Indlæg tagged med Bill McKibben

McKibben at Yale

30. april 2009

Bill McKibben taler ved Yale Divinity School, o3.04.2009.

Dette resume af en forelæsning ved Yale Universitys teologiske fakultet stammer fra Yale Universitys klimablog 360e, som løbende bringer en række spændende indlæg. Hans interview med environment360s redaktør  Roger Cohn den 23. april  findes oversat i det efterfølgende blog-indlæg: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Share

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge

7. november 2008

Oven på afgørelsen af 22 måneders valgkamp er verden næsten kogt over af forhåbninger om, at USA med Obama ved roret træder ind i en ny æra, hvor dialogen går forud for de militære unoder, at USA som en af de vigtigste aktører i klimaforhandlingerne endelig er på vej ud af otte års mørke, og at USAs og verdens økonomi kan rekonstrueres gennem opbygningen af en grøn økonomi, hvor en ny verdensorden kan opstå igennem en målrettet omlægning til et post-fossilt samfund.

Den amerikanske miljøforfatter og -aktivist Bill McKibben, som tidligere i år grundlagde 350.org, har i anledningen af Obamas forrygende valgsejr skrevet meget læseværdigt indlæg, President Obama’s Big Climate ChallengeEnvironment 360, en klima-blog på Yale University, som dagen efter blev bragt i The Guardian.

Han skriver heri, at forventningerne til en klimaaftale efter otte års klimafornægtelse fra Bush-administrationen er blevet sat så lavt, at der venter Obama en masse billige point ved overhovedet at medvirke til en klimaaftale. Men at spørgsmålet er, om politikerne og især Obama har mod til at iværksætte den nødvendige klimaaftale. Det vil kræve indsigt – og det mener McKibben, at Obama besidder til overmål. Og det vil kræve et politisk mod, for den nødvendige aftale vil uomgængeligt betyde, at prisen for den nuværende (amerikanske) levefod bliver markant højere.

Obama har allerede sagt, at han vil sende en delegation til COP14 i Poznan om en måned, på det sidste store klimatopmøde inden COP15 her i København om godt et år. Fra 350.org kan du sende Obama en mail med opfordring om, at han selv deltager i COP14 med det formål at lave en klimaaftale, som sigter på at få atmosfærens koncentration af CO2 tilbage under 350 ppm.

Se tidligere blog-indlæg om 350 ppm: James Hansen: Sidste udkald, Brev til den japanske statsminister og 350.org.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Yale Environment 360, 05.11.2008.

Bill McKibben: Welcome to reality, Mr President-elect, The Guardian 06.11.2008.

 

Share

Bill McKibben: 350 sekunder om 350.org

29. september 2008

Den amerikanske miljøforfatter og miljøaktivist Bill McKibben har lavet en video-hilsen fra en flodbåd i Shanghai om (nødvendigheden af) 350 ppm – den koncentration af CO2 i atmosfæren på 350 parts per million, som ledende klimaforskere i dag præciserer, at det er nødvendigt at vendetilbage til for at sikre klodens ismasser mod afsmeltning.

Han kommer ganske langt omkring på de 350 sekunder, starter med hans opvækst i New Hampshire, hvor vinteren i dag er tre uger kortere end da. Siger under vejs, at hvis vi når vi en for en skifter vores glødelyspærer ud med sparepærer står med en snigende fornemmelse af, at det ikke er nok, så er det fuldstændig rigtigt. Der er brug for en klar politisk handling fra de ansvarlige politikere. Og der er brug for serier af politiske manifestationer, som kan styrke politikene i at lave den nødvendige aftale på klimatopmødet næste år, som kan langtidsstabilisere klimaet og sikre en bæredygtig fremtid.

Læs mere »

Share

Bill McKibben: The End of Nature

24. juli 2008

The End of Nature hedder en bog af Bill McKibben, som udkom i 1989 – på dansk: Farvel til naturen (1991). Titlen til trods er det ikke nogen stort basuneret dommedagsprofeti om, at verdens endeligt er nær, men en sine steder næsten smertefuldt vemodig afsked med den natur, som lever i sig selv, uden menneskelig påvirkning – en læsning af, at den natur og den naturlige balance mellem et stort antal arter, som er opstået gennem tiderne, er afløst af en natur, hvor menneskets tilstedeværelse er at spore over alt.

Han tænker her ikke bare på de stadig større områder, som menneskets virketrang aktivt har underlagt sig gennem opdyrkning og bosætning. Efterhånden som det industrielle samfund har udviklet sig, er der spor efter menneskelig aktivitet over alt, der er elementer fra vores kemiske industri i så godt som alle levende organismer og hver eneste dråbe vand. Og ikke mindst rummer hver eneste kubikmeter af atmosfæren efterladenskaber fra vores stadig mere omsiggribende afbrænding af fossile brændstoffer. Første kapitel hedder da også “En ny atmosfære”.

For McKibben er de hastigt voksende koncentrationer af drivhusgasser et billede på den nye natur. Menneskets aktiviteter har fået globale konsekvenser, vi kan ikke flytte et andet sted hen for at undgå tidligere problemer. Naturen som noget udenfor mennesket – og for menneskelig påvirkning – nærmer sig sin afslutning. Men ét er at have fået indflydelse gennem affaldsstoffer og uvidenhed. Noget andet er, om vi som menneskehed er den opgave voksen, som vi gennem vores omfattende aktivitet har påkaldt os, at opretholde naturens balance.

The End of Nature bliver ofte betragtet som startskuddet til den moderne amerikanske miljøbevægelse. Den var med til at åbne USAs øjne for, at vi var på koalitionskurs med naturens balancer, og at klimaudfordringerne var virkelige, her og nu – ikke blot en måske fjern tåget fremtid.

Læs mere »

Share

Bill McKibben: Too Little Too Late?

15. juli 2008

Videoen Too Little Too Late? er et interview med den amerikanske miljøforfatter Bill McKibben i anledning af, at det er 20 år siden, at han med en serie artikler i The New Yorker, som siden blev til bogen The End of Nature (se ovenstående blog-indlæg), gav mange en første fornemmelse af, at vi med det 20. århundredes stadig mere omfattende afbrænding af fossile brændstoffer inden længe kunne stå med næsten uoverskuelige problemer med klimaforandringer og global opvarmning. McKibben har siden stået som en central skikkelse i den amerikanske miljøbevægelse, og han har gennem årene lavet en lang række bøger, heriblandt Enough: Staying Human in an Engineered Age (2003) og Deep Economy (2007).

I en tid, hvor selv verdens rigeste lande fedter med at binde sig til 50% nedskæringer i CO2-udledningerne samtidig med at videnskaben peger på nødvendigheden af en 80-90% reduktion, er too Little Too Late? er et yderst nærværende spørgsmål.

Bill McKibben: Too Little Too Late? 22:33 min. video-interview april 2008.

På det seneste har Bill McKibben i lyset af, hvor vigtigt det er, at verden skrider til handling overfor klimaforandringerne, involveret sig meget direkte gennem etableringen af 350.org, et initiativ, som skal få hele verden til at kende tallet 350 og dets vitale betydning for vores fremtid. 350 ppm er den koncentration af CO2 i atmosfæren, som vi gerne skulle tilbage på inden længe, hvis vi skal lykkes med at langtidsstabilisere klimaet. Og 350 ppm burde med klimaaftalen i København næste år blive stadfæstet som det fælles globale mål.

Jeg har af samme grund købt domænet 350.dk og hører meget gerne fra folk, som vil være med til at udvikle en dansk 350-platform.

Bill McKibben har for blot få uger siden været i Sverige, hvor han ved Tällberg Forum 2008 gav en yderst høreværdig forelæsning: How on Earth can we live together?.

indlæg oprettet af Jens Hvass

Bill McKibben: How on Earth can we live together? 18:41 min. video, Tällberg Forum 2008.

www.billmckibben.com.

www.350.org.

Share

350.org

9. maj 2008

“Everyone on earth, from the smallest village to the cushiest corner office, needs to know what 350 means. The movement to spread that number needs to be beautiful, creative, and unstoppable.”¹

350.org er en nystartet side – og bevægelse – med det formål at prente tallet 350 ind i vores bevidsthed som det vigtigste tal for menneskeheden. 350 ppm er den koncentration af CO2 i atmosfæren, som vi ifølge de seneste meldinger fra ledende klimaforskere helst skal ned på, hvis det skal lykkes at stabilisere klimaet.

I dag er koncentrationen på 385 ppm, og tallet stiger pt. med omkring 2 ppm pr. år. Alene at få stabiliseret koncentrationen på 550 ppm, som har været FNs klimapanel IPCCs hidtidige anbefalinger, vil kræve en stor samlet indsats fra verdenssamfundet. James Hansen fra NASAs Goddard Institute for Space Studies, som længe har advokeret for nødvendigheden af at stabilisere CO2-udledningerne på 450 ppm, offentliggjorde for nylig et paper med nye beregninger, som konkluderer, at 550 ppm vil medføre en temperaturstigning på 6° C og ikke blot 2° C som hidtil antaget, og dermed en situation, hvor Antarktis’ ismasser står overfor at smelte. En genopretning af klodens klima-stabilitet ville kræve CO2-niveauerne tilbage omkring 350 ppm.²

Derfor 350.org.

350.org er stadig ved sin allerførste begyndelse, men man har blandt andet startet en blog og indledt en postkortkampagne. Man håber i høj grad på hjælp fra musikere og kunstnere til at få bevidstheden om tallet 350 og dets vitale betydning for klodens fremtid ud i verden i talløse kunstneriske variationer.

indlæg oprettet af Jens Hvass

350.orgMySpace.com/350org.¹

Bill McKibben: Earth at 350, The Nation 12.05.2008.

Bill McKibben: 350 is the message, Ruthland Herald 04.05.2008.

Bill McKibben: Remember This: 350 Parts Per Million, Washington Post 28.12.2008.

Bill McKibben: First, Step Up, Yes Magazine spring 2008.

James Hansen et al.: Target Atmospheric CO2: Where Should Humanity Aim? (indleveret til Science) april 2008 (pdf).²

Melissa Phillip: Environmentalist’s natural interest is global warming (interview med Bill McKibben), Houston Chronicle 03.05.2008.

Share