Strøtanker om bæredygtighed

Gideon Mendel: When the floods came, 7:21 min. YouTube video.

I dagens The Guardian kan man se en tankevækkende konstellation af video og artikel: Natural disasters? ¹

I filmen viser Gideon Mendel parallelt billeder fra oversvømmelser i Sind-provinsen i Pakistan i september 2010 og oversvømmelser fra Victoria og Queensland i Australien i januar i år. Mendels nøgternt afsøgende billeder har reallyd, men står uden forklarende smørtenorspeakerstemme, uden sensationsbilleder, fri af patos. De to skildringer er sideløbende, der er en smertelig skønhed ved de oversvømmede landskaber, et skæbnefællesskab, omend på forskellig klasse. Der er ikke så meget at forklare, meget at forstå. Mere højvande, flere skovbrande, voldsommere storme, mere tørke, voldsommere nedbør … naturen synes at lade sine ekstremer nå nye højder.

I artiklen stiller grundlæggeren af 350-bevægelsen, Bill McKibben, spørgsmålet, om den senere års stadig mere omfattende naturkatastrofer i virkeligheden er menneskeskabte? – man fristes til at kalde dem kulturkatastrofer. For verden rundt ser vi i disse år konsekvenserne af den industrialiserede æras omfattende afbrænding af fossile brændstoffer. Verden undt ser vi klimaforandringerne forandre vores livsvilkår – ofte på meget voldsom vis. Selv når der som ved det nylige jordskælv ud for den japanske kyst stadig er tale om naturkatastrofer, så ligger der i vores teknologiske formåen – og ikke mindst letsindighed – en voldsom forstærkelse af katastrofens omfang. I worst case scenariet for Fukushima-værket vil et stort landområde være uegnet til menneskebrug meget lang tid fremover.

Læs mere »

.
Bill McKibben: EAARTH: Making a Life on a Tough New Planet – en 90 min. forelæsning ved Dominican University, Leadership Lecture Series, 22.04.2010.
.
De indledende kommentarer og introduktioner tager tid, men man kan uden at gå glip af det store klikke sig frem til 14:00, hvor Bill McKibben får ordet. Herfra kan man over en time opleve ham udfolde et enestende perspektiv på klimaudfordringens monumentalitet.

Ifølge McKibben må vi drosle ned og skabe samfund og økonomier, som kan indskrænke sig og fokusere på det essentielle. Forandring – fundamentale forandringer – er vores bedste håb for en planet, som er pludseligt og voldsomt ude af balance.

Vi ser her McKibben med sin søgende, malende, fortælleform, når den er bedst. Under vejs får man et virkelig godt indblik i, hvilken indsats, som ligger bag 350-bevægelsens tilblivelse og processen frem mod klimatopmødet i 2009 i København.

Se tidligere indlæg tagged Bill McKibben.

.
Bill McKibben på David Letterman Show 31. august 2010.

Bill McKibben, grundlæggeren af 350.org, fortæller på David Letterman Show om perspektiverne for det 21. århundrede og baggrunden for det kommende 10/10/10 Global Work Party den 10. oktober.

Se tildigere indlæg med Bill McKibben: We’re Hot as Hell and We’re Not Going to Take It Any More, Bill McKibben i København, Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse og McKibben at Yale.

Three Steps to Establish a Politics of Global Warming

Dette indlæg fra Bill McKibben offentliggjort på TomDispatch.com går i disse timer kloden rundt.

Try to fit these facts together:

• According to the National Oceanic and Atmospheric Administration, the planet has just come through the warmest decade, the warmest 12 months, the warmest six months, and the warmest April, May, and June on record.
• A “staggering” new study from Canadian researchers has shown that warmer seawater has reduced phytoplankton, the base of the marine food chain, by 40% since 1950.
• Nine nations have so far set their all-time temperature records in 2010, including Russia (111 degrees), Niger (118), Sudan (121), Saudi Arabia and Iraq (126 apiece), and Pakistan, which also set the new all-time Asia record in May: a hair under 130 degrees. I can turn my oven to 130 degrees.
• And then, in late July, the U.S. Senate decided to do exactly nothing about climate change. They didn’t do less than they could have — they did nothing, preserving a perfect two-decade bipartisan record of no action. Senate majority leader Harry Reid decided not even to schedule a vote on legislation that would have capped carbon emissions.

I wrote the first book for a general audience on global warming back in 1989, and I’ve spent the subsequent 21 years working on the issue. I’m a mild-mannered guy, a Methodist Sunday School teacher. Not quick to anger. So what I want to say is: this is fucked up. The time has come to get mad, and then to get busy.

Læs mere »

I gårsdagens udgave af The Guardian giver Bill McKibben en tankevækkende analyse af situationen i BellaCenteret lige nu. Over halvdelen af verdens lande går ind for et langsigtet mål på 350 ppm (godt 100 ud af 191). Men det er de fattigste lande, og alt tyder lige nu på, at de rige lande vil gennemtvinge en aftale, som langt fra er tilstrækkelig til at sikre situationen.

Hvis man beregner udviklingen frem mod år 2100 på baggrund af de tilbud om reduktioner, som de enkelte lande har givet her få dage inden den endelige aftale skal vedgås, så vil atmosfærens koncentration af CO₂ i atmosfæren i år 2100 ikke være 350 ppm. Den vil heller ikke være 450 ppm, men foruroligende 770 ppm – eller ret præcist dobbelt så højt som i dag. Dermed er vi godt i gang med at afsmelte samtlige ismassiver på kloden. Temperaturen vil i år 2100 være steget 3,9ºC (mod 4,8ºC ved business as usual), hvor det efterhånden står lysende klart, at målet burde være 1,5ºC.

Vi står således lige nu til at få en aftale, som trods mange smukke ord på ingen måde løser situationen. Der er tale om en systematisk ansvarsforflygtigelse hele vejen rundt – ikke mindst fra de rige lande. Selv EUs tilbud er aldeles utilstrækkeligt til at løfte EUs egen lille del. Og det må nøvendigvis være de rige lande, som betaler størstedelen af det problem, de har skabt ved umådeholden brug af fossile brændstoffer igennem de sidste 100 år.

Og apropos lømmelpakker, så burde de mange forhandlere og statsledere spærres inde i BellaCenteret indtil de havde lavet en aftale, som giver verden en fælles platform for at håndtere klimaudfordringen forsvarligt.

Bill McKibben: Copenhagen: Only the numbers count – and they add up to hell on earth, The Guardian 15.12.2009.

www.climateinteractive.org.

Sir Nicholas Stern, som er en af verdens store klimapolitiske profiler, blev i dag i Berlin spurgt om hans syn på 350 ppm. Han svarede, at det gav fuld mening som langsigtet mål, og/men at man måtte gøre sig klart, at vi allerede lå over, og at målet i første omgang måtte være at standse udledningerne.

Stern er et af de få mennesker på den politiske scene, som har haft mandsmod til at gøre os klart, at vi står over radikale omlægninger og ikke bare småjusteringer. Hvor vi i Danmark fik en ét ton mindre-kampagne, siger han uden omsvøb, at vi må belave os på kun at have ét ton til hver – eller en langdistance flyrejse hvert tiende år, hvis alt andet blev CO₂-neutralt.

Her følger et indlæg om Stern af Bill McKibben¹:

Lord Nicholas Stern on 350

Nicholas Stern is the most important climate economist in the world. After a stint as chief economist at the World Bank, he was asked by the government in his native Britain to conduct the most thorough review of the economics of global warming yet undertaken. Released in October of 2006, it drew praise from many of his brethren in the field–and it also drew gasps of shock and horror from anyone who bothered to read it. It laid out, quite clearly, the cost of doing too little or moving too late on climate change: economic damage that would be greater than WWI, WWII, and the Great Depression combined. In April, he published a powerful popular account of his work, Blueprint for a Safer Planet, and he’s been one of the leading forces preparing for the Copenhagen meeting.

So that’s the background. Today in Berlin, a reporter from one of the city’s papers, Daniel Boese, asked him about the 350 target–which goes well beyond the numbers he was using in his book even in April. It’s a sign of how quickly the tide is shifting, and also of Stern’s intellectual integrity, that he said: “I think it’s a very sensible long-term target.” He went on to explain: “People have to be aware that is a truly long-term target. We have already passed 350ppm, we are at 390 ppm of CO₂ and at 435 ppm of CO₂-equivalents right now. It is most important to stop the increase of flows of emissions short term and then start the decline of flows of annual emissions and get them down to levels which will move concentrations of CO₂ back down towards 350ppm

Stern is right, of course–even if we do everything right at Copenhagen, we won’t be back at 350 soon. But unless we do everything right we’ll be back at 350 never ever. His call will help stiffen the push for real measures at the conference.

And in case you’re keeping score, here’s where we are at the moment. The world’s foremost climatologist, James Hansen, first calculated this number with his NASA team. The world’s foremost climate politician, Al Gore, endorsed it nine months ago. The UN’s chief climate scientist, and with Gore the only other man to win a Nobel for work on climate, India’s Rajendra Pachauri, endorsed it late last month. And today the world’s foremost climate economist.

But here’s the thing: none of this would have happened if you hadn’t endorsed it – if you hadn’t worked to build the largest movement about climate change ever. Onward!

Bill McKibben: Lord Nicholas Stern on 350, 350.org 09.09.2009.¹

I nedenstående klip fra The Colbert Report i går kan man se et interview med Bill McKibben. For et meneske som mig, som kun meget uregelmæssigt ser TV, er det tankevækkende – for nu ikke at sige gruopvækkende – at TV-mediet har udviklet sig dertil, at man ikke bare kan have mennesker til at fortælle. hvad de har på hjerte, men at vi partout skal have narcissistiske nyhedsværter, som forventes at stille dumme spørgsmål, skæve spørgsmål, fjollede spørgsmål og i det hele taget gennem gimmicks og plattituder at sørge for at det hele ikke bliver for alvorligt. Alt sammen for ikke at kede seeren.

The Daily Show er i det mindste båret af begavede skæverter, Vores hjemlige Clement vedkender sig i det mindste sin begavelse. Men The Colbert Report … se engang, hvor meget McKibben får lov at få sagt – hvor meget han skal kæmpe for at få noget sagt – og hold det op mod, hvad et begavet modspil ala Deadline kunne få ud af de samme fire et halvt minut.

Læs mere »

19. juni havde vi besøg af Bill McKibben ved Miljøpunkt Indre By-Christianshavn, hvor vi ud over en pressekonference, hvor en række medier havde anledning til at lave interviews med Bill lavede den første planlægning af årets 350-manifestation på Rådhuspladsen til oktober.

Niels-Holger lavede afsluttende dette interview med Bill McKibben, hvor han ridser situationen op forud for klimatopmødet til december.

Niels-Holger: Hvad skal der foregå omkring 350 i det næste halve år op til COP15 i København?

Bill: Vi vil tage dette tal: 350, som er verdens vigtigste tal og gøre det til det mest kendte tal i verden. Den 24. oktober på den globale aktionsdag vil der være tusinvis af begivenheder over hele verden; alle designede til at banke dette nummer fast; dybt i den menneskelige bevidsthed, og når det sker, vil det direkte påvirke forhandlingerne i København, fordi vi endeligt har fået et mål at gå efter, endelig har fået en bundlinie for hvad vi vil acceptere og hvad vi ikke vil acceptere.

Niels-Holger: Hvad vil være de vigtigste målsætninger for en succesfuld aftale i København?

Bill: København er nødt til at præstere to ting: En stærk videnskabelig begrundet begrænsning af CO₂-udledninger, det er det vigtigste, og for at det skal blive muligt, må vi have en stærk aftale om hvordan udviklingslandene skal hjælpes til udvikling uden at være nødt til at afbrænde kul. Hvis vi kan løse problemerne med at overføre teknologi og ressourcer fra den rige verden til den fattige verden, så er der en reel mulighed for at nå en virkelig global begrænsning af CO₂.

Niels-Holger: Vil det være muligt at nå en aftale med store udledere som USA, Australien, Japan, Canada og andre som bagtrop? Kan der lægges pres på disse stater, eller vil de trække alle med sig i dybet?

Bill: Vi er nødt til at lægge et alvorligt pres på alle disse lande, ellers vil de trække alle andre ned eller tilbage. Vi kan gøre det, hvis vi organiserer over hele verden. Kina vil forstå, at de ikke kan være aftalebryder, USA vil forstå, at de ikke kan være den slemme fyr internationalt. Hvis det ikke er nok, så må vi alle vegne fra lægge pres på disse spillere, det er derfor vi må bruge global organisering.

Niels-Holger: Hvad mener du er de vigtigste ting at fortælle folk om 350 for at øge presset?

Bill: 350 betyder, at dette ikke længere er et problem for fremtiden. Vi er allerede godt forbi 350 med 389 ppm, alt for meget CO₂ allerede – det handler ikke om fremtiden, det handler om nu. Det betyder, at vi må ændre retning nu, der er ikke tid til små gradvise ændringer, situationen kræver radikale ændringer. Det er det vigtigste ved 350 – at vi haster med at reagere.

Niels-Holger: Anser du 350.org for at være en organisation der kæmper for solidaritet mellem rige og fattige lande?

Bill: Den vigtigste del af vores organisering foregår, på mange måder, i verdens fattige lande i Asien, Latinamerika og Afrika, fordi disse lande har været i stand til at spille en rolle i denne debat og fordi disse lande vil blive ramt hårdest og først. Disse lande har krav på at blive hørt. Det er derfor 350.org har kontorer bemandet med unge mennesker i Congo, i Johannesburg, i Delhi, i Kina, i Equador og alle slags steder hvor man vil komme til at bære de største byrder, og hvor man har den mindste andel i skabelsen af dette problem.

Niels-Holger: Hvordan ser du på tiden efter december for 350.org?

Bill: Jeg synes, at det er svært at vide hvad fremtiden bringer så længe vi ikke kender resultatet fra København, men det er helt klart nu, at København ikke kan blive endestationen for denne proces. Det er i bedste fald snarere en slags begyndelsen med hensyn til reel handling for at tage meget stærkere skridt end vi har taget hidtil. Derfor vil kampangen fortsætte, men det er nødvendigt at 24. oktober bliver en virkelig succes. For virkeligt at gøre en forskel er vi nødt til at bringe tallet (350, nh) helt frem i den menneskelige bevidsthed.

Niels-Holger: Du er af Post Carbon Institute blevet udnævnt til at være rådgiver/medarbejder om lokalisering (lokal udvikling i modsætning til globalisering, nh). Frygter du at peak oil kunne skabe vanskeligheder i kampen for at nå målet 350 ppm?

Bill: Det frygter jeg virkeligt. Selvom det betyder, at vi bliver nødt til at standse afbrændingen af olie, vil det sandsynligvis føre til at man vil forsøge at erstatte olie med kul for at drive vores samfund, og kul er endnu mere beskidt end olie. Vi kan ikke forlade os på, at det faktum, at vi løber tør for olie, vil hjælpe os. Vi er nødt til at skabe en politik som sikrer at vi erstatter olie med sol og vind – ikke med kul.

Niels-Holger: Kommer du til København til december?

Bill: Jeg kommer til København til december. Det bliver kaotisk og vildt, men jeg kommer! Men det vigtigste arbejde ligger i ugerne op til København, hvor det stadig er muligt at blive hørt i tumulten.

Niels-Holger: Tror du, at præsident Obama dukker op?

Bill: Jeg håber han dukker op, og jeg tror på at han dukker op. Hvis han kommer er det et godt tegn, der betyder at USA og Kina har nået en eller anden form for overbevisende aftale, så vi i det mindste har et håb om en reel aftale i København. Præsident Obama kan ikke gøre disse ting alene, han behøver en bevægelse bag sig. Det Hvide Hus har gjort det klart for os ved at sige: “Vi ønsker forandring. Få os til at gøre det!” De behøver en forenet bevægelse hvor du og jeg arbejder sammen for at skabe 350.org.

Niels-Holger: Skal du have en god lang ferie efter COP15?

Bill: Ha, ha, ja det er skal jeg! Jeg er fanatisk langrendløber, så min plan er at tage hjem til bjergene, hvor jeg bor (Vermont, USA, nh). Og jeg håber at den gode Gud vil belønne mig for års arbejde med et rigtigt stort og tykt tæppe af sne, så jeg kan fordrive en måned med bare at gå ud af min havedør og stå på ski i skovene. Hvis det sker vil jeg snart være udhvilet og parat til at klø på igen!

Indlæg ved Niels-Holger Nielsen.

I næste uge gæster forfatteren og miljøaktivisten Bill McKibben i København. I den forbindelse er det muligt at møde ham ved et seminar afholdt af Danske Kirkers Råds Klimagruppe.

Bill McKibben er stifter af organisationen 350.org, en global kampagne, der samler mennesker over hele verden til at tage del i en aktiv respons på de globale klimaforandringer. Til markeringen af Earth Day den 24. oktober har man således allerede nu passeret 1.000 arrangementer.

McKibben er metodist, og på seminaret vil han tale om klimaet med fokus på religionernes rolle og troens muligheder i forbindelse med klimakrisen.

Program

• 19.00 Velkomst ved Ole Birch, formand for Danske Kirkers Råds Klimagruppe
• 19.15 ”Hvorfor haster det med en aktiv respons på klimaforandringerne,
og hvad er troens svar på dem?” ved Bill McKibben
• 20.00 Pause
• 20.15 Spørgsmål og diskussion
• 21.00 Afrunding

Foredraget foregår på engelsk. Kom i god tid, da der er begrænsede pladser.

Tid og sted

19. juni kl. 19.00-21.00 i Skt. Ansgar Kirkes menighedssal, Bredgade 69 A, København (overfor Kunstindustrimuseet).

Arrangør Danske Kirkes Råds Klimagruppe.

Download flyer (pdf).

Se tidligere blog-indlæg om McKibben: Klimahandling kræver stærk folkelig bevægelse (interview med McKibben), McKibben at Yale (video), Bill McKibben: President Obama’s Big Climate Challenge, Bill McKibben: Too Little Too Late? (video), Bill McKibben: The End of Nature og 350.org.

Marianne Lavalle: How Writers Created the Environmental Movement. Q&A with environmentalist Bill MicKibben, author of a new anthology, U.S.News 02.05.2008.

Bill McKibben: Confronting Carbon, National Geographic oktober 2007.

Bill McKibben: “Deep Economy” Forum (audio).

Strøtanker om bæredygtighed har venligst fået tilladelse til at bringe en oversættelse af et spændende interview med den kendte amerikanske forfatter og klimaaktivist, Bill McKibben. Tak til debattør og skribent, Niels-Holger Nielsen.

Forfatteren Bill McKibben advarede første gang mod den globale opvarmning og dens konsekvenser for planeten i sin bog fra 1989, The End of Nature (Naturens endeligt, nh). Men i de seneste år er den globale opvarmning blevet brændpunktet i hans arbejde som organisator i 350.org, en organisation som støtter verdensomspændende handling for at håndtere klimaforandringerne.

I et interview med Yale Environment 360s redaktør Roger Cohn den 23. april forklarer Bill McKibben, hvorfor han nu har fokuseret på at organisere en borgerbevægelse omkring klimaforandringer – og hvorfor han mener, at denne bestræbelse er kritisk med hensyn til at anspore politikerne til handling. Bill McKibben mener endvidere at:

• En borgerbevægelse er essentiel for at give præsident Obama det nødvendige ”politiske rum” til at tackle klimaforandringerne;
• Et system med omsættelige CO2-tilladelser vil være det mest virksomme middel mod CO2-udledninger;
• Juryen stadig er ude, hvad angår spørgsmålet om hvorvidt de mest alvorlige følger af klimaforandringerne kan undgås.
For som han siger: ”For øjeblikket bruger jeg ikke tiden på at være hverken optimist eller pessimist. Jeg har travlt med at arbejde.”

Yale Environment 360: Indtil for relativt nyligt var du fortrinsvis kendt for at skrive om miljøspørgsmål, men i de sidste par år er du blevet lige så kendt på emnet klimaforandringer og dine bestræbelser for at øge bevidstheden herom. Hvordan er denne ændring sket og hvorfor?

Bill McKibben: På et tidspunkt besluttede jeg – efter at have talt og skrevet om emnet i 16 eller 17 år uden rigtigt at få udrettet noget – at jeg var nødt til at yde mere. Forleden dag fortalte jeg på [Yale] Divinity School (teologisk fakultet, nh) historien om dengang, da jeg kom tilbage fra Bangladesh med dengue-feber og havde set mange mennesker dø af denne feber og klimarelateret smitte, som havde spredt sig raskt i Dhaka for første gang, netop mens jeg var der – og hvorledes jeg følte behov for at gøre mere. Da jeg så mig omkring slog det mig, at vi aldrig rigtig havde haft en klimabevægelse. Vi havde hele overbygningen til en bevægelse. Vi havde store inspirerende ledere som Al Gore, og vi havde økonomer og ingeniører, politikkyndige og videnskabsfolk – ingen tvivl om det. Men det vi manglede var selv bevægelsen. Ved hjælp af vores spontane marcher gennem Vermont forsøgte vi at starte i det små, og det viste sig at være ret virkningsfuldt.
Læs mere »