Strøtanker om bæredygtighed

Vandkraft står på mange måder som den ultimative form for vedvarende energi – når først den er etableret, er der ingen bivirkninger, og vandet venter blot tålmodigt på at blive ledt forbi turbinerne for at lave CO₂-neutral energi. Og til forskel fra vindkraften er vandkraften let at dosere, så man præcist får så meget energi, som man har brug for, når man har brug for den … troede jeg indtil en artikel i The Guardian i går.¹

For én ting er de kolossale ødelæggelser af landskaber, som går forud. Men én gang etableret, sker der fra bunden af de store mudrede opstemningsbassiner en stadig udvikling af metangas fra forrådnelsesprocesser i iltfattige omgivelser – en effekt som er særlig udtalt i troperne. Ifølge forskere fra INPE står vandkraftværker for 23% af den menneskeskabte metan og mindst 4% af verdens samlede udledninger af drivhusgasser. Vandreservoirer i troperne kan i værste fald have en større drivhuseffekt pr. produceret kilowatttime end fra fossile kilder, inklusive kul.² I et eksempel fra Curuá-Una inddæmningen i Amazon-området er det således vurderet, at produktionen af drivhusgasser er omkring 3½ gange større, end hvis energien var produceret fra afbrænding af olie.³

Læs mere »

Danmark er et af de lande, som har forpligtet sig til CO₂-reduktioner under Kyoto-aftalen. Imidlertid er vi bagefter med vores reduktioner – faktisk har vores udledninger under de seneste års højkonjunktur igen været svagt stigende – så vi kommer til i de kommende år at bruge milliardbeløb på opkøb af CO₂-kvoter for at overholde vores forpligtigelser. Disse kvotemidler overføres herefter til andre dele af verden, hvor de skulle sikre en tilsvarende CO₂-reduktion gennem CDM-investeringer i ren teknologi (Clean Development Mechanism). Markedslogisk skulle pengene således hele tiden flyde derhen, hvor reduktionen af CO₂-udledningerne er billigst.

På verdensplan indebærer CDM-aftaler i dag overførsler for omkring 20 mia. $ årligt, og man regner med inden for få år at nå 100 mia. $ årligt. På den baggrund er det alarmerende at erfare, at disse kvotemidler tildeles yderst lemfældigt. John Vidal skrev i går i The Guardian, at milliarder af pund bliver spildt ved at betale virksomheder i udviklingslande for at reducere udledningerne af drivhusgasser. En meget stor del af projekterne under CDM-ordningen fører ikke til de forventede CO₂-reduktioner.¹

Læs mere »

Ved klimamødet i Bangkok i begyndelsen af april blev det fra U-landenes side markeret ganske stærkt, at Verdensbanken ikke burde få nogen central placering i det globale arbejde. Baggrunden var et lækket notat, som viste, at Verdensbanken har planer om at oprette en gigantisk Clean Investment Fund, som skulle administrere midler, som i de kommende år vil blive kanaliseret til U-landene gennem CDM-programmer (Clean Development Mechanisms), udenom UNFCCC, og uden at modtagerlandene fik indflydelse på, hvordan disse midler bliver anvendt.

Når man læser den nyligt udkomne rapport fra Institute for Policy Studies, World Bank: Climate Profiteer, forstår man udmærket denne modstand. Rapporten tegner gennem analyser af en række case studier et portræt af en institution, som er langt mere fokuseret på at sikre sig en god bid af det voksende marked for CO₂-kvoter, end at gøre godt for miljøet. Kun en meget lille del af projekterne sigter målrettet på at reducere CO₂-udledningerne eller at øge andelen af vedvarende energi. Mange af investeringerne, som burde give modtagerlandene en både udviklingsmæssigt og bæredygtighedsmæssigt løft, har været dybt problematiske for værtslandene. Læs mere »