Strøtanker om bæredygtighed

Noget af det første, Trump som nytiltrådt præsident foretog sig, var at udstede executive ordrer, der reaktiverede opførelsen af to olieledninger. Den ene, Dakota Access Pipeline, kaldet DAPL, var næsten færdig, men der tilbagestod en strid om en lille strækning, hvor DAPL skulle føres under Missourifloden umiddelbart nord for Sioux-indianernes reservat. Her opstod der en lejr af efterhånden titusindvis af ikke protesterende, men bedende. Og det lykkedes i november 2016 at få Obama til at bremse projektets færdiggørelse indtil der var lavet en tilfredsstillende miljøvurdering af føringen under Missourifloden.

Olien er nu begyndt at flyde i DAPL (se blog-indlægget Dakota Access-olieledningen bremset ved Standing Rock).

Samtidig med at Trump gennemtvang færdiggærelsen af DAPL annullerede han Obamas afvisning af Keystone XL-rørledningen. Keystone XL nåede i løbet af Obamas præsidentperiode at blive hovedslagmarken for den amerikanske klimakamp. Man kan i historiens tilbageblik spørge, om det var det rigtige, for selv hvis det lykkedes at standse Keystone XL, ville tar sands-olien fra Alberta sandsynligvis finde andre veje, så længe den slags absurd gambling med fremtidens levevilkår ikke var forbudt. Men Keystone XL blev en fantastisk mobiliseringsproces. Og hvor James E. Hansen i 2009 ganske fremsynet på den tid kunne sige, at: Coal is best left in the ground, da blev der i de år ‘opdaget’ så store forekomster af sdåkaldt ukonventionelle olieforekomster, som tas sands-olien i Alberta, at der også var nødt til at komme fokus på, at disse forekomster, der gav væsentligt højrere CO2-udledninger pr. udvundet energienhed end en olie fra en konventionel kilde, også var nødt til at forblive i undergrunden, uudnyttede, hvis det skulle lykkes at undgå det totalhaveri af menneskets fremtidige levevilkår, som den fossile industri insisterede på at have ret til.

Så Keystone XL udviklede sig til en enestående lærebog i, hvilke enorme kræfter, der var på banen, hvis man prøvede at bøje arm med den fossile industri. Og man må sige, at hvor den amerikanske klimabevægelse i dag har en ganske stringent læsning af den fossile industris spillere som entydigt destruktive, da er der i Europa masser af eksempler på en olie- og gasindustri, der har set og erkendt klimaudfordringen og er langt inde i at skifte fokus, have mere vægt på gas som en overgangsenergi og indgå i etableringen af en vedvarende energiforsyning. Ikke alle så konsekvent som DONG, som stort set har afviklet sine kul-, olie- og gasaktiviteter for at blive verdensledende på havvindmølleområdet. Men man ser de hollandske og britiske olie- og gasselskaber lave forretningsplaner, der giver dem en vigtig rolle i omstillingsprocessen og i det postfossile samfund.

Keystone XL har omvendt vist, at der er mange idealistiske mennesker i USA, og i vide kredse en stor dyb forståelse for klimaproblematikken – men ikke i den fossile industri. Her hersker klimafornægtelsen, her finianseres klimafornægtelsen, her korrumperes det amerikanske politiske system. Her søger man krampagtigt at fastholde en status quo, som ikke kan fastholdes. Det er med Trumps egne ord en looser-position,

Nu skriver Wall Street Journal, at ingen vil binde an med at booke sig ind på Keystone XL. Og uden kunder – eller formodede kunder – er det et endog meget dyrt og besværligt projekt at binde an med. Så selvom TransCanada ikke officielt har opgivet, er det er langt fra givet, at man nogensinde tager hul på anlæggelsen.

Læs mere »

Nu er det nu!

Mandag den 30. november gå det løs i Paris med to ugers klimakonference, som efter det kuldsejlede forsøg i København i 2009 af mange er blevet betragtet som et sidste udkald. Faktisk er forhandlerne indkaldt til formøde allerede søndag kl. 17, hvor der er Opening Plenary i ADP-sporet, det forhandlingsspor, hvor selve forhandlingerne om hovedteksten til klimaaftalen i løbet af de næste to uger skal føre dertil, hvor alle uenigheder er afklaret. Der ligger her et kolossalt pres på forhandlere og politikere om at barsle med om ikke en 100-års klimaaftale, som fastlægger alt i detaljer, så en aftale, som kan samordne udviklingen for verdens 195 lande i de kommende årtier og har indbygget de opstramnings- og forbedringsmekanismer, som gør, at vi samlet kan lykkes med at vende klimaudviklingen. Derfor ser vi også hver dag i mediefladen håndfulde af nye analyser og kommentarer til situationen, ligesom der kommer et væld af rapporter og undersøgelser, som er timet til at kunne give sit besyv med.

Dette blog-indlæg er først og fremmest et forsøg på at opsamle et udvalg af disse analyser og profetier, dels for at spore sig ind på konferencens mulighedsfelt: Hvor er barriererne, modsætningerne, åbningerne? – hvad er det for en aftale, vi kan gøre os forhåbninger om, hvis situationen lander optimalt? Dels et forsøg på at fastholde denne forudgående forståelse for bagefter at kunne se, i hvor høj grad de mange iagttagere og iagttagelser reelt formår at lodde situationen og de mange ofte modstridende signaler forud, eller om de forståelsesbilleder, som hele tiden dannes og fortoner sig i hastig følge, mest af alt bliver til i en form for mediets selvreference.

Hvis man skal dømme efter seneste samling i Bonn sidst i oktober, så viste begejstringen forud over, i hvor høj grad det var lykkedes for Ahmed Djoghlaf og Daniel Reifsnyder – de to formænd for ADP2-forhandlingssporet, som får en helt central rolle her i de kommende to uger – at få teksten kortet ned til noget overskueligt, sig at være noget malplaceret. For på førstedagen var der mest af alt mytteristemning.

Ed King fra Climate Home havde måske set det komme, da han få dage inden varslede Bonn set for fireworks, men ellers havde de fleste kommentatorer stirret sig blinde på den eksemplariske korthed (18 sider) uden at registrere, at en lang række for mange parter helt vitale elementer blot var forsvundet, så aftalens karakter var helt forandret.

Det var først og fremmest de fattigste og mest sårbare lande, som førte an i kritikken, og som følte, at klimaindsatsen med det foreliggende var skrumpet fra en bred indsats, som samtidig tog hånd om de tilhørende tilpasnings- og udviklingsproblemer, til en snæver mitigation-aftale, som kun kunne være i de rige landes interesse. Men der var bred enighed om, at forkortelsen var alvorligt forfejlet.

Land efter land rejste sig og sagde ganske kategorisk, at dette ikke kunne være noget grundlag for en klimaaftale. Så man måtte åbne for genindføjelser. Hele 65 dokumenter med  forslag om genindføjelse var der indleveret forud, og teksten svulmede igen op. Så stort set alle de modsætninger, der måtte være mellem de 195 landes synspunkter, er således igen fuldt repræsenteret, og den tekst, som blev sendt videre til den politiske behandling, var fuld af parenteser – dvs. ord og tekstfragmenter, som der endnu ikke er enighed om (se blog-indlægget Klimamøde i Bonn, to minutter i Paris). I den fulde udgave af den tekst, forhandlerne tager hul på i Paris er der lige nu 1.618 kantede parenteser! Men garvede forhandlere er fortrøstningsfulde, for hvor forhandlingsoplægget forud for COP15 i København var 200 sider langt, så er den genudvidede tekst denne gang ‘kun’ på 54 sider. Og selvom man kunne have ønsket sig, at det var sket endnu tidligere, så har vi for det gode i de seneste par måneder fået de (forhåbentligt) væsentligste af disse modsætninger frem i lyset – modsætninger, som nødvendigvis må overkommes, hvis COP21 skal ende med en stærk og fremadrettet aftale.

Derfor virker det rigtigt, som de franske værter har presset på med, at de politiske ledere som noget nyt denne gang ved COP21 er med fra starten af og ikke først kommer dumpende først eller midt i den anden uge. For forhandlerne har i denne fase i allerhøjeste grad brug for løbende at kunne konsultere med politikerne for at kunne få ryddet ud i alle disse større og minde modsætninger. Og de udmeldinger – og ikke mindst de erklæringer om ekstra støtte og nye initiativer, som statslederne ofte har med – vil kunne give forhandlingerne et boost.

Læs mere »

Her til aften dansk tid har Obama endelig efter 6 års overvejelser givet Keystone XL det definitive nej. Det var også på tide, kunne man mene, og det har efterhånden stået klar for de fleste, at det ville ende dér. Men nu skete det – og strategisk set var der nok heller ikke flere gevinster at få ved at fortsat at udsætte, efter at Canada med Trudeau har fået en ny og mere klimavenlig regering og klimaspørgsmålet stortrives i det demokratiske primærvalg.

Kampen har stået på i syv år nu, og det er en kæmpe sejr til miljøbevægelsen – ikke mindst for 350.org, som med Bill McKibben i spidsen har sat alt ind på at vende en udvikling og med denne sejr har vist, at man med gejst og strategi og en god sag i ryggen kan vinde over selv de allerstørste.

Læs mere »

Til venstre ses Justin Trudeau, som med sin intense kampagne om håb og forandring ramte en nerve i den canadiske befolkning, som i nat massivt stemte Stephen Harper ud.

I nat fik Canada ny regering. Meningsmålingerne havde lagt op til næsten dødt løb mellem de tre store partier i Canada, New Democrats, Liberals og Conservative, og der havde været spekuleret i, om Harper endda ville trække det længste strå, fordi der var en gruppe af skabskonservative, som ikke gav sig til kende før på selve valgdagen, som vi så det i England og i Danmark for nylig. De seneste dage havde måske givet et lille forspring til De Liberale, men Justin Trudeau vandt med De Liberale en komfortabel valgsejr med 184 mandater, hvor der skal 170 til et flertal i Canada. Det stod klart, hvor det bar hen allerede da de første resultater fra Atlantic Canada bølgede ind – her løb De Liberale med samtlige 32 pladser i det canadiske valgsystem, som så at sige udgøres af 338 enkeltvalg, og tendensen fortsatte i de centrale provinser Quebec og Ontario. Så ret tidligt kunne De Liberale udråbes som vindere, og det stor klart inden de sidste valgsteder i British Colombia var lukket, at det nok ville blive en flertals regering. Hermed er en af verdens mest hårdnakkede klimafornægtere, Stephen Harper, helt ude af politik. Det var så Trudeaus held (eller dygtighed om man vil), at den megen tale om strategisk afstemning, med det mål at slippe af med Harper, gjorde, at adskillige, som måske i en anden situation ville have stemt på Demokraterne, satte krydset ved en liberal for at være sikker på at slippe af med Harper.

De Nye Demokrater præsenterede i valgkampen en egentlig klimapolitik, som i forhold til Harpers planer i det mindste gjorde, at man kan tale om reduktioner – her har De Liberale været mere generelle i deres beskrivelser. Man har i valgkampen sagt, at man vil etablere en klimapolitik, som gør, at Canada lever op til sin del af en 2°C -målsætning (hvilket størstedelen af verdens lande gør uanset, at summen af disse 2°C-INDC langt fra er tilstrækkelige til at begrænse den globale opvarmning til 2°C).

Trudeau har ligeledes sagt, at han vil genskabe respekten om den canadiske klimaindsats, og at De Liberale inden for tre måneder ville forhandle en samlet klimaindsats på plads med provinserne. Efter ni år med Harper, som klimapolitisk har sat Canada i den sorte gruppe på grund af den massive udvikling af Albertas tar sands-områder og få gennemtrumfet Keystone XL-rørledningen. Så Harpers exit – han trådte tilbage som partileder på valgnatten – var også en kæmpe sejr til 350.org, som har kæmpet mod canadiske milliardinvesteringer i lobbyisme og politisk pres for at få Keystone XL på plads.

Trudeau vil få hjælp fra provinserne – selv Alberta, hvor Demokraterne for nylig til alles overraskelse væltede den lokale konservative regering. Her er man allerede i gang med at stramme klimaindsatsen overfor  (se update 26.06. i blog-inlægget  Paris 2015 – Canadas INDC.)

Læs mere »

Igennem adskillige år har Keystone XL rørledningen, som skulle bringe den canadiske tar sands-olie fra de store oliefelter i Alberta ned til de store olieraffinaderier i Texas, været centrum i en gigantisk ‘krig’ mellem på den ene side stærke olieinteresser og græsrodsbevægelser, hvor blandt andet Bill McKibben og 350.org så den stærke symbolske kraft i situationen, som i koncentrat rummede hele verdens dårskaber, på den ene side nogle få menneskers kortsynethed og pengegriskhed, på den anden side kolossale naturødelæggelser og miljørisici – den navnkundige klimavidenskabsmand James Hansen sagde på et tidspunkt, at hvis den canadiske tar sands-olie blev fuldt udnyttet, ville det være game over for the climate.

Det har været en stærkt betændt situation, hvor på den ene side stærke olieinteresser så det geniale i at koble de store tar sands-forekomster i nord med Texas’ raffinaderier i syd, hvorfra den raffinerede olie kunne udskibes til hele verden, men nok først og fremmest det europæiske marked. Der har været investeret milliarder i reklamer og politisk lobbyisme, og omvendt har Keystone XL formået at mobilisere meget stærke græsrodskræfter. Nogle gange har fokus måske endda været for voldsomt, for dels er det, selv hvis det skulle lykkes at få forpurret planerne om Keystone XL, ikke ensbetydende med, at de store olieselskaber opgiver udvindingen af tar sands-olien. Tværtimod vil man nok se den forsøgt transporteret via jernbane, ligesom der undervejs i de efterhånden mange års ventetid har været luftet planer om alternative rørføringer til den canadiske øst- eller vestkyst, som så blot ikke kunne trække på Texas’ raffinaderikapacitet og -ekspertise.

Rørledningen krydser grænser, og derfor er beslutningen om en eventuel etablering er i sidste ende Obamas. Men han har i årevis skubbet den som en varm kartoffel og dækket sig ind efter rapport efter rapport. I begyndelsen defensivt, men efterhånden som han i sin anden valgperiode har bevæget klimaudfordringen fra det næsten unævnelige til det nok mest centrale problem i hans indsats, har hans udsættelse nærmere fremstået som en mulighed for at tvinge Canada til at tage klimaudfordringen alvorligt, hvor man kunne frygte, at han endte med at acceptere Keystone XL mod at Canada tog sin del af klimaudfordringen alvorligt, hvilket det lige nu kniber alvorligt med.

I juni 2013 meldte han imidlertid ret klart ud, at Keystone XL ikke kunne komme på tale, hvis den ville medvirke til at øge klimaproblemerne:

“Allowing the Keystone pipeline to be built requires a finding that doing so would be in our nation’s interest. And our national interest will be served only if this project does not significantly exacerbate the problem of carbon pollution. The net effects of the pipeline’s impact on our climate will be absolutely critical to determining whether this project is allowed to go forward” (se blog-indlægget  Obama om Keystone XL).

Siden da Obama har Obama skærpet retorikken, kaldt Keystone for en ‘export pipeline’ som underforstået ikke gjorde noget godt for USA,  og her i foråret karakteriserede han tar sands-olien som ‘extremely dirty’. Så Obama ville ikke kunne godkende rørledningen uden at sætte hele sit klimapolitiske eftermæle over styr. Og nu går rygterne, at Obamas endelige afgørelse kommer her i løbet af august, mens Kongressen er på sommerferie. Rygtet blev startet af den republikanske senator og Keystone XL-tilhænger John Hoeven, da han som del af sin tale i Senatet i går sagde, at:

“He’ll turn the project down while Congress is not in session to have less push back, less criticism of the decision, make it under the radar,” Hoeven said during his floor speech. “And that timing is understandable because he’s making a political decision rather than a decision based on the merits.”

Hoeven har siden sagt, at han har sin viden fra flere kilder, men har afslået at afsløre hvem. Hoevens udsagn er ikke er blevet hverken be- eller afkræftet af Det Hvide Hus og bliver tilsyneladende taget for gode varer i det politiske system, så meget tyder på, at vi efter 7 års proces står overfor den endelige afvisning af Keystone XL.

Læs mere »

I går og i dag har G7-landene været samlet til det årlige topmøde i det sydligste Bayern ved Schloss Elmau ved foden af alperne.

Dagen i dag kunne meget vel ende med at gå over i historiebøgerne som en skelsættende dag, for G7-landene – England, Tyskland, Frankrig, Italien, Canada, USA og Japan – endte ved topmødet i Schloss Elmau med at vedtage en fuld udfasning af de fossile brændstoffer inden udgangen af det 21. århundrede, samt at målsætningen om max 2°C global opvarmning måtte fastholdes. Yderligere lovede de 7 lande inden 2020 at have sikret en klimafinansiering på 100 mia. $ samt inden 2050 at have gjort deres energiforsyning CO₂-neutral.

Disse udmeldinger kommer på et fantastisk vigtigt tidspunkt, netop hvor klimadelegationer fra hele verden er samlet i Bonn for at transformere den endnu meget lange og mangerettede klimaaftale, som skal være klar til Paris til december, til en præcis køreplan for, hvordan menneskeheden løser sin til dato største fælles udfordring, at få bremset den globale opvarmning.

Selv Greenpeace har været ude med roserne i dag. Awaaz skriver i et communique, at “Merkel’s G7 says ‘Auf Wiedersehen’ (farewell) to fossil fuels.” Vi må så håbe, at det bliver et ‘farvel’ og ikke et ‘på gensyn’. Og Common Dreams, som for få dage siden erklærede 2°C-målsætningen tæt på at afgå ved forhandlingsdøden, beretter i dag fra Schloss Elmau med reference til E3Gs Ruth Davis, at G7 Climate Goal Will ‘Send Shivers Down the Spine’ of Fossil Fuel Industry.

Man kunne nøgternt set have ønsket sig flere mål på den korte bane og på mellemdistancen, for spørgsmålet om vi kan holde 2°C-målsætningen handler næsten mere om, hvor hurtigt vi kommer i gang med radikale reduktioner, end præcist hvornår udledningerne går i nul. Ifølge G7-deklarationen skal de samlede udledninger i 2050 være reduceret med 40-70% i forhold til 2010 (så vidt muligt 70%), hvilket langt fra tilstrækkelige til at sikre 2°C-målsætningen. Men stadig ligger der en fantastisk signalværdi i, at denne gruppe af lande melder så klart ud, at fremtiden bliver uden fossile brændstoffer.

Angela Merkel havde forud presset på for at de syv lande også stadfæstede bindende reduktionsmål, hvilket havde været et vigtigt signal overfor omverdenen. Men her er den realpolitiske situation imod. I USA sker klimaindsatsen stadig på trods af republikansk flertal i begge Kongressens kamre, og hvis en republikaner i 2016 ender med at vinde præsidentvalget efter Obama (hvilket der heldigvis lige nu ikke er meget, som tyder på), er den igangsatte klimaindsats tilbagerullet på dag ét. Og både Canada og Japan har inden for de seneste år opgivet deres udmeldte klimaindsatser, Japan angiveligt på grund af Fukushima-katastrofen, mens Canada har viklet sig ind i et tar sands-projekt, som har kørt udviklingen helt af sporet.

Så G7-landene har fået hjemmearbejde. Faktisk viste en rapport lavet til anledningen, at 5 af 7 G7-lande havde et større kulforbrug nu end for fem år siden, og samlet set er kulforbruget for G7-landene kun faldet med 1,3% siden 1990. Selv i Tyskland har kulforbruget forbigående været stigende i de seneste år, fordi man i skyggen efter Fukushima besluttede sig for at udfase sin atomkraft. Men det har ikke ført til nogen svækkelse af de samlede tyske reduktionsmål.

Det står klart, at Canada og Japan har strittet imod til det sidste og har været under massivt pres fra de øvrige G7-lande for at acceptere ordlyden omkring G7-landenes rolle i at nå frem til en fuld udfasning af fossile brændstoffer. Globe and Mail skriver med henvisning til en kilde, som har været med til at forberede G7-topmødets slutdeklaration, at Japan og Canada undervejs blankt har afvist at inkludere nogen form for bindende reduktionsmål.

Til en begyndelse kunne man med rimelighed forlange, at G7-landene skærpede deres INDC-målsætninger, så de lå inden for det i G7-deklarationen udstukne. Her er ikke mindst Canada og Japan helt ude af trit.

Set i forhold til 2°C-målsætningen er det alt for sent, hvis udfasningen af fossile brændstoffer først sker mod slutningen af det 21. århundrede. Der ville det ikke mindst for de tidligt industrialiserede G7-lande være langt rimeligere, hvis de havde ikke bare energiforsyningen, men deres samlede energiforbrug omlagt til vedvarende energikilder inden 2050. Så fuld afvikling af det fossile samfund er det rigtige mål, men den opridsede tidslinje vil på ingen måde kunne holde klimaudviklingen inden for 2°C-målsætningen.

Yderligere har de seneste år vist, at klimaforandringer ikke bare er noget, som udfolder sig i en distant fremtid, men allerede med under 1°C stigning, som vi har i dag, fører til voldsommere udsving i det globale vejrsystem. Så stadig flere ser max 1½°C som værende den eneste rimelige målsætning, hvilket vil kræve ikke bare endnu hurtigere afviklinger af brugen af fossile brændstoffer, men også, at udviklingslandene hjælpes til en udvikling baseret udelukkende på vedvarende energikilder.

Og … selv en fuld standsning af alle udledninger er ikke slutmålet, men et vigtigt skridt på vejen. På lidt længere sigt skal atmosfæren og verdenshavene renses op for størstedelen af de kolossale CO₂-mængder, som er sendt til himmels siden industrialiseringens begyndelse. For først med koncentrationen tilbage omkring 350 ppm har vi for alvor langtidsstabiliseret det globale klima.

Læs mere »

CAN Canada (Climate Action Network Canada) udsendte i torsdags en pressemeddelelse på baggrund af offentliggørelsen af Canadas INDC – Canadas Intended Nationally Determined Contributions – forud for FNs klimakonference til december i Paris. Indledningen lyder som følger:

“Canada today announced that it will cut carbon pollution by 30 percent below 2005 levels by 2030. The proposed target would be achieved five years later than the United States, relies on questionable carbon accounting practices in the forestry and land use sectors, includes international offsets to compensate for growing oil sands emissions rather than regulating the country’s fastest growing source of greenhouse gas emissions, and would emphasize regulations of methane and nitrous oxide rather than the primary greenhouse gas, carbon dioxide.”

Canada har ellers i årevis fastholdt, at man ville følge USAs klimapolitik, hvilket var en komfortabel position, så længe der ikke rigtig skete noget i USA. Det passede også med, at hvor Canada da det stod klart, at man ikke kunne overholde den reduktion i udledningerne på 6%, som man ifølge Kyoto-aftalens første del havde forpligtet sig til inden 2012, så meldte man sig bare ud af traktaten og lod udledningerne stige – igen som USA, som aldrig nåede at underskrive Kyoto-aftalen. Men hvor Obama i sin anden præsidentperiode rent faktisk har givet klimaindsatsen høj prioritet, har Canada i mellemtiden forvildet sig ud i et gigantisk tar sands-eventyr, som ikke bare er i fuld gang med at rasere store oprindelige landskaber, men har forplumret Canadas klimapolitik dertil, at Canada har gjort sig til en af den globale klimaindsats’ store bremseklodser.

Yderligere er man, som CAN påpeger, indstillet på at bruge alle beregningsmæssige smuthuller, inklusive at købe sig til reduktioner uden for Canadas grænser, for stadig at have plads til at afbrænde de store mængder af fossil energi, som skal til for at udvinde tar sands-olien. Billederne herover giver et par smagsprøver på udvindingen i Alberta, hvor et område på størrelse med Frankrig potentielt kan ende med at blive endevendt. Så oliesand-udvindingen må betragtes som verdenshistoriens største planlagte landskabsødelæggelse.

Man kunne ønske sig, at det var fornuften, som sejrede, så Canadas politiske ledelse stoppede dette absurde projekt, som James Hansen på et tidspunkt betegnede som ‘game over for the climate’, hvis det blev fuldt udrullet. Den canadiske befolkning ønsker det afviklet, men har endnu ikke formået at trænge igennem. Derfor giver det god mening, at protesterne mod Keystone XL har fået den centrale næsten symbolske rolle, som den har. I snart mange år er det lykkedes at holde en udvikling stangen. Men efterhånden er den mest realistiske grund til, at størstedelen af den canadiske tar sand-olie endte med at forblive uudnyttet, ikke, at politikerne endelig kom til fornuft, men at det med de faldende energipriser, som vi har set de seneste par år, nærmer sig det punkt, hvor det er urentabelt at udvinde tar sands-forekomsterne. For ikke nok med at de har en væsentlig større klimabelastning pr. udvundet energienhed, de er også væsentligt dyrere at udvinde end for eksempel den saudiarabiske olie eller den amerikanske skifergas, samtidig med at de vedvarende energikilder fortsætter med at blive billigere, så selvom det kan være svært at stoppe et projekt med så gigantiske investeringer, så er det stadig vanskeligere at se det økonomiske perspektiv i udvindingen og den dermed følgende ødelæggelse af landskaber og atmosfære. Hvis vi som, det lige nu tegner til, her til december i Paris ender med at få vedtaget en reel pris på CO₂-udledninger fra 2020, så ligner det canadiske tar sand-eventyr mere og mere en gigantisk fejlinvestering. Men det er nok for meget at forvente af den nuværende canadiske regering, at den skal kunne erkende dette efter i en årrække at have sat alt, ind på at få gang i udvindingen, kapital, prestige og global lobbyisme.

Læs mere »

Fukushima-katastrofen 11. marts 2011 vendte op og ned på det japanske samfund. Ikke bare lagde den store områder øde og drev mange mennesker fra deres hjem på uvis tid. Nok så meget gjorde den basale ting i dagligdagen usikre – var der stråling i maden, teen, luften, på børnenes legeplads?

Indhyllet i en næsten opiat ‘safety myth’ blev Japan i den grad taget på sengen – Fukushima-katastrofen var katastrofen, som ikke kunne ske, og som man derfor både praktisk og mentalt var fuldstændig uforberedt overfor. I tiden efter blev samtlige Japans 54 reaktorer en efter en standset for løbende årlige eftersyn, og 5. maj i år stod Japan, som inden Fukushima-katastrofen havde planer om at udbygge sin A-kraft fra 30% til 50% af energiforsyningen, uden A-kraft for første gang i næsten et halvt århundrede. Kort efter blev to reaktorer dog nødstartet for at sikre elforsyningen i den værste sommervarme. Men de øvrige afventer etableringen af helt nye sikkerheds- og beredskabsforanstaltninger. Og stod det til store dele af befolkningen, blev reaktorerne aldrig startet igen.

Fukushima-katastrofen har fået konsekvenser ud i alle afkroge af det japanske samfund, og det er fundamentalt interessant, hvordan et samfund reagerer overfor en sådan udfordring. Er det begyndelsen til noget radikalt nyt, formår man at tage ved lære, at se den del af katastrofen, som kunne have været undgået, hvis man havde taget risikoen alvorligt? Eller skal man blot hurtigst muligt tilbage til business as usual?

Fukushima-katastrofen har rejst et folkeligt krav om forandring. Man vil bort fra A-kraften og ønsker et Japan i pagt med naturen, på vedvarende energi. Omvendt er der i bureaukratiet og erhvervslivet meget stærke kræfter, som søger at trække Japan tilbage på sin hidtidige kurs. Men med skyggerne fra atombomberne over Hiroshima og Nagasaki stærkt prentet i den nationale psyke er det givet, at ikke alt bare bliver som før (se blog-indlægget Mellem Hiroshima og Fukushima).

Siden begyndelsen af juni 2012 har jeg lavet næsten daglige optegnelser omkring re-definitionen af A-kraften og Japans energipolitik. Sådanne optegnelser vil uundgåeligt føre til gentagelser, og der vil blive åbnet temaer, som måske viste sig som blindspor. Men foreløbig er planen at følge udviklingen fra den måned, hvor Japan var uden A-kraft over genstarten af de to reaktorer ved Oi-værket frem til etableringen af en ny energiplan og en ny energipolitik.

Disse optegnelser er holdt månedsvis – se tilsvarende optegnelser for juni, juli, august, september, oktober, november og december 2012, januar, februar, marts, april, maj, juni, juli, august, september, oktober, november og december 2013 samt januar, februar og marts 2014.

• I marts er det 2 år siden Fukushima Daiichi-værket havde tre reaktornedsmeltninger på stribe i hvad der efterhånden ligner verdens alvorligste atomkraftulykke. Det er svært ikke at sammenligne med Chernobyl, og selvom Fukushima-katastrofen i den grad tog Japan på sengen, har den efterfølgende håndtering af krisen gjort, at man sandsynligvis ender med væsentligt færre dødsfald. Men oprydningsarbejdet er kolossalt – og dårligt nok kommet i gang her to år efter.

I tiden efter nytår har man kunne opleve en afmatning i, hvor meget der blev skrevet om Fukushima-problematikken – og i løbet af februar har der for første gang været dage, hvor der ikke var skrevet nævneværdigt om problemerne i den engelsksprogede presse – eller hvor det kun var nyhedstelegrammernes råtekster, som blev lagt ud. Så den nye premierminister Shinzo Abe har langt hen ad vejen fået den stilhed om situationen, som han kunne ønske sig, så han kan gentage sit valgkup i december og også opnå et flertal ved i valget til overhuset i juli. Men her omkring toårsdagen vil der igen komme en lang række markeringer, og spørgsmålet er, om det herefter vil klinge ud? Sandsynligvis ikke, for Fukushima-katastrofen lægger stadig sin tunge skygge ind over det japanske samfund og vil gøre det mange år frem.

Den nye sikkerhedsinstans NRA gør tilsyneladende et stort og flot arbejde med at få lavet den sikkerhedsopgradering af landets 50 reaktorer som giver den størst mulige sikkerhed for, at Japan aldrig igen vil stå med en tilsvarende situation. Men er man villig til at betale regningen? Er landet kar til at gå igennem endnu en sommer med blot to reaktorer i gang, og hvad vil der ske, når de to nu startede reaktorer ved Oi-værket lidt ud på sommeren skal standses for det årlige gennemsyn? Vil man så turde genstarte dem? Hvad vil man gøre ved de konkurstruede forsyningsselskaber? Og hvor meget vil Abe ændre i den energiplan, som blev fastlagt i efteråret under indtryk af en stor national høringsrunde?

Sådanne spørgsmål vil sandsynligvis komme op at vende i løbet af marts.    

Jeg har sat paper.li-siden Fukushima Blues op, så den opdateres hver morgen kl. 8 dansk tid med nyhedsartikler, videoer mv. om om Fukushima-katastrofen og dens udfoldelse i det japanske samfund. Der dukker indimellem regulære skæverter op, men omvendt kommer Fukushima Blues langt omkring i informationsstrømmen omkring Fukushima Daiichi.

Se samtlige blog-indlæg tagged Fukushima-katastrofen.

Se Fukushima links år 1, Fukushima links år 2, Fukushima links år 3 – første halvår samt Fukushima links år 3 – andet halvår.

Optegnelser marts 2013

1. marts – Edano: Energiplanen må fastholdes 
2. marts – Jeremy Rifkin om hvorfor A-kraftens tid er omme – blog-indlæg
2. marts – Amerikansk pres på Japan for ikke at afvikle A-kraften 
3. marts – Strålingen aftagende i landskaberne omkring Fukushima 
4. marts – A Tale of Two Forests

5. marts – Abe sætter klima- og miljøfolk på porten 
6. marts – Rygter om genstart af flere A-kraftværker 
6. marts – TEPCO ønsker at lede radioaktivt vand i havet 
6. marts – Stadig høje strålingsdoser i vild mad 
7. marts – Stor online 3/11-database åbner

8. marts – Asahi Shimbun om bedste sikring mod atom-terror 
9. marts – Sikkerhedskultur – eller mangel på samme 
9. marts – Futaba i Prometheus’ fælde 
9. marts – Allerede jordskælvet satte Fukushima-værket skakmat 
10. marts – Sikkerhedsmæssige opstramninger 

10. marts – Store antiatomkraft-demonstrationer forud for toårsdagen
11. marts – TEPCO ‘nødt til’ at genstarte reaktorer 
11. marts – En stribe før-efter-billeder
11. marts – Fukushima – 2 år senere – blog-indlæg
11. marts – Helen Caldicott om sundhedskonsekvenserne 

12. marts – 1.650 anlægger sag mod stat og TEPCO 
13. marts – Japan løber fra sine klimamålsætninger 
13. marts – Radioaktivitet fra Fukushima i fisk fra Østersøen 
13. marts – Naoto Kan: Den sikreste A-kraft er ingen A-kraft
13. marts – Chernobyl vs. Fukushima 

14. marts – Setsuden-varsel for den kommende sommer 
14. marts – Nye dyrkningsmetoder i Fukushima 
15. marts – Gigantiske mængder af affald skyllet i havet efter 3/11
16. marts – Kyoto-forsker om Fukushima-katastrofens udfoldelse 
16. marts – A-kraft-modstandere stort set fjernet fra energiudvalg 

17. marts – Greenpeace ønsker producenterne stillet til regnskab 
18. marts – NHK-interview om Fukushima Daiichi-værkets tilstand – blog-indlæg
19. marts – Sammenbrud af vandkølingen ved Fukushima Daiichi
19. marts – Oi-værket får lov at køre indtil september
19. marts – Mainichi-leder: Japan kan ikke bare løbe fra sine klimaforpligtelser

20. marts – Nankai-jorsdskælv kan koste op til 40% af Japans BNP 
21. marts – Tredje strålingsrekord i år for Fukushima-fisk 
22. marts – Dekontaminering et Sisyfos-arbejde 
24. marts – 7.000 demonsterende kræver Fukushima uden A-kraft 
25. marts – TEPCO taget i falsk folkelighed 

25. marts – Abe gør genstart af reaktorer til forudsætning for genopbygning 
28. marts – Not in my backyard 
28. marts – Kyushu Electric Power Company taget i falsk folkelighed 
28. marts – NRA vil undersøge Fukushima-katastrofen 
29. marts – Google Streetview “for ikke at glemme Fukushima” 

29. marts – Det daglige brød, den daglige frygt 
30. marts – Etårsdag for anti-A-kraftdemonstrationer foran premierministeren

Se Fukushima links for 1.-11. marts 2013 / 11.-31. marts 2013.

Læs mere »

Som resultat af COP3 klimatopmødet i Kyoto indgik verdens rigeste lande i 1997 verdens hidtil første og eneste bindende aftale om reduktion af udledninger af drivhusgasser. I den forbindelse bandt Danmark sig til at reducere sine udledninger med 21% inden udgangen af 2012, hvor gennemsnittet af de lande, som indskrev sig med forpligtigelser, var en reduktion på blot 6%. Men det forlyder nu, at Danmark er i hus.

Ifølge Kyoto-aftalen må vores samlede nationale udledninger i 2012 maksimalt udgøre 54,8 mio. ton CO₂. De ligger dog stadig på 59,7 mio. ton CO₂, men differencen udlignes gennem køb af kreditter, hvor Danmark betaler for en reduktion svarende til differencen i forskellige tredjeverdenslande. Dette kvotesystem kan man mene meget om, men det var et af grundelementerne ved Kyoto-aftalen – et stort anlagt forsøg på at få markedets simple logik til at spille med i klimaindsatsen. Det er ikke slået fuldstændigt fejl, men prisen for at udlede 1 ton CO₂ på det europæiske kvotemarked er så lav, at det på ingen måde ansporer til at reducere ved kilden.

Kyoto-aftalen var langt fra nogen perfekt aftale, da den blev indgået, og det af flere  grunde. Men det var dengang det bedste, man kunne blive enige om – en form for begyndelse, vedtaget på COP3 blot 6 år efter at man i Rio i 1992 havde lovet hinanden at arbejde frem mod en klimaaftale til beskyttelsen af det globale klima.

For det første omfattede aftalen kun de ‘gamle’ industrilande – eller rettere var det kun dem, som havde bindende reduktionsmål. Og da USA verdens den gang største udleder af drivhusgasser sprang fra, var virkningen allerede reduceret. Så USAs udledninger ligger i dag omkring 30% over landets udledninger i 1990. For nylig meddelte Canada, at man ville udtræde af Kyoto-aftalen, efter at man i nogle år havde opgivet klimaaftalen og set landets udledninger eksplodere i forbindelse med udviklingen af tar sand i Alberta-området, hvilket i sig selv er en tikkende bombe under klodens klimaindsats. Og vi vil nok se, at Japan står til heller ikke at klare sine forpligtelser efter at man har haft samtlige sine A-kraftværker sat på stand by i forlængelse af Fukushima-katastrofen.

Læs mere »

.

.
To the Last Drop – Canada’s Dirty Oil Sands er en dokumentarfilm af Niobe Thompson om tar sand-udvindingen i Alberta. Den varer i alt 48 min., men er her delt i to for at kunne ligge på YouTube. To the Last Drop giver et godt billede af de kolossale miljøødelæggelser, som udvindingen af tar sand-forekomsterne i medfører, selvom udvindingen endnu langt fra er oppe på fuldt niveau. Inden for få år regner man med at nå op på 3 mio. tønder pr. dag, og Alberta er hermed en af verdens største olieleverandører.

Hvis ikke denne udvikling bremses, er det en bombe under det internationale samfunds målsætninger om en global temperaturstigning på max 2° C og max 450 ppm. Hvis disse målsætninger skal have en chance, skal Albertas tar sand (og en hel masse mere) blive liggende hvor det er. I dokumentaren siger Monbiot da også (op til COP15), at det ikke er Saudi Arabien, Kina eller USA som er klimaforhandlingernes største obstruktør, men Canada. Så store olieforekomst bogstaveligt liggende for fødderne gør det meget vanskeligt at tænke klart og sige: “Tar Sands are best left in the ground”.

I floder og søer fanger man i dag misdannede fisk nedenfor de igangværende udvindingsområder og i den lokale indianske befolkning har man kunnet konstatere en markant forhøjet forekomst af dødsfald efter kræftformer, som er nært forbundet med olieforurening. De undersøgelser, som skulle sikre miljøet, er betalt for (og indtil for nylig hemmeligholdt) af olieindustrien, så officielt har det blot heddet sig, at der ikke er tale om nogen betydende forurening. Men uafhængige målinger har vist, at udvindingen af tar sand sender markante mængder af tungmetaller som arsenik, kviksølv, bly, beryllium, selen, zink, kobber, nikkel, krom og cadmium ud i miljøet, dels gennem de omfattende afbrændinger, dels gennem stadige sivende lækager fra de store udskilningsdamme. Ingen tror i dag på, at landskaberne nogensinde kommer videre fra det ødeland, som udvindingen efterlader.

Indimellem kunne man ønske sig, at klimaudfordringen blev håndteret i et større, klarere og mere rent klimatologisk-videnskabeligt perspektiv – selv denne dokumentar synes indimellem at miste overblikket i beskrivelserne af de umiddelbare ulykker i Albertas lokalsamfund. Men hele problemkomplekset omkring Albertas tar sand-olie og den Keystone XL rørledning, som skal føre olien til det amerikanske marked og muliggøre videreførelsen af den fossile levevis endnu et årti eller to, som vi strengt taget godt ved det gælder om at få afviklet hurtigst muligt, rejser en række helt centrale spørgsmål for menneskeheden. Om oprindelige folkeslags rettigheder, om naturbevarelse, om kortsigtet-langsigtet, om retten til at ødelægge, til at fortie, forvirre og forvrænge, til at obstruere den nødvendige omstillingsproces, og måske allervigtigst spørgsmålet, om vi er i stand til – selvom vi har teknologien til at udvinde tar sand-olien – at lade den ligge i jorden? Er vi i stand til at lade hensynet til naturen, til fremtiden, til det fælles bedste få plads overfor øjeblikkets grådighed?

Alle ansvarlige virksomheder og myndigheder ved i dag, at de med tar sand-udvindingen står med en gennemført beskidt virksomhed. Alligevel fortsætter de uantastet, alligevel fortsætter bagatelliseringen og bortforklaringerne. I stedet investeres massivt i klimafornægtelse og misinformation.

Særligt én sætning fra dokumentaren bliver hængende, hvor Bill McKibben taler om vi (amerikanerne) som afhængige junkier, som skal have deres fix … koblet med Hilary Clintons resignerende erkendelse af at ja, Albertas tar sand er dirty oil, men i virkeligheden er al olie dirty oil – hvilket ikke er helt forkert. USA har måttet kæmpe adskillige krige for sin olieforsyning fra de arabiske lande.  Kan man forvente rationel adfærd af junkier? Kan de/vi nedtrappe sig selv?