Strøtanker om bæredygtighed

[nggallery id=163]
.
Dette handler på ingen måde om, hvordan man dyrker spirer – det har Miriam Sommer gjort så meget bedre med sin bog¹ og hjemmeside Friske Spirer. Men her de sidste par måneder har jeg til min store fornøjelse fået gang i en spirebakke. Har foreløbig prøvet kræfter med rapsfrø, bukkehornsfrø, mungbønner, belugalinser, radise- og broccolifrø, og har mod på at prøve kræfter med mange flere forskellige frø. Men allerede nu er én ting sikkert, at jeg aldrig mere kommer til at købe spirer i skumbakker.

Dels er spirerne udsøgt lækre, når de er helt friske. Selv en standardspire som mungbønnen, som er lidt grænsekedelig fra supermarkedernes kølediske, bliver en udsøgt spise.

Dels bliver friske spirer, som ligger højt på klimaspisepyramiden fordi den måde industrien laver spirer på er ganske energikrævende, tværtimod en proces, som nok kræver løbende opmærksomhed – de små spirer skal helst skylles to-tre gange om dagen – men som har et nærmest umåleligt lavt klimafodaftryk.

Og så er det en stor fornøjelse af følge spirerne udfolde sig. I spirebakken er man på nærmeste hold vidne til de første døgns forunderlige forvandlingsprocesser fra indtørret frø til kompleks skabning med himmelstræbende kimblade og jordsøgende rødder. Det vækker minder om Goethes lille perle af en bog om planternes metamorfose,² som afsøger den morfologiske relation mellem urplanten, alle planters fælles ophav, og det udfoldede univers’ uendelige mangfoldighed af form – vel at mærke beslægtet form. Midt i naturens endeløse formvariation er der nemlig et helt register af former, som man aldrig ser i naturen – som skarpe kanter, spejlsymmetri og rette linjer, som paradoksalt er højt skattet af menneskelige ordenssans.

Bukkehornsfrø-spirerne blev min første favorit – ikke bare på grund af deres distinkte smag, men også fordi disse spirer har en underfundighed i deres måde at træde ind i verden på. I deres livs første strækken sig mod lyset har de nærmest en pose eller sæk over hovedet (frøskallen), som de pludselig formår at skyde af. Har de i virkeligheden et instant satori i dette øjeblik? I hvert fald synes de meget klare over deres livs retning.

Men billederne herover er fra min seneste spirebakke-aha-oplevelse: røde radisefrø – og som man kan se af billederne, har der sneget sig et par frø ind, hvis første kimblade nærmere er lysende gulgrønne. Ikke bare er det en forunderlig transformation, som udspiller sig på nærmeste hold i løbet af de første dage – der er fire døgn mellem de første og de sidste billeder i serien herover. Samtidig har radisespirerne en ret så markant smag, som udvikler sig til noget næsten ræddike-skarpt, men stadig delikat, når de i det sidste døgn kommer fra spirebakken op i vindueskarmen for at få mere lys.

Det gør også, at farverne udvikler sig til en meget intens næsten sortrød – som er resultatet af den oprindelige rødmen plus de grønkorn, som dannes i lyset.

Når man som jeg bor i en lille lejlighed i en lille ejendom med en lillebitte gård på blot 5 m², som vi er fem lejligheder til at dele, så er der ikke plads til nogen grøntsagshave. Men med en sådan femetages spirebakke (15×15 cm) har man det lækreste tilskud til de daglige måltider.

Nu blev det radisespirerne, som først kaldte kameraet frem, også fordi vi de seneste dage for alvor har fået lys på himlen. Men jeg vender snart tilbage med flere glimt fra spirebakken.

Miriam Sasha Sommer: Friske Spirer – en guide til spiring, Forlaget Friske Spirer 2010.¹

Johan Wolfgang von Goethe: Versuch die Metamorphose der Pflanzen zu erklären, Ettingersche Buchhandlung, Gotha 1790.²

Hvert fjerde år bliver Københavns Kommunes (KK) Agenda 21-plan fornyet, og her hen over sommeren har den kommende Agenda 21-plan for 2012-15 er lagt ud til høring.¹

Med Agenda 21 og Rio+20-konferencen i frisk erindring synes ambitionerne og virkemidlerne i den foreliggende Agenda 21-plan set i forhold til udfordringens monumentale karakter og omfang at være lidt famlende, og mere grundlæggende at savne det store samlede perspektiv for bæredygtig omstilling, som Agenda 21 lægger op til.

I løbet af juli blev jeg indstillet på at lave et høringssvar og har løbende reflekteret over Agenda 21s rolle i byens udviklings- og omstillingsproces. Men efterhånden som deadline for aflevering nærmede sig, bevægede teksten sig gradvist så langt fra at være et høringssvar, at det ikke gav me­ning at færdiggøre og aflevere som høringssvar. Nu lægger jeg det i stedet ud i en fore­løbig form, hvor lange passager stadig kun er stikord. jeg hører meget gerne synspunkter på det foreliggende og håber på et tidspunkt at kunne vende tilbage med en mere afklaret udgave, se:

København som bæredygtigt ligevægtssamfund – refleksioner omkring Københavns Agenda 21-plan, foreløbig udgave pr. 31.08.2012 (pdf).

Ved deadline i går var der indløbet 18 høringssvar, se link nedenfor², så kun et mindretal af byens lokaludvalg og miljøpunkter har vurderet det meningsfuldt at forholde sig til den. Det viser med stor tydelighed, hvor lille en rolle Agenda 21 og det overordnede miljøperspektiv har i afklaringen af byens udvikling.

Et af de 18 bidrag (fra Lars Barfred) påpeger ligefrem det meningsløse i at lave sådanne store planer, når de alligevel ikke bliver fulgt. Og et andet (fra Rådet for Bæredygtig Trafik) erklærer sig enig heri.

Men siden 2004 har det været lovpligtigt for kommunerne at lave disse firårige Agenda 21-planer for at sikre integritet og sammenhængskraft i kommunernes bæredygtige udvikling. Så der var alt mulig grund til at stille sig spørgsmålet, hvad er det vi skal og vil med Københavns Agenda 21-planer?

Måske et større studiekredsarbejde i god tid inden næste gang? Måske et systematisk arbejde med scenariet, et fælles scenario for ikke bare den by vi ønsker – men for den by og de livsrum vi ønsker inden for de klima- og bæredygtigheds-mæssige rammer, som findes.

Det er her, Agenda 21 har sin styrke, sin berettigelse og sin nødvendighed.

For lige nu forbruger vi, som havde vi fire-fem kloder til rådighed og er hastigt i gang med at forøde kommende generationers livsgrundlag. Hvordan ser vores ønskeby ud, hvis vi skulle skabe en byvision på baggrund af, hvad Mathis Wackernagel kaldte One Planet Budgeting?

Det er præcist udviklingen af denne bæredygtige by, en Agenda 21-plan skulle sikre.

Se tidligere blog-indlæg: One Planet Budgeting: Making sustainability real with the ecological footprint.

Se rækken af blog-indlæg om Rio+20.

Agenda 21-plan ´Grøn hverdag og Livskvalitet´ 2012-2015, kk.dk.¹

Grøn hverdag og livskvalitet, Agenda 21-plan for 2012-2015, Københavns Kommune juni 2012 (pdf).¹

Høring: Grøn hverdag og livskvalitet, kk.dk.²

.

Ecovillage – en 6:47 min. video om et irsk økofællesskab i Cloughjordan.

Da vi i 2009 afholdt Klimabundmøde parallelt med Klimatopmødet i København, var det blandt andet i samarbejde med LØS, Landsforeningen for Økosamfund, GEN, Global Ecovillage Network. Med indrejsende fra økosamfund i alle dele af verden blev et tilbagevendende tema igennem de to uger, hvordan vi kunne gøre brug af erfaringerne fra disse små idealsamfund i storbyernes ofte mere uoverskuelige og umedgørlige virkelighed. For i økosamfundene fandt man mennesker, som på mange måder havde indrettet sig som RIO+20-konferencen efterspørger for hele verden, med en høj grad af livskvalitet og harmoni med omgivelserne samtidig med, at man havde en klimabelastning og et økologisk fodaftryk, som kloden kunne bære … måske ikke fuldt ud i alle henseender, men i fuld gang med at skabe fremtiden. Der ligger i økosamfundene en vital fond af viden om, hvordan vi fremover kunne indrette os.

Derfor var det glædeligt at se, at mange af de video-eksempler, som man har medtaget på hjemmesiden The Future We Want – som er lavet for at alle verden over kan være med til forud for Rio+20 at formulere den verden, de ønsker – beskriver tilværelsen i økofællesskaberne. En anden kategori af videoerne beskriver forskellige aspekter af Urban Farming og transformationerne af bymiljøerne. Gennem at bringe livet tilbage på landet og fødevare-produktionen og det nære samfund ind til byen giver de tilsammen en fin introduktion til nye måder og muligheder på by-land-aksen.

Jeg har samlet et udvalg af videoerne herunder.
.
Læs mere »

Plantagon har nu eksisteret i mere end 10 år – opbygget omkring en vision om at indarbejde fødevareproduktionen i vores byer og integrere den i bolig- og erhvervsbyggeriet. Det har sine udfordringer, men i høj grad også sine muligheder, og i en tid, hvor vi bliver flere og flere om at skulle mættes af samme få kvadratmetre er det overvejelser, som i den grad er værd at gøre, hvordan vores mad – eller i hvert fald dele af den – kan blive til i vores bymiljøer.

Plantagons til dato mest spektakulære visualisering af potentialet har været en gigantisk glaskugle, hvor planteproduktionen fandt sted på en spiralformet streng inde i bygningen. Og sådanne domes (se billedet til højre) kunne blive et spektakulært indslag i de fleste bymiljøer. Men nu ser det endelig ud til, at Plantagons vision bliver virkelighed.

I Linköping kunne man i sidste uge tage første spadestik til en kombineret kontor- og fødevareproducerende Plantagon-bygning, som med sin store lysende væksthus-facade bliver et yderst markant element i bybilledet (billederne øverst og nederst). Og hvor man til samme placering har arbejdet med en ren planteproduktionsglaskugle, har man nu valgt at en integreret kontor- og planteproduktionsenhed som prototype, hvilket virker indlysende.

Umiddelbart kan Linköping virke som et besynderligt sted at placere en sådan bygning, hvor plantekasser er stablet op i 54 meters højde, for Sverige har om noget masser af åbne vidder. Men samtidig med, at Sverige har en kort vækstsæson, har man et stort forbrug af friske grøntsager året rundt. Grundideen ug udviklingsarbejdet er svensk, og en række svenske firmaer som Saab, Combitech og Sweco, som kommer til at stå for opførelsen, har været villige til at gå ind i projektet. Så det er endt med at Linköping bliver hjemby for det første realiserede Plantagon-projekt.

Det patenterede facadesystem er omkring seks meter dybt og indeholder transportbånd, der til stadighed roterer planterne, så de får sol fra alle sider. Samtidig med at kontorhuset varmer vækstdelen, bliver kontorhusdelens grå spildevand (fra håndvaske) genbrugt til vanding. Bygningen har også en udtalt symbiose med det nærliggende Tekniske Verken, Linköpings energiselskab, som leverer varme og CO₂ (som øger plantevæksten), samtidig med at Verken aftager det overskydende organiske materiale til forgasning.

Problemet med den mad, som er dyrket i sådanne strukturer, er, at det er klassisk drivhusmad. Sollyset er for en stor del afløst af kunstlys, og planterne vokser i vækstmedier, hvor muldjordens mange forskellige mineraler og næringsstoffer er erstattet af flydende gødning. Så det fungerer måske nogenlunde til pyntegrønt og hurtigtvoksende urteagtige vækster, men for afgrøder med blot lidt længere væksttid vil det give mindre smagskraft og næringsværdi.

Og så måske endda stadig en bedre løsning end at importere drivhusprodukter fra Langtbortistan. Som Plantagon indledende spørger i sin pdf-præsentation af drivhusprincippet: Why should a tomato fly 10.000 km?¹

www.plantagon.com / Plantagon greenhouse presentation juli 2011 (pdf).¹

Ulrik Andersen: 12-etagers kombineret drivhus og kontor på vej i Linkøping, Ingeniøren 20.02.2012.

Molly Cotter: Plantagon Breaks Ground on its First ‘Plantscraper’ Vertical Farm in Sweden! Habitat 14.02.2012.

Tafline Laylin: VertiCrop Processes 10,000 Plants Every 3 Days Using Vertical Hydroponic Farming, Habitat 13.01.2012.

Andrew Michler: Plantlab Makes the Coveted Vertical Urban Farm a Reality, Habitat 23.05.2011.
.

Plantagons nye bygning i Linköping får en prominent placering langs elven.

I forlængelse af Københavns Kommunes klimaplan, som blev vedtaget i august 2009, er der udarbejdet en egentlig klimatilpasningsplan. Den har været i høring i de seneste tre måneder, og fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn har vi i dag indleveret høringssvaret Det klimapolitiske hovedgreb.

Selv hvis vi verden rundt var i stand til at standse vores CO₂-udledninger fra dag til dag, vil de drivhusgasser, som er udledt siden industrialiseringens begyndelse, i lang tid fremover have deres indvirkning på det globale klima.

Klimatilpasning er kun mulig indtil et vist punkt. Det er derfor vigtigt, at København først og fremmest søger at opfylde sin klimaplan – og at bringe sit samlede klimafodaftryk i nul. Herfra må man arbejde for, at en tilsvarende proces ser i andre byer, både i nord og i syd. KKs nuværende klimapan ser på udledninger, som svarer til 5 ton CO₂ pr. københavner. Imidlertid ligger vores samlede udledninger langt højere, Concito kom lige inden jul frem til, at hver dansker udleder 19 ton CO₂, mens Niras har beregnet Københavnernes klimafodaftryk til at være 19,3 ton CO₂. Sådanne tal lægger op til en markant revurdering af klimaplanen og dens sigte og virkemidler. Miljøpunkts høringssvar argumenterer for at anlægge den strategi at gøre København 200% CO₂-neutral.

Download Høringssvar fra Miljøpunkt Indre By-Christianshavn vedrørende KKs klimaplan (pdf) – samme i høj opløsning (pdf).

Høringssvaret består af tre dele:

1. del – Det klimapolitiske hovedgreb – ser på sammenhængen med Klimaplanen og kommer med forslag om oprettelse af en Klimatilpasningfond af det provenue af en vel gennemført klimatilpasning, som kan sikre, at København reelt bliver klimatilpasset på den begavede måde, dvs. med masser af byforgrønnelse og grønne tage frem for blot at udbygge kloaknettet dertil, at det kan rumme en kommende tids mere voldsomme nedbør.

Download Det klimapolitiske hovedgreb. Høringssvar vedrørende Københavns Kommunes klimatilpasningsplan (pdf).

2. del – Skolehaver i centrum – ser på mulighederne for, som del af klimatilpasningsarbejdet at sikre etableringen af skolenære skolehaver i det centrale København.

Download Skolehaver i centrum – om skolenære skolehaver i Indre By-Christianshavn (pdf).

3. del – et Urban Farming manifest – belyser mulighederne for at etablere bylandbrug og bynære landbrug som del af klimatilpasningsarbejdet – hvilket samtidig vil have vigtige implikationer for en nedsættelse af københavnernes samlede klimatilpasningplan. Se også det foregåennde blog-indlæg: Hvorfor Urban Farming? .

Download Urban Farming manifest – en vision for København (pdf).

Nedenfor er indkopieret kort over Københavns-området med henholdsvis 3 m havstigning og 7 m havstigning.

KK introside: København skal klædes på til fremtidens vejr.

KK: Klimatilpasningsplanen er sendt i høring.

Københavns Klimatilpasningsplan, høringsudkast februar 2011 (pdf).

Se indkomne høringssvar.

Olive Heffernan: Revised Sea Change, Science nr. 321 2008 pp. 1340–43.

Læs mere »

I forbindelse med udstillingen Hungry Planet – mellem køkken og klode har en Urban Farming arbejdsgruppe, som igennem 2010 har mødtes ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, fremlagt et Urban Farming manifest. I den anledning lavede KlimaTV i februar to interviews med Thorkild Ljørring og Mie Søgaard Kongstad, som kan ses herunder.

Download Urban Farming manifest (pdf).

Læs mere »

Under temaet ’Visioner for et grønnere København – med spiselige oaser og maden i centrum’ lagde Miljøpunkt Indre By-Christianshavn op til debat med et særarrangement i Rundetaarn 22. marts.

Er storbyhaver noget, vi vil? Og hvad skal der til for, at vi går med sprudlende drivkraft fra Rundetaarn i dag? Bent Lohmann, der er formand for Miljøpunkt Indre By-Christianshavn lagde op til debatten ved at fortælle, at Miljøpunkterne og Lokaludvalgene gerne vil være bindeled mellem kommunen og borgere, der tager lokale grønne initiativer. At skabe byforgrønnelse og storbyhaver handler både om at skabe sociale netværk og om at mødes i en smukkere by. Han mente, at det er vigtigt, at projekterne i sig selv er bæredygtige, og at borgerne selv har et ejerskab og drivkraft.

Hvor kan man gå hen og gå i gang? Kan vi få hjælp fra nogle uddannede fagfolk? Og hvor kan man finde viden om, hvem der ellers arbejder med storbyhaver? For flere af de 120 deltagere i debatmødet i Rundetaarn var det ikke er et spørgsmål OM, det er en god idé at have storbyhaver og dyrke spiselige planter i byen? Spørgsmålene var: HVOR kan og må vi lave dem? Hvordan kommer vi i gang? og Hvor henter vi hjælp?

Spørgsmålet om, hvor borgerne kan lave haver, var direkte adresseret til centerchefen for Park og Natur i Københavns Kommune, Jon Pape, der indledte debatmødet med at fortælle om Kommunens Grønne Visioner. Han kunne blandt andet fortælle, at Københavns Kommune har besluttet at plante 100.000 nye træer i byens fælles rum. I dag er der omkring 80.000 træer, så det er mere end en fordobling. Nogle vil være gadetræer, nogle parktræer og andre skal plantes ved institutioner og skoler.

Foruden den æstetiske og sanselige oplevelse, har begrønning en lang række fordele og medvirker til at binde CO₂ og luftforurenende støvpartikler, give levested for dyr og fugle, opsuge regnvand og afkøle byen, fremgår det af Københavns Kommunes Klimaplan, hvor planerne for byforgrønnelse, lommeparker, grønne tage og lokal afledning af regnvand er beskrevet.

Det at lave storbyhaver passer rigtigt godt ind i kommunens planer om både at øge bynaturens biologiske mangfoldighed og at understøtte frivillige kræfter og fællesskaber af borgere, der ønsker at deltage aktivt i plejen af grønne uderum. Jon Pape forestiller sig, at der kan opstå nye partnerskaber mellem forvaltningen og borgerne, hvor kommunen hjælper borgere, som gerne vil sætte grønne initiativer i gang i deres lokalområde og samtidig være med til at pleje arealerne.

”Når borgere er med til at plante træer i deres lokalområde, bidrager det til, at de føler ejerskab for træerne og det grønne område”, sagde Jon Pape.

Allerede for 15 år siden anlagde kommunen beboerhaverne på Enghave Plads, som beboerne selv passer og plejer. Marijke Zwaan fra Byhavenetværket var med i beboergruppen dengang og kunne på mødet fortælle, at der ikke er særlige problemer med hærværk, og at beboerne stadig passer haverne, men at de ønsker sig at kunne få sparring fra nogle professionelle gartnere.

Læs mere »

Thornton’s Budgens, et supermarked i det nordlige London, har sammen med miljøorganisationen The Positive Earth Project og mennesker fra lokalsamfundet etableret en grøntsagshave på taget af supermarkedet, kaldet FOOD from the SKY, som ikke bare leverer grøntsager til salg i supermarkedet nede på jorden, men er tænkt som et mødested for lokalsamfundet og et sted, hvor man kan se maden blive til.

Projektet ser det som sin vision: ‘To grow Life, Food and Community in our most cemented places’ and ‘To plant seeds in people’s heart’.

FOOD from the SKY is about inspiring and growing a healthy and sustainable relationship with food in cities and with our supermarkets. We are doing this through food growing on roofs and running educational programmes for individuals, schools, supermarket’s team members and organisations.

By establishing an alternative approach to food production and consumption, we intend to build an organisational template that can be easily used by other supermarkets and organisations.”

Al dyrkning foregår i potter og spande, og forud for projektets opstart blev der løftet 10 ton kompostjord op på taget.

Læs mere »

Carolyn Steel holder foredrag i Rundetaarn den 1. marts kl. 19.15 – 21.00.

Storbyens madforsyning skal være synlig i bybilledet, mener arkitekt og byplanlægger Carolyn Steel.

Hver dag transporteres store forsyninger af mad ind til klodens storbyer. Op gennem tiderne har byernes planlægning været tæt forbundet med behovet for at kunne fragte mad ind fra oplandet til de centrale markedspladser. De var naturlige mødesteder, fælles rum i byen, hvor man kom hver dag, og hvor der også blev udvekslet nyheder og sladder. Carolyn Steel peger på, at storbyboere har fortrængt, at de stadig er lige så afhængige af natur og kulturlandskabet, som vores forfædre var det.

At bo i byen har mange miljømæssige, sociale og kulturelle fordele. Der er kollektive transportsystemer og velisolerede huse, som optager en mindre bid af landjorden. Der er kortere transportveje og lettere adgang til kulturliv, uddannelser og job. Men det er et grundlæggende problem, at fødevareproduktionen foregår så adskilt fra livet i byen. Vi beundrer skønheden i den uberørte natur, men ignorerer at vores behov for mad skaber et produktionslandskab – som ikke er en Morten Korch idyl med bonderoser og gadekær. Landområderne har udviklet sig til et affolket Udkantsdanmark, som ingen vil være ved.

Læs mere »

En lille gruppe ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn tog i juni til Berlin for at gå på jagt efter byforgrønnelsesinspiration. Som i ovenstående video med San Franciscos begrønnede gader med bedre plads til det gående og cyklende folk, mødte vi i Berlin ildsjæle, der med en smittende entusiasme planter byen grønnere, og som får byens borgere til selv at stikke fingrene i plantearbejdet.

Midt i Berlins befærdede gader oplevede vi et område med ’urban farming’, hvor borgere af vidt forskellig herkomst på eget initiativ tropper op for at dyrke grøntsager i store plantekasser. Vi oplevede skolehaver som et fælles læringsrum, frem for at hver elev har sin egen jordlod, og på UFA-fabrik – et udstillingsvindue for bæredygtige levevis – gik vi rundt på et tag med mere end 60 plantearter, der voksede side om side med et solcelleanlæg, der ligesom blomsterne drejer sig efter solens stråler for at fange energien på bedste vis.

Under vores besøg bød Berlin på en ‘byforgrønnelsesweekend’, Langer tag der Stadtnatur, hvor borgere og besøgende blev inviteret på en række foredrag, naturoplevelser og præsentationer af byforgrønnelses- og parkprojekter.

I Berlin fik vi en masse spændende indtryk, etableret kontakt med engagerede mennesker og indsamlet ideer, som vi gerne vil bruge i vores daglige arbejde for at gøre vores bydel mere grøn.

Vi har samlet erfaringerne fra Berlin i en lille billedrapportage: Studierejse til Berlin, juni 2010 (pdf).

Indlæg ved Gazelle Buchholtz.