Strøtanker om bæredygtighed

I går var der i The Guardian en artikel, hvor Wallace Broecker – ledende forsker ved Lamont-Doherty Earth Observatory ved Columbia University i New York og den som i sin tid skabte begrebet global opvarmning – slog til lyd for, at vi bliver nødt til at iværksætte eksperimenter med CO₂-deponering i oceanerne. Eksperter har længe været af den formening, at CO₂-deponering ville være en enkel, billig og effektiv løsning. Når først CO₂en var deponeret tilstrækkeligt dybt, ville den blive nede ved bunden i adskillige århundreder.¹

Men en sådan CO₂-udledning vil ikke bare udslette livet på bunden af de berørte oceaner. Sidste år oplevede man flere steder langs den amerikanske Stillehavskyst, at vand med meget lav ph-værdi fra oceanernes bund strømmede op over kontinentalsoklen (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner).

Forsuringen af havene er allerede en fremskreden proces, og der er risiko for, at skaldyr som er vitale for havenes fødekæder, inden for få årtier ikke vil være i stand til at danne deres beskyttende kalkskjolde. Dette ledte for nylig til et moratorium overfor alle yderligere eksperimenter med at øge havenes CO₂-optagelse gennem forskellige former for gødning (se tidligere blog-indlæg: Sure oceaner II og FN moratorium om gødning af oceanerne).

The Guardian bringer samme dag en meget læseværdig respons, hvor Bill Hare fra Greenpeace går stærkt i rette med Wallace Broecker og gør opmærksom på, at CO₂-deponeringer i oceanerne vil føre til uoverskuelige miljøødelæggelser, samtidig med, at en betydelig del af den deponerede CO₂ på sigt ville vende tilbage til atmosfæren.²

Læs mere »

Teknologien findes: Gigantiske CO₂-støvsugere, som møjsommeligt suger atmosfærens luft igennem sig og filtrerer CO₂-en fra. Professor ved Columbia University Klaus Lackner har i mange år arbejdet med mulighederne, og i samarbejde med GRT, Global Research Technologies. Den her viste prototype skulle kunne absorbere omkring 90.000 ton pr. år. Der skal således 500-600 af slagsen til at opsuge bare den danske CO₂-udledning.

I en radioudsendelse fra NPR fortæller Klaus Lackner, at en filterflade på størrelse med en dør vil kunne absorbere en amerikaners nuværende CO₂-udledning på omkring 20 ton pr. år. Men selve filtreringsteknologien er ikke det svære. Ved at lade luften passere forbi filtre med bestemte stoffer, kan man absorbere op imod 30% af luftens CO₂-indhold. Problemerne kommer, når CO₂en skal samles, kondenseres, transporteres til og deponeres i egnede lagre. Det vil kræve ganske meget energi og teknologi at få den indsamlede CO₂ vel begravet langt under jordens overflade. Ifølge Lackner vil de store støvsugertårne kun udgøre omkring 20% af omkostningerne. Hvis man ellers beslutter sig for sådanne CO₂-støvsugere, vil de ikke blot poppe op overalt. Den sandsynlige placering vil være i store CO₂-farme i ørkener, hvor der dels er gode vindforhold, dels er gode lagringsmuligheder i områdets undergrund.¹

Stadig vil det ifølge Lackner bedre kunne svare sig at filtrere CO₂-produktionen ved kraftværker direkte ved kilden. Men for de store mængder CO₂, som produceres i små spredte enheder som biler, giver det god mening at absorbere direkte fra luften. Og først må vi først standse stigningerne i udledningerne, før vi kan begynde at sænke CO₂-koncentrationen. For at en teknologi som denne overhovedet vil blive realiseret, er vi ifølge Lackner nødt til at få en pris på CO₂. CO₂-støvsugerne er endnu på prototype-stadiet, men han forventer, at et systematisk udviklingsarbejde, hvor håndteringen af den indsamlede CO₂ kommer til at foregå med vedvarende energikilder, vil kunne få omkostningerne ned på 30$ pr. indsamlet og deponeret ton CO₂.¹ Ligesom vindmøllerne vil CO₂-støvsugerne gradvist vokse sig større, og 250.000 af disse enheder med en absorber-flade på 50×60 meter skulle kunne høste CO₂ svarende til den nuværende globale udledning på omkring 22 mia. ton pr. år.²

Læs mere »

For et par uger siden udgav Greenpeace rapporten False Hope, som konkluderede, at en CCS-teknologi (Carbon Capture Storage) var så langt fra at være udviklet i indfangningsteknologien, ville give et stort energitab ved forbrændingen og have en masse afledte vanskeligheder ved transporten og deponeringen, således at CSS først ville være klar brug i større udstrækning i 2030. CSS måtte derfor ikke blive nogen undskyldning for at opføre såkaldte carbon capure ready kulkraftværker, for sådanne fandtes slet ikke.

Med en tidshorisont helt frem til 2030, før man kunne regne med at have en CCS-teknologi klar, ville klimaet ikke overleve en videre udbygning med kulkraftværker. Selv når teknologien foreligger, vil det tage tid at implementere på alle kulkraftværker, og måske det kun vil kunne lade sig gøre på nye anlæg. Ifølge Greenpeace var det derfor den eneste rigtige løsning at rette størstedelen af vores forskningsmidler mod energieffektiviseringer og en systematisk udbygning af den vedvarende energisektor. Se tidligere blog-indlæg: Greenpeace: Falske forhåbninger.

Ikke desto mindre forskes der intenst i udviklingen af CCS-teknologier, og andre dele af miljøbevægelsen har været mindre kategorisk afvisende overfor CCS ud fra den betragtning, at vi i den nuværende situation ikke har råd til at udelukke nogen mulig måde at mindske CO₂-udledningerne på. Og muligvis vil vi kunne se CCS-teknologier klar væsentligt tidligere end 2030.

Reuters meddelte for nylig, at Kina arbejder målrettet på udviklingen af en CCS-teknologi, som skulle kunne føre til de første CO₂-fri kulkraftværker i 2015.¹ En implementering af CCS-teknologi på Kinas samlede kulafbrænding vil virkelig være noget, der rykkede i den rigtige retning, selv hvis der var tale om en reduktion på blot 80% eller 90%.

Læs mere »

I klodens CO₂-kredsløb har verdenshavene en vigtig rolle i at afbalancere med atmosfæren, og havene har i løbet af de sidste 200 år optaget mere end 500 milliarder ton CO₂, eller omkring en tredjedel af vores produktion i perioden. Men dette er ikke uproblematisk. CO₂ sænker langsomt havenes ph-værdi, og det er kommet dertil, at det er på grænsen til at ætse koralrev og skaldyrs beskyttende skaller.

Forskere har længe antaget, at den absorberede CO₂ sank ned på dybt vand, men nye undersøgelser foretaget af PMEL (Pacific Marine Environmental Laboratory) langs hele den amerikanske Stillehavskyst viser, at store strømningsmønstre over tid igen fører dette forsurede vand op mod overfladen og ind over kontinentalsoklerne, hvilket kan få radikale følger for havets liv (se kort nedenfor). Selv hvis vi i dag stoppede yderligere CO₂-tilførsler, ville vi i de kommende 50 år se ph-værdien falde langs kysterne, efterhånden som vand fra dybderne cirkulerer forbi.

Læs mere »

I disse år investeres der store summer i forskningen i CCS-teknologi – Carbon Capture Storage – som skulle sætte os i stand til at filtrere CO₂-udledningerne fra afbrænding af fossile brændstoffer, først og fremmest de mange kul, som afbrændes i kraftværker over hele kloden, for at producere energi. Håbet er at kunne udvikle de nuværende kraftværker, så man med tiden bliver i stand til at indfange og indkapsle CO₂-udledningerne.

Men ifølge en ny rapport fra Greenpeace, False Hope. Why carbon capture and storage won’t save the climate, er der tale om falske forhåbninger. CCS-teknologien har så mange usikkerhedsmomenter, at det på nuværende tidspunkt er usikkert, om det overhovedet er muligt i større stil at indfange og indkapsle CO₂ fra kulkraftværkerne.

Selv opsamlingsteknologien bliver tidligst klar til kommercielt brug 2030, hvilket er meget sent i forhold til at der på kulafbrændingsområdet er brug for en kraftig øjeblikkelig reduktion af de nuværende udledninger, hvis vi skal nå at stabilisere klimaet. Som det ser ud nu, bliver CSS en både dyr og energikrævende teknologi, hvor 10-40 % af den udvundne energi vil blive brugt alene ved opsamlingen, og etableringen af et system af rørledninger, som kan transportere CO₂ fra forbrændingssted til deponeringssted bliver en kolossal, stærkt ressourcekrævende investering.

Læs mere »

Reuters bringer i dag en fin lille analyse af CCS, Carbon Capture and Storage, og forhåbningerne om at kunne producere ren energi af vores resterende kullagre: “Clean Coal” Elusive As Governments Balk At Cost.

I overvejelserne om den rette klimastrategi er der store forhåbninger til, at kraftværkerne bliver i stand til at indkapsle CO₂ fra forbrænding af kul, som på verdensplan er en af de helt store CO₂-kilder. Der forskes da også i stor stil på mange forskellige fronter: filtre, underjordisk lagring osv.

Teknisk set er man i dag i stand til at filtrere 80-90% af udledningerne. Problemet er hernæst at får de store volumener af CO₂ komprimeret og transporteret til et egnet lager. Det kan gøres via rørledninger, og hidtil bedste bud på lagting er at pumpe den indfangede CO₂ tilbage til udtjente underjordiske olielagre.

Men det sker endnu kun i yderst begrænset omfang, da det meget besværligt og energikrævende at komprimere de store mængder CO₂. Omkostningerne ligger i dag langt over prisen på CO₂-kvoter – et indlæg på Wikipedia.org vurderer således, at energiprisen fra et nyt CCS kraftværk vil ligge 21-91% højere end et konventionelt kulkraftværk. Samtidig er det stadig lidt uvist, om CO₂en rent faktisk forbliver i disse lagre.

En EU-rapport, The State and Prospects of European Energy Research, vurderer (p. 27), at vi omkring 2050 vil blive i stand til at have zero emission kulfyrede kraftværker. Man burde derfor tage konsekvensen, gemme kullene til bedre tider og lave det moratorium – i hvert fald på EU-plan – at der ikke opføres flere kulfyrede kraftværker før vi har en enkel teknologi til en tilnærmelsesvis 100% opsamling og lagring af CO₂-udledningerne.

Læs mere »