siden COP17 i Durban, og Figueres er, som hun siger det  i videoen (2:45 ff.) “cautiously but certainly optimistic that they will take that package forward in Doha.”

Figueres giver under vejs et godt overblik over, hvor mange faktorer, som skal spille sammen, for at nærme sig en global klimaaftale.

Onsdag udsendte UNFCCC og Figueres et sidste briefing document, som opregner de vigtigste punkter for forhandlingerne² – jeg har kopieret hovedpunkterne ind nedenfor.

I forbindelse hermed understregede Figueres nødvendigheden af, at verdens lande styrkede deres indsats, hvis det – som verdens ledere vedtog ved COP15 i København – skal lykkes at holde den samlede globale opvarmning under 2ºC.

Blogindlægget Klimaforhandlinger i Bonn har links omkring det mellemliggende klimamøde i Bonn i juni, mens Optakt til COP18 har links om de mange positioner og bevægelser fra klimamødet i Bangkok i september op til COP18, som starter 26. november.

Se indlæg tagged COP18 video, COP18 noter, COP18 links, COP18, COP17, COP16, COP15.

UN climate chief Christiana Figueres, (Ed King video-interview) Vimeo 14.11.2012.¹

Climate action must be accelerated at Doha talks, warns UN climate chief, RTCC 21.11.2012.

.

Læs mere »

.
.
Disse to videoer stammer fra en event i Durban 1. december, hvor lederen af UNFCCC (som er den institution, som forestår FNs klimaforhandlinger), interviewer Christiana Figueres, som er leder af COP17 forhandlingerne i Durban.

Det er fantastisk at mærke Christiana Figueres’ på én gang stærke engagement og forståelse – at verdens skæbne er i så gode hænder.

Det er ikke nogen let opgave, hun står overfor. Tværtimod er det en kolossal udfordring for verdenssamfundet at skulle enes om at løse klimaudfordringen, som kræver at man forholder sig til en lang række andre størrelser end lige snævert klimaspørgsmålet. Og forhandlerne kan være nok så overbeviste om, hvad der er det rette at gøre. Hvis ikke de har baglandet med, kan de ikke bare sige god for en finansieret aftale, som sigter på max  1½ºC / 350 ppm.

Figueres er fra Costa Rica, som er et af de lande, som er længst i udviklingen mod CO₂-neutralitet og i beskyttelsen af landets naturgivne ressourcer (se tidligere blog-indlæg: Costa Rica CO₂-neutral i 2021). Hun fortæller i den anden af videoerne, hvordan Costa Rica efter omstyrelsen af militærdiktaturet i 1948 besluttede sig på at overføre ressourcerne fra militæret til uddannelsessektoren, og at man i årtier har prioriteret bæredygtighedsprincippet i uddannelsen.

Det er præcist det, verden må gøre: omprioritere, så investeringer i nye våbensystemer, vi ikke burde have brug for i en ny verdensorden, i stedet bruges på at beskytte os mod klimaforandringer. Og at dette ikke opnås blot med teknologi, men kræver viden og forståelse.

Målt i BNP er Costa Rica langt fra verdens rigeste land. Men det går for at være verdens lykkeligste – og måske et af dem, som er bedst i pagt med sit naturgrundlag.

Verdens store CO₂-udslip følger i store træk de steder, hvor vi ikke lader natten være nat.

Når man tænker på, hvilken intens stemning, hvilket forventningens kraftfelt, der var opbygget i månederne op til COP15 i København for nu snart to år siden, så er der foruroligende stille op til COP17, som løber af staben i Durban i Sydafrika om under en måned. Ved politikerne, at det er i sidste øjeblik at komme i gang – at det er tid for handling.

Siden COP15 er klimavidenskaben blevet langt mere definitiv, og det er blevet endnu mere klart, at der er brug for hurtig og resolut indgriben fra alle spillere i verdenssamfundet. Men det har knapt hjulpet, for i de sidste par år er støj og misinformationskampagner finansieret af den fossile industri taget voldsomt til. For nylig råbte lederen af NASAs klimaforskningsafdeling James E. Hansen vagt i gevær: Vi var i hans øjne tæt ved at tabe til klimafornægterne.¹ Og situationen i USA synes da også lige nu helt uden for pædagogisk rækkevidde.  

Ifølge IEA steg CO₂-udledningerne sidste år mere end nogensinde. Så målet om at holde den globale temperaturstigning på under 2ºC, som man trods alt kunne enes om i The Copenhagen Accord, ser med den nuværende mangel på vilje til at vedgå bindende forpligtigelser mere og mere urealistisk ud. At den nuværende leder af klimaforhandlingerne, Christiana Figueres, så insisterer på, at en 2-graders målsætning ikke er tilstrækkelig – at vi må formå at bremse udviklingen inden 1½ºC, hvis vi vil sikre biodiversiteten, levevilkårene og de lavestliggende øsamfund og kyststrækninger – det åbner op for en interessant og nødvendig diskussion i Durban.²

I finanskrisen for tre år siden blev muligheden for grønne investeringer som del af opretningen i det mindste diskuteret, og nogle få lande som Korea og Kina gjorde faktisk alvor af det. Men i de seneste euro-zone-genopretnings-diskurser er klima- og bæredygtighedsudfordringen så godt som ikke-eksisterende. I stedet ser man næsten patetiske old-school vækststrategier, som burde have været sendt på pension for længst.

Fukushima-ulykken har også sat sit præg på forståelsen siden København, og ikke bare Japan er tæt på at udfase sit A-kraft-program- Lande som Tyskland og Schweiz har tilsvarende lagt deres strategi om. Det bliver der argumenteret meget imod, langt ind i klimaforkæmpernes rækker, og der bliver talt om al den kul og gas, som så skal afbrændes. Men det er som om man ikke ænser, at de pågældende lande vil opnå deres klimamål uden A-kraft, og at de kolossale investeringer nødvendige for at udbygge A-kraften i stedet kan prioriteres til udviklingen af den vedvarende energi.

Læs mere »