Strøtanker om bæredygtighed

Illustrationseksempel fra DMIs netop udgivne danske oversættelse af det executive summary for første del af IPCCs nye AR5 klimastatusrapport. Kun rapportens mest radikale reduktions-scenario RCP2.6 giver håb om havis på Nordpolen i 2. halvdels af det 21. århundrede.

Den korte udgave af første del af IPCCs nye statusrapport over klodens klimatilstand findes nu oversat til dansk – jeg linkede til det på Facebook og fik skrevet denne kommentar med på vejen, som fortjente også at blive fastholdt her på bloggen. Det er koncentreret stof, for det sammenfatter flere tusind siders rapport, som igen sammenfatter mange tusinde klimaforskeres arbejde siden sidste statusrapport for syv år siden.

Det burde være obligatorisk læsning for alle, som på den ene eller anden måde træffer dispositioner for vores fælles fremtid – og jeg kan på det stærkeste opfordre alle til at forholde sig til den. I forhold til den første rå udgave i efteråret er den mere poleret i sproget, og ikke mindst væsentligt bedre illustreret.

Den del, som omhandler CO₂-budgettet (pp. 25-26) er næsten blevet for teknisk anonym, og selve ordet CO₂-budget, som ellers var en nyskabelse i denne femte udgave af IPCCs rapport, forekommer slet ikke. Her var ellers ansatser til, at videnskaben sagde til menneskeheden: Her er en grænse I ikke bare må forstå, men overholde: Hvis verden skal holde den 2°C-målsætning, som blev vedtaget i København på COP15 i 2009 (hvis der skal være hhv. 33% 50% og 66% chance for, at det lykkes), så kan vi samlet set kun tillade os at lukke yderligere så og så meget yderligere CO₂ ud i al fremtid.

Læs mere »

Har lige via Ansvarlig Fremtid skrevet under på et forslag til mit pensionsselskab om øjeblikkeligt at ophøre med at investere i fossile selskaber og i løbet af en femårig periode at afvikle samtlige investeringer i disse selskaber.

Og jeg vil gerne her opfordre ALLE til at gøre det samme.

Principielt kan det være med til at understrege, at de fossile selskaber må udvikle nye forretningsområder, hvis de i fremtiden må fastholde deres styrke – her er DONG et fint eksempel på den forestående omstilling. med Anders Eldrup ved roret, indså DONG den fossile fejlretning og lavede en forretningsplan, hvorefter DONG på ganske få år går fra en ratio på 85/15% mellem den fossile og den vedvarende energisektor til en 15/85%. Og man opgav i svinget en etableringen af række nye kulkraftværker.

Samtidig står det klart, at størstedelen af de i dag kendte fossile reserver må forblive uudnyttede, under jorden, hvis vi skal lykkes at undgå katastrofale klimaforandringer – vurderingerne ligger på omkring 66-80% afhængig af opgørelsesmetoden, hvor James E. Hansens seneste paper siger principielt jo tættere på 100%, jo større chance for at undgå katastrofale klimaforandringer. Værdien af pensionsselskabernes investeringer i fossile aktier må derfor forventes inden for ganske få år at vise sig stærkt faldende.

Særligt vil jeg opfordre andre medlemmer af min egen pensionskasse – Arkitekternes Pensionskasse – til at skrive under, så der ved næste generalforsamling er mange, som bakker op om forslaget.

Divestment, som det kaldes – det at afvikle investeringer i uønskede/uhensigtsmæssige foretagender – har i den seneste tid grebet om sig. Og man har kunnet se byer, universiteter og pensionsfonde mange steder i verden begynde at tage konsekvensen af, dels at det ikke bare snævert drejer sig om procenter, men fuldt så meget om, hvordan overskuddet er genereret, dels at investeringerne i den konventionelle fossile industri med det vi i dag vedom den nødvendige udvikling og det snævre carbon budget, som vi må holde os inden for, faktisk må betragtes som usikre investeringer, hvorfor man systematisk har fravalgt sine investeringer i den fossile industri.

Læs mere »

Et tværfagligt team af klimaforskere med James Hansen i spidsen fastslår i det netop publicerede studie: Assessing “Dangerous Climate Change”: Required Reduction of Carbon Emissions to Protect Young People, Future Generations and Nature, at den nuværende klimamålsætning om at holde den gennemsnitlige globale klimamålsætning under 2°C og atmosfærens koncentration af CO₂ under 450 ppm er helt utilstrækkelig.

Faktisk bruger studiet ordene ‘distastrous consequences’ om 2°C-målsætningen, så den er ikke bare helt utilstrækkelig, den vil få katastrofale følger.

2°C / 450 ppm målsætningen indebærer en række langsommere klimapåvirkninger som isafsmeltninger, forsuring af verdenshavene og frisættelse af metan som nu er bundet i permafrosten, som på bare lidt længere sigt vil føre til en opvarmning på 3-4°C. Kort sagt er 2°C / 450 ppm målsætningen ikke nogen stabilisering af klimaudviklingen.

Således er der ifølge Hansen et al. ikke er nogen vej uden om at stramme klimamålsætningen til 350 ppm / 1°C, hvis vi skal genskabe den globale energibalance og undgå alvorlige klimaforandringer for vores efterkommere.

Det svarer til den vurdering, som blev fremlagt allerede i 2008 i artiklen Target Atmospheric CO₂: Where Should Humanity Aim? som gav anledning til etableringen af 350-bevægelsen.

James Hansen skriver om hensigten med dette paper, at det var skrevet for at: “provide the scientific basis for legal actions against federal and state governments, in the United States and other nations, for not doing their job of protecting the rights of young people. The legal actions being filed by Our Children’s Trust ask the courts to require the government to provide a plan for how they will reduce fossil fuel emissions consistent with stabilizing climate.”

Teamet bag undersøgelsen erkender, at et reduktionsmål på 350 ppm / 1°C vil være vanskeligt, men at det ikke er deres opgave at afdække, hvad der politisk set er komfortabelt, men hvad der videnskabeligt set er nødvendigt:

“It is distressing that, despite the clarity and imminence of the danger of continued high fossil fuel emissions, governments continue to allow and even encourage pursuit of ever more fossil fuels. Recognition of this reality and perceptions of what is “politically feasible” may partially account for acceptance of targets for global warming and carbon emissions that are well into the range of “dangerous human-made interference” with climate. Although there is merit in simply chronicling what is happening, there is still opportunity for humanity to exercise free will. Thus our objective is to define what the science indicates is needed, not to assess political feasibility. Further, it is not obvious to us that there are physical or economic limitations that prohibit fossil fuel emission targets far lower than 1000 GtC, even targets closer to 500 GtC. Indeed, we suggest that rapid transition off fossil fuels would have numerous near-term and long-term social benefits, including improved human health and outstanding potential for job creation.”

Og dermed er IPCCs netop fremlagte carbon budget ganske alvorligt udfordret.

Læs mere »

Her op til COP19 har Donald Brown, professor i Sustainability Ethics and Law ved Widener University School of Law, som i de senere år har søgt at sætte fokus på klimaudfordringens etiske dimensioner, lavet et en serie på tre papers.

0) Ethical and Justice Issues In Contention At the Warsaw Climate Negotiations
1) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Short-Term
2) Equity and National GHG Emissions Reductions Commitments in the Medium to Long-Term
3) Ethical Responsibilities for Loss and Damages (se de fulde henvisninger nedenfor).

I det tredje paper, om medium to long-term reduktionsmål stiller han et spørgsmål, som det er værd at dvæle ved: “One might ask why the budget prepared by IPCC was not based upon achieving the 2 degrees C with much higher levels of certainty, a question which is not discussed in the IPCC report, yet one might speculate that IPCC’s failure to discuss a budget that would assure 100% certainty that the 2 degree C warming limit would not be exceeded was because it would leave no remaining budget for additional ghg emissions.” Og han svarer umiddelbart efter, at: “The international community has already emitted so much CO₂ that limiting warming to 2 degrees C with very high levels of certainty would mean that future emissions must be negative emissions, that is activities which remove ghg from the atmosphere while immediately ceasing ghg emissions activities.”¹

På et lidt fladere dansk ville man – hvis man skulle lave et carbon budget, som øgede sandsynligheden for, at vi lykkedes med at holde den globale temperaturstigning under 2ºC med en større sikkerhedsmargin end de 66%, som IPCC har beregnet sit carbon budget ud fra – hurtigt indse, at det allerede ville være for sent, idet vi havde allerede havde overskredet det. IPCC har også lavet et carbon budget for 33% og 50% (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget), men man kan med rimelighed spørge, hvorfor de overhovedet er medtaget, for man kan jo dårligt tale om at holde en målsætning, hvis risikoen ved en given indsats for, at det ikke lykkes, er 50% eller større.

Selv med det carbon budget, som giver 66% sandsynlighed for at holde 2ºC-målsætningen, viser det sig, hvis man prøver at dele budgettet ud på de enkelte lande, at de industrialiserede lande allerede har brugt langt over deres andel. USA nåede som det første land grænsen for sin del af budgettet allerede i 1936, England i 1945 og Tyskland i 1963, mens et sent industrialiseret land som Japan se ud til at nå sin grænse i år og ifølge Ding Zhongli fra Chinese Academy of Science peger prognoserne på, at Kina og Indien har opbrugt deres carbon budget i hhv. 2047 og efter 2050. Men hvis det kommer dertil, så har verden – fordi de industrialiserede lande har brændt så meget fossilt brændsel af så længe – for længst overskredet sit samlede carbon budget. Ding Zhongli mener, at den eneste løsning, på baggrund af en sådan udmåling af historiske emissioner, vil være, at de rige lande betaler en form for økonomisk kompensation for de lande, som aldrig fik mulighed for at bruge deres del af dette carbon budget.²

Læs mere »

Som det forlød sent natten mellem torsdag og fredag er der gode nyheder på REDD+fronten. Så her er der (som forud forventet) idet mindste ét område, hvor man nåede til konkrete resultater. Der følger endda en vis finansiering med projektet, først og fremmest fra Norge og England REDD+ har til formål én gang at sikre verdens skove mod fældning og binde større mængder af CO₂ i dem. I en pressemeddelelse fra UNFCCC i dag kan man læse:

Governments at the UN Climate Change Conference in Warsaw on Friday agreed a set of decisions on ways to reduce greenhouse gas emissions from deforestation and the degradation of forests.

The agreement on the so-called REDD+ initiative is backed by pledges of 280 million dollars in financing from the US, Norway and the UK.

President of the conference Marcin Korolec said: “I am proud of this concrete accomplishment. We are all aware of the central role that forests play as carbon sinks, climate stabilizers and biodiversity havens. We know the destructive impact that forest fires and deforestation have on peoples and economies. Through our negotiations, we have made a significant contribution to forest preservation and sustainable use which will benefit the people who live in and around them and humanity and the planet as a whole.”

The decisions adopted provide guidance for ensuring environmental integrity and pave the way towards the full implementation of REDD+ activities on the ground. The package also provides a foundation for transparency and integrity of REDD+ action, clarifies ways to finance relevant activities and how to improve coordination of support.” 

I hovedforhandlingssporet, hvor der gerne skulle ligge en helt klar arbejdsplan for den globale klimaaftale, som skal være klar til underskrift i Paris i slutningen af 2015, har det helt store problem i løbet af dagen været det banale, hvornår de enkelte lande skal fremlægge sine reduktionsmål for perioden 2020-30, så man kan nå at vurdere, om de nu er rimelige.

Læs mere »

Samtidig med, at kul-ugen er sat ind i Warszawa – hvilket har givet anledning til mange protester fra NGO-side – så har 27 klimavidenskabsmænd m/k fra alle dele af verden fremlagt en rapport, New unabated coal is not compatible with keeping global warming below 2°C (pdf). Den gør i al sin enkelhed op med forestillingen om, at det er muligt at fortsætte med den nuværende afbrænding af kul, hvis vi skal være i stand til at overholde den målsætning om at holde den globale temperaturstigning under 2ºC, som blev vedtaget i København i 2009. Konsekvensen af 2ºC-målsætningen er simpelthen, at det er slut med flere kulkraftværker. Dem, som overhovedet kan undværes, må udfases hurtigst muligt, og for dem, som i en overgangsfase får lov at fortsætte, skal hurtigst muligt udrustes med effektiv filtrering og CCS-teknologi.

Rapporten er bygget op over 6 statements, hvor det første meget direkte imødegår den seneste tids forsøg på at brande kul som clean coal og low carbon – hvilket er notorisk nonsens indtil den dag, hvor det lykkes at udvikle en effektiv CCS-teknologi:

1. Unabated coal is not a “low carbon” technology
2. Avoiding dangerous climate change requires that the majority of fossil fuel reserves need to stay underground
3. Current trends in coal use are harbouring catastrophic climate change
4. To keep global warming to less than 2°c above pre-industrial, use of unabated coal has to go down in absolute terms from now on
5. Alternatives are available and affordable
6. Public financing institutions and regulatory agencies are reining in unabated coal, but more is needed

Jeg vil ikke her gennemgå rapporten i sine enkeltheder, men blot præsentere nogle af dens figurer som en appetitvækker til selve rapporten (fra statement 1,2 og 5). Så håber jeg, at der stadig  efterfølgende er appetit til at læse den blot 8 sider lange rapport.

For twitter-entusiaster er der i rapporten angivet et hashtag: #NoCoal2C.

Selvom det er blevet sagt, at det af IPPC for nylig fremlagte carbon budget ikke bliver direkte indarbejdet i grundlaget for den klimaaftale, som de i disse dage sveder over i Warszawa, og som efter planerne skal ligge klar til vedtagelse ved COP21 i Paris om blot to år, så er det interessant at se, at det allerede præger hele forståelsen omkring klimaforhandlingerne. På den led nærmer vi os den nødvendige forståelse for, at der er definitive rammer for vores ageren i det globale klima- og økosystem – og at vi er i færd med at overtræde dem så eftertrykkeligt, at der i allernærmeste fremtid skal en radikal omlægning til for ikke at vælte systemet mere varigt.

Læs mere »

Det er stadig alt for tidligt at lægge COP19 i graven som en fiasko, men efter weekendens forhandlinger, som i flere spor trak ud til langt ud på natten, forlød det her mandag morgen, at det ikke var lykkedes at nå til enighed om etableringen af nye carbon markets og hvordan de skulle sammenkøres ud fra fælles opgørelsesregler og en grad af transparency, så der kan være gensidig tillid til systemet. Om det er en reel modstand mod fænomenet carbon markets, eller om det er ulandenes fortvivlelse over, at I-landene tilsyneladende er faldet så meget af på ambitionerne, at etableringen af disse markeder ender med at blive selve klimaindsatsen, er svært at gennemskue. Men for eksempel en række latinamerikanske lande har stærke principielle problemer med denne commodificering af hele verden – garvede kaptallogikere vil nikke med her – og det er sandsynligvis også en del af trægheden lige nu.

Hvor de rige lande synes at insistere på som et mål i sig selv at etablere flere kvotemarkeder, så vil de fattige lande først have de eksisterende kvotemarkeder til reelt at fungere. hvis kvotekursen – prisen for retten til at forurene med et ton CO₂ – var det tredobbelte (hvilket på ingen måde ville være urimeligt), så ville der blive genereret tre gange så mange midler ud af EUs kvotemarked til at finansiere klimainitiativer i udviklingslandene. EU har da også umiddelbart op til COP19 endelig formået at få vedtaget en lille krisepakke overfor sin kvotelovgivning, men i forhold til de bankpakker, som kom på banen under finanskrisen for blot få år siden, er det nogle små kosmetiske lappeløsninger, som ikke for alvor får løftet kvoteprisen. Det, som skal til, for at EUs kvotemarked rejste sig og fik kurserne derop, hvor de burde være, er at EU hævede sin klimaambition for 2020 fra de nuværende 20%, som er noget nær en garanti for at det forbliver alt for billigt at udlede i EU, til 30 eller 40% og allerede nu sigtede på 50-55% i 2030. Et sådant ambitionsniveau ville kunne få kvoteprisen til at stige dertil, at det for mange flere bliver en tilskyndelse til på hjemmebane at lave energieffektiviseringer og investere i vedvarende energi.

Omvendt vil etableringen af flere markeder uden nogen sikkerhed for, at prisen for at forurene blev holdt over en rimelig mindstepris kunne være med til, at ambitionen i selve EU forblev pinligt lav. For det fuldt integrerede marked vil hele tiden søge de klimaindsatser, som er de billigste. Dette er måske heller ikke helt urimeligt, men i stedet for så at lade forureneren i EU, som gennemgående har et højt prisniveau, købe billigt aflad i U-landene, så burde man sige, at man for den samme pris kunne få tre gange så meget klimaindsats i U-landene og så bruge alle pengene og få tre gange så meget klimaindsats. Nu bliver den bare tre gange billigere, og de sparede penge går direkte i de forurenende virksomheders lommer.

Også forhandlingerne om REDD+ ser ud til at være i vanskeligheder. På RTCCs live blog kunne man sidst på eftermiddagen læse:

“Hopes of a REDD+ package are quickly fading here in Warsaw. Papua New Guinea together with the Coalition for Rainforest Nations are again blocking the process insisting that a new Committee be established under a misguided apprehension that this would in some way contribute to the flow of finance to halt deforestation. It happened in 2012 in Doha and history is repeating itself here in Warsaw”, said through an e-mail statement Stephen Leonard, REDD+ Safeguards Working Group.

Ved en amerikansk pressekonference i dag sagde den amerikanske klimadelegations leder Todd Stern, at kullene mange år frem vil have en vigtig plads i mange landes energimix – hvilket desværre nok ikke helt forkert. For kullene er i markant tilbagegang i USA, først og fremmest på grund af konkurrencen fra skifergassen. Og inden for de nærmeste år er der markant skærpede krav til kulkraftværkernes præstationer på vej, hvilket republikanerne i det seneste års tid har kaldt “war on coal”. For Stern bliver CCS, Carbon Capture & Storage, dermed også den vigtigste klimateknologi at udvikle. Og det er givet bestilt hjemmefra, at USA på åbningsdagen for World Coal Summit, som “tilfældigvis” er lagt oven i COP19 i Warszawa, og som åbnede i dag med deltagelse af kulinteresser fra hele verden, fik signaleret, at der var plads til afbrænding af kul mange år frem.

Læs mere »

º

Her til aften tikkede News Bulletin fra Architecture 2030 ind for november med en så fin og klar grafisk redegørelse for de fire udledningsscenarier fra IPCCs klimastatusrapporter, RCP2.6, RCP4.5, RCP6.0 og RCP8.5, at jeg måtte hive dem ind her på Strøtanker. For god grafik siger ofte mere end mange lange tekster.

RCP står for Representative Concentration Pathways, og de er centrale for hele IPCCs forsøg på at anskueliggøre for os, at klimaforandringer ikke bare er noget som uafvendeligt sker, men omvendt er stærkt afhængig af, om vi er i stand til at afvikle vores fossile afhængighed, og hvor hurtigt vi er i stand til det.

Grafen herover viser tre forskellige udledningsscenarier eller Concentration Pathways, hvor den røde (RPC8.5) svarer til business as usual, hvad der sker, hvis ikke vi formår at få en global bindende aftale på plads, som formår at vende udviklingen i verden. Da vil vi ved udgangen af dette århundrede have udledt i alt 2,1 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil være tæt ved 30 mia. ton carbon pr. år – eller omkring det tredobbelte af i dag. Den gule graf (RPC6.0) viser et scenario, hvor det lykkes at vende udviklingen, så de samlede udledninger kulminerer i 2080 og derefter tager af. Her vil de samlede udledninger i år 2100 ‘kun’ være på 1,4 trillioner ton carbon, og udledningerne pr. år vil blot være omkring halvanden gange udledningerne i dag. I det blå scenario (RCP4.5) lykkes det at få vendt udledningskurven i 2040-50 og relativt hurtigt at få den ned på det halve af udledningerne i dag, hvorefter udledningerne er konstante på et niveau på under halvdelen af i dag. Her vil de samlede udledninger i år 2100 være på 1,4 trillioner ton carbon, hvilket ikke er så meget lavere end for RCP6.0, da vi allerede har udledt 0,5 trillioner ton carbon.

Problemet er blot, at jo mere carbon vi sender ud i atmosfæren, jo mere opvarmning producerer vi. I den seneste IPCC-rapports første del, som blev præsenteret i Stockholm i slutningen af september, udarbejdede klimaforskerne derfor et carbon budget. Det går i al sin enkelhed ud på, at hvis vi skal lykkes med at holde den målsætning, som blev vedtaget ved klimatopmødet COP15 i København i 2009, om at begrænse den gennemsnitlige globale opvarmning til 2ºC i forhold til tiden umiddelbart før industrialiseringens begyndelse, så kan vi i alt kun udlede 1 trillion ton carbon i al tid fremover (se blog-indlægget IPCC ordinerer stramt CO₂-budget).

Med den nuværende udvikling har vi opbrugt dette carbon budget i løbet af 20-25 år, selvom det i princippet skal holde for evigt. Derfor har IPCC også et scenario, som indebærer, at verdens samlede udledninger kulminerer allerede i 2020 og herefter falder ganske hurtigt, så udledningerne nærmer sig nul i 2080.

Læs mere »

Det har været sagt, at den seneste IPCC-rapport med dens 2.000 sides sammenfatning af verdens klimaforskning alene i første del ikke bringer noget egentligt nyt, men først og fremmest tydeliggør og uddyber, hvad vi allerede ved. Det er nok lidt arrogant, men afspejler først og fremmest, at klimavidenskaben efterhånden har nået et stade af modenhed, hvor der måske stadig er ting, vi kun forstår ufuldstændigt, men hvor grundskelettet er på plads og der ikke mere er store hvide områder på kortet. Men i hvert fald på ét område er der med IPCCs nyeste diagnose af det globale klimas tilstand inddraget en ny dimension i klimaforståelsen. Den netop udgivne første del af AR5 foreskriver et carbon budget – en ramme for, hvor meget CO₂ menneskeheden kan tillade sig at udlede, hvis vi skal holde den målsætning om at begrænse den globale temperaturstigning til 2ºC siden industrialiseringens begyndelse, som blev vedtaget i december 2009 ved COP15 i København.

Dette er et yderst vigtigt skridt, fordi det definerer de samlede rammer, vi som verdenssamfund må agere inden for, hvis det skal lykkes at holde 2ºC-målsætningen. Det skete da heller ikke uden sværdslag – og forud for den endelige offentliggørelse i Stockholm i sidste uge blev den endelige formulering af denne del af rapporten diskuteret af politikere og videnskabsmænd til langt ud på natten. Ikke mindst fra politisk side var der stor nervøsitet for, at det ville komplicere de i forvejen komplicerede klimaforhandlinger yderligere, og IPCCs carbon budget sætter da også den hidtidige klimamålsætning i et skingert utilstrækkeligt lys.

Vi har med IPCCs carbon budget fået en ny håndgribelighed forærende – en excelarks-købmandsregnings-tydelighed, som er svær at løbe fra, fuldstændig som hvis man stod overfor de årlige nationale eller kommunale budgetforhandlinger. Uden at behøve at være klimaekspert bliver det åbenlyst for alle, at man overbudgetterer og pumper umådeholdne mængder af CO₂ ud i atmosfæren på fremtidens bekostning – og at ingen af verdens større udledere i dag har en klimamålsætning, som rammer bare tilnærmelsesvist inden for rammerne af IPCCs carbon budget.

I AR5s Summary for Policymakers, står der side 20:

“Limiting the warming caused by anthropogenic CO₂ emissions alone with a probability of >33%, >50%, and >66% to less than 2ºC since the period 1861-1880, will require cumulative CO₂ emissions from all anthropogenic sources to stay between 0 and about 1560 GtC, 0 and 1210 GtC, and 0 and about 1.000 GtC since that period respectively.

These upper amounts are reduced to 880 GtC, 840 GtC, and 800 GtC, when accounting for non-CO₂ forcings as in RCP2.6. An amount of 531 [446 to 616] GtC, was already emitted by 2011.”

At holde en målsætning med 50% sikkerhed er det samme som at sige, at der er lige så stor chance for at målsætningen med den givne indsats ikke holdes, så IPCC siger i den netop fremlagte AR5, at vi for at have mindst 66% chance for at holde 2ºC-målsætningen må begrænse de samlede CO₂-udledninger til 1.000 GtC (gigaton kulstof – hvilket svarer til 3.670 Gt CO₂). Hvis der modregnes for drivhusvirkninger fra andet end CO₂ (som aerosoler, metan og HFC-gasser), så er det samlede carbon budget på blot 800 GtC. Af denne carbon-pulje havde vi pr. 2011 allerede brugt 531 GtC (de samlede udledninger siden industrialiseringens begyndelse), så der kun plads til yderligere omkring 269 GtC, hvis vi skal holde os inden for det etablerede carbon budget.

Læs mere »