Strøtanker om bæredygtighed

Aftenrøde over et brunkulsfyret kraftværk i den australske delstat Victoria. Australien har store kulreserver, og en af landets store udfordringer ved forud for COP21 i Paris at skulle lave en klimaplan, er den nødvendige erkendelse af, at langt størsteparten af disse kul må forblive i undergrunden.

Efter planen skulle de rige landes klimamålsætninger have foreligget først på året, men måske for at demonstrere sin uvilje overfor fænomenet har Australiens premierminister Tony Abbott trukket den endelige lancering af de australske INDC (Individual Nationally Determined Contributions), men i forgårs blev de lagt offentligt frem. De indebærer, at Australien vil reducere sine CO₂-udledninger med 26-28% i forhold til 2005. Det har for så vidt stået klart længe, og Australiens premierminister Tony Abbott har da også allerede været udsat for et massivt pres for at øge den australske klimaambition, for de australske klimamålsætninger hører blandt de allersvageste, samtidig med at de australske udledninger pr. person hører til de allerhøjeste.

Marshall-øernes udenrigsminister Tony de Brum skrev 11. august på Twitter: “If the rest of world followed Australia’s lead, the Great Barrier Reef would disappear. So would my country.” Lederen af den engelske klimakommission, Lord Deben, karakteriserer den australske klimamålsætning som helt utilstrækkelig og siger, at: “Global warming won’t wait for Mr. Abbott and his government. Mr Abbott’s hubris is staggering.”

Miljøfolk har karakteriseret Australiens klimamålsætning som værende ‘patetisk utilstrækkelig’. Abbott har taget til genmæle og siger, at den på ingen måde er værre, end hvad man naturligt kan sammenligne sig med – hvilket kun er næsten forkert i og med at både Japans, Canadas og New Zealands klimamålsætninger tilsvarende er patetisk utilstrækkelige. Men Obamas klimaindsats ligger klasser over, og den australske klimaambition ligger endog meget langt fra EUs og de øvrige europæiske landes, hvor man er i fuld gang med en række af de strukturelle forandringer, som Abbott foreløbig er veget udenom.

Klimamålsætningen kan ses her: Australias 2030 Emission Reduction Target.

Som man kan se det af grafen herunder, svarer de 26% i forhold til 2005 til blot 20% i forhold til 1990, som der hele tiden har været lagt op til var referenceåret, hvor for eksempel EUs klimamålsætning for 2030 ligger 40% under 1990. Men lande som i årene efter 1990 lod udledningerne stige, har systematisk valgt andre basisår, for at få den fremlagte indsats til at fremstå bedst muligt – mange ville kalde det at få mindst muligt til at synes af mest muligt.

Figuren herover søger at rydde op i disse forskelligheder ved for hvert land at vise, hvilken reduktion der er tale om i forhold til tre forskellige basisår. De lyst gråblå søjler viser reduktionerne i forhold til 1990 – her kan man se, at EU står stærkest med 40%, hvor Canada i den anden yderlighed med sin planlagte klimaindsats stadig i 2030 vil have højere CO₂-udledninger end i 1990, fordi man i mellemtiden har ladet udledningerne stige næsten eksplosivt.

Hvis vi skal have en chance for at holde den målsætning om en gennemsnitlig global temperaturstigning på max 2°C, som alle verdens lande vedtog i København i 2009, så er ingen af disse reduktionsmål tilstrækkelige, for så skulle udledningerne for verdens rigeste lande i 2030 nærmere ligge 50-55% under 1990. Selv EUs klimamålsætning er i den skala aldeles utilstrækkelig – og ret urimelig, for meget tyder på at EU når i 2020 ikke bare som planlagt når 20% under 1990, men er på vej til at nå 28%. Så blot med en række mindre opjusteringer af EUs klimaindsats ville EU relativt uproblematisk kunne nå 50% eller mere i 2030. For de lande, hvor udledningerne er fortsat med at stige langt ind i det 21. århundrede, ville 50% under 1990 i 2030 til gengæld kræve betydelige anstrengelser. Men situationen kalder omvendt på, at alle anstrenger sig til det yderste, så man må håbe, at processen frem til Paris formår at få alle til at stramme deres målsætninger yderligere.

Australiens Climate Change Authority (CCA) fastslog i starten af juli, at Australien måtte reducere sine udledninger med mindst 30% i 2025 i forhold til år 2000 (36% i forhold til 2005) og tegne sig for reduktioner i størrelsesordenen 40-60% i 2030: “These targets should be considered the bare minimum, at best, when it comes to climate credibility as well as Australia’s carbon competitiveness.” En sådan klimamålsætning vil ifølge CCA være: “credible in terms of what the science requires – and what many comparable countries are doing – to move the world back towards a global emissions reduction path consistent with a reasonable chance of limiting the increase in global warming to 2°C. It would also send a credible signal to domestic and international stakeholders alike that the government is intent on playing a leadership role in guiding Australia’s long-term transition to a sustainable, low-carbon world.”

Én ting er, at Australiens 26% reduktionsmål på den baggrund er aldeles utilstrækkeligt. Hvad der er værre, er, der er ikke ret meget i den fremlagte klimaplan, som sandsynliggør, at man vil nå reduktioner i den størrelsesorden. For den bygger på en meget snæver palet af virkemidler, og Abbott, der som noget af det første efter sin tiltræden skrottede den hidtidige australske klimapolitik, har aktivt fravalgt en række af de mest indlysende virkemidler, samtidig med at han ikke synes til sinds at bremse kuludviklingen. Samtidig siger han ved lanceringen, at han til enhver tid vil sætte økonomien højere end klimaindsatsen – og med økonomien mener han den australske kuløkonomi. Så der bliver et kæmpe oprydnings- og udredningsarbejde for en kommende regering. Og man må forvente, at Australien i tiden frem til COP21 i Paris vil blive udsat for et massivt pres for at skærpe og præcisere sin klimaindsats.

Det australske udenrigsministerium har haft den fremtrædende økonom Warwick McKibbin til at udarbejde scenarier for omkostningerne ved at gennemføre reduktioner i størrelsesordenen 20-35% i 2030 i forhold til 2005. Rapporten er hemmeligholdt, men den skulle ifølge The Guardian Australia vise, at forskellen mellem 20% reduktion og 35% reduktion økonomisk set kun er ubetydelig. Så når Abbott endda vælger reduktioner i den lave ende af registeret, er det ud fra nøgterne omkostninger, men må hænge sammen med, at han ikke ønsker at hæmme vilkårene for den australske kulindustri.

Læs mere »

Koch-brødrene – Charles og David Koch – hører til blandt USAs allerrigeste, hver med en formue på omkring 50 mia $. Herover er de indfanget i Victor Juhasz’ streg.

Koch-brødrene har tjent deres formue på olieudvinding og bruger rundhåndet deraf til at finansiere stort set enhver form for klimafornægtelse. De finansierer således et omfattende netværk af lobbyister og tænketanke, og søger målrettet at påvirke de demokratiske processer langt ud over, hvad et demokratisk system burde goutere.

Det amerikanske præsidentvalg finder sted 8. november 2016, men den amerikanske valgkamp er lang, med omfattende primærvalg i hver eneste stat, hvor partierne i det kommende år skal afklare deres kandidat til præsidentvalget – såvel som til en lang række andre samtidige valg. Og forberedelserne hertil er allerede i fuld gang.

Koch-brødrene plejer at være blandt de allerstørste donorer, og i den forbindelse havde de i denne uge samlet 450 velstående mennesker – potentielle politiske donorer – samt en række potentielle kandidater til nomineringen som Det Republikanske Partis kandidat til at afløse Obama i Det Hvide Hus: Marco Rubio, Scott Walker, Carly Fiorina, Jeb Bush og Ted Cruz.

Konteksten er implicit, at den eller de kandidater, som bedst kan sikre de fossile interesser, kan forvente at få gigantiske millionbeløb stillet til rådighed til at føre valgkamp for. En vellykket præsidentkampagne kommer let til at koste et par mia. dollar. Hvis det tidligere hed sig, at ‘uden mad og drikke, duer helten ikke’, så kommer en amerikansk politiker i dag ikke nogen vegne uden enorme beløb at føre valgkamp for. Og den aktivitet, som så godt som alle amerikanske politikere i dag bruger mest tid på, er fundraising.

Koch-brødrene støtter som regel den republikanske præsidentkandidat rundhåndet. Politisk set er de dog ikke republikanere men libertarians – David Koch forsøgte sig ved valget i 1980 som vicepræsidentkandidat for Libertarian Party. Man kunne mene at Anders Fogh da han skrev Minimalstaten, havde skelnet lidt rigeligt til et sådant univers. For Koch-brødrene er staten en kræftsvulst på det frie initiativ: jo mindre stat og jo færre reguleringer, jo bedre. Og Koch-brødrene har i forbindelse med de seneste dages samling i Californien luftet en række ganske rabiate synspunkter.

Colin Taylor skriver på Occupy Democrats, at “Charles Koch just had the sheer nerve to compare his ultra-conservative organization’s efforts to dismantle America’s public institutions and all government regulations to the fight to end slavery and secure equal rights for women and minorities.”

Det er således en nærmest revolutionær indsats at nedbryde vefærdsstaten. Sophia Tesfaye taler i Salon direkte om et frelser-syndrom, ‘Messianistic delusions’.

Det giver en vigtig nøgle til hele den systematiske nedbrydning af de amerikanske ansatser til en velfærdsstat, som trods alt har udviklet sig i USA efter 2. verdenskrig, som republikanerne i de senere år har arbejdet på. Man har systematisk saboteret Obamas politiske muligheder gennem at indskrænke de statslige budgetter, og hele den samtale om, hvordan man kan gøre staten og centraladministrationen bedre ender blidt, fordi det for en betydelig del af den republikanske fløj er et plus, hver gang centraladministrationen demonstrerer sin uformåenhed og uegnethed til at løfte fælles opgaver. For der er ikke noget ønske om at få staten til at fungere bedre, kun at barbere den ned til det minimale, militær, domstole og … og så nok ikke ret meget mere.

I anden sammenhæng har Koch-brødrene været fortalere for helt at afskaffe statsskatten.

Læs mere »

For nogle år tilbage blev det fremført med stor styrke, at 97% af alle videnskabsfolk var enige i, at global opvarmning eksisterede og for langt den overvejende del var menneskeskabt. År for år viste samme type undersøgelse, at andelen var voksende og faktisk en del højere. Men billedet af de 97% er fortsat som en fast indgroet talemåde – og fik for nylig næsten ikonisk status med John Olivers visualisering deraf og  problematisering af pressens evindelige pro et contra-format på hans TV-show Last Week Tonight.

Nu har James L. Powell, som er leder af National Physical Sciences Consortium, lavet en gennemgang af 24.215 peer reviewede klimavidenskabelige artikler fra 2013 og 2014. Af i alt 69.406 forfattere til disse artikler var der kun fire, som afviste, at klimaforandringer var menneskeskabte, eller én ud af 17.352. I procent er det således ikke 97%, men 99,99%.

Hvor der for årene 1999-2012 var 24 peer reviewede artikler ud af 13.974, som afviste menneskeskabte klimaforandringer (svarende til 0,17%), var der for årene 2013-14 tale om, at blot 5 artikler ud af 24.215 afviste menneskeskabte klimaforandringer, hvilket svarer til 0,02% eller en femtedel promille.

Det korresponderer med, at for eksempel fysikeren Richard Muller, som gennem en årrække var en fremtrædende klimaskeptiker, i 2011 fremlagde det omfattende projekt, som søgte at komme til bunds i de globale sæt af klimamålinger. En del af Mullers motivation for at gennemføre det omfattende datasammenkøringsprojekt, var hans  skepsis overfor den fremherskende klimavidenskabelige konsensus. Men han endte med gennem udarbejdelsen af dette arbejde fuldt ud at acceptere den – og underbygge den (se blog-indlægget  Berkeley Earth Surface Temperature). Så i dag er der ingen reel tvivl blandt klimaforskerne. Der er stadig åbne spørgsmål og en lang række detaljer, man ikke kender det præcise svar op, men det rokker ikke ved den grundlæggende konsensus om, at klimaudfordringen er stor og menneskeskabt og kræver øjeblikkelig handling.

Læs mere »

(Opdateres løbende) Ved dette folketingsvalg har der været flere opinionsundersøgelser end nogensinde før. Der har været små forskelle, og under vejs i valgkampen har de mange daglige undersøgelser på skift vist røde og blå flertal, med så små marginaler, at hvis man tog den statistiske usikkerhed alvorligt, ville man ikke kunne sige noget som helst om valgets udfald.

Grafen herover stammer fra Berlingske Barometer, som igennem hele valgkampen har sammenregnet et gennemsnit for de seneste målinger, og det man ser herover angiver billedet af situationen dagen før valgdagen. Den venstre søjle for hvert parti giver øjebliksbilledet pr. 17. juni 2015, mens den lysere højre søjle viser valgresultatet i 2011. Her har blå blok 50,5% af stemmerne, mens rød blok har 49,5%. Men i og med at Kristendemokraterne står til at få 0,9% af vælgerne og dermed ikke kommer ind, er der stort set dødt løb mellem blokkene, men marginalerne falder ud, så rød blok ifølge et gennemsnit af de seneste meningsmålinger står til at få 88 mandater.

Når man yderligere medregner at de fire nordatlantiske mandater traditionelt har fordelt sig med tre til rød blok og et til blå, giver Berlingske Baromenter lige nu en lille rød fordel.

Tilsvarende har Politiken løbende bragt et Ritzau Index, som er en sammenvejning af de seneste 15 meningsmålinger, hvor de seneste målinger vejer tungest. For mere end halvdelen af partierne passer stemmeprocenterne på marginalerne, og største afvigelse er 0,4%, så de er ret enige om analysen, hvilket også burde være tilfældet, da det er samme råmateriale. I Ritzau Index står rød blok til at vinde 49,4%, mens blå blå blok står til 50,5% hvoraf Kristendemokraterne tegner sig for 0,9%, så her står blå blok til at få de 88 mandater, mens rød blok kun får 87.

Hvis dette bliver resultatet, må man endda forvente, at de nordatlantiske mandater ender med, at det bliver Helle Thorning Schmidt, som får til opgave at danne en ny regering, selvom der har været signaleret nordfra, at det blev med betingelser. For eksempel så et af de grønlandske mandater gerne, at aftalen om Thulebasen blev genforhandlet.

Og … vi skal ikke længere tilbage end til det engelske valg i sidste måned, for at finde en situation, hvor alle blev snydt. Alle forventede et meget tæt valg, måske endda med en lille fordel til Labour. Så da de første exit polls indløb og varslede et markant skred mod højre, troede ingen rigtigt på det. Først da de endelige optællingsresultater begyndte at rulle ind, stod det helt klart, at Cameroun og de konservative på dagen havde gjort det bedst.

Jeg vender tilbage her, når de første exit polls foreligger.

Læs mere »

Herover ses vejrudsigten for 13.01.2013. Den australske vejrtjeneste måtte ved den lejlighed indføre nye farver for at kunne vise temperaturer over 50ºC. Så trods den nuværende regerings forsøg på klimafornægtelse er klimaforandringerne synlige for alle.

Australien er et solskinsland så tæt på ækvator, at landet har fornemme vilkår for solenergi med løbende højt udbytte – uden de store variationer med årstiden, som præger placeringer nærmere polerne. Ved en konference i Melbourne fremlagde en af Australiens førende vedvarende energieksperter Andrew Blakers torsdag (14.05.) beregninger, som viste, at Australien under de store anstrengelser ville kunne blive 100% forsynet med vedvarende energi blot ved fremover at tilføje 1,9 GW solcellekapacitet og 1,9 GW vindmøllekapacitet om året.

Begge energikilder har ifølge Blakers nået et tipping point, hvor de er konkurrencedygtige uden støtte. Og i hans perspektiv ville specielt solenergien med den nuværende udvikling fortsætte med at blive både billigere og omkring 20-26% mere effektiv inden for de næste 10 år. Solcellerne på det australske marked ville “kill the gas market ‘rather sooner’ than it would kill the fossil-fuelled electricity market, he said, as hot water storage, heat pumps and batteries became significantly cheaper,” forudser Bakers: “The revolution will go far faster than most people think.”

Det australske marked har i dag en differentieret el-pris som betyder, at lagermuligheder som Teslas nye Powerpack-batterier (se blog-indlægget Teslas Powerpack – the missing link?) er særligt rentable, fordi man kan bruge netstrøm, når den er billig, og sende ud, når den er dyr. Men Bakers forventer, at “most commercial-scale energy storage will be “off-river” pumped hydro – using off-the-shelf technology that would add only 1-2c/kWh to cost of PV.”

Problemet i Australien er således ikke, at det ikke kan lade sig gøre, eller at det er dyrt, men at den nuværende regering under ledelse af klimafornægteren Tony Abbott i de seneste år har sat bremserne alvorligt i for denne udvikling. Australien har store kulforekomster og er i dag verdens største kuleksportør. Så situationen er ligesom i Danmark, i Alberta og tusinde andre steder i verden den, at det er meget vanskeligt at beslutte sig for at lade disse fossile forekomster forblive i jorden.

Læs mere »

Så har han gjort det igen, Bjørn Lomborg, sat økologien, bæredygtigheden og håndteringen af den globale klimaudfordring nederst på dagsordenen. Denne gang med fem Nobelprisvindende økonomer som gidsler i den seneste Copenhagen Consensus 2008, hvor otte af verdens topøkonomer igennem en uge har diskuteret sig frem til en prioritering af 30 tiltag, man hver især kunne gennemføre, hvis man havde 75 mia. $ at gøre godt med i verden.

Denne gruppeøvelse er svær at tage alvorligt som andet end selskabsleg. Listen over de 30 tiltag og prioriteringen af dem siger i mine øjne mest om, hvor elendig økonomi og økonomer er til at afveje kortsigtede og langsigtede konsekvenser – og dermed til at tage vare på klodens tarv på bare lidt længere sigt. Og så er Copenhagen Consensus et klart billede af, hvor antropocentrisk symptombehandlende vores perspektiv har udviklet sig.

Hvis alle brugte samme logik, vil CO₂-koncentrationerne blot fortsætte med at stige, og nedslidningen af vores naturgrundlag endeligt nå den smertegrænse, hvor den ikke blot ødelægger levevilkårene i andre dele af verden, men som en boomerang underminerer vores eget levegrundlag.

Dan dag klimaet løber løbsk, vil der være tale om omfattende forstyrrelser af økosystemerne med op mod en halvering af biodiversiteten, mens afsmeltningen af klodens ismasser vil true Asiens store flodkulturer og havstigninger på op mod 75 m vil sætte en stor del af verdens storbyer under vand. Når forskningen i og reduktionen af klimaforandringerne endda kommer ind på de to sidste pladser, må det være fordi økonomernes cost-benefit-analyser i deres kortsigtet nyttebetonede perspektiv ikke formår at værd(i)sætte opretholdelsen af klodens balance.

Læs mere »